Thursday, December 3, 2009

19. Kuthona, 4708 AR

DÆMNINGEN: Dæmningen, Skulls Crossing var imponerende, fem enorme humanoide kranier grinede ud til os da vi kom rundt den lille bugtning stien langs floden slog. Den skar sig som en hajtand, trekantet og hvid, ned imellem to bjergmassiver der dannede en naturlig kløft. Vi standsede og glemte for en stund ubehaget ved det klamme halvvåde tøj i bar benovelse over den emponerende bygning. "Sikke et arbejde, det skulle Maegar bare havde set," udbrød Dega.( Maegar var blevet kaldt til byen, lige efter at vi var vågnet i fortet, for at hjælpe byens præst der var kommet tilskade, efter at en bjælke var styrtet ned over ham.) Da vi kom tættere på kunne vi se at der var adskillige udsmykninger udover de fem kranier, hele vejen rundt langs sider og kanter og rundt om sluseportene var der et bånd med tusindsvis af kranier, der omend lidt makabert var et pragtfuldt stykke stenhugger arbejde. På toppen af dæmningen var der fem udkigshuse hvor af det midterste var det største. I den side af dæmningen der lå længst væk fra os var der en breche i toppen og en fjerdedel ned, hvor vandet vældtede ud. Da vi nåede helt hen til bjergmassivets fod førte en lille trappe opad imod dæmningen, nu siger jeg lille og den så også lille og skrøbelig ud i forhold til den enorme dæmning, men faktisk var den tydeligvis bygget til folk der var større end et gennemsnits menneske for trinene var dobbelt så høje som på en normal menneske trappe. De sidste fyrre meter hen til det første trin havde nogen sat pæle op imellem klippestykkerne og på disse pæle var der placeret hoveder i forskellig henrådnet tilstande. Det var hårdt arbejde at mase sig op til dæmninges top, så da trappen blev til en gruset skråning to tredie dele oppe, holdt vi en minipause lige nok til at få pusten igen, "jeg smutter op og sænker et reb ned til jer andre,"sagde Dega og begav sig op af den fem fod høje skråning. "Det orker jeg ikke, jeg flyver op," tænkte jeg og gav mig til at tænke lette tanker, hvor efter jeg steg lige op i luften, som stod jeg i en kurven til et hejseværk. Netop som Dega var kommet på toppen, var der noget stort der kom ud af den mørke tunnel som vejen førte ind i . "Nej nej denne gang kan jeg ikke bestikkes, denne gang slår jeg jer ihjæl for The Skull Takers", Råbte den tre meter høje, tohovede kæmpe der med en kølle i hver hånd, kom stormende ud imod Dega, der lige nåede at trække sit trofaste og højt elskede adamantine sværd. Det var heldigt at jeg havde valgt at flyve for på den måde var jeg uden for den store fyrs rækkevide og kunne samtidig assisterer med mine magiske sølvpile, som en flyvende armbrøst. Dega der måtte holde for, som sædvanlig, fik et par solide buler i sin rustning ,da køllerne kom drønende med stor kraft, men han var jo en utrolig sej fyr der kunne tåle en ordentlig kølle eller to, så det tog han sig ikke videre af, men svang, huggede, kløvede og stak med sit sværd så blodet flød og hud og muskler flængedes og lignede gabende røde munde på den tohovedes krop. Han kæmpede bravt, den store fyr, men da Alaria osse dukkede og begyndte at lave sish kebab af ham med sin kåre, kunne han ikke stå distancen og bukke under for vores overmagt. Dega hjalp Miro op af skråningen og vi gik forsigtigt ind i tunnellen, ikke langt inde fandt vi en stor niche hvor det så ud som om nogen havde lavet sig en hvileplads, der lå et par skidne tæpper og en tøjbyldt, samt et par punge og et rør indlagt med jade som viste sig at indeholde tre stk. pergament, det var skrolls, en cone off cold, en hold monster og en telekinese "jeg tror de her skrolls er noget for Maegar" mumlede jeg. "jeg har fundet en halskæde prøvl lige at se," sagde Alaria og rakte mig en halskæde af perler udskåret som kranier. Jeg fingerede ved kranie kæden imens jeg koncentrede mig om den magiske glød den afgav. "Mjaa... denne kæde har evnen af phylacterry off possitiv channeling, det er vist osse noget præster forstår sig på", sagde jeg og gav Alaria kæden tilbage. "Haløjsasa hvad har vi her!!" lød det muntert fra Dega. Jeg kiggede i hans retning, han stod og vejede en læder pung i hånden."Efter vægten at dømme vil jeg tror at denne pung indeholder 693 guldstykker og 1240 sølvstykker", sagde Dega og fløjtede annerkendene til pungen. " Det skulle ikke undre mig om han havde ret lige ned til sidste mønt," sagde Miro med et skævt smil, "der er også en fløjelspung med seks perler," tilføjede han. "Selvføljelig har han ret, dværge har dens slags forstand og du ved da at Dega har guld på hjernen," sukkede jeg og tænkte på dengang Dega havde fladmast mig i sin iver efter at komme først frem til et formodet skattekammer.
