Wednesday, September 30, 2009

15. Kuthona, 4708 AR

Jeg trak mig ud til siden og lod de panser beklædte stå forrest, det var min erfarring, at jeg gjorde mest gavn i slag, hvis jeg holdt mig tilbage fra fronten, men Dega, Gordon og Alaria sprang også glade frem og uden yderligere problemer, nedslagtede de græskarfjæset, der havde været så overmodig, at angribe denne slagkraftige gruppe alene. Da vi havde undersøgt liget begynte vi at kigge os omkring. Vi stod i udkanten af en rydning i skoven, udover et stort misligeholdt hus i to etager lå der også en stor lade, i det høje græs tilfældigt rundt omkring lå der alt muligt gammelt skrammel, gamle landbrugs maskiner og anden skrot. Der var ingen tegn på, at dem der boede her dyrkede jorden denne sæson, eller havde dyreopdræt af nogen art, men det skulle snart gå op for os hvad denne mutantfamilie ernærede sig af, ud over bjørnekød. Da vi forsigtigt nærmede os huset lagde jeg mærke til at Kip sakkede bagud han gik langsommere og langsommere og til sidst satte han sig ned på bagdelen og blev siddende. Jeg gik tilbage til ham og opfordrede ham til at gå med os, men han sagde at han var bange for husets beboere og ikke ville med længere, tilgengæld lovede han at holde vagt udenfor. Den side af huset vi nærmede os havde en frønnet veranda, Alaria sneg sig op på den og hen til den dør der sad cirka på midten af husvæggen. Forsigtigt lirkede hun døren på klem og gjorde så et elegant hop til siden, da en stor tung jern pig kom farende ned imod hendes hoved, hun klarede det lige. Der lød et højt metallisk klank og to rundsavsklinger kom til syne i den ene ende af verandens trægulv, de fes roterende med pæn fart hen langs verandaen i hver sin rille, til den modsatte side, hvor de med et klonk forsvandt ned i gulvet igen. Med en ynde som en gazelle og reflexer som en hugorm, hoppede Alaria over de to skarbt slebne klinger, da de kom drønende ned imod hende. Hun undersøgte de to fælder og da hun var sikker på at de ikke lægere var aktive, vinkede hun os nærmere. Det rum vi kom ind i var rektangulert og lugtede af snavs og råddent kød, der stod en sofa midt i rummet og det var nok den mest bekidte sofa jeg nogesinde har set, den havde en ubestemmelig gråbrun farve med store mørkere plamager der godt kunne ligne blod, den så ud som om den var betrukket med menneskehud. Ud over en pejs med et virkeligt bissart konserveret elghoved og et mølædt bjørneskind på gulvet var der ikke rigtig noget at se i rummet. Panserdværgen Dega tog kækt opstilling på bjørneskindet hvorefter han forsvandt med et vuuusj og et overrasket brøl, vi andre stod måbende og kiggede på det sted hvor Dega lige havde stået, der var nu et rundt hul i gulvet og op fra det lød der en betragtelig mængde dværgske eder." Ved Adabar, Dega min broder, er du vel?", lød det bekymret fra Maegar. Flere dværgske eder lød fra hullet og de må have været ret krasbørstige for Maegars øre fik en fin rød farve. Så lød der en prusten og en kraftig lyd af metal der skraber imod jord, hvorefter Dega hoved dukkede op af hullet. "Ved det gode øl på Den Gylde Slange, om der ikke også var tilspidsede pæle nede i det hul, se nu mit knæ." Klagede Dega og møffede sin helt op af hullet hvorefter han gav sig til at undersøge en overfladisk skramme på knæet. "Skal jeg puste lidt på det", foreslog Alaria kækt og sendte Dega sit bedste smil, Dega skulede ondt til hende. "Så kunne det godt være du skulle holde lidt igen med øllet, du er jo ikke lige frem en letvægter, når du sådan braser igennem gulvet dværg", grinede jeg ."Så kunne det godt være du skulle holde lidt igen med talen, imens du stadig har nogle tænder at tale med," spruttede Dega og lignede en olm tyr i hovedet. "Hvis i ellers er færdige med at vække hele huset, skulle vi så ikke se at komme videre," foreslog Gorgon og nikkede i retning af en dør. Døren førte ud til en vinklet gang med en trappe og en masse nye døre, vi valgte at gå til venstre hvor der var