Wednesday, September 30, 2009

15. Kuthona, 4708 AR

Jeg trak mig ud til siden og lod de panser beklædte stå forrest, det var min erfarring, at jeg gjorde mest gavn i slag, hvis jeg holdt mig tilbage fra fronten, men Dega, Gordon og Alaria sprang også glade frem og uden yderligere problemer, nedslagtede de græskarfjæset, der havde været så overmodig, at angribe denne slagkraftige gruppe alene. Da vi havde undersøgt liget begynte vi at kigge os omkring. Vi stod i udkanten af en rydning i skoven, udover et stort misligeholdt hus i to etager lå der også en stor lade, i det høje græs tilfældigt rundt omkring lå der alt muligt gammelt skrammel, gamle landbrugs maskiner og anden skrot. Der var ingen tegn på, at dem der boede her dyrkede jorden denne sæson, eller havde dyreopdræt af nogen art, men det skulle snart gå op for os hvad denne mutantfamilie ernærede sig af, ud over bjørnekød. Da vi forsigtigt nærmede os huset lagde jeg mærke til at Kip sakkede bagud han gik langsommere og langsommere og til sidst satte han sig ned på bagdelen og blev siddende. Jeg gik tilbage til ham og opfordrede ham til at gå med os, men han sagde at han var bange for husets beboere og ikke ville med længere, tilgengæld lovede han at holde vagt udenfor. Den side af huset vi nærmede os havde en frønnet veranda, Alaria sneg sig op på den og hen til den dør der sad cirka på midten af husvæggen. Forsigtigt lirkede hun døren på klem og gjorde så et elegant hop til siden, da en stor tung jern pig kom farende ned imod hendes hoved, hun klarede det lige. Der lød et højt metallisk klank og to rundsavsklinger kom til syne i den ene ende af verandens trægulv, de fes roterende med pæn fart hen langs verandaen i hver sin rille, til den modsatte side, hvor de med et klonk forsvandt ned i gulvet igen. Med en ynde som en gazelle og reflexer som en hugorm, hoppede Alaria over de to skarbt slebne klinger, da de kom drønende ned imod hende. Hun undersøgte de to fælder og da hun var sikker på at de ikke lægere var aktive, vinkede hun os nærmere. Det rum vi kom ind i var rektangulert og lugtede af snavs og råddent kød, der stod en sofa midt i rummet og det var nok den mest bekidte sofa jeg nogesinde har set, den havde en ubestemmelig gråbrun farve med store mørkere plamager der godt kunne ligne blod, den så ud som om den var betrukket med menneskehud. Ud over en pejs med et virkeligt bissart konserveret elghoved og et mølædt bjørneskind på gulvet var der ikke rigtig noget at se i rummet. Panserdværgen Dega tog kækt opstilling på bjørneskindet hvorefter han forsvandt med et vuuusj og et overrasket brøl, vi andre stod måbende og kiggede på det sted hvor Dega lige havde stået, der var nu et rundt hul i gulvet og op fra det lød der en betragtelig mængde dværgske eder." Ved Adabar, Dega min broder, er du vel?", lød det bekymret fra Maegar. Flere dværgske eder lød fra hullet og de må have været ret krasbørstige for Maegars øre fik en fin rød farve. Så lød der en prusten og en kraftig lyd af metal der skraber imod jord, hvorefter Dega hoved dukkede op af hullet. "Ved det gode øl på Den Gylde Slange, om der ikke også var tilspidsede pæle nede i det hul, se nu mit knæ." Klagede Dega og møffede sin helt op af hullet hvorefter han gav sig til at undersøge en overfladisk skramme på knæet. "Skal jeg puste lidt på det", foreslog Alaria kækt og sendte Dega sit bedste smil, Dega skulede ondt til hende. "Så kunne det godt være du skulle holde lidt igen med øllet, du er jo ikke lige frem en letvægter, når du sådan braser igennem gulvet dværg", grinede jeg ."Så kunne det godt være du skulle holde lidt igen med talen, imens du stadig har nogle tænder at tale med," spruttede Dega og lignede en olm tyr i hovedet. "Hvis i ellers er færdige med at vække hele huset, skulle vi så ikke se at komme videre," foreslog Gorgon og nikkede i retning af en dør. Døren førte ud til en vinklet gang med en trappe og en masse nye døre, vi valgte at gå til venstre hvor der var