Sunday, January 10, 2010

19. - Kuthona, 4708 AR

20. Kuthona, 4708
Ogre Kongen:
Alaria, Elektra, Miro og Dega var næppe kommet tilbage til Fort Rannick, hvor Maegar tog imod dem og lovede varm buillion. Da en stor grå ulv kom gående ud fra skovkanten og hen imod porten til fortet, denne ulv var større end en alm. ulv, på højde med en voksen hanløve men ikke helt så bred. På ryggen af ulven sad der en mand og hang, som om han var totalt udmattet. Ulven gik frejdig lige ind af porten til borggården, som stod åben og standsede ved porten til det indre keep. Manden sad af, men gik i knæ da han ramte jorden, Maegar rakte ham sin arm og han støttede sig kraftigt til den da han rejste sig og hans ansigt fortrak sig i smerte. Det var Jakandros en af sergenterne i the black arrows ordenen som vi havde reddet fra at blive edderkoppe-føde hos mutantfamilien Graull og som havde hjulpet os med at tilbage erobre fortet. "Gorgon er død", sagde Jakandros med rusten stemme, "ligeledes er bjørnen Kip," tilføjede han da vi sad i pejsesalen og varmede os med den lovede boullion. "Men jeg har fundet ud af hvor de pokkers ogres bor henne, Dette her er Scar", sagde Jakandros og klappede den store ulv på hovedet. "han reddede mit liv i en snestorm", tilføjede han. Jeg kiggede ned på gulvet til ulven, der så jeg nu, havde et stort ar hen over næsen. "go vuffer", sagde jeg "kan den lide røget pølse?", spurte jeg Jakandros og rakte en halv pølse ned til Scar, der inden Jakandros nåede at svare forsigtigt napsede pølsen og lod den forsvinde i en bid. Der lød et forudrettet skræp fra vindueskarmen bag mig, hvor min ravn Ibenholdt havde slået sig ned. "For Dolgrin", Sagde Maegar. "For Gorgon", sagde Alaria. "For Kip", sagde Elektra. "For The Black Arrows", sagde Jakandros. "For Guld", sagde Dega. "For fred", sagde Miro. Alle rakte vi vores krus med tyndt øl ind imod midten af bordet og lød dem ramme hinanden, så drak vi og begyndte at lægge planer for hvordan vi bedst kunne angribe ogrenes hule den følgende dag. Det begyndte at sne lige så snart vi nåede foden af det bjerg som ville føre os op til orgrenes hjem, dette var både godt og skidt for det sænkede jo sigtbarheden både for os og for vores fjender. Efter en hård tur halvt op ad bjergsiden nåede vi til en skråning, som havde en huleindgang for enden og to store creek ogres på vagt foran indgangen. Vi gjorde Dega og Alaria usynlige og sendte dem op som overraskelses angreb, da de var fremme begyndte Jakandros og jeg at affyre pile og samtidig angreb fortroppen. Ogresne blev totalt forvirrede og uden alt for meget støj lykkedes det os at få dem nakket, vi rullede dem til siden og lød dem dække af den nu kraftigt faldende sne. Så sendte vi Alaria usynlig igen ind i hulen, hun listede rundt derinde en rum tid og kom så tilbage til os andre og fortalte at udover en mytisk 13 m. høj statue med en stor sihedron medaljon om halsen var der ingen at se.
Vi sendte hende endnu engang ind i hulen for at undersøge statuen nærmere, jeg gik osse ind og undersøgete statuen for magi, men det var kun medaljonen der gjorde et magisk indtryk på mig. Der var en gang med en trappe der førte fra dette forrum længere ind i hulesystemet og vi vovede os alle forsigtigt ind og ned. Da vi kunne se det næste rum kunne vi også se tre ogres og vi gav os til at skyde på dem med Dega, Alaria og Maegar som fortrop, to faldt og en stak af, ned til et nyt rum. Faktisk var dette rum,vi stod i, en slags fordelinges gang med fem grene indklusiv den vi var kommet af, i første omgang koncetrede vi os om den forgrening hvor den tredie ogre var spænet ind. Selvfølgelig havde det været en taktisk retrete for nu kom der forstærkning i form af tre nye ogres og der iblandt to af de stærke creek ogres, men uheldigvis for dem kunne vi holde dem fanget i en smal gang imens vi gik amok på dem med alt vi havde og efter en hektisk kamp var de to creekers døde og de to alm. flygtede tilbage hvor de kom fra. Vi fulgte efter og snart var vi i et stort rum, der ud over sovepladser osse indeholdt to esser hvor der tydeligvis blev smedet våben, endvidere var der indgange til minen hvor metallet blev hentet fra og det var derind de to ogres var flygtet. En kort undersøgelse af minen klargjorde, at den var for dyb til at det kunne betale sig at forfølge de undslupne, så vi lootede rummet og gik tilbage til fordelings rummet, hvor vi nappede en ny gang, der viste sig at føre til et lille tempel for Lamastu med en offer pit foran Lamastus statue, men ellers ikke nået af interesse.
