Sunday, September 6, 2009

9. - 15. Kuthona, 4708 AR

Det var diset, den morgen i forlød Wartle, så kaptajn Orsten gav sine mænd ordre til at stage os adstadigt afsted. Hen på formiddagen klarede det op og så blev der sat sejl. Jeg lagde mærke til at slette landskabet på nordsiden af floden, nu var afløst af en stor mørk skov hvor træerne var store og gamle. Jeg havde en meget alvorlig samtale med Urgar, om den uansvarlige måde han havde brugt sine kræfter på i kampen med tudsefolket og inddirekte var skyld i Shalellus død, han invilligede i at betale for hendes eventuelle genkomst til livet, men det virkede ikke som om han oprigtigt tog skylden på sine skuldre, eller måske var han for stolt til at vise det. Jeg var faktisk stadig småsur på ham efter samtalen og tænkte at det var godt jeg ikke skulle trækkes med ham sælig meget mere. Efter to dage på floden kom vi til en by ved navn Whistledown, Alaria fortalte at dette var en by med mange gnomer og at hun havde hørt det skulle være svært at sove i byen. Vi ankom tidligt aften og vi kunne allerede høre trommer og fløjter i den nærmeste kro. Jeg forhørte mig hos kaptajnen om hvorvidt der skulle være et tempel, eller et udsalg af skrolls, men han sagde at det skulle jeg ikke regne med at finde i sådan en lille by. Slukøret gik jeg med de andre på kro, det viste sig at være en festlig affære, med lystig musik og underholdning, faktisk blev jeg grebet af stemningen og gav et lille danse nummer der vagte en del begejstring. Men vi mødte også en gammel bekendt på kroen, nemlig gnomen Dimple Nimplefinger, der var en skrupskør fyr, som vi havde stødt på i Sandpoint og som havde været med til at ordne goblinerne, han var stadig lige skør og faldt derfor hurtigt i snak med Dega og jeg så at de ikke så længe efter forlod krostuen sammen. Igennem min optræden blev jeg bekendt med orkesterlederen, der var en halvelver ved navn Vale, han var en rar og humeristisk fyr, der da jeg spurte ind til det, kunne oplyse mig om at der ikke umiddelbart fandtes nogen eller noget i Whistledown der kunne hjælpe Shallellu. Ved ettiden gik vi trætte og halvfulde tilbage til båden for at sove, ved kajen stødte vi ind i Dega der stolt fremviste en stor lidt skrummel agtig anordning, som Dimple havde monterer på hans rustnings ene skuldre han påstod at det var en autobue der kunne skyde to pile afsted afgangen. Jeg syntes det så skørt ud med sådan en stor ansamling af tandhjul, cylindere og andre dimsedutter kun på den ene skuldre, men Dega virkede så glad for den, at jeg ikke sagde noget om den fikse slagside han nu fremviste, når han moslede omkring med sin "forbedrede" armor. Whistledown var ganske rigtigt ikke så nem at sove i, ikke minst på grund af de mange vindharper der hang overalt i byen, men også på grund af en sær hylende sang der lå konstant og vibrerede i luften, natten igennem. Whistledown lå ved mundingen af en stor sø ved navn Syrantula, som vi sejlede halvvejs igennem hele den næste dag. Dagen efter var vi på floden igen nu havde vi skov på begge sider, den gamle Sanos Forrest på nordsiden og Ashwood på sydsiden, vores bestemmelsessted og slutningen på sejlturen nemlig Turtleback Ferry nærmede sig hurtigt og hen ved sekstiden ankom vi. Da vi sagde farvel til kaptajn Orsten lagde jeg mærke til at han havde en tatovering af en sytakket stjerne med runer magen til min medaljon på underarmen For at kunne udspørge ham om dette, besluttede vi at invitere ham til at spise aftensmad med os på byens kro. Næppe havde vi fået indstalleret os på vores værelser og var kommet ned i krostuen, før Orsten dukkede op med vandkæmmet hår og en helt ren skjorte, samt en lidt pænere frakke, end den han plejede at gå med. Han smilede så det lynede i guldtanden og virkede i vældig opstemt humør, da han satte sig til rette i den private bås, vi havde lagt beslag på. Jeg hentede maden som bestod af glaseret skinke med bagte kartofler og en krasbørstig sennerpssovs, til dessert fik vi en æbletærte med sprød bund og syrnet fløde Vin og øl flød i rigelige mængder og da vi alle var mætte, viste jeg ham min medaljon og sagde at jeg havde bemærket hans tatovering, han blev et øjeblik lidt bleg men jeg bedyrede at vi skam var med i "klubben" og det fik ham til at slappe af og fortælle om en brand, på det gode skib Paradise, der indtil for en måned siden, havde ligget ude på den bredeste del af floden, her ved byen og hvor man kunne spille sig en gæld til, eller fordrive tiden med løsagtige kvinder og eksodiske former for