Monday, August 24, 2009

8. Neth - 9. Kuthona, 4708 AR

Det var en fantastisk følelse at stå oppe på paladsets balkon og blive hyldet som helte, fanfare gjaldede fra de langskaftede trompeter og blomsterblade dalede som konfetti ned over os imens en stor folkemængde klappede og hujede. Regenten holdt en rosende tale og jeg nød hvert sekund. Tænk at en smugler tøs fra Riddelport skulle blive heltinde i selveste Magnimar, det var næsten ikke til at fatte. Da jeg lå i min seng den aften, efter en storslået banket hvor alle byens spidser også var inviteret og alle ville høre hvordan vi havde opklaret og reddet Magnimar, fra den morderiske Skinsaw kult, kunne jeg bare ikke holde op med at smile. "Jeg tror ikke jeg nogensinde har følt mig så glad i hele mit liv, er du klar over vi nu er kendisser? hele Magnimar ligger for vores fødder," sukkede jeg lykkeligt til Alaria som jeg delte værelse med. " Ved Desna Elektra......pas på dit hoved ikke bliver så stort at det eksplodere, og hold så mund, jeg vil sove." mumlede Alaria fra dynens dyb. "Forresten Alaria...."sagde jeg forsigtigt, "hvad er der nu?..." mumlede hun, med let irritation i stemmen. " Jeg er ked af at din selvtillid havde fået et knæk, efter at Ironbriar fortryllede dig, til næsten slå mig ihjel." sagde jeg trøstende. Alaria satte sig op i sengen med et ryk," A..hvad for en fisk???...min selvtillid??...vil du godt være venlig at droppe alt lommeulds psykologi på mine vejne. Ironbriar havde smurt gift på sin war razor, jeg har ingen selvtillids problemer at du bare ved det, derfor var jeg nødtil at blive på kroen, jeg var syg...forgiftet!!" sagde Alaria vredt. "Nåååe...men så undskyld", mumlede jeg og var glad for at det var mørk i rummet, så hun ikke kunne se hvor rød jeg blev i hovedet. "Og hvis du absolut skal bekymre dig om nogens selvtillid, så syntes jeg du skal kaste et blik på Miro, han blev skåret midt over, det kunne da give selv den sejeste skrupler", afsluttede hun og borede sig ned under dynen igen. Alaria havde ret, hvilket irriterede Elektra en smule. Da de dygtige præster i Abadars tempel havde fået lappet Miro sammen igen og han havde kommet sig nogenlunde, meddelte han en dejlig solskinds morgen ved morgenbordet, at han ikke ønskede at tage på flere eventyr med resten af gruppen. Han havde fået nok og det eneste han havde lyst til var, at trække sig tilbage til huset på Choppers Isle i Sandpoint og pusle om biblioteket. Men skulle de finde nogle interessante bøger måtte de gerne sende dem hjem til ham, samt at han så frem til at nedskrive deres hidtidige og fremtidige oplevelser. De prøvede alle at overtale ham til at blive i gruppen, de fortalte ham hvor glade de havde været for hans hjælp og hans enorme viden samt hans glade positive livssyn. Miro blev rørt over deres udsagn, men fastholdt sin beslutning og et par dage efter pakkede han sine ting og drog til deres fælles hus på Choppers Isle. Der gik omkring en måned fra de var blevet hyldet på paladses balkon, til der dukkede et bud op med en meddelelse om, at lord Haldmeer Grobaras regenten af Magnimar, ønskede at tale med dem. I dette tidsrum havde de fire venner ikke set så meget til hinanden, Meagar havde brugt det meste af sin tid på at smede magiske runer på Alaria, Dega og sit eget grej, nede under Abadars tempel, hvor der lå en veludstyret smedje og Dega havde for det meste hjulpet ham (når ikke tømmermændene var for heftige). Elektra havde, når hun ikke lige shoppede rundt i Magnimar og solede sig i sin nye heltinde og kendis status, samt for en gangs skyld ikke deltog i et eller andet v.i.p. arrangement, fået sig en ny ven. Denne ven hed Ibenholt og var en lille dunet ravneunge, som hun havde fundet en dag hun gik en tur i parken bagved paladset og nu bar hun ham rundt i en lille kurv overalt hvor hun gik. Alaria havde i første omgang protesteret vildt over at skulle dele soverum med en vild fugl. Ikke mindst fordi Elektra efter at Maegar havde bemærket at Ibenholt da vist havde en brækket vinge, havde indrettet halvdelen af deres fælles værelse til genoptrænings og aktivitets center. Men det lille kræ havde også en forkærlighed for at lægge et lille visitkort på Alarias hovedpude og den larmede