en enkelt dør nede for enden, Gorgon gik forrest og åbnede døren ind til et soveværelse, hvorefter en ubeskrivelig kraftig stank af død og råddenskab bølgede os i møde og voldtog vores stakkels næsebor. Rundt langs med væggene lå der dynger af gamle madrester, i midten af rummet stod der et beskidt bord med fire stole omkring, i et hjørne et par simple trækister med adskellige lig lagt oven på hinanden, lågene var ingen stedet at se og langs med den modsatte væg stod der en meget stor seng, hvor i der lå en enormt fed kvinde og fyldte næsten hele sengen ud med sin fede krop. "Drenge!...drenge kom og hjælp mig!" Udbrød den vamle skabning og gjorde nogen håndbevægelser i luften. Straks rejste ligene sig op fra kisterne og stod nu lys ikkelevende i rummet. Gorgon sprang heroisk ind i rummet og gav sig til at tæve løs på den nærmeste uddøde, Alaria trak sin rapier og stak den resolut ind i det rådne kød på den samme klamme fyr, Urgar mumlede noget og en brændene hed stråle svitsede det volumiøse kvindemenneske i sengen, så der straks kom til at lugte af brændt kød. " Tag min hånd," sagde Maegar til Dega og med et fumb forsvandt de begge to fra gangen, hvor de lige havde stået, men straks efter dukkede de op inde midt i det klamme soveværelse, hvorefter de gik i gang med at svinge henholdsvis sværd og hakke. Kvinden i sengen mumlede noget og frem kom en stor gorillalignene fyr som hamrede sin kæmpe næve ind i ryggen på Gorgon, de andre uddøde bed også godt fra sig og kampen bølgede længe frem og tilbage, men til sidst fik vi ved fælles hjælp nedslagtet dem alle. Vi fandt en del ting i rummet som vi mente kunne være nyttige så dem tog vi med os og så gik vi igang med undersøge resten af huset. Det første rum vi kom ind i viste sig at være en slag das, det var fyldt med gamle trækasser og tønder og der var nogen der havde brugt dem til at skide i. Gulvet i rummet var bare faststampet jord og i et af hjørnerne var der et hul fyldt op med små barneskeletter alle sammen piger. Næste rum var endnu et soveværelse, at dømme efter brixen langs den ene væg, det var tomt på nær en lille samling feticher og en bunke gammelt stinkende tøj, samt en enkelt stol. Sviiing.... en le svingede ned fra loftet og kun takket være Alarias evner, fik ingen kappet hovedet af i døråbningen ind til en spisestue, der var det næste rum vi kom ind i, et stort spisebord var placeret i midten af rummet med ti stole omkring. På hver stolerygs top der endte i en spids var der placeret et menneske hoved i forskellige tilstande af forrådnelse og midt på bordet på et rundt træfad endnu et halvråddent hoved samt at bordet var dækket af en plettet dug lavet af menneskehud, jo jo disse beboere syntes virkelig om at gøre noget ud af indretningen, man kunne endda påstå, at der var en form for tema, der gik igen. En dør fra spisestuen, også med en le som Alaria afmonterede, ledte os ud i et rummeligt køkken. Fra en stang langs loftet hang der kæder i forskellig længde med kødkroge på, ligesom på et slagteri, der var en blodig huggeblok med en blodig økse, på køkkenbordet låg et stort spækbræt og en clever også disse var indsmurt i gammelt blod. Der stod to kurve længst henne på bordet, de så begge ud til at være flættet af sener, i den ene kurv lå der afhuggede hænder mens der i den anden lå afhuggede fødder. Og i en skål ved siden af, lå der afhuggede fingre og tær. Der var to andre døre i køkkenet en der førte ud til en lille entre med en dør ud af huset og den anden dør førte ned i en kælder,vi tog kælderdøren og kom ned af en trappe til en lille gang med en dør ind til et firkantet rum, som var fyldt med alskens gamle redskaber/værktøj/tønder/kasser og anden skrot, der lå huldter til bulter i store uoverskuelige dynger, der var en dør i den anden ende af rummet som vi kantede os hen til og åbnede. Den førte ud til en smal gang der havde en dør på langvæggen og en dobbeltdør for enden. Alaria åbnede dobbeltdøren og trådte ind i rummet