Monday, October 4, 2010

Erastus 5 - 12, AR 4711

To dage efter varulvens sidste angreb drog nogle af vennerne til den forladte lejrplads, hvor troldene havde angrebet dem. De fadt kun enkelte rester afforladt udrustning og vendte hjem samme nat.

To dage senere drog de mod øst for at undersøge rygtet om udødes husseren.
Det lykkedes at finde en ældgammel og forladt grav...
I den fandt eventyrerne en gravplads for én af oldtidens høvdinger og hans hirdsmænd. Ved indtrængen i graven vågnede de op og førsøgte at tage vennernes liv og indlæmme dem i deres flok. Heldigvis blev de udøde monstre stedt til evig hvile.

Wednesday, September 1, 2010

Erastus 1 - 4, AR 4711

Efter at have undersøgt rygterne om trolde i de sydlige Narlmarches mere grundigt bestemte gruppen sig for at drage vest om Tuskwater Lake og ned i de sydlige skovområder.

Første nat ude fra Thornwall skette det at Naleksa Vijic og hendes vog endu en gang kom trillende ind i gruppens lejr. Naleksas gode humør og lune væsen spredte straks hygge.
Samme nat brød ravnerok dog løs, da en stor gruppe trolde angreb lejren. Det viste sig hurtigt at gruppen ikke var stærk nok til at sto sig i nærkamp med disse væsner. Heltene flygtede. Det sidste de så var at Loki faldt og en af de glubske trolde kastede sig over hans livløse legeme.

Næste eftermiddag kom vennerne hjem til Thornwall. Her viste det sig, at et stort ulvevæsen havde dræbt forsvarsløse borgere og husdyr. Efter at have undersøgt sagen værmere organiseredes der patruljer i Thornwalls gader. Over midnat fandt gruppen endeligt uhyret. Det var halvt menneske halvt ulv. En varulv! Kampen var blodig men kort. Bæstet var grufult og dets styrke enormt. Det svingede en mægtig økse med vildskab og precision, og alle der kom nært det fik dets kolde stål at føle. Heltene samarbejde under press og det lykkedes at besejre bæstet.

Wednesday, August 18, 2010

Erastus 1, AR 4710 - Erastus 1, AR 4711

Efter deres hjemkomst til Oleg's Trading post, modtager heltene et nyt charter fra Restov. De er nu officielt de suveræne herrer over the Greenbelt, med ret til at forme og skabe et land efter eget ønske, dog med nære bånd til deres patron og alierede, Brevoy.

I det år der følger stifter heltene landet Andora, ved grundlæggelsen af byen Thornwall, på ruinerne af Stag Lordens borg ved Tuskwatter søens nordbræd. Herfra bosætter heltene en bræmme af land fra syd mod nord, helt op til Oleg's Trading Post. Oleg's Trading post bliver den første bygning i den nye by Olegton.

Sidst på vinteren modtager heltene en mand ved navn Loy Rezbin. Han er venlig og tydeligvis dannet. Han forklarer at han leder en gruppe nybyggere der er udvandret fra Galt på grund af det politiske klima i deres hjemland og at hen med sine landsmænd gerne vil bygge en by ved bræden af Skunk River. Heltene indvilliger og da sommeren AR 4711 kommer er den lille landsby Tatzlford en realitet.

Sunday, August 15, 2010

Tuesday, August 3, 2010

Desnus 22 - Sarenith 30, AR 4710

Endnu en gang genudruster gruppen sig hurtigt ag drager i fælten igen. Alle på nær Pen, som endnu en gang er kaldt til at løse en opgave andetsteds.

Denne gang er første prioritet at afsøge territorierne mod øst. Godt en uge efter at have forladt Oleg's finder gruppen et ene egetræ. Under dettes røder er en skjult bylt indeholdende diverse magiker egendele.

Fire dage senere ankommer gruppen til Shrike floden. Som kobolterne også har fortalt findes en ødelagt rebbro. Da Kazimir undersøger denne rejser floden sig og indhyldet i dis dukker en udød skikkelse tilsyne. Bro-manden Davik Netles, eller rettere hans genfærd beder om at The Stag Lord bliver dræbt og kastet i Shrike Floden.

En uge senere er territorierne mod øst undersøgt og de sidste dele af den nordlige Narl Marches står for skud for eventyrernes udforskning. Her finder de en masse "fangberries" som Bokken kan bruge. Derefter kommer de på sporet af Tuskgutter som bliver nedlagt og endeligt reder Loki en udsultet thylacine (pungulv) ud af en fælde. En uge senere er vennerne igen hos Oleg og gør sig klar til den endelige eftersøgning af The Stag Lord.

En uge senere finder eventyrerne The Stag Lord's fæstning. Den er bygget på en gammel ruin og et frontalt angræb vil være yderst risikabelt. I stedet vælger vennerne, at satse på at det løseord, som de har presset ud af banditter et par måneder forinden kan hjælpe dem ind i fortet. Det lykkes at udgive sig for at være banditter og samme nat påbegynder vennerne deres angreb på fortet indefra. Under den hårde kamp bliver Kazimir dræbt. Det samme gør The Stag Lord og de fleste af hans mænd. Det er dog tvivlsomt om gruppen kunne have kalret det uden Akiros Ismort. Akiros, en af banditernes løjtnanter, foråder sine tidligere kammerater og hjælper vennerne til sejer.

Et par dage senere er gruppen igen hos Oleg.

Sørgen over Kazimirs død lettes da Jhod Kavken afslører, at han måske kan hjælpe!

Gozran 27 - Desnus 21, AR 4710

Efter at have brugt en ugestid på, at genforsyne sig hos Oleg, tager gruppen langt ind i Narlmarches. Her støder de på Skunk River og begynder, at arbejde sig op med den stinkende flods udspring. Udspringet er, at finde i en svovlholdig dam. Denne er immidlertid beboet af kæmpefrøer, som angriber eventyrerne. De er dog ingen alvorlig trudsel.

En større trudsel findes dog langt fra floden inde i skove. Her finder gruppen få dage senere det sagnomspundne Erastil tempel. Dette er vogtet af en stor og frygtindgydende grizzly bjørn. Med livet som indsats, bliver bjørnen bekæmpet og besejret. Det viser sig, at bjørnen var en gammel druide forbandet af Erastil og da bjørnen dør, skifter den ham til sin menneskelige skikkelse og få øjeblikke senere smuldrer den døde druide og bliver til støv. Templet er renset og befriet.

Tre dage efter vender gruppen tilbage til skunk river og finder ved dennes bred en ruin, hvori en boggard ved navn Garuum og hans kæle-slurk Ubagub bor. Boggarden er ikke fjendtlig, men ønsker blot at være i fred. Ikke langt fra boggarden støder vennerne på en tatzlwyrm rede. Ikke mindre end tre af de dragelignende bæster holder til der, men gruppen er nu forberedt på, at bekæmpe disse væsner og kampen forløber meget bedrer end vennernes første møde med sådan et uhyre.