op hver tredige time hele døgnet når den var sulten, hvilket især var irriterende om natten. "Du kan da bare sove inde hos dværgende, nu hvor der er en ledig seng efter at Miro er taget hjem" havde Elektra foreslået efter endnu en heftig diskussion om hvorvidt ravnen absolut skulle bo der. "Så kan du jo se om du kan sove for Maegar snorken og Degas fjærten, i øvrigt bliver Ibenholt snart voksen og skal ikke mades hele døgnet rundt, se selv han har allerede fået rigtige små fjer på halen", sagde Elektra og viste stolt ravnens gump frem, hvilket resulterede i et hak med næbet i Elektras ene finger og en sprællende ravn der ikke ville finde sig i at få sine nedre regioner fremvist på den måde. "En klat til på min pude og jeg stikker en prop i", havde Alaria skumlet. Men Ibenholt blev hvor Elektra gik og stod og selvom det til tider var utåleligt at høre om de mindste små fremskridt og andre detaljer om kræet, var det tydeligt at både ravneungen og den smukke Elektra var begyndt at knytte et usædvanligt stærkt bånd til hinanden og nød hinandens selvskab. Derfor sad Ibenholt da også i sin kurv og kiggede nysgerrigt på alt de passerede denne eftermiddag, da de alle fire gik fra deres kro "Den Gyldne Slange", til det smukke hvide palads med udsigt over den ganske by. "Jeg ved ikke om i har hørt om The Black Arrows" , sagde regent Haldmeer og kiggede spørgende på os. Da ingen havde hørt om dem fortalte han, at de var og er en orden af krigere der udmærkede sig ved deres diciplin og effektivitet samt boede og beskyttede den østlige del af bystaten Magnimar. På et tidspunkt fik de tildelt et fort (Fort Rannick) i et bjergpass, i The Hook Mountains og siden da har de beskyttet denne østligegrænse imod alskens ubehagligheder. Black Arrows ordenen bliver også brugt som en sidste mulighed for kriminelle der, hvis de findes egnede kan tilslutte sig denne orden og tjene Magnimar for resten af deres liv, istedet for at ende deres dage for bødlens hånd. "Jeg har i en måneds tid ikke hørt nyt fra Fort Rannick og det bekymre mig, så jeg vil bede jer om at tage der hend og undersøge sagen for mig. Desuden har jeg et par kriminelle på hånden, som jeg gerne vil have at i tager med og aflevere til kaptajnen". Afsluttede Haldmeer. Vi stod i den fine audiens sal og tænkte os lidt om, efter et lile stykke tids stilhed, indskød Regenten " jeg havde tænkt at give jer 300 gp til dækning af rejse omkostninger og underhold". Dega nikke og sagde "jeg vil gerne et smut til bjergene, især når jeg bliver betalt for det." " jaaae.. jeg er jo netop færdig med mine runer, så jeg tager også med," lød det fra Maegar. "Jeg er frisk", Sagde Alaria, alle kiggede nu på Elektra der stod eftertænksomt og dikkede ravneungen i kurven "Ja selv om jeg virkelig har nydt denne sidste tid i din pragtfulde by, så skulle bjergluft jo være så sundt og lille Ibenholdt her, kunne nok godt bruge lidt ekstra sund luft, til at komme sig oven på sin brækkede vinge, så jeg vil også gerne med", sagde Elektra og smilede forelsket ned til fjerbolden i kurven, der kvitterede med et "skråååk". Ind af en sidedør kom nu fire af by vagterne med to personer i mellem sig. Den ene var en mand klædt i en simpel kutte, han havde et helt almindeligt ansigt, et næsten for almindeligt ansigt, det eneste der skildte sig ud, omend på en meget diskret måde, var de stålgrå øjne der barskt kiggede lige ud i luften uden at røbe nogen form for følelser. Han var bredskuldret og af gennemsnitlig højde og han bevægede sig let som en danser eller en atlet. Den anden var også en mand og han havde også grå øjne, men de var noget mørkere og der var ligsom et farligt glimt dybt inde i hans blik, hans ansigt var koparret og vejrbidt, han var høj og mager og iført en laset beskidt kappe. Begge mænd havde armene lænket på ryggen i håndjern. "Dette er Gorgon The Munk og Urgar The Ugly, det er dem i skal afleverer til den mandskabs ansvarlige officer når i kommer frem til Rannick, vagter løs deres lænker. Og nu vil jeg byde jer farvel og god rejse". Hvorefter regenten af Magnimar rejste sig fra sin trone og forlød dem alene tilbage. Der gik en dags tid før de havde fundet et skib der kunne tage dem op ad floden til bjergene i