tæt fuldt af Gorgon, der var vand på gulvet og der lugtede fugtigt nærmest lidt muggent. Et slimet grønt lag af alger dækkede det meste af væggene og vandet var brunt og mudret, rummet måtte hælde bag ud, for vandet blev langsomt dybere jo længer man gik ind i rummet. Pludselig begynte en brunlig bunke at vokse op fra midten af gulvet og to lange tentakkel agtige arme flabrede umotiveret fra hver sin side af den brunlige bunke, der nu var små to meter høj og havde form som en bulet pyramide af jord uden spids. Vuuush!!! en mur af ild rejste sig imellem muddertingen og Alaria og Gorgon. Sviirp! Sviirp! begge tentaklerne svirpede igennem ildmuren og snoede sig rundt om livet på Alaria og Gorgon, som piskesnerte og flåede dem med sig ind igennem muren af ild." Ups!!.. det havde jeg ikke forudset kunne ske," lød det overrasket fra Urgar der havde lavet ildmuren. "Sluk den igen, de bliver ristet," råbte jeg panisk. "Det kan jeg ikke, den bliver ved til den er brændt ud," Lød det fortvivlet fra Urgar. " Ved alle fummel fingerede fjolser! Urgar din....din," " kom nu Elektra sluk den for ham, jeg ved du kan," afbrød Maegar mig. Desna hjælp mig med at bryde denne formular, bad jeg tavst, men intet skete. Til gengæld kunne vi igennem ildmuren se, hvordan mudderbunken åbnede sig på midten og brunt muddervand savlede ud af åbningen, et par store gullige hestetænder kom tilsyne og Gorgon forsvandt ind i åbningen der blev lukket igen. Gorgon var blevet slugt af muddermonstreret. Dega sprang tappert igennem ildmuren svigede sit adamantine sværd det bedste han havde lært imod den fæle forslugne mudderting, imens blev han let ristet på ryggen. Bag mig hørte jeg Urgar udbryde "avv den bed mig." og med et hurtigt blik over skulderen kunne jeg konstatere at tre rotter på størrelse med 3 månders gamle lam, var dukket op sammen med endnu en af husets beboere en velvoksen fyr med et extra lidt mindre hoved der groede ud af halsen på ham, i en vinkel på 45 grader. Desna...Desna hjælp nu din datter med at bryde Urgars mur af ild bad jeg igen og denne gang sank ilden endelig ned til gulvet hvor den gløede lidt og forsvandt. " Pyyh...godt Elektra, jeg ved at blive kogt i egen rustning," lød det fra Dega, der havde døjet med stråle varmen. Muddertingesten åbnede på ny sin mund og Alaria forsvandt skrigende ned i gabet, med den anden "arm" forsøgte den at gribe rundt om Dega, der gav den et drabeligt hug som forsvar med sit sværd. Bag mig var der en vild kamp igang Maegar havde kastet sig over tvillingerne med sin hakke og Urgar sårede en rotte voldsomt i siden, men blev selv angrebet af de to andre. Jeg affyrede fire sølvskinnende missiler ind i toppen af mudderfyren det kunne den ikke lide, men alligevel lykkedes det dem at sno sin "arm" omkring Dega, der snittede løs som en gal. Hjernemassen sprøjtede ud over Maegar da han fik ram på den lille tvilling, den store tvilling brølede af smerte. Urgar sank besvimet ned på gulvet af blodtab, ved siden af ham lå en livløs rotte. Igen affyrede jeg fire missiler og Dega fik skåret sig fri af muddertingens ene tentakkel arm, men blev tilgengæld nu fastholdt af den anden der løftede ham op i luften og hen imod det muddersavlende gab, der nu åbnde sig for tredie gang. Dega, der var hæmmet af tentakkelarmen fik placeret sit sværd med spidsen imod ganen på mudderfyren og da den trak ham ned til sin mund borede sværdret sig igennem ganen og videre op i hjernen og da Dega med et vrid i handledet drejede adamantine sværdet en halv omgang, var det ligesom at puste flammen ud på en olielampe, muddertingesten slukkede bare med et og sank langsomt sammen på gulvet. Jeg vendte omkring på stedet og fyrede endnu fire missiler af to i hver rotte, de peb og stak af, ind i skrammelrummet. Maegar trak sin hakke ud af halsen på de fæle sammenvoksede tvillinger og en boblende dødsrallen var det sidste vi hørte til dem, så gik han hen og så til Urgar der stadig lå stille og bleg, på gulvet.