en enkelt dør nede for enden, Gorgon gik forrest og åbnede døren ind til et soveværelse, hvorefter en ubeskrivelig kraftig stank af død og råddenskab bølgede os i møde og voldtog vores stakkels næsebor. Rundt langs med væggene lå der dynger af gamle madrester, i midten af rummet stod der et beskidt bord med fire stole omkring, i et hjørne et par simple trækister med adskellige lig lagt oven på hinanden, lågene var ingen stedet at se og langs med den modsatte væg stod der en meget stor seng, hvor i der lå en enormt fed kvinde og fyldte næsten hele sengen ud med sin fede krop. "Drenge!...drenge kom og hjælp mig!" Udbrød den vamle skabning og gjorde nogen håndbevægelser i luften. Straks rejste ligene sig op fra kisterne og stod nu lys ikkelevende i rummet. Gorgon sprang heroisk ind i rummet og gav sig til at tæve løs på den nærmeste uddøde, Alaria trak sin rapier og stak den resolut ind i det rådne kød på den samme klamme fyr, Urgar mumlede noget og en brændene hed stråle svitsede det volumiøse kvindemenneske i sengen, så der straks kom til at lugte af brændt kød. " Tag min hånd," sagde Maegar til Dega og med et fumb forsvandt de begge to fra gangen, hvor de lige havde stået, men straks efter dukkede de op inde midt i det klamme soveværelse, hvorefter de gik i gang med at svinge henholdsvis sværd og hakke. Kvinden i sengen mumlede noget og frem kom en stor gorillalignene fyr som hamrede sin kæmpe næve ind i ryggen på Gorgon, de andre uddøde bed også godt fra sig og kampen bølgede længe frem og tilbage, men til sidst fik vi ved fælles hjælp nedslagtet dem alle. Vi fandt en del ting i rummet som vi mente kunne være nyttige så dem tog vi med os og så gik vi igang med undersøge resten af huset. Det første rum vi kom ind i viste sig at være en slag das, det var fyldt med gamle trækasser og tønder og der var nogen der havde brugt dem til at skide i. Gulvet i rummet var bare faststampet jord og i et af hjørnerne var der et hul fyldt op med små barneskeletter alle sammen piger. Næste rum var endnu et soveværelse, at dømme efter brixen langs den ene væg, det var tomt på nær en lille samling feticher og en bunke gammelt stinkende tøj, samt en enkelt stol. Sviiing.... en le svingede ned fra loftet og kun takket være Alarias evner, fik ingen kappet hovedet af i døråbningen ind til en spisestue, der var det næste rum vi kom ind i, et stort spisebord var placeret i midten af rummet med ti stole omkring. På hver stolerygs top der endte i en spids var der placeret et menneske hoved i forskellige tilstande af forrådnelse og midt på bordet på et rundt træfad endnu et halvråddent hoved samt at bordet var dækket af en plettet dug lavet af menneskehud, jo jo disse beboere syntes virkelig om at gøre noget ud af indretningen, man kunne endda påstå, at der var en form for tema, der gik igen. En dør fra spisestuen, også med en le som Alaria afmonterede, ledte os ud i et rummeligt køkken. Fra en stang langs loftet hang der kæder i forskellig længde med kødkroge på, ligesom på et slagteri, der var en blodig huggeblok med en blodig økse, på køkkenbordet låg et stort spækbræt og en clever også disse var indsmurt i gammelt blod. Der stod to kurve længst henne på bordet, de så begge ud til at være flættet af sener, i den ene kurv lå der afhuggede hænder mens der i den anden lå afhuggede fødder. Og i en skål ved siden af, lå der afhuggede fingre og tær. Der var to andre døre i køkkenet en der førte ud til en lille entre med en dør ud af huset og den anden dør førte ned i en kælder,vi tog kælderdøren og kom ned af en trappe til en lille gang med en dør ind til et firkantet rum, som var fyldt med alskens gamle redskaber/værktøj/tønder/kasser og anden skrot, der lå huldter til bulter i store uoverskuelige dynger, der var en dør i den anden ende af rummet som vi kantede os hen til og åbnede. Den førte ud til en smal gang der havde en dør på langvæggen og en dobbeltdør for enden. Alaria åbnede dobbeltdøren og trådte ind i rummet