En uge senere befinder gruppen sig fyrre mil længere mod nord. Nu ude på de åbne sletter opdager gruppen en gammel gravhøj. I denne finder de resterne af en gammel høvding eller kriger. Skelletet bærer en magisk ring som gruppen tager med sig. Fire dage efter dette er gruppen tilbage i Oleg's Trading Post

Sunday, July 18, 2010

Gozran 5 - 26, AR 4710

Kun to dage efter afgang fra Oleg's opstår de første problemer. Den nordvestlige kant af Narlmarches er fyldt med bjørnesakse som gør undersøgelsen af området farefuldt og langsommeligt. Gruppen finder dog hurtigt spor fra jægeren, som formodes at have lagt fælderne ud. I stedet for at fjerne fælderne besluttes det at opspore jægeren først. Få dage senere finder gruppen den skyldige jæger. Denne er imiddlertid bukket under for en af sine egne fælder og er nu død. Med dette afklaret er gruppen fri til at fjerne fælderne uden frygt for at nye bliver lagt ud med det samme.

Efterfølgende begynder gruppen at rejse lags Thorn River for at udforske dennes løb. I denne tid lykkes det lang om længe at afsløre de gavtyve der i nu flere måneder har drillet gruppen hver nat de har færdedes nær Narlmarches skoven. De skyldige er en fairy dragon ved navn Perlivash og dennes loyale ven, en grig-pige ved navn Tyg-Titter-Tut. Disse er meget venlige og fortæller vidt og bredt om hvad de ved om skoven.

Efter et behageligt samvær med de to alfer regser gruppen vedere langs Thorn River. I løvet af en uges tid bliver dennes løb undersøgt færdigt og dens sammenløb med Shrike River bliver fundet. Ved vadestedet, hvor Shrike og Thorn River mødes bliver gruppen angrebet af banditter. Banditterne bliver besejret og tages tilbage til Kesten Garress som bevis for gruppens indsats med banditter.

Friday, July 16, 2010

PC synopsis: Pen (Penderrin) Ohmsford

Pen voksede op i skovenes dyb i det sydlige Brevoy, fjernt fra civilisationens svøber og krige. Bortset fra fåtallige besøg hos skovens øvrige beboere og de omkringliggende landsbyer, var planter og dyr i mange år hans eneste kontakt til verden udover gennem hans mor, Griane. De få besøgende, der i årenes løb fandt vejen forbi, var druider ligesom Griane selv, og de blev sjældent mere end nogle få uger, ofte for at hjælpe hende med Pens træning. Fra druiderne lærte Pen meget om landet, der omgav dem – også om de lande der lå på den anden side af skovene – og han lærte at holde af alle verdens skabninger. Samtidig forstod han bedre og bedre, hvordan rendyrket ondskab, egoisme og ikke mindst simpel uvidenhed blandt de intelligente racer gjorde dem til en trussel mod sig selv og naturen. Det gik også op for ham, at familiens ensomme tilværelse ikke var selvvalgt, men at Griane levede i eksil. Det tog dog endnu mange år, før han forstod grunden til deres isolation: mens Griane endnu var et barn, var hendes forældre blevet dræbt, og hun selv fjernet fra familien af en mægtig fyrste, som sidenhen havde opfostret hende i sit eget onde billede. Som ung var hun under et andet navn blevet hans betroede, hans mægtige og frygtede tjenerinde som med egne grusomme hænder havde dræbt og lemlæstet mange, mens endnu andre var blevet myrdet på hendes ord. En gruppe eventyrere, heriblandt Pens far og onkel, havde søgt konfrontationen, og skønt mange var faldet, så lykkedes det dem af magisk vej at omvende hende. Herefter havde Griane hjulpet med at slå fyrsten ihjel. Hendes gerninger kunne imidlertid ikke gøre ugjorte, og da hun følte, hun var med barn, havde hun derfor valgt eksilet – for i simple kår at kunne opfostre Pen til noget bedre og måske derigennem begynde at sone sin brøde. Selvom mange år nu var gået, var hadet til hende imidlertid stadig uformindsket, hvorfor Pen måtte love aldrig at tale om sin familie eller forsøge at finde dem – men nøjes med at vide, at begge var forbilledlige mænd af ære, mod, og hengivenhed. Pen tænkte længe og dybt over Grianes ord, og da han rejste fra barndomshjemmet for at slutte sig til en gruppe unge eventyrere i The Greenbelt, var det med et indædt ønske om at gøre det "rigtige". Campaign trait: Rostlander (+1 Fort), bonus trait: Focused Mind (+2 Concentration checks).

Thursday, July 1, 2010

Pharast 23 - Gozran 4, AR 4710

Videre udforskning af mite komplekset forer langt omlænge til en kamp med klanens leder, en lile bidsk mite bereden på en enorm flåt. Mitesne var ingen udfordring, men det var den næsten to meter høje flåt. Den endte med at suge en del blod fra Fane og inficerede hende med en frygtelig svækkende sygdom. Men det var et nødvendigt offer, for i lederens hule fandtes Old Sharptooth, en grotesk lille djævle statuette af elfenben. Efter at have dræbt eller jaget de sidste mites på flugt, vendte grupppen tilbage til Sootscale kobolderne.

Gruppen blev taget til chief Sootscale af kobolden Mik.mek, som var blevet befriet fra mitesne. Det viste sig da Sootscale knuste Old Sharptooth at han og hans kobolder følte sig præsset i krig af shamanen Tartuk og en forbandelse, som de troede hvilede på statuetten. Med forbandelsen ophævet, fandt kobolderne modet til langt om læng at gøre det forbi med Tartuk.

Selv om Fane var svækket af sygdom valgte hun sammen med sine venner at udforske the Greenbelt sålænge de havde proviant. En uge senere vendte de alle tilbage til Oleg's. Fane var rask igen og nu var det på tide at indkassere nogle af de belønninger de var blevet lovet for deres arbejde og at købe nyt udstyr.

Tuesday, June 8, 2010

Pharast 15 - 23, AR 4710

Næste morgen da Fane som den første vognede, er en grov vejrbidt midaldrende kvinde ved navn Anza ankommet til Oleg's. Det viser sig at hun er stigfinder og for 2 sølvmønter om dagen er villig til at stille sine tjenester til rødighed for gruppen. Op ad formiddagen ankommer yderligere to rejsende. Disse er druiden Penderrin og sværdfægteren Kazimir. De er også udsendt af Restov og slutter sig prompte til fællesskabet.

Dagen efter drager de alle på nær Arland ud, for at udforske territoriet øst for Oleg's Trading Post. Her støder gruppen på Bokken, en gammel ekscentrisk eneboer, som rygtes at kunne lave trylledrikke. Bokkener mildest talt en ænkel gammel mand, men det lader til at hans evner til at brygge kan komme gruppen til gode.

Næste morgen drager vennerne mod sydvest. Bokken har fortalt at  dejlige fang-berries findes på de kanter og at han vil belønne gruppen for en høst af disse. Samtid har Svetlana efterlyst såkaldte måne-raddiser, som også er at finde i den retning. To dage senere finder de da også disse måne-raddiser. De er dog bevogtet af glubske og bidske kobolds. Efter at have uskadeliggjort de små kræ, lykkes det faktisk for Ashanti at indynde sig disse og overtale dem til at føre gruppen til deres leder, i det håb at kunne afværge en konfrontationmed koboldstammen. Koboldernes shaman, Tartuk, siger at kobolderne er på krigsstien da deres hellige idol, Old Sharptooth, er blevet stjålet af en stamme ulidelige mites.