Det lykkedes Dega og jeg at skære bugen op på muddervæsnet, der så vi nu, ikke var af mudder, men en meget sær blanding af kød og træ der havde morfet sig sammen til et tredie stof, trækød er mit bedste bud på en beskrivelse. Når man udersøgte dette mystiske væsen nøje, havde det visse ligheder med de andre mutanter på dette stinkende sted, men dertil kom så dette træede naturmateriale, der muligvis ved hjælp af magi nu også var en integreret del af ham, eller den. Alaria og Gorgon væltede ud af bugen som tarmene på en fisk der bliver åbnet og kunne med Maegar og Adabars hjælp bringes i en fornuftig stand igen, altså bortset fra den sure lugt. Da alle var på benene igen undersøgte vi rummet, men fandt intet udover en dør der førte ind til et lille rum hvor der stod en mands stor kiste med et buet låg, jeg afsøgte kisten for magiske fælder imens Alaria undersøgte den for alm. fælder, men vi fandt ikke nogen og låsen var på ingen tid dirket op. Kisten var fyldt med skatte, guld og sølv mønter, samt en hel del magiske våben og bælter, amuletter, en halskæde og en ring. Vi grabsede rigdommene til os og fordelte dem efter ønsker, hvorefter vi undersøgte resten af kælderplanet, dog uden at støde på noget nævneværdigt, heller ikke de to rotter der stak af, så vi noget til.
"Så er der kun den øverste etage tilbage," sagde Urgar på vej op af kældertrappen til det klamme køkken. "Nææe...vi mangler mindst endnu et rum i stueplan, der var tre døre i spisestuen," huskede Alaria ham på. "Gad godt vide hvad de gemmer i laden?" Mumlede jeg for mig selv. "Bare rolig Elektra....det skal du nok komme til," lød det klangfuldt fra Maegar der gik lige bag mig og han klappede mig gemytligt på skulderen, som var så højt dværgepræsten kunne nå. Vi sparkede døren op og fandt et regtangulert rum magen til pejserummet, med fingermaling på væggende og legetøj skåret ud i træ. Tre halvvoksne mutanter kiggede forbavset på os, det så ud til at de havde været igang med at kaste kranier efter hinanden, for det flød med kranier alle vejne på gulvet og på en reol langs bagvæggen lå en halv kraniesamling tilbage, samt de havde alle mindst et kranie i hænderne hver. Vi gik til angreb uden varsel. Mutant teenagerne havde ingen våben på sig og var heller ikke så stærke som deres fuldvoksne brødre, så det var en simple sag for os trænede dræbermaskiner, at slå dem ihjel, men da det gik op for dem, at overmagten var dem for stor, nåede en af dem at stikke af ud igennem et vindue. Han benede det bedste han havde lært hen langs med husmuren og rundt om hjørnet og forsvandt ud af syne. Dega, Gorgon og Alaria satte efter ham og vi andre gjorde os færdige med at slukke livsgnisten hos de to tilbageværende, samt undersøge rummet nødtørftigt, så fulgte vi efter.
Da vi støtte til de andre igen stod de halvvejs imellem huset og laden, den store ladeport stod åben og fem voksne mutanter stod lige udenfor, jeg havde været så fornuftig at flyve derhen så jeg gik straks igang med at affyre missiler imod de groteske mutanter. De andre lavde en fornuftig kamp opstilling og gik i krig med mutanterne, heller ikke disse fyre havde været forberedte på vores angreb så deres våben var sølle nødtørftigt grebet redskaber, en høtyv med en knækket tand, et rustent hakkejern, en meter jernkæde, en skovl hvor skaftet var knækket og en halvrådden greb, der knækkede midt over første gang den mødte Degas rustning. Endnu en gang måtte mutanterne bide i græsset en efter en og det endda selv om Urgars resurser var opbrugte og han bare surmulede fra side linien. Da mutanterne var døde kunne vi jo ligeså godt undersøge laden, inde i halvmørket lå der bunker af muggent hø, et enkelt møllehjul stod op af væggen og ti kennelbure var placeret midt i det hele. Der var nok 8-9 meter til taget og cirka halvvejs i ladens længde var der en væg der delte laden i to, med en stor dobbelt dør i midten, der var forsvarligt låst med en tyk tyk jernkæde og en kæmpestor lås. Langs med begge langsider var der oppe under taget to svalegange, som havde en trappe op i hver side og endte i en alm. størrelse dør, også i hver side. Dem gik vi op på, tre på hver, jeg åbnede min dør og Gorgon åbnede sin, vi var synkrome. Foran os gik svalegangene videre lige ud lags væggen, min endte i en stor celle med lodrette tremmer, de andres endte helt alm. med gavlen af laden, jeg kiggede udover rækværket og ned, der var ikke andet end spindelvæv at se dernede.