tæt fuldt af Gorgon, der var vand på gulvet og der lugtede fugtigt nærmest lidt muggent. Et slimet grønt lag af alger dækkede det meste af væggene og vandet var brunt og mudret, rummet måtte hælde bag ud, for vandet blev langsomt dybere jo længer man gik ind i rummet. Pludselig begynte en brunlig bunke at vokse op fra midten af gulvet og to lange tentakkel agtige arme flabrede umotiveret fra hver sin side af den brunlige bunke, der nu var små to meter høj og havde form som en bulet pyramide af jord uden spids. Vuuush!!! en mur af ild rejste sig imellem muddertingen og Alaria og Gorgon. Sviirp! Sviirp! begge tentaklerne svirpede igennem ildmuren og snoede sig rundt om livet på Alaria og Gorgon, som piskesnerte og flåede dem med sig ind igennem muren af ild." Ups!!.. det havde jeg ikke forudset kunne ske," lød det overrasket fra Urgar der havde lavet ildmuren. "Sluk den igen, de bliver ristet," råbte jeg panisk. "Det kan jeg ikke, den bliver ved til den er brændt ud," Lød det fortvivlet fra Urgar. " Ved alle fummel fingerede fjolser! Urgar din....din," " kom nu Elektra sluk den for ham, jeg ved du kan," afbrød Maegar mig. Desna hjælp mig med at bryde denne formular, bad jeg tavst, men intet skete. Til gengæld kunne vi igennem ildmuren se, hvordan mudderbunken åbnede sig på midten og brunt muddervand savlede ud af åbningen, et par store gullige hestetænder kom tilsyne og Gorgon forsvandt ind i åbningen der blev lukket igen. Gorgon var blevet slugt af muddermonstreret. Dega sprang tappert igennem ildmuren svigede sit adamantine sværd det bedste han havde lært imod den fæle forslugne mudderting, imens blev han let ristet på ryggen. Bag mig hørte jeg Urgar udbryde "avv den bed mig." og med et hurtigt blik over skulderen kunne jeg konstatere at tre rotter på størrelse med 3 månders gamle lam, var dukket op sammen med endnu en af husets beboere en velvoksen fyr med et extra lidt mindre hoved der groede ud af halsen på ham, i en vinkel på 45 grader. Desna...Desna hjælp nu din datter med at bryde Urgars mur af ild bad jeg igen og denne gang sank ilden endelig ned til gulvet hvor den gløede lidt og forsvandt. " Pyyh...godt Elektra, jeg ved at blive kogt i egen rustning," lød det fra Dega, der havde døjet med stråle varmen. Muddertingesten åbnede på ny sin mund og Alaria forsvandt skrigende ned i gabet, med den anden "arm" forsøgte den at gribe rundt om Dega, der gav den et drabeligt hug som forsvar med sit sværd. Bag mig var der en vild kamp igang Maegar havde kastet sig over tvillingerne med sin hakke og Urgar sårede en rotte voldsomt i siden, men blev selv angrebet af de to andre. Jeg affyrede fire sølvskinnende missiler ind i toppen af mudderfyren det kunne den ikke lide, men alligevel lykkedes det dem at sno sin "arm" omkring Dega, der snittede løs som en gal. Hjernemassen sprøjtede ud over Maegar da han fik ram på den lille tvilling, den store tvilling brølede af smerte. Urgar sank besvimet ned på gulvet af blodtab, ved siden af ham lå en livløs rotte. Igen affyrede jeg fire missiler og Dega fik skåret sig fri af muddertingens ene tentakkel arm, men blev tilgengæld nu fastholdt af den anden der løftede ham op i luften og hen imod det muddersavlende gab, der nu åbnde sig for tredie gang. Dega, der var hæmmet af tentakkelarmen fik placeret sit sværd med spidsen imod ganen på mudderfyren og da den trak ham ned til sin mund borede sværdret sig igennem ganen og videre op i hjernen og da Dega med et vrid i handledet drejede adamantine sværdet en halv omgang, var det ligesom at puste flammen ud på en olielampe, muddertingesten slukkede bare med et og sank langsomt sammen på gulvet. Jeg vendte omkring på stedet og fyrede endnu fire missiler af to i hver rotte, de peb og stak af, ind i skrammelrummet. Maegar trak sin hakke ud af halsen på de fæle sammenvoksede tvillinger og en boblende dødsrallen var det sidste vi hørte til dem, så gik han hen og så til Urgar der stadig lå stille og bleg, på gulvet.