underholdning og som var styrer af de mafia agtige Scarni klaner. Branden skulle havde været altfortærende selv det flydende horehus/spillebules overhovede Lucrecia, skulle være omkommet i den, berettede han og sukkede bedrøvet. Den aften gik jeg tidligt i seng, til stor skuffelse for Orsten, der vist var lidt tyk bag ørene og næste morgen ved daggry, stod jeg op og gik jeg mig en lille frisk morgentur i byen, sammen med Ibenholt der nu var blevet for stor til at sidde i kurven, men tilgengæld nu var stærk nok til kunne sidde på min skulder. Da vi kom tilbage til kroen sad de andre fra gruppen minus Orsten allerede ved et bord og spiste morgenmad bestående af spejlede æg og pandekager med sirup. "Det gør du aldrig igen," hvæsede Alaria til mig da jeg satte mig ved siden af hende. "hvad har jeg nu gjort?" spurte jeg forurettet og lod gaflen med en bid pandekage svæve i luften, hvilket Ibenholt straks benyttede sig af til at stjæle den, mens jeg kiggede den anden vej på Alaria. "Du lod mig sidde alene med den skrup liderlige flodpirat, er du klar over hvor svært det var at overbevise ham om, at vi allerede var forlovede med et par unge Scarnimænd og at det var i hans egen interesse at lade mig være i fred," spruttede hun hysterisk. Der lød et fnis fra Dega og Alaria sendte ham et dræbende blik, Ibenholt benyttede sig af min distraktion til at hoppe fra min skulder til min tallerken hvor han åd resten af min pandekage i to hapser. "Jammen de andre var jo hos dig" forsøgte jeg spagt, velvidende at Maegar og Dega var temmelig fulde da jeg gik og Gorgon var for taktfuld til at blande sig i den slags private affærer, samt Urgar..... ja ham havde jeg jo ikke så meget tiltro til. "Høh....de var sku da ikke til megen hjælp, og få så den fjerkost ned fra bordet," skumlede hun og pegede med sin gaffel med en bid spejlæg på, på Ibenholt der troede hun tilbød ham en bid og derfor snuppede spejlægbiden af hendes gaffel, med en tilfreds mine. "nå... men så undskyld, kom her Ibsepipse" sagde jeg og forsøgte at skjule et fnis bag ravnens baskende vinger, da jeg flyttede den til min stoleryg. Stemmningen var lidt trykket, så jeg blev hurtigt færdig med min morgenmad og satte mig i baren hvor jeg faldt i snak med kroværten, jeg fortalte ham om Shalellus lig og han indvilligede i at opbevare det, en uges tid i en kælder, imens vi tog op til Fort Rannick. Yderligere kunne han ikke hjælpe med hende. Tilgengæld fortalte han noget ganske interessandt, nemlig at ingen i byen havde set noget til beboerne på Fort Rannick, de sidste seks uger, hvilket var højst usædvanligt, da de plegede at komme til byen cirka hver fjortende dag og købe friske forsyninger. Faktisk var byens beboere blevet så bekymrede, at de havde sendt fem bevæbnede unge mænd afsted derop for en uge siden, men ingen havde hørt fra dem endnu. Der gik også historier om at stien til bjergpasset, der plejede at være sikker nok, nu på det sidste var overrandt af trolde og kæmper og andet ubehageligt uciviliserede eksistenser. Hen ved titiden var vi klar til at tage afsted imod Fort Rannick, det så ikke ud til at blive kompliceret at finde, der var kun en sti der førte derop. Den startede der hvor byen endte og fulgte en lille biflod på sin venstre side og et stykke skov på højre, så den gik vi rask ud ad. Efter et par timers vandring stoppede vi op for at holde frokost, men så snart vi havde gjort holdt, lød der et brøl, der gik over i en dyrisk jamren, inde fra skoven til højre for stien. Vi stivnede alle, men intet kom brasende ud af skoven, som vi frygtede, endnu en gang hørte vi denne dyriske jamren, det lød som et stort dyr i smerte. Urgar lavede en magisk besværgelse og sendte et lille alt seende øje ind i skoven efter lyden. "hvad kan du se?" spurte Gorgon. " En sort bjørn, den er fanget i en bjørnesaks," sagde Urgar udtryksløst. "Nåe..ja hvis bjørne lige frem er en plage her omkring, så er det vel meget normalt at sætte et par sakse op hist og her, ellers begynder de vel bare, at komme ind til byen om natten og rode i skarnsbunker og den slags," sagde Dega og trak på skuldrene. " Ja det er noget værre grisseri", samtykkede Maegar. "Er der noget særligt ved den bjørn?" Spurte Gorgon. "Hmmmm det ser ud til, at den har et halsbånd på", sagde Urgar undrende. "Skal vi ikke befri den?" spurte jeg og kiggede bedende på de andre. "Hvoffor det, det er jo bare en bjørn" sagde Dega og Gorgon i munden på hinanden. "Jammen den har jo et halsbånd, det er nok...en...en...KÆLE BJØRN," appelerende jeg