Til gengæld hang der tre personer lænket til væggen inde i cellen, de var så vidt jeg kunne se alle tre af hankøn og den ene af dem var af dværgerace. Jeg forsøgte at åbne døre ind til cellen men den var selvføljelig låst og Alaria der var fiks på fingrene til den slags stod overe på den anden side af laden. "Alaria..vi har brug for dig her ovre!"nåede jeg lige at råbe før et monster af en edderkop dukkede op igennem spindelvævet, den var gigantisk, dens giftkroge var på det tykkeste sted så tykke som baby arme og med ben og det hele fyldte den to tredie dele af hullet i midten, jeg kunne tydeligt se hvert eneste sorte hår på dens pelsede bagkrop og ben. "Tilbage!...tilbage!, træk jer tilbage," lød det fra Dega og jeg hviste at når Dega, vores mest kamp ivrige gruppemedlem råbte på tilbagetrækning så var det yderst alvorligt,men alligevel blev jeg stående jeg var stivnet af skræk. Godt det samme at jeg ikke rørte mig ud af flækken, for edderkoppen virkede til at reagere på bevægelse, Degas råb havde fået Gorgon til at skynde sig baglæns ad svalegangen og nu langede edderkoppen ud efter ham med sine ben og ramte ganske godt. Dega forsøgte fra døråbningen at forsvare og landsomt gled jeg langs væggen ned imod døren imens jeg fremsage en formular og en brændene kugle materiliserede sig under bugen på uhyret. Nu ved jeg ikke om edderkoppen blev forvirret over at blive svitset nedefra, men det lykkedes mig faktisk at snige mig hen til døren og ud af den uden at blive ramt. Maegar var også dukket op på vores svalegang, han måtte have sprintet og da min flyve formular stadig virkede fløj jeg over på den modsatte side. Edderkoppen kunne ikke nå helt hen til døråbningen så jeg var i sikkerhed og herfra kunne jeg stadig dirigerer min brændene kugle og med jævne mellemrum fremtrylle endnu en, så der til sidst var fire svitsende kugler der ristede det uhyggelige monster, imens forsøgte de andre at få et hug eller et stik ind i dyrets kæmpe krop, Alaria modtog et slemt hug fra en giftkrog og måtte opgive kampen ret hurtigt også Gorgon blev slemt såret, men til sidst blev det alligevel for meget for den ækle kop og den faldt til jorden med et sært skingert hvin.
Maegar fik de slemt tilredte nogenlunde tilbage til tidligere stand og vi fik befriet de tre fanger, der viste sig at være krigere fra Fort Rannick som var faldet i en kamp med nogle ogres og disse folk var flygtet igennem skoven, hvor de var faldet i baghold hos vores mutantfamilie, der kunne de oplyse om, gik under navnet familien Graull. De to mænd hed Kaven og Jakandos og dværgen hed Dolgrin. Jakandros var den ven bjørnen Kip, havde bedt os om at hjælpe.Vi var alle udkørte da vi kom ud af laden og Graullernes hus, gik det pludselig op for os, stod i lys lue, nogen havde vel glemt at slukke det fede kvindemenneske, som vi tidligere havde sat lidt extra fut i. Vi slog lejer for natten og blev enige om at tage tilbage til Turtlebackferry næste morgen, om ikke andet så for at skaffe de tre fra fortet nogle bedre våben end dem vi selv kunne låne dem.

Sunday, September 6, 2009

9. - 15. Kuthona, 4708 AR

Det var diset, den morgen i forlød Wartle, så kaptajn Orsten gav sine mænd ordre til at stage os adstadigt afsted. Hen på formiddagen klarede det op og så blev der sat sejl. Jeg lagde mærke til at slette landskabet på nordsiden af floden, nu var afløst af en stor mørk skov hvor træerne var store og gamle. Jeg havde en meget alvorlig samtale med Urgar, om den uansvarlige måde han havde brugt sine kræfter på i kampen med tudsefolket og inddirekte var skyld i Shalellus død, han invilligede i at betale for hendes eventuelle genkomst til livet, men det virkede ikke som om han oprigtigt tog skylden på sine skuldre, eller måske var han for stolt til at vise det. Jeg var faktisk stadig småsur på ham efter samtalen og tænkte at det var godt jeg ikke skulle trækkes med ham sælig meget mere. Efter to dage på floden kom vi til en by ved navn Whistledown, Alaria fortalte at dette var en by med mange gnomer og at hun havde hørt det skulle være svært at sove i byen. Vi ankom tidligt aften og vi kunne allerede høre trommer og fløjter