Efterfølgende drager gruppen til mitenes territorium. Vejen dertil er præget af små slagmarker, hvor mites og kobolds åbenlyst har bekæmpet hinanden. Der ligger mange af de små ynkelige kobolds og mites døde rundt omkring. Sent om eftermiddagen ankommer vores eventyrer til mitenes bo. Det ligger under et ældgammelt uddødt platantræ.

Under dette træs råder strækker der sig et netværk af tunler... og i dem ligger mites og deres enorme insektvenner på lur.

Thursday, May 27, 2010

Pharast 3 - 15, AR 4710

Efter en aften med hvile og øl i Kesten Garess' soldaters selskab vågner Arland tidligt. Mens han beder sine morgenbønner ser han i morgendisen en fremmed rejsende komme gående mod Oleg's Trading post. Det viser sig at være en venlig dog noget usikker præst af Erastil, ved navn Jhod Kavken. Jhod er middelaldrende og tilkendegiver at han er kommet til egnen for at brede civilisation og Erastils visdom. Desuden søger han et gammelt elg-tempel, som efter sigene skulle være vogtet af en mystisk bjørn.

Næste dag forsøger gruppen at udspørge Kressle om The Stag Lord. Kressle er mildest talt usammarbejdsvillig og bliver samme aften hængt. Kressles mænd åbner ved dette straks op og fortæller om The Stag Lord; The Stag Lord er altid iført en hjelm med gevir og er desuden kendt som en uovertruffen bueskytte. Han er brutal og har ingen respekt for andres liv eller førlighed. Heldigvis er han voldsomt fordrukken, hvilket tager den værste skarphed fra ham; han skal dog ikke undervurederes. The Stag Lord holder til I en ruin ved Tuskwater søens nordbred. Banditerne bruger et løsen som lyder, "By the bloody bones of St. Gilmorg!". I sin kælder gemmer The Stag Lord en uhyggelig gammel mand.

De sidste fem banditer indvilliger i at hjælpe gruppen med at udforske the Kamelands, øst for Narlmarches. På den første dag finder i en masser knogler og skeletter. I overræskes da der op ad jorden springer en kæmpe edderkop fra sit skjul. Selv om den overrasker jer er kampen hurtigt overstået, da jeres nye ex-bandit venner hurtigt overmander den.

Næste dag fortsætter udforskningen I finder ikke noget af interesse. Om natten mens Arland holder vagt sammen med en af ex-banditterne, bliver jeres lejer angrebet. Ud af nattens mørk springer et stort lydløst slangelignende væsen. Det ligner en enorm slange med små forklør og et stort dragelignende hoved. Det er en hård kamp og efter at Arland er faldet og Raztafan er fanget i uhyrets greb stikker tre af de fire overlevende banditter af. I sidste øjeblik lykkes det Fane og ex-banditten Dmitri at besejre monstret. I har kun én healing potion, som Dmitri bruger på Arland. Desværre når I ikke at rede Raztafan.

Næste morgen begraver I Rastafan og vender tilbage til Oleg's. Efter at fhave forklaret hvad der er hændt tilbyder Oleg at købe slange-monstrets hoved, som han vil bruge som trofe. Oleg kalder væsnet for en Tatzlwyrm. Kesten Garess sender imiddlertid en kurer til Restov. Efter en uge vender kureren tilbage med brevduer og en stor pose guld som udloves af Restovs Swordlord til dem der kan fange eller dræbe mindst seks banditter.

Tuesday, May 11, 2010

Calistril 30 - Pharast 2, AR 4710

På foranledning af Davian Calmere, representant for The Swordlords, samles I gruppen i Restov den 24. Calistril (marts). I bliver overdraget et charter som giver jer ansvaret for udforskningen af det område af The Stolen Land, som kaldes The Greenbelt. Desuden bliver det jer pålagt at bekæmpe lovløshed i området.

Den 30. Calistril an kommer I til ødemarksfortet Oleg's Trading post. Oleg og Svetlana Leveton tager imod jer med åbne arme - særligt Svetlana. Oleg ar brysk og kort for hovedet og det går op for jer at noget er galt. Efter at have spurgt ind til deres situation finder I ud af at de har været plaget af røvere igennem de sidste tre måneder. Hvad værre er, finder I ud af at hvis banditerne følger deres sædvanlige rutine, så burde de ankomme til Oleg's næste morgen.

Sammen med Oleg lægger I en plan om at overræske banditterne. Plannen går efter alt forventning. Næste morgen angriver i banditterne og I tager tre af dem samt deres leder til fange. Lederen, en mand ved navn Happs Bydon, lader sig ikke rokke af jeres trudsler og I hængerham kort efter. Dette bringer de andre banditters tunger på gled og en af dem lover at føre jer til deres lejr, cirka en dags rejse derfra, ved Thorn River i Narlmarches skoven.

I rejser fra tidlig morgen til langt ud på natten, og ved midnat ankommer i til Thorn River. Forude ligger der tydeligvis en lejer i skoven. I sniger jer tættere på og finder ud af at det rigtigt nok er røvernes lejr.

Banditterne har imidlertid opdaget jer og lægger en fælde for jer. Efter en hektisk kamp besejrer i dem dog og tager to af dem og gruppens leder, en barsk kvinde ved navn Kressle til fange.

Da det bliver morgen gennemsøger i lejeren og vender tilbage til Oleg's Trading Post. I ankommer sent på natten og er udkørte efter to dages hæktisk rejse gennem skoven. Til jeres lættelse og glæde opdager I at et lille kontingent soldater fra Restov er ankommet til Oleg's for at sikre fortet. Gruppen, på fire mænd, er ledet af Kesten Garess.

Wanted Posters


The Greenbelt


Boksen aftegner det område jeres nuværende charter pålægger jer at udforske.

    • Oleg's Trading Post: Ødemarksfort hvor Oleg Leveton og hans unge kone Svetlana driver en handelsstation.

    • Thorn River Camp: Lejerplads ved Thorn Rivers bred, hvor Kressles banditter holdte til.

Map of Brevoy

Sunday, April 25, 2010

Kingmaker - Pathfinder Adventure Path

KINGMAKER

Næste uge tager vi så småt hul på en ny Pathfinder Adventure Path; Kingmaker.

I Kingmaker vil I få mulighed for at udforske et vildt og utæmmet land og lægge kimmen til en ny civilisation. Jeres characters vil dels blive udfordret på deres evner til at begå sig i vildniset, deres evner til at kunne samle folk under sig og færdigheder inden for administration og planlægning. Kingmaker kræver med andre ord en gruppe med diverse evner.

Kingmaker udspiller sig i Brevoy. Dette land blev samlet under en konge ved navn Choral the Conquerer og bestor af to tidligere selvstændige kongedømmer, Issia og Rostland. Kong Choral og hans slægt er nu borte og det større Issia ventes snart at betvinge Rostlands adel med magt. I Kingmaker er I Rostlands sidste håb om at afværge en blodig borgerkrig. I skal drage med syd, til Rostlands utæmmede egne, The Stolen Lands, og sikre landet med banditter og vilde monstre.