Igen tilbage til fordelings rummet og denne gang hørte vi stille mumlen fra en gang vi ikke havde undersøgt, gangen førte til et mellemstort rum med et ildsted i den bagerste ende hvor der hang en jern gryde fra en trefod, en grøn, stinkende, tyk suppe med udifinerbare klumper samt tydelige kropsdele ( en fod bla.) simrede i gryden og tre gamle kællinger stod omkring den og rørte rundt imens de mumlede sære ting. På den ene langvæg var der en primitiv reol som indeholdt sære remedier, så som tørrede flagermus i bundter, afhuggede øre af forskellige slags trukket på snor, kar med grumsede væsker, krukker med sært lugtende salver, kurve med afhuggede lemmer pænt fordelt efter krops område og der var osse tørrede urter og pulvere af forskellige slags.
"Hvad forgår der så her, mine damer?" Spurte Jakandros temmelig bryskt. De tre gamle kællinger kiggede op fra deres "gryderet". "Se vi har fået besøg", gnæggede den ene. "Hvad laver i dog et sted som her", udbrød jeg overasket, det sidste jeg havde ventet at finde i denne beskidte ogrerede var mennesker, medmindre de var fanger. "Vi får det til at regne," sagde den anden af kællingerne. "Hvoffor gør i dog det", spurte Maegar. "Fordi kongen har betalt os for det", sagde den tredie og satte en vigtig mine op. "Aha.. og hvad skal i så have for at holde op med det?" Spurte jeg. Kællingerne kiggede vurderende på os og den første sagde, "ham den lille se både sød og saftig ud," hun pegede med en beskidt finger på haflingen Miro og slikkede sig om munden. "nææ..nej, ham vil vi ikke af med," sagde Alaria bestemt. "Kan vi ikke tilbyde jer noget andet, hvad med en masse dejlige guldstykker?" forsøgte jeg. "hvor mange?", spurte den anden kælling. "50", foreslog jeg. "hah...det må da være din spøg," spruttede den tredie og spyttede på gulvet, en ordentlig grønhakker. "nå...men så tusind," foreslog jeg og bemærkede at det gippede i Dega. "Det her gider jeg ikke, jeg går ud og holder vagt," sagde Jakandros og forlod rummet. "nej..nej, vi vil kun have haflingen," Smaskede den første med tandløse gummer og så begærligt på stakkels Miro, der følte sig lidt beklemt ved situationen. "Hvor befinder denne "konge" sig," spurte Maegar og jeg kunne se på hans fifie udtryk at han havde en plan. "høh... i tronsalen selvfølgelig," sagde den anden kælling og vente øjne, som om det var et stupidt spørgsmål. "Nåå...men vi skal ikke forstyrre mere," sagde Maegar høfligt og gjorde tegn til os andre om at følge med ham ud af rummet, hvilket vi gjorde. Udenfor i fordelingsrummet sagde Maegar, at hvis vi overvandt kongen først, så ville kællingerne nok være mere medgørlige. "Jeps..og ellers kan vi jo altid nakke dem osse," indskød Alaria og smilede grumt. Så det blev vores plan, selvom Jakandros agiterede for, at vi bare skulle se at få aflivet de gamle kællinger i en ruf.
Tronsalen var ikke svær at finde, den befandt sig nemlig forenden af den sidste gang fra fordelings rummet, som vi ikke havde undersøgt endnu. Tilgengæld var den temmelig stor, der var nok 35m. til loftet og den var 15 m. bred, 25m lang. En dyb fuger 4m. bred og 3m. høj, løb fra indgangen og hen til platuet, hvor der stod en trone op imod bagvæggen, fugen fladede langsomt ud jo tættere man kom til platuet. På toppen af og langs med fugen stod der statuer af mennesker, tydeligvis et levn fra tidligere tider. Oppe på tronen sad der en stenkæmpe og ved siden af ham stod hans livvagt, osse en stenkæmpe. En stenkæmpe er en formidabel konstruktion af levende sten, det siges at den gud der i sin tid skabte materialet sten blev så glad ved sig egen skabelse, at vedkommende blæste live i noget af det og at det var sådan disse store kraftfulde skabninger kom til verden, om det er sandt eller ej fortaber sig i tidens udviskede spor. Men kæmperne er ihvertfald kendt for at være både stærke og intelligente væsner, så Elektra sank nervøst en mundfuld imaginært spyt, da hun så hvem de nu skulle kæmpe med. Dega trak sit trofaste adamantine sværd, Miro stod koncentrere og sagde en remse, Maegar var tydeligvis i kontakt med sin gud og Elektra lagde en hånd på Alarias skuldre smilede til hende og så forsvandt Alaria med et lille plop.