i den nærmeste kro. Jeg forhørte mig hos kaptajnen om hvorvidt der skulle være et tempel, eller et udsalg af skrolls, men han sagde at det skulle jeg ikke regne med at finde i sådan en lille by. Slukøret gik jeg med de andre på kro, det viste sig at være en festlig affære, med lystig musik og underholdning, faktisk blev jeg grebet af stemningen og gav et lille danse nummer der vagte en del begejstring. Men vi mødte også en gammel bekendt på kroen, nemlig gnomen Dimple Nimplefinger, der var en skrupskør fyr, som vi havde stødt på i Sandpoint og som havde været med til at ordne goblinerne, han var stadig lige skør og faldt derfor hurtigt i snak med Dega og jeg så at de ikke så længe efter forlod krostuen sammen. Igennem min optræden blev jeg bekendt med orkesterlederen, der var en halvelver ved navn Vale, han var en rar og humeristisk fyr, der da jeg spurte ind til det, kunne oplyse mig om at der ikke umiddelbart fandtes nogen eller noget i Whistledown der kunne hjælpe Shallellu. Ved ettiden gik vi trætte og halvfulde tilbage til båden for at sove, ved kajen stødte vi ind i Dega der stolt fremviste en stor lidt skrummel agtig anordning, som Dimple havde monterer på hans rustnings ene skuldre han påstod at det var en autobue der kunne skyde to pile afsted afgangen. Jeg syntes det så skørt ud med sådan en stor ansamling af tandhjul, cylindere og andre dimsedutter kun på den ene skuldre, men Dega virkede så glad for den, at jeg ikke sagde noget om den fikse slagside han nu fremviste, når han moslede omkring med sin "forbedrede" armor. Whistledown var ganske rigtigt ikke så nem at sove i, ikke minst på grund af de mange vindharper der hang overalt i byen, men også på grund af en sær hylende sang der lå konstant og vibrerede i luften, natten igennem. Whistledown lå ved mundingen af en stor sø ved navn Syrantula, som vi sejlede halvvejs igennem hele den næste dag. Dagen efter var vi på floden igen nu havde vi skov på begge sider, den gamle Sanos Forrest på nordsiden og Ashwood på sydsiden, vores bestemmelsessted og slutningen på sejlturen nemlig Turtleback Ferry nærmede sig hurtigt og hen ved sekstiden ankom vi. Da vi sagde farvel til kaptajn Orsten lagde jeg mærke til at han havde en tatovering af en sytakket stjerne med runer magen til min medaljon på underarmen For at kunne udspørge ham om dette, besluttede vi at invitere ham til at spise aftensmad med os på byens kro. Næppe havde vi fået indstalleret os på vores værelser og var kommet ned i krostuen, før Orsten dukkede op med vandkæmmet hår og en helt ren skjorte, samt en lidt pænere frakke, end den han plejede at gå med. Han smilede så det lynede i guldtanden og virkede i vældig opstemt humør, da han satte sig til rette i den private bås, vi havde lagt beslag på. Jeg hentede maden som bestod af glaseret skinke med bagte kartofler og en krasbørstig sennerpssovs, til dessert fik vi en æbletærte med sprød bund og syrnet fløde Vin og øl flød i rigelige mængder og da vi alle var mætte, viste jeg ham min medaljon og sagde at jeg havde bemærket hans tatovering, han blev et øjeblik lidt bleg men jeg bedyrede at vi skam var med i "klubben" og det fik ham til at slappe af og fortælle om en brand, på det gode skib Paradise, der indtil for en måned siden, havde ligget ude på den bredeste del af floden, her ved byen og hvor man kunne spille sig en gæld til, eller fordrive tiden med løsagtige kvinder og eksodiske former for underholdning og som var styrer af de mafia agtige Scarni klaner. Branden skulle havde været altfortærende selv det flydende horehus/spillebules overhovede Lucrecia, skulle være omkommet i den, berettede han og sukkede bedrøvet. Den aften gik jeg tidligt i seng, til stor skuffelse for Orsten, der vist var lidt tyk bag ørene og næste morgen ved daggry, stod jeg op og gik jeg mig en lille frisk morgentur i byen, sammen med Ibenholt der nu var blevet for stor til at sidde i kurven, men tilgengæld nu var stærk nok til kunne sidde på min skulder. Da vi kom tilbage til kroen sad de andre fra gruppen minus Orsten allerede ved et bord og spiste morgenmad bestående af spejlede æg og pandekager med sirup. "Det gør du