For at kunne få det fulde udbytte ud af Kingmaker og ikke mindst jeres characters bør I læse "Kingmaker Player's Guide". Guiden fortæller alt hvad I skal vide om Brevoy og om de forskællige roller spillets classer og racer indtager i kampagnen.

Wednesday, April 21, 2010

Program for onsdag d. 28. april

Kære venner og udforskere af the Stolen Land,

Så vi alle er klar over hvad vi skal på onsdag præsenterer jeg her et lille program.

Vi mødes kl. 19.00 på Fasanvej 41B.

- Velkomst og introduktionsrunde: Her før I lejlighed til at hilse på de nye mennesker og slå den uformelle tone an.
- Kort introduktion til Kingmaker, ved undertegnede.
- Fordeling af roller og diskussion af individuelle og overordnede character koncepter, samt Campaign Traits.
- Character Workshop: Generering af characters og eventuelle aftaler om figurmaledag.
- Skema: Vi skal finde ud af hvilken uge dag og hvilket tidspunkt er bedst at spille på. Som udgangspunkt har vi onsdag afte, men det må vi have diskuteret. Dertil skal vi have overblik over hvilke lokaliteter der egner sig bedst til spil.
- ØL: Hvis tiden er til det kan vi gå ned på den lokale bæverding, Bartof, og diskutere Skema der. Jeg giver i dagens anledning en omgang og håber vi kan slutte aftenen af i godt humør og vi alle glæder os til Kingmaker, Session #1.

Monday, February 1, 2010

Maegar Glitterhammer

Male dwarf cleric 10 LN Medium humanoid Stat block – t.b.c. Background: Maegar stammer - ligesom sin lillebror Dega - fra dværgebyen Janderhoff på kanten af Mindspin Mountains i det sydøstlige Varisia. Mens brødrene endnu var ganske unge, blev Glitterhammer familien ramt af svære økonomiske problemer. En række risikable investeringer var slået fejl, og snart var familieformuen stort set væk. Kun gennem omfattende lån fra skatkammeret under Abadars kirke – og en lige så omfattende låneaftale - kunne familiens ære reddes. Samtidig forpligtede familien sig også til at stille een af sønnerne i Abadars tjeneste: Maegar. Lettere modstræbende til at begynde med men tro mod den aftale, der var indgået, begyndte Maegar sin træning blandt præsterne. Her viste det sig hurtigt, at det måske ikke var så dårlig en handel endda. Bare få måneder senere opstod der nemlig en gylden mulighed for at bringe familien på fod igen. Et nyt lovende konsortium med partnere fra Janderhoff, Korvosa og Magnimar skulle stables på benene, og inden længe var Maegar derfor på vej mod Magnimar for at tjene tre erfarne Abadar præster, der var udvalgt til at rådgive konsortiet. Da de rejsende imidlertid langt om længe nåede frem til Magnimars porte, var gruppen reduceret til én. Og da præsteskabet jo havde forpligtet sig til at stille tre, så Maegar - som én af de få overlevende – derfor sin status som simpel medhjælper forsvinde. Ved ankomsten til Magnimar var dværgen pludselig forfremmet til ”præstestuderende”. Under den intensive træning i byens Abadar-tempel fandt Maegar lidt efter lidt ud af, at ordenens idealer i grunden lå tæt op af hans egne. Med tiden blev han således mere og mere overbevidst om, at han – enten ved et sært lykketræf eller måske Abadars mellemkomst – var blevet ”udvalgt”. Ganske vist interesserede Maegar sig mindre for endeløse timer over de hellige skrifter, men til gengæld flød de magiske ord i Abadars Bønner til ham, med en lethed som en båd i en stærk strøm. Dertil kom, at både hans gode intuition og skarpe vid til fulde fandt sine udfordringer i rollen som rådgiver og forhandler. Som følge deraf kom dværgen da også på rekordtid til at opfylde den rolle, han havde overtaget. Ofte betød det lange rejser med karavanerne til og fra Janderhoff og Korvosa. Her slog Maegar hyppigt følge med Dega, der af egne grunde havde forladt dværgebyens underjordiske haller for at udforske verden, prøve sine kræfter af – og ikke mindst vinde store rigdomme. Det var ligeledes på én af disse rejser, at han mødte Miro første gang. Maegar ser i bund og grund verden som et sted fyldt med organisatoriske udfordringer – og sig selv som ”organisator”. Hvad enten det er angrebet på en velbevogtet forsvarsstilling, genopbygningen af et fort langt væk fra civilisationen, eftersøgningen efter en drageskat eller en svær diplomatisk forhandling, er det i hans natur altid at søge at ”optimere opgaveløsningen” baseret på en objektiv (neutral) analyse af de for hånden værende præmisser. Det gælder selvfølgelig også i gruppen, hvor han derfor altid er meget opmærksom på den enkeltes styrker og svagheder i situationen – inklusiv sine egne – og på hvordan teamwork kan forbedres til fordel for alle. Målet er selvfølgelig ikke mindre end den ”perfekte” løsning. Som person bruger Maegar ofte ironi grænsende til det sarkastiske i sit sprogbrug, og ”entusiasmen” er typisk godt skjult. Tag dog ikke fejl! Der er intet, der rører ham, som en udfordring, der kræver samarbejde, organisation og ledelse.