Jeg fløj op langs med furen og helt op på det højereliggende gulv, men blev bagerst i lokalet her ladede jeg op til en større elektrisk udladning, jeg så Dega gå kamp ivrigt fremad og jeg havde på fornemmelsen at Alaria var lige bag han, men hun var jo usynlig så ?? Maegar gik igang med endnu en bøn. Kongens livvagt vækslede et par ord med sin herre og gik Dega i møde. Endelig var jeg fuldt opladet og jeg sendte en gnistrende stråle af lyseblå elektriske impulser til kongen der med et overrasket udtryk hoppede rundt på sin trone. Umiddelbart efter min lille hilsen rejste kongen sig fra sin trone gjore nogle fagter sage et par ord og så kom et stort klippestykke flyvende ud af ingenting og ramte mig hend over skulderen. Så ondt gjorde det at det sortnede for mine øjne, jeg troede et øjeblik at jeg havde mistet armen, men den sad der stadig, dog var den totalt lammet af slaget. "Miro kast et, stilheden rum, på den konge, så han ikke kan brug sin magi," råbte jeg til den kække hafling, der blinkede indforstået tilbage og gik igang med at mumle. Jeg var helt smadret og skyndte mig i dækning bag den sidste af statuerne, her fra kunne jeg se Dega var i heftig kamp, det slog gnister hver gang hans sværd mødte kæmpelivvagtens stenhud. Alaria dukkede pluselig op bag han og stak sin kåre tværs igennem hans lår, han brølde af smerte og kom et øjeblik ud af balance, dette var lige nok til at Dega kunne sætte et drabeligt hug ud imod hans hals og som tak fik Dega et stort sprøjt blod tilbage i hovedet. Alaria stak sin dolk ind i hasen på vagtens anden ben og skar hans ledbånd over så han sank ned på den ene knæ så blev hun bokset ud til siden af kongens vestre kæmpe næve. Da livvagten sank ned på det ene knæ udnyttede Dega straks situationen til at hugge hans hoved af, det landede med et klonk på hulens gulv og trillede lidt væk. Et overasket "ved Adabar" lød fra Maegar og da jeg så i hans retning, så jeg at han var på vej hend til den anden side af hulen(modsat tronen men i samme ende) jeg så at der stod en underlig skikkelse der, som tydeligvis var igang med en magisk formular. Skikkelsen var en af de ikkelevende og med sære lidt mekaniske bevægelser gjorde han sin formular færdig, jeg stak hoved frem fra mit skjul og sendte kongen endnu en lille hilsen iform af fem sølvpile, hvilket forstyrrede ham nok til at Alaria lige kunne nå at rulle væk fra den store klumpfod han ellers havde tænkt sig at placere i hendes ansigt. Til tonerne af en indspirerende kampsang fra Miros gyldne røst fægtede Dega det bedste han havde lært med kongen, Alaria var på benene igen og assisterede med lynhurtige reflexer så hendes kåre lignede et lille lyn af sølv. Maegar tvang den ikkelevende længer tilbage i salen ved hjælp af Adabars lys og da kongen endelig faldt skulle der bare et enkelt hug til fra Dega før den ikkelevede sank ubevægelig ned på gulvet med et lille suk.
Jakandros der havde stået i baggrunden og sendt sine dræbende pile afsted kontinuerligt under hele kampen, gik hend og undersøgte den nu døde ikkelevende, "Lamatar????...min kaptajn og komadanten af fort Rannick" . Udbrød han og knælede ved ligets side, han stak varsomt sine arme ind under liget og løfter ham op," Denne tapre mand skal ikke ligge her og rådne, blandt sine fjender, jeg skal personligt søge for at han bliver genforenet med sin elskede Myriana", siger Jakandros høvisk og bar Lamatar tilbage til fordelings rummet. Vi andre undersøgte tronsalen og tog det med som så ud til at have værdig, derefter fulgte vi efter Jakandros til fordelingsrummet. Vi gik ind i det rum hvor de tre hekse holder til, men de var forsvundet og der var tomt og stille i hulesystemet da vi forlod det, udenfor var det holdt op med at sne.
