Tuesday, October 27, 2009

15. - 17. Kuthona, 4708 AR

Næste morgen efter en ydmyg morgenmad bestående af små hårde rejsebrød og en humpel ost samt en håndfuld af årets sidste brombær, som Jakandros havde fundet. Fortalte Jakandros os at, der var et hemmligt forsyningslager i et grottesystem, umiddelbart i forlængelse af den fjeldside Fort Rannick var bygget op ad. Der ville vores nye rejsefæller kunne forsyne sig med alt hvad de skulle bruge og derfor droppede vi planen med at tage til Turthleback Ferry, men fortsatte istedet frem imod Rannick, i skjul af skoven. Vi sneg os imellem træer og krat så tæt vi kunne, uden fare for at blive set og endte bag et klippefremspring til højre for Fortet. " Indgangen til grotterne ligger omme bag vandfaldet," Hviskede Jakandros og nikkede i retning af det brusende vandfald, der blev til et vandløb, der slyngede sig ned over en frodig sæter slette og forsvandt ind i skoven vi kom fra. Imens vi sad der i læ op ad fjeldsiden, brød solen frem fra en overskyet himmel, dens ståler fik Ibenholts blanke sorte fjerdragt til at lyne blåt, han sad på en sten og sleb sit næb imod den ru overflade med jævne mellemrum. Mens jeg sad og beundrede min, nu fuldt udvoksede, ravn slog det mig, at han kunne benyttes som spion, ingen ville lægge mærke til en (næsten) alm. fugl, der tilfældigvis kom forbi og hvilede sig lidt på en tagryg. Jeg fortalte de andre om min ide med at lade Ibenholt spionere for os og Urgar sagde at han også kunne skaffe os oplysninger ved hjælp at et usynligt magisk øje, som han i første omgang ville sende ind i grotterne bag vandfaldet for at se om der var fri bane, hvilket han gjorde med det samme. Jeg brugte lidt tid på at forklare Ibenholt at han skulle se efter, hvad samt hvor mange, der befandt sig i fortet og hvor de var placeret, samt vi udviklede et tælle system af en fugltå pr. individ, der er fire tær på en fod, så en ravnefod har en værdig af fire individer. Så fløj Ibenholt afsted på sin første hemmelige mission og jeg kiggede stolt efter ham imens han cirklede højt op og forsvandt rundt om fjeldet. Urgar sad med armene slynget rundt om sine knæ og rokkede sagte frem og tilbage imens han koncentrerede sig om at se med sit magiske øje. Dolgrin og Dega sad og talte lavmældt sammen. "Den barrack er en brandfælde af knastørt frønnet træ, især hvis man kan blokere udgangen er der gode muligheder for, at skidtet brænder hurtigere sammen om ørende på, hvem der nu ligger og får sig en lille lur, end man kan sige: "dværgebygget er velbygget." " Så er der udkigstårnet, stolperne er pilrådne, et godt kraftigt stød på en af dem og hele konstruktionen styrter til jorden," Sagde Dolgrin med en fagmands overbevidsende kender mine. "Interessandt...," sagde Dega og fingererede ved sit ujævne hageskæg. Efter cirka en time var Urgar klar til at fortælle os hvordan forholdene var i grotten. " Ja der var jo ikke så meget lys derinden, men umiddelbart så jeg ingenting der kunne være problematiske." Konkluderede Urgar og kigge på os andre. Ibenholt var stadig ikke kommet tilbage så Urgar foreslog at han ville sende endnu et usynligt øje ud nu for at se om han kunne komme ind i bygningerne i fortet og forsøge at se hvad der gemte sig af fjender, der. Vi andre syntes det lød fornuftigt og så satte vi os til at vente igen, imens fortalte Jakandros os om grottesystemet. " Der er flere hemmelige indgange til Rannick fra det naturlige grottesystem. En der føre op i barrackken, i den ydre gård, en der føre til det indre keeps fangekælder og en der føre om på den modsatte (venstre) side af fortet. Desuden