Uddrag af Maegars rejsejournal

25. Neth, 4708AR Mens Alaria med omhu gennemsøger enhver krog af Fort Rannick, hjælper vi andre med til at evakuere Turtleback Ferry. 50 syge, svage og sårede samt 50 hjælpere, kvinder og børn er ført op til fortet, hvor de bliver indkvarteret for vinteren. Der er trangt. Alle, der kan, hjælper til med at pleje de svageste og gøre fortet beboeligt. Takket være Abadars gavmildhed har vi bespist dem. Jakardros er forsvundet ud i skovene for at sikre, at der ikke er flere ogres i nærheden. Vi ser ham ikke resten af vinteren. 26. Neth, 4708AR I en støvet dragkiste, halvgemt under et tæppe har Alaria fundet et ældgammelt magisk pergament med formularen ”fox’s cunning” på. Urgar siger, at han vil forsøge at kopiere formularen til sin egen bog, og hvis det lykkes, bruge den til at skabe en mægtig magisk ting. 27. Neth, 4708AR Der er udbrudt en epidemi af ”filth fever” på fortet. Det har vist sig, at brønden er forgiftet, og da vandreservoiret er for stort til, at jeg kan rense det ad magisk vej, har jeg igangsat gravningen af en ny. Seks unge mænd fra Turtleback Ferry står for gravearbejdet. Den nye brønd vil anslået koste 75 guldstykker i løn og materialer og tage godt en måned at grave. 28. Neth, 4708AR Urgar er gået i gang med at forbedre sit magiske pandebånd, så det drastisk vil forøge bærerens intelligens (headband of vast intelligence +6). På grund af særligt gunstige astronomiske forhold anslår han, at det kun vil kræve cirka halvt så mange materialer som normalt og kun tage seksten dage at lave. Selv har jeg ledt fortet igennem efter et passende fokus for min ”teleport” formular og har i kælderen fundet en gammel rusten nøgle. Den trænger til en god oppolering og hvis jeg lægger en smuk runesten iden som jeg har fundet ved Captain Rannicks krypte vil jeg kunne bruge den til hurtigt at vende tilbage til fortet. 29. Neth, 4708AR Evakueringen af Turtleback Ferry er afsluttet. 30. Neth, 4708AR Vi hjælper borgmesteren i Turtleback Ferry, Maelin Shreed, med at organisere oprydningen efter oversvømmelserne. Mere end noget andet mangler folkene fra Turtleback Ferry tag over hovedet og mad, så første prioritet er at udbedre skaderne på de huse, der stadig står, og redde alt det vinterforråd, vi kan. Dernæst forsøger vi at redde de byggematerialer, vi kan, fra de sammenstyrtede huse. De bliver uvurderlige, når genopbygningen tager fart til foråret. Sammen med de andre har jeg været inde i grotterne bag fortet for at forsegle de områder, hvor øglerne bor, med min sten-formende magi. Nu er det bare at vente og se, om øglerne har en anden vej ind. Jeg har sendt Miro til Ilsurian for at rapportere om dæmningen, landsbyens og fortets aktuelle situation og for at skaffe materialer og mad. 1. Kuthona, 4709AR Jeg er gået i gang med at forbedre Alarias magiske våben og rustninger. Jeg forventer, at arbejdet vil tage omkring 20 dage. Jeg har også igangsat de vigtigste reparationer på Fort Rannick, specielt på murværket. Miro regner med, at det vil tage godt fire uger at få udbedret de alvorligste skader og koste omkring 160 guldstykker i materialer. 13. Kuthona, 4709AR Urgar er blevet færdig med sit pandebånd og er nu gået i gang med at forbedre mit, så det forøger ikke bare min intelligens, men også mine diplomatiske evner. Der er i øvrigt gået 14 dage siden øglernes del af grotterne blev forseglet, og vi har ikke set spor til dem. 18. Kuthona, 4709AR Miro et vendt tilbage fra Ilsurian sammen med en lille gruppe mænd. De har telte og en måneds forsyninger med til hele landsbyen. Tak Abadar, for Miros venlige tungebånd! 20. Kuthona, 4709AR Urgar er blevet færdig med mit magiske pandebånd, men har ingen planer om at holde pause. Han er ufortrødent gået i gang med nye ting, der tilsammen vil tage ham resten af vinteren at færdiggøre. Alt i alt regner han med at være færdig når foråret gryr – engang i midten af Pharast. 21. Kuthona, 4709AR. En gruppe varisiske rejsende under ledelse af Jarim Corveni har meldt deres ankomst. Vi har givet dem nogle af vores forsyninger, og de optræder til gengæld for de hårdt prøvede landsbyboere. Det er godt for moralen – pludselig ser vinteren ikke helt så lang ud! 24. Kuthona, 4709AR Brønden er færdig. Det er jeg også – med at forbedre Alarias ting. 25. Kuthona, 4709AR Miro og jeg drager til Ilsurian for at forhandle en aftale på plads om Fort Rannick. Der er cirka 80 mil langs med floden. Mens jeg væk, er fortet under Degas kommando. Elektra og Alaria har planer om at drage tilbage til Magnimar og Sandpoint lige så snart, Urgar er færdig med deres magiske ting, hvilket nok bliver i begyndelsen af Calistril. 1. Abadius, 4709AR Miro og jeg er ankommet til Ilusurian - en rejse, der har taget os 5 dage til fods. Jeg har observeret floden undervejs. I en båd ville man kunne rejse ned af floden på den halve tid eller hurtigere. 4. Abadius, 4709AR Miro og jeg har fundet lejde på en båd og fortsætter mod Magnimar for at rapportere og forhandle med fyrsten. Vores forhandling i Ilsurian var en succes. Byen har lovet at øge patruljeringen i området, hvilket giver os ryggen fri, og at hjælpe os med arbejdskraft. Jeg har købt yderligere 4 måneders forsyninger for 700 guldstykker, som er blevet sendt nordpå til fortet for at havne i landsbyboernes og mine venners sultne maver. 14. Abadius, 4709AR Efter endnu en sørejse, hvor strømmen har været med os, er Miro og jeg ankommet til Magnimar, hvor jeg har aflagt rapport til Wen Histani fra min kirke. Senere skal vi have foretræde for fyrsten. 