øst og havde fået pakket deres ting, samt indkøbt varmt tøj, rejse proviant og andre nyttige småting. De to ny folk, som de fire venner skulle sørge for kom sikkert frem var ret stille, men det virkede som om det var af forskellige grunde. Urgar virkede desideret indebrændt og mut, det gøs lidt i Elektra når hun engang imellem lagde mærke til hans grimme fjæs og skulede adfærd, han havde en kølig beregnende udstråling og der var en hensynsløshed gemt dybt i hans mørke grå blik, der foruroligede hende. Efter at Urgar havde fået udlevet sine ting af by vagten var det ikke svært at se at han måtte være troldmand af en art, med den store stav og de mange tasker han bar. Hvorimod Gorgon ingen synlige våben bar og var en mere disciplineret type, der var virkede vandt til ikke at vise sine følelser og derfor heller ikke små snakkede om ligegyldige småting, men bar et tilpas afmålt høflig, reseveret og dog extremt observerende ansigt udadtil. Det var faktisk som om han så alt, Elektra havde flere gange efter en lille ubetydelig, men privat handling kigget op og direkte ind i Gorgons stålgrå lysende øjne og det gav et forskrækket gip i hende hver gang, for hun havde troet sig uset. Ikke at hun kunne læse på hans ansigt hvad han syntes om hendes eventuelle retten på underbenklæder eller noget, blot denne neutrale observeren og så de der lyn hurtige reflexer han besad. Hun havde et par gange snublet og hver gang havde Gorgon grebet hende eller strakt en arm ud der havde reddet hende fra at falde, men det mærkelige var, at hun ikke havde syntes at han var i hendes umiddelbare nærhed før han pludselig greb hende. Hun havde selvfølgelig takket ham begge gange og hver gang havde han nikket høfligt og uden et ord gået tilbage til det han nu var i gang med og hun havde stået tilbage med en undren, næsten enhver anden mand hun kendte, ville have benyttet lejligheden til af slå en lille sludder af med hende, eller hvis de var den slimede type, gramse lidt på hende, men ikke Gorgon, aldrig Gorgon. Flodens Dronning hed den båd de skulle sejle med og det var et rummeligt, fladbundet, solidt bygget handelsfartøj. Kaptajnen på skibet hed Orsten og han var en gemytlig fyr, fuld af røverhistorier og med hang til en lille en, i ny og næ og helt sikkert dagligt efter hans blodsprængte næse at bedømme, så ham og Dega blev hurtigt kammeratlige med hinanden. Han var dog en hyggelig og charmerende festlig fyr og ikke kun en drukkenbolt denne Orsten, så de andre på båden kunne også godt lide ham. Dog bemærkede Elektra at Gorgon når de om aftenen sad og spisete sammen med kaptajnen, for det meste ikke drak af groggen der flød i rigelige mængder om bord, heller ikke bare moderat, som hun selv og Alaria. Tidligt om morgenen på andendagen af deres sejlas, var Elektra stået op ved daggry for at fodre en utålmodig, højlydt skrålende og skrup sulten Ibenholt, da en stemme sagde bag hende, "Hej Elektra, rart at se dig igen, fin ravn du har der". Elektra vendte hovedet fra fuglen hun sad med på skødet og kiggede op i et par smilende skrå elverkvinde øjne, det var en gammel bekendt, den omvandrene goblin eskpert Shalellu Andosana, der havde hjulpet dem med at stoppe goblinerne i at overfalde den lille kyst by Sandpoint. Gensynsglæden var stor og Elektra benyttede straks lejligheden til at prale med sin nye kendis status i Magnimar samt at fortælle om hvad der var hændt gruppen siden de sidst sås. Shalellu der var en opmærksom lytter og et behageligt selskab, blev snart en fast samtale partner, når Elektra trænede med Ibenholt eller når hun bare sad og kiggede ud på det øde slettelandskab de sejlede igennem. Det viste sig at Shalellu også skulle til Fort Rannick som de andre, så de blev enige om at følges, når de nu alligevel skulle samme vej. På fjerde dagen for rejsen nåede skibet til den første by, en lille landsby bestående af bjælkehytter beliggende imellem en stor skov og floden. Byen hed Wartle og ernærede sig primært ved at sende friske træstammer ned ad floden til Magnimar, samt garve og sælge de skind som jagt i skoven gav, dog var der også et par fiskerbåde og en samling mindre fladbundede hyttefade, til transport ind i marsklandet på den modsatte side af floden