er der en krypt i en af grotterummene, hvor vi har gravsat dem fra vores orden, der har gjort sig fortjent til den evige hvile sammen med "Zarnath af Rannick" fortets opføre og ædle stifter af the black arrows orden." Vi syntes det var mest sikkert at forsøge at nå grotterne i ly af mørket, samtidig besluttede vi at sende Alaria og Gorgon ud i terrænet for at spejde og overvåge fortet også i ly af mørket. Endelig efter to timer dukkede Ibenholt op, han fløj en runde over os inden han landede på min fremstrakte arm og jeg belønnede ham med en lille stump pølse som han straks slugte i en bid. "jeg så ogres, store fyre, tre ravnefødder af dem. Alle andre hunde, heste, mennesker døde," sagde Ibenholt på sin egen hæse gnækkende facon. "Det var fint Ibenholt," sagde jeg til ravnen og strøg den blidt over hovedet. "Ibenholt siger at der er 12 ogres som man umiddelbart kan se," oversatte jeg til resten af gruppen. Himlen var overskyet og havde en mørkelilla farve der blev mere rødlig imod vest, de første stjerner var begyndt at titte frem, nu skulle vi af sted. Jeg og Urgar gjorde hele gruppen usynlige først, så vi havde en bedre chance for at komme usete til grotterne bag ved vandfaldet. Langsomt sneg vi os frem til vandfaldet, der sagde vi midlertidigt farvel til Alaria og Gorgon, der forsvandt lydløst i mørket. Det var svært ikke at gispe eller hvine over det iskolde vand, som ramte min hud da jeg gik igennem faldet og ind på den anden side, men det lykkedes og vi kom alle ind uden problemer, Ibenholt som jeg havde holdt ind til mig pakket ind i en flig af min kappe gav et skræp fra sig da han fik lidt vand i hovedet og sad nu på min skulder med en skørt strittende frisure og småbrokkede sig på ravnsk. "Vi skal herind," sagde Jakandros og viste vej ind i et tilstødende grotterum, som var pænt fyldt op med kasser i forskellige størrelser. Der var alle mulige forskellige slags våben i kasserne samt nogle sorte kapper med symbolet for the Black arrows. Jeg bemærkede at Jakandros også fandt nogle små flasker frem, den ene havde en tyr og en flexet biceps på etiketten, den anden kunne jeg ikke se, men jeg lagde mærke til at han også tog tre små amuletter og gav til sine fæller, lædersnore med en perle i . Til sig selv fandt han et bundt med pile der knitrede elektrisk. Vi gav os til at undersøge grotterne og efter kort tid gik det op for os at der boede nogle ornestore salamadere, som Jakandros kaldte for chokker firben, chokker fordi de var elektrisk ladede og kunne give et ordenligt zap, han sagde at hvis man genrede dem tilstrækkeligt så kunne de koncentrere deres støm og samle den imellem sig og så var de ret dødbringende. Ellers var grottesystemet en fugtig og klam affære, alger og skimmelsvampe groede hist og pist på vægge, lofter og gulv, det ærgrede mig frygteligt, da mit hår i fugtige miljøer gav sig til at kruse noget så rædsomt. På vejen kom vi til en smal naturlig bro af sten over en dyb slugt vi smed en fakkel ned i dybet og ved at tælle imens den faldt kunne vi regne ud at den var omkring 40 meter dyb, da faklen blev ved med at brænde efter at den havde nået bunden viste vi at der ikke var vand i bunden. Jakandros og jeg gik forrest dernæst kom Urgar så Kaven og Dolgrin og til sidst Dega og Maegar. Da jeg stod præcis på midten af broen begyndte den at skælve "Pas på" råbte Jakandros. "Den styrter sammen." Så spurtede han og nåede lige præcis over på den anden side Urgar sprang tilbage og nåede at få fat i kanten af slugtvæggen, der hang han indtil Maegar sænkede et reb ned til ham og trak ham op med hjælp fra Dega, Kaven og