Tunnelen igennem bjerget det sidste stykke op til dæmningens top, var ikke speciel lang omkring 1200 m. heldigvis slog den en bugtning 60 m. inden man kom ud i det fri. Fra den mørke tunnel kunne vi spionere ud over dæmningens top og vi kunne tydeligt se fire alm. ogres der blev pisket til at hamre løs på brechen med store hamre, af en ret stor creek ogre. "Jeg føler mig i stødet, det er zappe tid," hviskede jeg og smilede grumt til de andre der indforståede undlød at stå forand mig. Så gik jeg ud på dæmningen og en kæmpe elektrisk kugle rullede fra mine udstrakte handflader lige imod de fem ogres, der blev efterfølgende rykkede rundt i sære spjæt indtil de fik kontrol over sig selv og med et brøl, som med en mund, gav sig til at løbe ned til os. Jeg lettede fra jorden og fløj ud til siden, Dega gjorde sig klar til at svinge sværdet og blinkede til Alaria, der havde trukket sin kåre og bed sig nervøst i underlæben, Miro mumlede et eller andet og så derefter tilfreds ud. Fra luften lykkedes det mig at sende endnu en elektrisk hilsen til de fire alm. ogres og en faldt, derefter var der nærkamp fra Alaria og Dega´s side imens Miro sang en gjaldene kamp sang der opildnede os alle til at yde vores bedste. For engangs skyld fik Dega sig en solid udfordring da den store creek ogre, med en muskulatur som anker torve på langfarts skibe, hamrede igennem med sit våben igen og igen, mens vi andre slagtede løs på ham og de andre ogres.
Tæmmelig mørbankede så de tre ud, da vi havde aflivet alle ogresne, jeg der jo gerne benyttede mig af feje trix, så som at flyve uden for rækkevide havde det dog udemærket, men jeg skal tage meget fejl, hvis ikke Maegars healende krafter var savnet netop nu. Miro gjorde hvad han kunne og det hjalp lidt, men ikke helt nok på gruppens samlede styrke. Vi kiggede lidt nærmere på et af de små udkigs tårne det var bygget så åbent at man kunne se direkte op til anden etage fra gulvet, det var tomt og ligeledes det næste. Tårnet i midten var mere et slags hus, bygget som en fortsættelse af det miderste kranium, på dæmningen. Det var større end de andre og man kunne ikke se ind i det, for vinduerne sad for højt og døren var lukket. Jeg fik den geniale ide at gøre mig usynlig og flyve langsomt rundt om bygningen, imens jeg spionerede ind af vinduerne. Da jeg var færdig fløj jeg ned til de andre og fortalte dem om hvordan huset så ud inden i og at jeg havde set fire trolde i det ene rum men ellers ikke nogen væsner. "Trolde er stærke og de regenerere," sagde Miro. " Jeg er i halvt så god tilstand som jeg var da vi vågnede," Brummede Dega bekymret. "Skal vi tage tilbage til Maegar, for så at komme igen senere?" spurte jeg gruppen og kiggede spørgende på dem. "Det er ikke nogen dårlig ide," nikkede Dega. "Hmm...jeg tvivler på at vi kan klare fire trolde på en gang," sagde Miro med tænksomt sammenknebne øjne." Vi kan ikke bare gå, den her dæmning holder ikke til presset fra vandmasserne ret længe, prøv at se!! der er kun ti meter ned til vandet på sø siden," Lød Alarias fortvivlede røst. "Hm....mekanismen til at åbne sluserne, er højst sandsynligt i denne bygning," brummede Dega og kastede et blik i retning af huset."Landsbyen klare ikke en flodbølge til og dæmningen holder ikke længe, vi MÅ finde den slusemekanisme", agumenterede Alaria."Jeg har en ide, Alaria du siger altid, at det er bag ved dobbeltdøren det sker, der var et rum med tre sæt dobbeltdøre," "det er der vi skal hen", afbrød Dega spontant. "Og hvis vi er meget stille tror jeg vi kan liste os udenom troldene, vi skal nemlig ikke! igennem det rum hvor de er, for at komme til dobbeltdørs rummet," sagde jeg og kiggede optimistisk på Dega og Miro. "Det er et forsøg hver", sagde Miro."Nuvel lad os forsøge," sagde Dega.