til Maegar, jeg hviste at hvis jeg fik dværgende med, ville Alaria også være frisk også kunne de to andre bare blive på stien, hvis de ikke turde gå med ind i skoven. Maegar der efterhånden kendte mig ganske godt, kunne se på mig at der ville blive en fandens masse bøvl, hvis ikke jeg fik min vilje og det orkede han ikke, så han sukkede, "så pyt da....vi går ind og redder den kælebjørn". Jeg var ved en tidligere lejlighed kommet i besiddelse af et par flasker med en magisk drik, der gjorde en istand til at tale med dyr og jeg bællede den ene på vejen ind til bjørnen. "Hej bjørn, jeg hedder Elektra og jeg gør dig ikke noget, jeg vil gerne hjælpe dig fri, hvis du vil have det," sagde jeg på bjørne sprog, til den sorte bjørn, der havde rejst sig op på bagbenene, straks vi trådte ind i den lysning i skoven, hvor den så at sige sad i saksen. "Skynde dig......befrie mig....jæger komme snart", brummede det store dyr og satte sig ned på bagdelen, så jeg bedre kunne komme til saksen. Jeg bixede lidt med den store bjørnesaks, men det gik snart op for mig, at jeg ikke var stærk nok til at åbne den. "Skynde dig, skynde dig, de komme," brummede bjørnen. "Jeg kan ikke den er for stram, jeg må bede mine venner om hjælp, du skal ikke være nervøs, de gør dig ikke noget", sagde jeg og forklarede mine venner at jeg behøvede deres hjælp. Ved fælles hjælp fik vi endelig saksen til at åbne sig og Maegar bad endda Abadar om at hele såret på bjørnens ben. "Mange mange takker, jeg hedde Kip og min ven være fange, i hjælpe mig, befrie ham?", spurte bjørnen. "Han takker os, og siger at Han hedder Kip og at hans herre er taget til fange, han spøger om vi vil hjælpe ham, med at befri hans herre?" oversatte jeg til de andre. "Ikke herre, være VEN!". "Undskyld, ikke herre, ven!," sagde jeg henvendt til de andre. De nåede ikke at svare, for i det samme hørtes hundes glammen igennem skoven og ti sekunder senere dukkede syv store, som ponyer store, jagthunde op og omringede os. "Nu kunne jeg jo heldigvis tale med dyr midlertidigt, så jeg snerrede til dem, at de skulle holde sig på afstand, denne bjørn var vores bytte, og hundene holdt sig på afstand selvom lederen af flokken snerrede tilbage, at det måtte blive en sag imellem mig og deres herre, der var på vej. "dumdi dumdidum, dejlig bjørn der smager så sødt, didum didum", lød nu en stemme og ind i lysningen trådte en umådelig fed, men også temmlig høj og bredskuldret fyr, han havde små hjulede skæve ben og den ene arm var lille og forkrøblet. "Hov???? hvad skal i med min bjørn?" udbrød han forbavset da han så os, hundene begynte at snerre igen. "Denne bjørn er ikke din, den er vores," klang Maegars malmrøst så myndigt som aldrig før. "Vel er den ej, giv mig den så, eller jeg pudser hundene på jer", truede den store fyr. "Ikke tale om, denne bjørn tilhøre os" Sagde Dega og stillede sig ved siden af sin broder. Det blev en kort og ulige kamp, selvom den store bjørnefænger var stærk, kunne han ikke hamle op med Gorgon,Dega og Maegar på samme tid og vi andre tog os af hundene imens, snart lå de alle døde i lysningen. Udover et spyd +1 en kæmpe hideshirt+1 et gammelt nusset tæppe og et bælte +2 til styrke, havde bjørnefængeren ikke noget på sig af værdi, da vi undersøgte ham efter kampen. "fy føj for en ækel mutant", Sagde Alaria og prikkede lidt til liget med skosnuden. "Ja han ser ærlig talt temmelig indavlet ud," samtykkede jeg og rynkede på næsen. "Jeg tror der i hans familie er nogen, der har parret sig med en ogre, derfor den unaturlige størrelse," lød fra Maegar. "Komme nu! jeg viser vej, vi skal hjælpe min ven", brummede Kip utålmodigt. "Er det langt herfra?" spurte jeg. "Nej...nej ikke langt herfra", responderede bjørnen. Jeg oversatte endnu engang til de andre og efter en kort samtale, blev vi enige om at hjælpe Kip. Vi gik en halvtimes tid igennem skoven med Kip og mig foran, indtil skoven blev mindre tæt og vi kunne se en masse blå himmel forude. Pludselig lød der et brøl og fra et buskads kom en ordentlig fætter stormende ud, han var på størrelse med bjørnefængeren måske endda lidt højere og ikke nær så fed, til gengæld var hans hoved frygteligt misdannet, to syster den ene størrer end den anden og begge fuld af ujævnheder, som miniature bjerglandskaber væltede frem fra kraniet og den ene side af ansigtet. I hænderne der var løftet over hans hoved, holdt han en enorm kød krog, "fy for et græskarfjæs," nåede jeg lige at høre Dega mumle, før krogen kom susende ned imod os.

No comments:

Post a Comment