Dolgrin var knapt kommet ud på broen så de kunne sagtens nå tilbage, men jeg der stod på midten styrtede ned i dybet, heldigvis havde jeg min ring "fald let som en fjer" på og den aktiverede jeg straks og dalede derfor blødt og sikkert ned til bunden. "EEleeektraaa er du levende" kaldte Maegars dybe kraftfulde stemme oppe fra kanten."Jaaa... jeg har det fiiiint," råbte jeg tilbage og tændte et magisk lys så jeg kunne se noget nede i dybet. Jeg kiggede mig lidt omkring, der var ikke så meget at se bortset fra sten, grus og flere sten i mange størrelser, men pludselig så jeg noget der glimtede bag en stor sten. Da jeg kom nærmere kunne jeg se, at det der glimtede var et kortsværd i sølv, som stak op fra bæltet på liget af en for længst afdød hobbit, der tydeligvis var styrtet ned fra broen og havde mødt sin skæbne. Ud over en rygsæk med nogle almindelighedder i, fandt jeg også en pung med to rubiner, som jeg tog med sammen med sværdert og så tænkte jeg lette tanker og lettede fra jorden og fløj op til de andre der var glade for at se mig, men lidt måbende over at jeg ikke var kommet noget til."jeg har ni liv ligesom en kat," grinede jeg til Dega, da han udspurte mig. De andre kom over til os med lidt besvær og vi fortsatte vores færd. Det eneste sted der var nogenlunde tørt, var den før omtalte krypt så der insisterde jeg på at vi overnattede. Der var en marmor sacrofag i midten af rummet hvor grundlæggeren af ordenen var lagt til hvile og indhugget i kalkstensvæggene var nicher hvor ligene af tyve hædrede eksmedlemmer lå, ja bortset fra en der tilsyneladende var faldet ud af sin niche og lå nede på gulvet, ham samlede vi op og lagde pænt på plads. Da vi spurte Jakandros hvem han var, blev han lidt stram i masken og sagde at han var en kaptejn ved navn Lorgus Fenger, "hvordan døde han" spurte jeg nysgerrigt. "Han omkom på en patrulje ved en ulykke," sagde han mut. "hvor synd, var han meget afholdt," spurte jeg mildt. "hmm..nææe det tror jeg ikke, personligt syntes jeg han var et dumt svin," sagde Jakandros og kiggede barskt frem for sig. Vi spiste de sidste små hårde rejsebrød vi havde og snakkede om hvordan vi skulle angribe Fort Rannick, tilsidst rullede vi vores tæpper ud og lagde os til at sove i krypten. Midt på natten blev vi vækket af en skramlende lyd ligesom knogler der rasler imod sten, Maegar tændte noget magisk lys og vi så os om i krypten. "hveeemm er det, der forstyrrer mine bene," lød en hul røst pludselig og en halvgennemsigtig mandsperson tonede frem ved siden af Urgar, der lå yderst. "Lorgus?" mumlede Jakandros søvndrukkent. "Dø i hunde," sagde gespenstet og kastede sig over Urgar der ikke satte sig op, men bare løftede en arm og mumlede en besvægelse og magiske missiler fløj fra hans hånd, gespenstet hvæsede og flåede ud efter Urgar med sine krogede fingre med lange gullige negle på." Stands Lorgus Fenger, det er folk fra din egen orden du angriber," råbte jeg i et forsøg på at stoppe dette natlige angreb."Mordere beskidte mordere," råbte spektraet og angreb igen, denne gang gik det ud over Dega, der havde rejst sig fra sit leje og trukket sit sværd. Selv om han fik et drøjt flæns var Dega ikke sådan at bide skeer med og han gennemborede Lorgus, der forsvandt med et uhyggelig tudende skrig. Vi undersøgte om der skulle være andre i krypten, men bortset fra at Lorgus Fengers afsjælede legme der igen var sprunget ud af sin niche, var der intet mistænkeligt og denne gang lød vi Lorgus ligge hvor han lå, hulter til bulter på kryptens gulv. Resten af natten gik stille hen og vi vågnede nogenlunde udhvilede næste morgen.