Vi listede det bedste vi havde lært og vi kom uopdagede ind i rummet med dobbeltdørene, hen over den ene af de tre sæt dobbelt døre stod der en skrift jeg ikke kunne tyde, men heldigvis var vores veluddannede hafling Miro med og han oversatte straks: "Herunder bor våde Papa Grazull, hill våde Papa Grazull!!!" Dega åbnede forsiktigt dobbeltdørende og foran os førte en bred men kort trappe ottte trin ned til et rektangulert rum, med et aflangt bassin fyldt med, grumset, grønt, uigennemsigtigt vand i midten. Langs begge sider af bassinet kunne man mageligt passere, der var tre nicher på hver side med en dør i hver og for enden af rummet var der en stor bunke afgnavede knogler foran en dobbeltdør til. Vi valgte at gå højre om bassinet, da vi var halvvejs kom der uro i vandet og en høj gusten grøn, slimet skikkelse rejste sig op af vandet, det var en vandtrold, den var stor og lugtede af rådne alger og den havde en trefork i den ene hånd. "Hvem vover at forstyrre Papa Grazull," nåede trolden lige at sige før han blev zappet af den elektriske ladning jeg affyrede, nærmest som en nervøs refleks. Dega og Alaria stormede frem til fronten imens jeg fik mig et stik med treforken og så gik kampen ellers igang. Han var en sej fætter den trold og jeg bad hele tiden til at de andre trolde ovenpå ikke hørte noget. Hvergang trolden ramte en af os med sin trefork kom der en flænge i hans kød, som ret hurtigt lukkede sig igen og forsvandt uden at lave ar. Efter en udmattende kamp lykkedes det os ved godt samarbejde at nedkæmpe Grazull, eller han faldt ihvertfald bevidstløs omkuld i bassinet og forsvandt under den grøngrumsede overflade, jeg stak hånden i vandet for at holde han oppe så vi kunne sikre os at han ikke bare lå og kom til nye krafter i sin våde seng, men jeg fik kun fat i hans trefork, som jeg tog, til nærmere undersøgelse.
Miro og Dega havde imellemtiden skubbet de fleste knogler til side og vi åbnede dobbeltdøren ind til det vi håbede var sluse kontrol rummet, hvilket det osse var, men det så på ingen måde ud som jeg havde forvendtet. Der var ingen tandhjul eller håndtag, intet dreje agrigat elller andre bevægelige mekanismer. Rummet var tomt bortset fra ti arms tykke sølver barre fra gulv til loft, der opdelte rummet i tre dele, en midter gang hvor vi befandt os og en celle eller et bur til hver side, inde i burene var der på gulvet en glødende grøn ring der tydeligvis var magisk og i midten af den til højre lå der en bunke aske, barrene var beklædt med runer og det var dem der gav dem det sølver skær, også en form for magi. I den venstre celle stod der et væsen, tykke røde skæl dækkede dens krop, den stod på to ben som et menneske og havde to arme der endte i hænder med drabelige kløer og fra dens pandebrask rejste sig to pragtfulde snoede horn, efter overkrops muskulaturen at dømme, måtte det være en han. Han bar kun et lændeklæde hvor der stak en hale ud bagtil, bevægelig som en kats, men dækket af de smukke røde skæl. Det langstrakte ansigt var bygget som på en ulvs bare større og der var ikke en snude, men en mund og næse som på et fireben. Havde det ikke været for de skråtstillede store gule øjne med den lodrette pupil, der nærmest lyste af ondskab, ville dette væsen være smukt på sin egen måde. "Hjælp mig!...sæt mig fri af dette fængsel," bad væsnet med en hæs maskulin stemme og så opfordrende på os.