aldrig igen," hvæsede Alaria til mig da jeg satte mig ved siden af hende. "hvad har jeg nu gjort?" spurte jeg forurettet og lod gaflen med en bid pandekage svæve i luften, hvilket Ibenholt straks benyttede sig af til at stjæle den, mens jeg kiggede den anden vej på Alaria. "Du lod mig sidde alene med den skrup liderlige flodpirat, er du klar over hvor svært det var at overbevise ham om, at vi allerede var forlovede med et par unge Scarnimænd og at det var i hans egen interesse at lade mig være i fred," spruttede hun hysterisk. Der lød et fnis fra Dega og Alaria sendte ham et dræbende blik, Ibenholt benyttede sig af min distraktion til at hoppe fra min skulder til min tallerken hvor han åd resten af min pandekage i to hapser. "Jammen de andre var jo hos dig" forsøgte jeg spagt, velvidende at Maegar og Dega var temmelig fulde da jeg gik og Gorgon var for taktfuld til at blande sig i den slags private affærer, samt Urgar..... ja ham havde jeg jo ikke så meget tiltro til. "Høh....de var sku da ikke til megen hjælp, og få så den fjerkost ned fra bordet," skumlede hun og pegede med sin gaffel med en bid spejlæg på, på Ibenholt der troede hun tilbød ham en bid og derfor snuppede spejlægbiden af hendes gaffel, med en tilfreds mine. "nå... men så undskyld, kom her Ibsepipse" sagde jeg og forsøgte at skjule et fnis bag ravnens baskende vinger, da jeg flyttede den til min stoleryg. Stemmningen var lidt trykket, så jeg blev hurtigt færdig med min morgenmad og satte mig i baren hvor jeg faldt i snak med kroværten, jeg fortalte ham om Shalellus lig og han indvilligede i at opbevare det, en uges tid i en kælder, imens vi tog op til Fort Rannick. Yderligere kunne han ikke hjælpe med hende. Tilgengæld fortalte han noget ganske interessandt, nemlig at ingen i byen havde set noget til beboerne på Fort Rannick, de sidste seks uger, hvilket var højst usædvanligt, da de plegede at komme til byen cirka hver fjortende dag og købe friske forsyninger. Faktisk var byens beboere blevet så bekymrede, at de havde sendt fem bevæbnede unge mænd afsted derop for en uge siden, men ingen havde hørt fra dem endnu. Der gik også historier om at stien til bjergpasset, der plejede at være sikker nok, nu på det sidste var overrandt af trolde og kæmper og andet ubehageligt uciviliserede eksistenser. Hen ved titiden var vi klar til at tage afsted imod Fort Rannick, det så ikke ud til at blive kompliceret at finde, der var kun en sti der førte derop. Den startede der hvor byen endte og fulgte en lille biflod på sin venstre side og et stykke skov på højre, så den gik vi rask ud ad. Efter et par timers vandring stoppede vi op for at holde frokost, men så snart vi havde gjort holdt, lød der et brøl, der gik over i en dyrisk jamren, inde fra skoven til højre for stien. Vi stivnede alle, men intet kom brasende ud af skoven, som vi frygtede, endnu en gang hørte vi denne dyriske jamren, det lød som et stort dyr i smerte. Urgar lavede en magisk besværgelse og sendte et lille alt seende øje ind i skoven efter lyden. "hvad kan du se?" spurte Gorgon. " En sort bjørn, den er fanget i en bjørnesaks," sagde Urgar udtryksløst. "Nåe..ja hvis bjørne lige frem er en plage her omkring, så er det vel meget normalt at sætte et par sakse op hist og her, ellers begynder de vel bare, at komme ind til byen om natten og rode i skarnsbunker og den slags," sagde Dega og trak på skuldrene. " Ja det er noget værre grisseri", samtykkede Maegar. "Er der noget særligt ved den bjørn?" Spurte Gorgon. "Hmmmm det ser ud til, at den har et halsbånd på", sagde Urgar undrende. "Skal vi ikke befri den?" spurte jeg og kiggede bedende på de andre. "Hvoffor det, det er jo bare en bjørn" sagde Dega og Gorgon i munden på hinanden. "Jammen den har jo et halsbånd, det er nok...en...en...KÆLE BJØRN," appelerende jeg til Maegar, jeg hviste at hvis jeg fik dværgende med, ville Alaria også være frisk også kunne de to andre bare blive på stien, hvis de ikke turde gå med ind i skoven. Maegar der efterhånden kendte mig ganske godt, kunne se på mig at der ville blive en fandens masse bøvl, hvis ikke jeg fik min vilje og det orkede han ikke, så han sukkede, "så