Det lykkedes Dega og jeg at skære bugen op på muddervæsnet, der så vi nu, ikke var af mudder, men en meget sær blanding af kød og træ der havde morfet sig sammen til et tredie stof, trækød er mit bedste bud på en beskrivelse. Når man udersøgte dette mystiske væsen nøje, havde det visse ligheder med de andre mutanter på dette stinkende sted, men dertil kom så dette træede naturmateriale, der muligvis ved hjælp af magi nu også var en integreret del af ham, eller den. Alaria og Gorgon væltede ud af bugen som tarmene på en fisk der bliver åbnet og kunne med Maegar og Adabars hjælp bringes i en fornuftig stand igen, altså bortset fra den sure lugt. Da alle var på benene igen undersøgte vi rummet, men fandt intet udover en dør der førte ind til et lille rum hvor der stod en mands stor kiste med et buet låg, jeg afsøgte kisten for magiske fælder imens Alaria undersøgte den for alm. fælder, men vi fandt ikke nogen og låsen var på ingen tid dirket op. Kisten var fyldt med skatte, guld og sølv mønter, samt en hel del magiske våben og bælter, amuletter, en halskæde og en ring. Vi grabsede rigdommene til os og fordelte dem efter ønsker, hvorefter vi undersøgte resten af kælderplanet, dog uden at støde på noget nævneværdigt, heller ikke de to rotter der stak af, så vi noget til.
"Så er der kun den øverste etage tilbage," sagde Urgar på vej op af kældertrappen til det klamme køkken. "Nææe...vi mangler mindst endnu et rum i stueplan, der var tre døre i spisestuen," huskede Alaria ham på. "Gad godt vide hvad de gemmer i laden?" Mumlede jeg for mig selv. "Bare rolig Elektra....det skal du nok komme til," lød det klangfuldt fra Maegar der gik lige bag mig og han klappede mig gemytligt på skulderen, som var så højt dværgepræsten kunne nå. Vi sparkede døren op og fandt et regtangulert rum magen til pejserummet, med fingermaling på væggende og legetøj skåret ud i træ. Tre halvvoksne mutanter kiggede forbavset på os, det så ud til at de havde været igang med at kaste kranier efter hinanden, for det flød med kranier alle vejne på gulvet og på en reol langs bagvæggen lå en halv kraniesamling tilbage, samt de havde alle mindst et kranie i hænderne hver. Vi gik til angreb uden varsel. Mutant teenagerne havde ingen våben på sig og var heller ikke så stærke som deres fuldvoksne brødre, så det var en simple sag for os trænede dræbermaskiner, at slå dem ihjel, men da det gik op for dem, at overmagten var dem for stor, nåede en af dem at stikke af ud igennem et vindue. Han benede det bedste han havde lært hen langs med husmuren og rundt om hjørnet og forsvandt ud af syne. Dega, Gorgon og Alaria satte efter ham og vi andre gjorde os færdige med at slukke livsgnisten hos de to tilbageværende, samt undersøge rummet nødtørftigt, så fulgte vi efter.
Da vi støtte til de andre igen stod de halvvejs imellem huset og laden, den store ladeport stod åben og fem voksne mutanter stod lige udenfor, jeg havde været så fornuftig at flyve derhen så jeg gik straks igang med at affyre missiler imod de groteske mutanter. De andre lavde en fornuftig kamp opstilling og gik i krig med mutanterne, heller ikke disse fyre havde været forberedte på vores angreb så deres våben var sølle nødtørftigt grebet redskaber, en høtyv med en knækket tand, et rustent hakkejern, en meter jernkæde, en skovl hvor skaftet var knækket og en halvrådden greb, der knækkede midt over første gang den mødte Degas rustning. Endnu en gang måtte mutanterne bide i græsset en efter en og det endda selv om Urgars resurser var opbrugte og han bare surmulede fra side linien. Da mutanterne var døde kunne vi jo ligeså godt undersøge laden, inde i halvmørket lå der bunker af muggent hø, et enkelt møllehjul stod op af væggen og ti kennelbure var placeret midt i det hele. Der var nok 8-9 meter til taget og cirka halvvejs i ladens længde var der en væg der delte laden i to, med en stor dobbelt dør i midten, der var forsvarligt låst med en tyk tyk jernkæde og en kæmpestor lås. Langs med begge langsider var der oppe under taget to svalegange, som havde en trappe op i hver side og endte i en alm. størrelse dør, også i hver side. Dem gik vi op på, tre på hver, jeg åbnede min dør og Gorgon åbnede sin, vi var synkrome. Foran os gik svalegangene videre lige ud lags væggen, min endte i en stor celle med lodrette tremmer, de andres endte helt alm. med gavlen af laden, jeg kiggede udover rækværket og ned, der var ikke andet end spindelvæv at se dernede.