"Hvad er du for en?" Spurte Dega. "En Pitfiend." Svarede den hornede. "Hvad var den der bunke aske i det andet bur?" Spurte jeg. "Min bror." sukkede den rødskællede,"Hjælp mig fri, så vil jeg opfylde et hvilket som helst ønske i måtte have", tilbød pitfienden og kiggede intenst på os. "Hvem har sat dig i bur?" Spurte jeg. "Karzoug, ham der lavede runebarrene, men skynd jer at hjælpe mig, jeg kan give jer alt hvad i ønsker jer som tak". "Jah...det lyder jo fristende, kan du virkelig give os alt hvad vi ønsker os?" Sagde Elektra, hun var allerede igang med at fantasere om hvad hun ville have og lagde ikke mærke til det grumme lille smil, der for som en skygge over djævlens ansigt. "Sagtens, jeg er meget magtfuld....kom nu luk mig ud...og verden er din, hvis du vil have den." Lokkede den hornede og det glimtede i hans øjne. Dega gik uden et ord over til det tomme bur og klemte sig ind imellem to barre, for derefter at træde ind i den grønne cirkel. "NEEEEEEEEEEJ!!!!!!....." brølede den rødskællede djævel. De løftede sig begge fra gulvet og steg langsomt op i luften til de hang midt mellem gulv og loft imen de drejede rundt om sig selv. Der lød nogle klik og en skurren af sten imod sten, hvorefter en brusen af vand der løber blev kraftigere og kraftigere. Pitfiendens brøl standsede da hans krop blev askegrå og krumplede sammen med en tør lyd og dryssede ned på gulvet som en bunke aske. Dega blev langsomt sænket ned til gulvet hvor han sank stønnende sammen temmelig bleg i ansigtet, med en kraft anstrengelse rejste han sig og klemte sig ud til os andre. "Sluserne har åbnet sig jeg kan høre vandet bruse", sagde Alaria opstemt. "Du har reddet landsbyen du tapre dværg," Sagde Miro og dunkede Dega i ryggen af bar begejstring. Dega kiggede træt på ham og sagde:" ja men det var ikke omkostningsfrit, jeg har måtte betale med ottende del af min samlede kraft og det er ikke noget jeg får tilbage igen, nogen sinde," Lad os komme ud herfra og vel gjort Dega, det var utrolig tappert af dig," sagde jeg og sendte ham et beundrende blik. "Det var en formidabel heltegerning du gjorde der, din dejlige dværg", udbrød Alaria og gav spontant Dega et kys på panden. "Vist var det så, men derfor behøver du vel ikke at oversavle ham," grinede jeg og tilbød Dega min arm som støtte, hvilket han afslog med et bistert brum og gik forrest ud af huset og ud på dæmningen hvor vi kunne se vandet bruse ud af sluserne der var gemt i munden på kranierne så det så ud som om de spyttede vand ud. Vi fik osse et glimt af fire trolde der flygtede, klatrende lags siden af dæmningen, modsat vores retning. Vi ankom i god behold til landsbyen.

Wednesday, December 2, 2009

17. - 18. Kuthona, 4708 AR

Hej alle: mit liv har været lidt crazy på det sidste, så jeg er kommet bagud med referaterne, derfor har jeg besluttet mig til at lave et kort rids over de mest vigtige begivenheder og på den måde komme på højde med begivenhederne for derefter at fortsætte i min sædvanlige stil. mvh. Cassandra. Efter at have tilkaldt Gorgon og Alaria besluttede vi os til at mosle hurtigt forbi de elektriske salamandere og det første vi mødte da vi gik ind i keepet af bagdøren var en kvinde der viste sig at være en af disse lamiaer(slange underkrop, kvinde overkrop) efter en heftig kamp, hvor Kaven viste sig at være forræder og dybt betaget af denne lamia kaldet Lucretia, gik det op for os, at Lucretia også blev nævnt af kaptajn Orsten, som leder af spillebulen/horehuset det flydende forlystelses skib, der brændte under mystiske omstændigheder Men ned med nakken kom de begge og vi forsatte op og ind i keepet. Efter at have smadret adskillige ogres, der i blandt deres leder og jaget resten på flugt var opgaven med at generobre Fort Rannick løst og vi var svært godt tilfredse med os selv. Desværre havde det kostet os dyrt Urgar og Dolgrin havde måtte lade livet, men som et lille lysglimt i død og ødelæggelse, dukkede vores gamle ven haflingen Miro op og fortalte at den dæmning der lå ved skulls crossing var et af fortidens store bygningsværker og nu da vi alligevel var så tæt på, burde vi tage forbi og se den, samt der var også et eller andet han havde læst sig til skulle være specielt eller mystisk ved denne dæmning. Vi brugte lang tid på at begrave de faldne medlemmer af the black arrows. Dagen efter tog vi til landsbyen Turtlebag Ferry, så længe som vi havde været i dette område havde det stået ned i stænger med kun ganske få ophold, alt denne regn måtte havde fået dæmningen til at flyde over, for en kæmpe flodbølge passerede os på vejen og nåede byen før os, vi kastede os ud i en kamp på liv og død med at få reddet nogle børn og deres lære, der var fanget af vandet på en synkende pram. Vi måtte kæmpe imod vandmasserne, en kæmpe anakonda der troede den skulle snacke et barn og ikke mindst et enormt søuhyre med alt for mange tentackler og endnu flere øjne, det lykkedes delvis, vi fik reddet 6 ud af ti børn plus læreinden. Anakondaen blev dræbt men sø uhyret gav os bank og begav sig videre ud i verden, sikkert for at sprede mere død og ødelæggelse, den slags for disse typer jo aldrig nok af. Borgmesteren takkede os for hjælpen og bad os om at undersøge dæmningen ved Skulls Crossing, på vejen der til overnattede vi i Fort Rannick, hvor vi selvfølgelig blev overfaldet at et par mutant ogres der havde sneget sig ind imens vi var væk og en af dem nåede at smutte før vi fik nakket ham, pokkers. Jakandros og Gorgon er taget på orgre jagt for to dage siden og vi har ikke hørt fra dem endnu.