20. Abadius, 4709AR Efter hårde men vellykkede forhandlinger med Abadars kirke og med fyrsten, har Miro og jeg fået overdraget 35.000 guldstykker til genopbygning af fortet og til at udruste det med mandskab og forråd. Jeg er samtidig blevet udnævnt til ”Warder of Rannick” og har fået overdraget et helligt nøgle-symbol af guld af kirken som tegn på udnævnelsen. Endelig fik vi overdraget den lovede sum på 2.500 guldstykker for tjenester, vi har gjort Magnimar. Inden vi forlader byen, vil jeg forberede et fokus for min ”teleport” formular, så jeg for fremtiden kan rejse hurtigere til Magnimar. Jeg brugte adskillige dage på at gennemsøge Magnimar efter et passende fokus, men det var først sent en aften da jeg træt og nedslået var forvillet mig ind i The Shadow at jeg fandt det. Et smukt stykke hvidt granit, som i sin tid må være taget fra the Irespan (den enorme bro) og genanvendt i bygningen af det nu kollapsede Shadow Clock. 21. Abadius, 4709AR Takket være Abadars magi er Miro og jeg er tilbage i Fort Rannick – for en kort tid, inden rejsen går videre mod mit og Degas fødested i Janderhoff og senere til Korvosa. 22. Abadius, 4709AR Arbejdere fra Ilsurian er ankommet for at hjælpe med til at genetablere havnen i Turtleback Ferry. 26. Abadius, 4709AR Miro og jeg drager mod Janderhoff. Vores plan er at vandre til Ilsurian og dér få lejde på en båd, der sejler mod Melfesh. I Melfesh kan vi helt sikkert finde en flodbåd eller et andet fartøj mod Janderhoff. 1. Calistril, 4709AR Miro og jeg når Ilsurian. Vi forlader byen samme aften. 5. Calistril, 4709AR I Melfesh har vi fundet lejde på et skib fra Janderhoff. Roet af mange dværgearme går det hastigt ind i landet. 6. Calistril, 4709AR I Fort Rannick er Urgar færdig med at lave magiske ting til Elektra og Alaria, som drager mod Magnimar og Sandpoint for at klare forskellige personligere forretninger. 11. Calistril, 4709AR Vi er ankommet til Janderhoff, hvor jeg allerede har haft mit første møde med lederen af vores klan. 12. Calistril, 4709AR Dega fortæller, at havnen i Turtleback Ferry er genetableret – hvilket meget passende blev fejret med ankomsten af den første båd. 25. Calistril, 4709AR Miro og jeg rejser videre til vores sidste stop i Korvosa i bevidstheden om, at arbejdere og krigere fra Janderhoff vil ankomme til Fort Rannick, inden én måned er gået, og sneen er smeltet helt væk i bjergene. 1. Pharast, 4709AR Miro og jeg træder gennem Korvosas porte. 11. Pharast, 4709AR Efter at have tilbragt 10 dage i Korvosa, står jeg her til aften atter i Fort Rannick – velsignet være Abadars magi. Vores diskussioner med en højtstående og tydeligvis meget garvet embedsmand i Korvosa er mundet ud i en simpel accept af fortets tilstedeværelse. Og efterlader mig med en bekræftelse af, at området ikke rigtig er interessant for Korvosa. Jeg påbegynder straks arbejdet med at forbedre min broder, Degas, magiske rustning, skjold og våben – og derefter mine egne ting. Arbejdet vil tage cirka én måned, hvorefter vi har aftalt at mødes med Elektra og Alaria i Magnimar. 20. Pharast, 4709AR En gruppe på 40 dværge under ledelse af Lomas Fern (4th level fighter) er ankommet og bemander nu murene. Der er 3 patruljer på hver 10 dværge (1st level warriors) under ledelse af en sergent (2nd level fighter). Desuden er der 5 håndværkere (1st level experts) og en arkitekt, Ilsah Letah (3rd level expert). Sammen med Miro er det meningen, at arkitekten skal forestå forbedringer på fortet, så Fort Rannick kan blive en dominerende faktor i området. På dets genrejste porte af stål skal der være afbildninger af Abadars hellige nøglesymbol, Glitterhammerfamiliens våbenskjold samt respektfyldt symbolet for The Black Arrows. Tillige skal Skull's Crossing sikres mod yderligere skader og repareres. Dværgekrigerne er stillet under min bror Degas kommando, som ved samme lejlighed har fået titlen ”Champion of Rannick”. 22. Pharast, 4709AR Jakardros er vendt tilbage efter at have jaget ogres hele vinteren. Jeg har udnævnt ham til kaptajn af Fort Rannick og derudover givet ham frie hænder til at rekruttere og uddanne en gruppe rangers, der - ligesom han selv - skal være dedikerede til at beskytte og patruljere områderne omkring fortet, dæmningen og landsbyen. 25. Pharast, 4709AR En højlydt og kæmpestor mand ved navn Terek "Earthbreaker" Charhok ankom for nogle dage siden. Han spiser og drikker for fem mand, mens han praler om sine bedrifter – øjensynligt spiser han kæmper til morgenmad! Selvom jeg tvivler alvorligt på hans beretninger, så har jeg forsøgt at overtale ham til at stille sine betydelige styrke i Abadars og fortets tjeneste – dog uden held. Her til morgen eskorterede Dega ham derfor ud af Fort Rannick – han måtte videre! 10. Gozran, 4709AR To af de unge piger, der hjælper til på fortet, er med barn. Det er ikke svært at gætte, hvem som er synderen. Selvom de nu ligger, som de har redt, føler jeg nok, at det vil være et godt – og diplomatisk - træk i forhold til familierne i Turtleback Ferry, hvis fortet påtager sig en form for økonomisk ansvar for pigerne og deres børn. Miro og jeg taler om det i aften, herefter taler vi med pigerne – og med deres familier. 12. Gozran, 4709AR Jeg er endelig færdig med de sidste magiske ting – og Urgar ligeså. Urgar, Dega og jeg rejser hurtigst muligt mod Magnimar for at mødes med Elektra og Alaria som aftalt. Takket være det fokus, jeg fremstillede sidst, vi var i Magnimar, vil rejsen blot tage et øjeblik. Miro bliver indtil videre i Fort Rannick for at hjælpe med forbedringerne – og for at åbne nye forhandlinger med folkene i Turtleback Ferry og i Ilsurian. Skal fortet have en fremtid, når Magnimars guld er brugt, må der findes et grundlag for fremtidige indtægter, f.eks. gennem årlige skatter fra de to byer – eller måske toldindtægter på varer igennem området. Endelig må det undersøges, om bjergene her omkring mon gemmer værdifulde hemmeligheder i sig – der var jo jern højere oppe ogre’nes fæstning!