Efter et kort stop på fortet begiver vi os ned til et sumpet område ved bjergenes fod, Jakandros har insisteret på, at det er det eneste sted hans afdøde kaptajn ville sætte pris på at blive begravet og da vi alligevel ikke kan genoplive Urgar har vi taget hans lig med, så kan vi osse få han gravsat ved samme lejlighed, hvilket virker passende eftersom at de begge har måtte lade livet for den samme sag. Nede i det sumpede område vader vi rundt imellem andemad, stillestånde lavt vand, siv, sære sumpvækster, tuegræs og frøer en times tid, indtil vi kommer til en lille bakke som er mere tør end resten af området. På toppen af bakken stå der en stor smuk grædepil hvis krone er så stor at de smidige grene når jorden, hele vejen rundt om bakken. Vi flytter grenene tilside, som et gardin og går op på bakken, helt hend til grædepilens fod, hvor vi lægger ligene forsigtigt fra os. Et højt pift lyder fra luften og to snehvide hejre flyver lavt hend over pilens top, vi står og kigger efter fuglene og en vemodig stemning ligger i luften, som om de hvide fugle er fløjet bort med alt latter og glæde.
"Er i kommet for at plage mig?" lyder en mild lys stemme bag os og da vi vender os rundt, se vi den smukkeste kvinde jeg nogenside har set, lille og spinkel med gyldent bølget hår og kæmpe store mørkeblå øjne, dog hun var nærmest gennemsigtig, som om hun kun var her i ånden. Jakandros træder frem og siger "skønne frue af dette våde land, vi bringer dig din elskede Lamatar, han har kæmpet tappert, men er faldet for ogrenes overmagt". "Ak ja de fuldfæle ogres blev også min skæbne, dog er min sjæl så bundet til at beskytte dette land at jeg stadig må vandre her i åndeform" sukkede den smukke nymphe og svævede hend til Lamatars lig og begyndte at synge en sang så blid og vedmodig, at det fik tårene til at trille på os alle, indklusiv den vejrbidte Jakandros og den karske Dega. Langsomt til tonerne af nymphens sang, sank Lamatars lig ned i jorden og da han var helt opslugt af jorden, kom en tyk mørkegrøn spire op ad jorden lige der hvor han var forsvundet. Spiren voksede rokkende i takt med sangen og fik brede blanke blade, en tyk stængel og en kæmpe stor orange blomsterknop kom til syne, knoppen voksede og voksede indtil den var på størrelse med en hest og så åbnede den sig langsomt og yndefuldt og ud af den trådte en kentauer med blanke sorte flanker og skinnede snehvidt hår på koder, hale og hoved, dens ansigts træk var Lamatars og nymphen gik hen og hviskede længe fortroligt med den, så kom hun tilbage til os "tak fordi i har bragt Lamatar tilbage til mig", sagde hun, " er der noget jeg kan gøre for jer inden jeg må drage bort herfra", forsatte hun og kiggede alvorligt på os.
Jeg trådte frem og rakte hende de høviske kærligheds digte og det gyldne smykke med den lille lok af gyldent hår inden i, "disse genstande må tilhører dig eller Lamatar, vi fandt dem i fortet efter at vi havde nedkæmpet ogresne", sagde jeg og nejede for nymphen. "Hvis du kunne gøre noget for vores ven Urgar?, han er også faldet for ogrenes beskidte grabber i forsøget på at generobrer Fort Rannick," sagde jeg ydmygt. " Jeg kan give ham livets gave, men jeg kan ikke garantere at han genopstår som et menneske, dog en humanoid form bliver det, er det tilfreds stillende for jer." Spurte hun og kiggede spørgende rundt på hele flokken. Vi agcepterede hendes tilbud og igen begyndte hun at synge, men denne sang fik ikke tårende til at trille, for den var fuld af håb og frisk energi. Urgars lig sank ned i mulden i takt til Myrianas sang og op af graven voksede en lysegrøn behåret plante med lancetformede blade, midt på stænglen voksede en lilla blomsterknop frem, da sangen sluttede var knoppen på størrelse med en gris og med et lille smeld åbnede knoppen alle sine kronblade på en gang og i den gule blomstermidte sad der en voksen hafling, med en svag lighed med Urgar i sine træk, og plirrede forvirret med øjnene.