fra byen, hvis man skulle jage fuglevildt. De lagde til ved Wartle sidst på eftermiddagen og da det blev aftensmads tid spurte kaptajn Orsten om de ville med på beværtning, for han kendte et godt sted hvor øllet både var godt og billigt, det ville de alle sammen gerne, ja alle undtagen Shalellu der fortrak at blive ombord. Den beværtning som Orsten kendte viste sig at være det lokale stamsted og ikke så snart var de kommet inden for døren før en stor rå skovhugger type begyndte at brokke sig over "hvad det var katten havde slæbt ind" Elektra der ikke var vandt til denne behandling tryllede lidt sommerfugle i forskellige farver frem, som hun så lød kredse som en lille glorie omkring hovedet på den brovtne skovhugger, bare for at lette lidt på den noget trykkede stemning. Det viste sig imidlertid at være en uheldigt gerning, for i stedet for at bløde lidt op på stemningen skete der snarere det modsatte. Den rå børste sprang op fra sin plads og gik med løftet hånd hen mod Elektra. "Skal sådan en lille trylle tøjte komme brasende her i min kro og forstyrre ordentlige folk" braldrede han op og var næsten henne ved hende, da Gorgon gled ind foran hende og placerede et enkelt knytnæveslag rent på kæben af skovhuggeren, der et øjeblik så forbavset ud, hvorefter han faldt bagover og gik ud som et lys. Elektra ændrede straks sommerfuglene til småfugle, der kvidrende fløj rundt om hovedet på den besvimede børste, til stor morskab for gruppen der fnisende fandt sig et ledigt bord, imens nogen af de lokale bar den knockoutede ud af krostuen. Resten af aftenen forløb fredeligt, øllet var ganske godt og der blev serveret en saftig og mør dyreryg til, stegt med løg og friske nødder, tilbehøret var bagte pastinakker, groft brød og en skøn æblekompot. På vejen hjem, da kroen var lukket, gik Alaria og Eletra forrest arm i arm sammen med den tavse Gorgon, et stykke bag dem slingrede de to dværge afsted med Orsten imellem sig, de var alle tre godt fulde og dværgende skråle vedmodige hjemstavns sange imens de hankede godt op i kaptajnen, der dårligt kunne gå og havde fået hikke. Bagerst gik Urgar for sig selv og skulede som han havde for vane. Da de kom til båden hørtes der et kvindeskrig ude i mørket ovre fra den anden side af floden, "det lød som Shalellu" sagde Alaria. Elektra løb straks over til den plads hvor elverkvinden plejede at sove, "hendes ting er her stadig, men Shalellu er væk" råbte Elektra ophidset til de andre. " Der er våde fodspor på dækket ved hendes plads," bemærkede Gorgon og pegede på nogle mørke pletter på dækket, der efter nærmere undersøgelse var spor af flere sæt fødder med svømmehud imellem tæerne. Dværgene stod og så desorienterede ud Alaria stod ved rællingen og spejdede ud i mørket, Urgar begyndte at fremsige en formular, Elektra rodede i sin rygsæk og tog en brændene fakkel frem. Urgar var færdig med sin formular han havde fremtryllet en lille gennemsigtig kugle som han sendte afsted over floden, men så snart den kom ind i mangroven på den anden side blev det for mørkt til at han kunne se noget med den. Vi låner det der hyttefad", råbte Alaria og sprang på land igen og løb over mod det nærmeste hyttefad Gorgon fulgte hende. Elektra sprang op på rælingen sagde en formular og sprang ud over kanten, alle forvendtede at høre et plask men det kom ikke, istedet så de hende flyve lige over vandoverfladen hen over floden. Urgar fremtryllede uglebriller og bagefter sagde han også en flyve formular. Alaria og Gorgon hjalp hinanden med at få de drukne dværge sikkert ombord i det lånte hyttefad og begyndte at stage sig over floden Maegar fik sit skjold til at gløde så det kunne lyse for dem der ikke kunne se i mørke som han og Dega kunne. Urgar fløj alt hvad han kunne for at indhendte Elektra der nu kun sås som en lysende grøn prik langt inde i mangroveskoven. "Nuvel Elektra hvad er din plan?" tænkte jeg, imens jeg fløj i den retning Shalellus skrig var kommet fra. 1: Det er vigtigt at kidnapperne ikke forsvinder i sumpen, så jeg vil se om jeg kan spejde dem ud. 2: Jeg er højst sandsynligt ikke stærk nok alene så der er ingen grund til at gå i kamp før vi er samlet og jeg kan altid slippe væk ved at gøre mig usynlig og flyve højt, hvis det skulle vise sig at de har kaste eller skyde våben. 