Til gengæld hang der tre personer lænket til væggen inde i cellen, de var så vidt jeg kunne se alle tre af hankøn og den ene af dem var af dværgerace. Jeg forsøgte at åbne døre ind til cellen men den var selvføljelig låst og Alaria der var fiks på fingrene til den slags stod overe på den anden side af laden. "Alaria..vi har brug for dig her ovre!"nåede jeg lige at råbe før et monster af en edderkop dukkede op igennem spindelvævet, den var gigantisk, dens giftkroge var på det tykkeste sted så tykke som baby arme og med ben og det hele fyldte den to tredie dele af hullet i midten, jeg kunne tydeligt se hvert eneste sorte hår på dens pelsede bagkrop og ben. "Tilbage!...tilbage!, træk jer tilbage," lød det fra Dega og jeg hviste at når Dega, vores mest kamp ivrige gruppemedlem råbte på tilbagetrækning så var det yderst alvorligt,men alligevel blev jeg stående jeg var stivnet af skræk. Godt det samme at jeg ikke rørte mig ud af flækken, for edderkoppen virkede til at reagere på bevægelse, Degas råb havde fået Gorgon til at skynde sig baglæns ad svalegangen og nu langede edderkoppen ud efter ham med sine ben og ramte ganske godt. Dega forsøgte fra døråbningen at forsvare og landsomt gled jeg langs væggen ned imod døren imens jeg fremsage en formular og en brændene kugle materiliserede sig under bugen på uhyret. Nu ved jeg ikke om edderkoppen blev forvirret over at blive svitset nedefra, men det lykkedes mig faktisk at snige mig hen til døren og ud af den uden at blive ramt. Maegar var også dukket op på vores svalegang, han måtte have sprintet og da min flyve formular stadig virkede fløj jeg over på den modsatte side. Edderkoppen kunne ikke nå helt hen til døråbningen så jeg var i sikkerhed og herfra kunne jeg stadig dirigerer min brændene kugle og med jævne mellemrum fremtrylle endnu en, så der til sidst var fire svitsende kugler der ristede det uhyggelige monster, imens forsøgte de andre at få et hug eller et stik ind i dyrets kæmpe krop, Alaria modtog et slemt hug fra en giftkrog og måtte opgive kampen ret hurtigt også Gorgon blev slemt såret, men til sidst blev det alligevel for meget for den ækle kop og den faldt til jorden med et sært skingert hvin.
Maegar fik de slemt tilredte nogenlunde tilbage til tidligere stand og vi fik befriet de tre fanger, der viste sig at være krigere fra Fort Rannick som var faldet i en kamp med nogle ogres og disse folk var flygtet igennem skoven, hvor de var faldet i baghold hos vores mutantfamilie, der kunne de oplyse om, gik under navnet familien Graull. De to mænd hed Kaven og Jakandos og dværgen hed Dolgrin. Jakandros var den ven bjørnen Kip, havde bedt os om at hjælpe.Vi var alle udkørte da vi kom ud af laden og Graullernes hus, gik det pludselig op for os, stod i lys lue, nogen havde vel glemt at slukke det fede kvindemenneske, som vi tidligere havde sat lidt extra fut i. Vi slog lejer for natten og blev enige om at tage tilbage til Turtlebackferry næste morgen, om ikke andet så for at skaffe de tre fra fortet nogle bedre våben end dem vi selv kunne låne dem.

No comments:

Post a Comment