pyt da....vi går ind og redder den kælebjørn". Jeg var ved en tidligere lejlighed kommet i besiddelse af et par flasker med en magisk drik, der gjorde en istand til at tale med dyr og jeg bællede den ene på vejen ind til bjørnen. "Hej bjørn, jeg hedder Elektra og jeg gør dig ikke noget, jeg vil gerne hjælpe dig fri, hvis du vil have det," sagde jeg på bjørne sprog, til den sorte bjørn, der havde rejst sig op på bagbenene, straks vi trådte ind i den lysning i skoven, hvor den så at sige sad i saksen. "Skynde dig......befrie mig....jæger komme snart", brummede det store dyr og satte sig ned på bagdelen, så jeg bedre kunne komme til saksen. Jeg bixede lidt med den store bjørnesaks, men det gik snart op for mig, at jeg ikke var stærk nok til at åbne den. "Skynde dig, skynde dig, de komme," brummede bjørnen. "Jeg kan ikke den er for stram, jeg må bede mine venner om hjælp, du skal ikke være nervøs, de gør dig ikke noget", sagde jeg og forklarede mine venner at jeg behøvede deres hjælp. Ved fælles hjælp fik vi endelig saksen til at åbne sig og Maegar bad endda Abadar om at hele såret på bjørnens ben. "Mange mange takker, jeg hedde Kip og min ven være fange, i hjælpe mig, befrie ham?", spurte bjørnen. "Han takker os, og siger at Han hedder Kip og at hans herre er taget til fange, han spøger om vi vil hjælpe ham, med at befri hans herre?" oversatte jeg til de andre. "Ikke herre, være VEN!". "Undskyld, ikke herre, ven!," sagde jeg henvendt til de andre. De nåede ikke at svare, for i det samme hørtes hundes glammen igennem skoven og ti sekunder senere dukkede syv store, som ponyer store, jagthunde op og omringede os. "Nu kunne jeg jo heldigvis tale med dyr midlertidigt, så jeg snerrede til dem, at de skulle holde sig på afstand, denne bjørn var vores bytte, og hundene holdt sig på afstand selvom lederen af flokken snerrede tilbage, at det måtte blive en sag imellem mig og deres herre, der var på vej. "dumdi dumdidum, dejlig bjørn der smager så sødt, didum didum", lød nu en stemme og ind i lysningen trådte en umådelig fed, men også temmlig høj og bredskuldret fyr, han havde små hjulede skæve ben og den ene arm var lille og forkrøblet. "Hov???? hvad skal i med min bjørn?" udbrød han forbavset da han så os, hundene begynte at snerre igen. "Denne bjørn er ikke din, den er vores," klang Maegars malmrøst så myndigt som aldrig før. "Vel er den ej, giv mig den så, eller jeg pudser hundene på jer", truede den store fyr. "Ikke tale om, denne bjørn tilhøre os" Sagde Dega og stillede sig ved siden af sin broder. Det blev en kort og ulige kamp, selvom den store bjørnefænger var stærk, kunne han ikke hamle op med Gorgon,Dega og Maegar på samme tid og vi andre tog os af hundene imens, snart lå de alle døde i lysningen. Udover et spyd +1 en kæmpe hideshirt+1 et gammelt nusset tæppe og et bælte +2 til styrke, havde bjørnefængeren ikke noget på sig af værdi, da vi undersøgte ham efter kampen. "fy føj for en ækel mutant", Sagde Alaria og prikkede lidt til liget med skosnuden. "Ja han ser ærlig talt temmelig indavlet ud," samtykkede jeg og rynkede på næsen. "Jeg tror der i hans familie er nogen, der har parret sig med en ogre, derfor den unaturlige størrelse," lød fra Maegar. "Komme nu! jeg viser vej, vi skal hjælpe min ven", brummede Kip utålmodigt. "Er det langt herfra?" spurte jeg. "Nej...nej ikke langt herfra", responderede bjørnen. Jeg oversatte endnu engang til de andre og efter en kort samtale, blev vi enige om at hjælpe Kip. Vi gik en halvtimes tid igennem skoven med Kip og mig foran, indtil skoven blev mindre tæt og vi kunne se en masse blå himmel forude. Pludselig lød der et brøl og fra et buskads kom en ordentlig fætter stormende ud, han var på størrelse med bjørnefængeren måske endda lidt højere og ikke nær så fed, til gengæld var hans hoved frygteligt misdannet, to syster den ene størrer end den anden og begge fuld af ujævnheder, som miniature bjerglandskaber væltede frem fra kraniet og den ene side af ansigtet. I hænderne der var løftet over hans hoved, holdt han en enorm kød krog, "fy for et græskarfjæs," nåede jeg lige at høre Dega mumle, før krogen kom susende ned imod os.