Sunday, January 10, 2010

19. - Kuthona, 4708 AR

20. Kuthona, 4708
Ogre Kongen:
Alaria, Elektra, Miro og Dega var næppe kommet tilbage til Fort Rannick, hvor Maegar tog imod dem og lovede varm buillion. Da en stor grå ulv kom gående ud fra skovkanten og hen imod porten til fortet, denne ulv var større end en alm. ulv, på højde med en voksen hanløve men ikke helt så bred. På ryggen af ulven sad der en mand og hang, som om han var totalt udmattet. Ulven gik frejdig lige ind af porten til borggården, som stod åben og standsede ved porten til det indre keep. Manden sad af, men gik i knæ da han ramte jorden, Maegar rakte ham sin arm og han støttede sig kraftigt til den da han rejste sig og hans ansigt fortrak sig i smerte. Det var Jakandros en af sergenterne i the black arrows ordenen som vi havde reddet fra at blive edderkoppe-føde hos mutantfamilien Graull og som havde hjulpet os med at tilbage erobre fortet. "Gorgon er død", sagde Jakandros med rusten stemme, "ligeledes er bjørnen Kip," tilføjede han da vi sad i pejsesalen og varmede os med den lovede boullion. "Men jeg har fundet ud af hvor de pokkers ogres bor henne, Dette her er Scar", sagde Jakandros og klappede den store ulv på hovedet. "han reddede mit liv i en snestorm", tilføjede han. Jeg kiggede ned på gulvet til ulven, der så jeg nu, havde et stort ar hen over næsen. "go vuffer", sagde jeg "kan den lide røget pølse?", spurte jeg Jakandros og rakte en halv pølse ned til Scar, der inden Jakandros nåede at svare forsigtigt napsede pølsen og lod den forsvinde i en bid. Der lød et forudrettet skræp fra vindueskarmen bag mig, hvor min ravn Ibenholdt havde slået sig ned. "For Dolgrin", Sagde Maegar. "For Gorgon", sagde Alaria. "For Kip", sagde Elektra. "For The Black Arrows", sagde Jakandros. "For Guld", sagde Dega. "For fred", sagde Miro. Alle rakte vi vores krus med tyndt øl ind imod midten af bordet og lød dem ramme hinanden, så drak vi og begyndte at lægge planer for hvordan vi bedst kunne angribe ogrenes hule den følgende dag. Det begyndte at sne lige så snart vi nåede foden af det bjerg som ville føre os op til orgrenes hjem, dette var både godt og skidt for det sænkede jo sigtbarheden både for os og for vores fjender. Efter en hård tur halvt op ad bjergsiden nåede vi til en skråning, som havde en huleindgang for enden og to store creek ogres på vagt foran indgangen. Vi gjorde Dega og Alaria usynlige og sendte dem op som overraskelses angreb, da de var fremme begyndte Jakandros og jeg at affyre pile og samtidig angreb fortroppen. Ogresne blev totalt forvirrede og uden alt for meget støj lykkedes det os at få dem nakket, vi rullede dem til siden og lød dem dække af den nu kraftigt faldende sne. Så sendte vi Alaria usynlig igen ind i hulen, hun listede rundt derinde en rum tid og kom så tilbage til os andre og fortalte at udover en mytisk 13 m. høj statue med en stor sihedron medaljon om halsen var der ingen at se.
Vi sendte hende endnu engang ind i hulen for at undersøge statuen nærmere, jeg gik osse ind og undersøgete statuen for magi, men det var kun medaljonen der gjorde et magisk indtryk på mig. Der var en gang med en trappe der førte fra dette forrum længere ind i hulesystemet og vi vovede os alle forsigtigt ind og ned. Da vi kunne se det næste rum kunne vi også se tre ogres og vi gav os til at skyde på dem med Dega, Alaria og Maegar som fortrop, to faldt og en stak af, ned til et nyt rum. Faktisk var dette rum,vi stod i, en slags fordelinges gang med fem grene indklusiv den vi var kommet af, i første omgang koncetrede vi os om den forgrening hvor den tredie ogre var spænet ind. Selvfølgelig havde det været en taktisk retrete for nu kom der forstærkning i form af tre nye ogres og der iblandt to af de stærke creek ogres, men uheldigvis for dem kunne vi holde dem fanget i en smal gang imens vi gik amok på dem med alt vi havde og efter en hektisk kamp var de to creekers døde og de to alm. flygtede tilbage hvor de kom fra. Vi fulgte efter og snart var vi i et stort rum, der ud over sovepladser osse indeholdt to esser hvor der tydeligvis blev smedet våben, endvidere var der indgange til minen hvor metallet blev hentet fra og det var derind de to ogres var flygtet. En kort undersøgelse af minen klargjorde, at den var for dyb til at det kunne betale sig at forfølge de undslupne, så vi lootede rummet og gik tilbage til fordelings rummet, hvor vi nappede en ny gang, der viste sig at føre til et lille tempel for Lamastu med en offer pit foran Lamastus statue, men ellers ikke nået af interesse.
Igen tilbage til fordelings rummet og denne gang hørte vi stille mumlen fra en gang vi ikke havde undersøgt, gangen førte til et mellemstort rum med et ildsted i den bagerste ende hvor der hang en jern gryde fra en trefod, en grøn, stinkende, tyk suppe med udifinerbare klumper samt tydelige kropsdele ( en fod bla.) simrede i gryden og tre gamle kællinger stod omkring den og rørte rundt imens de mumlede sære ting. På den ene langvæg var der en primitiv reol som indeholdt sære remedier, så som tørrede flagermus i bundter, afhuggede øre af forskellige slags trukket på snor, kar med grumsede væsker, krukker med sært lugtende salver, kurve med afhuggede lemmer pænt fordelt efter krops område og der var osse tørrede urter og pulvere af forskellige slags.
"Hvad forgår der så her, mine damer?" Spurte Jakandros temmelig bryskt. De tre gamle kællinger kiggede op fra deres "gryderet". "Se vi har fået besøg", gnæggede den ene. "Hvad laver i dog et sted som her", udbrød jeg overasket, det sidste jeg havde ventet at finde i denne beskidte ogrerede var mennesker, medmindre de var fanger. "Vi får det til at regne," sagde den anden af kællingerne. "Hvoffor gør i dog det", spurte Maegar. "Fordi kongen har betalt os for det", sagde den tredie og satte en vigtig mine op. "Aha.. og hvad skal i så have for at holde op med det?" Spurte jeg. Kællingerne kiggede vurderende på os og den første sagde, "ham den lille se både sød og saftig ud," hun pegede med en beskidt finger på haflingen Miro og slikkede sig om munden. "nææ..nej, ham vil vi ikke af med," sagde Alaria bestemt. "Kan vi ikke tilbyde jer noget andet, hvad med en masse dejlige guldstykker?" forsøgte jeg. "hvor mange?", spurte den anden kælling. "50", foreslog jeg. "hah...det må da være din spøg," spruttede den tredie og spyttede på gulvet, en ordentlig grønhakker. "nå...men så tusind," foreslog jeg og bemærkede at det gippede i Dega. "Det her gider jeg ikke, jeg går ud og holder vagt," sagde Jakandros og forlod rummet. "nej..nej, vi vil kun have haflingen," Smaskede den første med tandløse gummer og så begærligt på stakkels Miro, der følte sig lidt beklemt ved situationen. "Hvor befinder denne "konge" sig," spurte Maegar og jeg kunne se på hans fifie udtryk at han havde en plan. "høh... i tronsalen selvfølgelig," sagde den anden kælling og vente øjne, som om det var et stupidt spørgsmål. "Nåå...men vi skal ikke forstyrre mere," sagde Maegar høfligt og gjorde tegn til os andre om at følge med ham ud af rummet, hvilket vi gjorde. Udenfor i fordelingsrummet sagde Maegar, at hvis vi overvandt kongen først, så ville kællingerne nok være mere medgørlige. "Jeps..og ellers kan vi jo altid nakke dem osse," indskød Alaria og smilede grumt. Så det blev vores plan, selvom Jakandros agiterede for, at vi bare skulle se at få aflivet de gamle kællinger i en ruf.
Tronsalen var ikke svær at finde, den befandt sig nemlig forenden af den sidste gang fra fordelings rummet, som vi ikke havde undersøgt endnu. Tilgengæld var den temmelig stor, der var nok 35m. til loftet og den var 15 m. bred, 25m lang. En dyb fuger 4m. bred og 3m. høj, løb fra indgangen og hen til platuet, hvor der stod en trone op imod bagvæggen, fugen fladede langsomt ud jo tættere man kom til platuet. På toppen af og langs med fugen stod der statuer af mennesker, tydeligvis et levn fra tidligere tider. Oppe på tronen sad der en stenkæmpe og ved siden af ham stod hans livvagt, osse en stenkæmpe. En stenkæmpe er en formidabel konstruktion af levende sten, det siges at den gud der i sin tid skabte materialet sten blev så glad ved sig egen skabelse, at vedkommende blæste live i noget af det og at det var sådan disse store kraftfulde skabninger kom til verden, om det er sandt eller ej fortaber sig i tidens udviskede spor. Men kæmperne er ihvertfald kendt for at være både stærke og intelligente væsner, så Elektra sank nervøst en mundfuld imaginært spyt, da hun så hvem de nu skulle kæmpe med. Dega trak sit trofaste adamantine sværd, Miro stod koncentrere og sagde en remse, Maegar var tydeligvis i kontakt med sin gud og Elektra lagde en hånd på Alarias skuldre smilede til hende og så forsvandt Alaria med et lille plop.
Jeg fløj op langs med furen og helt op på det højereliggende gulv, men blev bagerst i lokalet her ladede jeg op til en større elektrisk udladning, jeg så Dega gå kamp ivrigt fremad og jeg havde på fornemmelsen at Alaria var lige bag han, men hun var jo usynlig så ?? Maegar gik igang med endnu en bøn. Kongens livvagt vækslede et par ord med sin herre og gik Dega i møde. Endelig var jeg fuldt opladet og jeg sendte en gnistrende stråle af lyseblå elektriske impulser til kongen der med et overrasket udtryk hoppede rundt på sin trone. Umiddelbart efter min lille hilsen rejste kongen sig fra sin trone gjore nogle fagter sage et par ord og så kom et stort klippestykke flyvende ud af ingenting og ramte mig hend over skulderen. Så ondt gjorde det at det sortnede for mine øjne, jeg troede et øjeblik at jeg havde mistet armen, men den sad der stadig, dog var den totalt lammet af slaget. "Miro kast et, stilheden rum, på den konge, så han ikke kan brug sin magi," råbte jeg til den kække hafling, der blinkede indforstået tilbage og gik igang med at mumle. Jeg var helt smadret og skyndte mig i dækning bag den sidste af statuerne, her fra kunne jeg se Dega var i heftig kamp, det slog gnister hver gang hans sværd mødte kæmpelivvagtens stenhud. Alaria dukkede pluselig op bag han og stak sin kåre tværs igennem hans lår, han brølde af smerte og kom et øjeblik ud af balance, dette var lige nok til at Dega kunne sætte et drabeligt hug ud imod hans hals og som tak fik Dega et stort sprøjt blod tilbage i hovedet. Alaria stak sin dolk ind i hasen på vagtens anden ben og skar hans ledbånd over så han sank ned på den ene knæ så blev hun bokset ud til siden af kongens vestre kæmpe næve. Da livvagten sank ned på det ene knæ udnyttede Dega straks situationen til at hugge hans hoved af, det landede med et klonk på hulens gulv og trillede lidt væk. Et overasket "ved Adabar" lød fra Maegar og da jeg så i hans retning, så jeg at han var på vej hend til den anden side af hulen(modsat tronen men i samme ende) jeg så at der stod en underlig skikkelse der, som tydeligvis var igang med en magisk formular. Skikkelsen var en af de ikkelevende og med sære lidt mekaniske bevægelser gjorde han sin formular færdig, jeg stak hoved frem fra mit skjul og sendte kongen endnu en lille hilsen iform af fem sølvpile, hvilket forstyrrede ham nok til at Alaria lige kunne nå at rulle væk fra den store klumpfod han ellers havde tænkt sig at placere i hendes ansigt. Til tonerne af en indspirerende kampsang fra Miros gyldne røst fægtede Dega det bedste han havde lært med kongen, Alaria var på benene igen og assisterede med lynhurtige reflexer så hendes kåre lignede et lille lyn af sølv. Maegar tvang den ikkelevende længer tilbage i salen ved hjælp af Adabars lys og da kongen endelig faldt skulle der bare et enkelt hug til fra Dega før den ikkelevede sank ubevægelig ned på gulvet med et lille suk.
Jakandros der havde stået i baggrunden og sendt sine dræbende pile afsted kontinuerligt under hele kampen, gik hend og undersøgte den nu døde ikkelevende, "Lamatar????...min kaptajn og komadanten af fort Rannick" . Udbrød han og knælede ved ligets side, han stak varsomt sine arme ind under liget og løfter ham op," Denne tapre mand skal ikke ligge her og rådne, blandt sine fjender, jeg skal personligt søge for at han bliver genforenet med sin elskede Myriana", siger Jakandros høvisk og bar Lamatar tilbage til fordelings rummet. Vi andre undersøgte tronsalen og tog det med som så ud til at have værdig, derefter fulgte vi efter Jakandros til fordelingsrummet. Vi gik ind i det rum hvor de tre hekse holder til, men de var forsvundet og der var tomt og stille i hulesystemet da vi forlod det, udenfor var det holdt op med at sne.
Efter et kort stop på fortet begiver vi os ned til et sumpet område ved bjergenes fod, Jakandros har insisteret på, at det er det eneste sted hans afdøde kaptajn ville sætte pris på at blive begravet og da vi alligevel ikke kan genoplive Urgar har vi taget hans lig med, så kan vi osse få han gravsat ved samme lejlighed, hvilket virker passende eftersom at de begge har måtte lade livet for den samme sag. Nede i det sumpede område vader vi rundt imellem andemad, stillestånde lavt vand, siv, sære sumpvækster, tuegræs og frøer en times tid, indtil vi kommer til en lille bakke som er mere tør end resten af området. På toppen af bakken stå der en stor smuk grædepil hvis krone er så stor at de smidige grene når jorden, hele vejen rundt om bakken. Vi flytter grenene tilside, som et gardin og går op på bakken, helt hend til grædepilens fod, hvor vi lægger ligene forsigtigt fra os. Et højt pift lyder fra luften og to snehvide hejre flyver lavt hend over pilens top, vi står og kigger efter fuglene og en vemodig stemning ligger i luften, som om de hvide fugle er fløjet bort med alt latter og glæde.
"Er i kommet for at plage mig?" lyder en mild lys stemme bag os og da vi vender os rundt, se vi den smukkeste kvinde jeg nogenside har set, lille og spinkel med gyldent bølget hår og kæmpe store mørkeblå øjne, dog hun var nærmest gennemsigtig, som om hun kun var her i ånden. Jakandros træder frem og siger "skønne frue af dette våde land, vi bringer dig din elskede Lamatar, han har kæmpet tappert, men er faldet for ogrenes overmagt". "Ak ja de fuldfæle ogres blev også min skæbne, dog er min sjæl så bundet til at beskytte dette land at jeg stadig må vandre her i åndeform" sukkede den smukke nymphe og svævede hend til Lamatars lig og begyndte at synge en sang så blid og vedmodig, at det fik tårene til at trille på os alle, indklusiv den vejrbidte Jakandros og den karske Dega. Langsomt til tonerne af nymphens sang, sank Lamatars lig ned i jorden og da han var helt opslugt af jorden, kom en tyk mørkegrøn spire op ad jorden lige der hvor han var forsvundet. Spiren voksede rokkende i takt med sangen og fik brede blanke blade, en tyk stængel og en kæmpe stor orange blomsterknop kom til syne, knoppen voksede og voksede indtil den var på størrelse med en hest og så åbnede den sig langsomt og yndefuldt og ud af den trådte en kentauer med blanke sorte flanker og skinnede snehvidt hår på koder, hale og hoved, dens ansigts træk var Lamatars og nymphen gik hen og hviskede længe fortroligt med den, så kom hun tilbage til os "tak fordi i har bragt Lamatar tilbage til mig", sagde hun, " er der noget jeg kan gøre for jer inden jeg må drage bort herfra", forsatte hun og kiggede alvorligt på os.
Jeg trådte frem og rakte hende de høviske kærligheds digte og det gyldne smykke med den lille lok af gyldent hår inden i, "disse genstande må tilhører dig eller Lamatar, vi fandt dem i fortet efter at vi havde nedkæmpet ogresne", sagde jeg og nejede for nymphen. "Hvis du kunne gøre noget for vores ven Urgar?, han er også faldet for ogrenes beskidte grabber i forsøget på at generobrer Fort Rannick," sagde jeg ydmygt. " Jeg kan give ham livets gave, men jeg kan ikke garantere at han genopstår som et menneske, dog en humanoid form bliver det, er det tilfreds stillende for jer." Spurte hun og kiggede spørgende rundt på hele flokken. Vi agcepterede hendes tilbud og igen begyndte hun at synge, men denne sang fik ikke tårende til at trille, for den var fuld af håb og frisk energi. Urgars lig sank ned i mulden i takt til Myrianas sang og op af graven voksede en lysegrøn behåret plante med lancetformede blade, midt på stænglen voksede en lilla blomsterknop frem, da sangen sluttede var knoppen på størrelse med en gris og med et lille smeld åbnede knoppen alle sine kronblade på en gang og i den gule blomstermidte sad der en voksen hafling, med en svag lighed med Urgar i sine træk, og plirrede forvirret med øjnene.