3: Det ville være fikst at kunne forsinke kidnapperne ved at trylle lidt, hvilket jeg ikke kan når jeg er usynlig, derfor venter jeg til i sidste øjeblik med det. Således var min tankerække og jeg aktiverede den medaljon jeg bar skjult under tøjet. Endelig kunne jeg se hvad det var, der havde kidnappet Shalellu, fem mørkegrønne, menneskelignende, oprejst, gående, tudser med vorter og det hele, en af dem bar en sprællende Shalellu over skuldreren. Jeg stoppede min fart og fremsagde en formular, guldstøv spredte sig over de fæle tudsefolk og tre af dem begyndte at gnide sig i øjnene, ingen af dem så ud til at have kaste/skyde våben så jeg gik igang med den næste formular, idet samme dukkede Urgar op i luften skråt bag mig, han gik straks igang med at fremsige en formular. Pludselig kom der forstærkning til tudserne nede på jorden, tre nye tudser med kastespyd dukkede op, dette var ikke godt. jeg lod den flammende sfhere jeg havde forberedt falde på en af de nye og så til min skræk at den ikke tog så meget skade af den som jeg havde håbet. Idet samme kom Gorgon springende ind i lysningen klar til at uddele bøllebank, eller det ville han havde været, hvis ikke hans ene fod havde ramt en lian, der som en snare strammede til om hans ene ankel og trak ham op i et træ, så han hang og dinglede med hovedet ned af. Urgar aktiverede en forvirrings formular, den ramte tre, en af dem var allerede blindede af mit guldstøv de forvirrede tudser begyndte at slå løs på alt levende, der var i deres umiddelbare nærhed, inklusiv Shalellu, de gik nærmest bersærk. Et kastespyd svirrede i luften lige forbi mit øre, jeg skabte et beskyttende skjold forand mig selv, men blev alligevel ramt lige bagefter af et nyt kastespyd, det gjorde avs. Gorgon forsøgte at komme fri af lianen, det lykkedes ikke for ham. Ud af øjenkrogen så jeg Urgar sende en kæmpe ildkugle afsted, den bragede igennem lysningen Gorgon nåede lige at flytte sig, men han fik vist svedet hårende af den fastholdte ankel, anderledes gik det for stakkels Shalellu der blev brændt af, med samme styrke som tre af kidnapperne. "Den mand er jo livsfarlig," nåede jeg lige at tænke før endnu et spyd flåede mig til blods, nu ville det virkelig være skønt at se dværgene og Alaria, men de var stadig i gang med at kæmpe sig frem igennem den tætte mangrove. Jeg var pine død nød til at lave en taktisk retrete, så jeg flyttede min ildssfhere hen på den nærmeste med kastespyd og fløj op over trækronerne. Jeg nåede lige før min exit, at se at en af de vortebefængte var begyndt at slå på den ophængte Gorgon der stadig ikke kunne komme fri. Jeg fløj diagonalt til den modsatte side af hvor jeg var før og drak en flaske med livsvand før jeg dukkede op igen, nu måtte jeg bruge min mest voldsomme formular hvis ikke det her skulle gå galt. Imellemtiden havde Urgar kastet endnu en forvirrings formular, så en fra tudsefolket var endnu en gang gået amok på Shallellu, der bare lå helt stille og tog imod slag efter slag efter slag. To andre var kommet op og slås med hinanden, resten forsøgte at få ram på Urgar og Gorgon, en messen hørtes i baggrunden. Jeg affyrede mit kraftigeste våben, et stort kuglelyn der gnistrende ramte fire tudser, to faldt om, endelig. Men nu trådte en ekstra stor og fed tudsemand ud af skyggen han bar på en mindre træstamme og han stirrede olmt på mig, han mumlede et par ord gjorde en bevægelse, som om han stak luften foran sig selv en lussing og jeg mærkede en klam tudsehånd på størrelse med mit hoved der stak mig en kanon ørefigen med svømmehud og det hele, smask sagde det, Gorgon hang nu besvimet fra sit træ. Endelig dukkede Maegar og Alaria op og med deres hjælp, samt på falderebet en noget forpustet indsats fra Dega, fik vi langsomt men sikkert nedkæmpet de slimede kidnappere, indtil der kun var den store fede shaman tilbage og netop som jeg skulle til at affyre en frisk salve af mine magiske sølv missiler, begyndte hans hud at boble og pludselig eksploderede han i hundredevis af bittesmå, mellem og alm. størrelses tudser der straks hoppede i hver sin retning og snart forsvandt i sumpen, ikke en gang hans stav lå tilbage. Gorgon blev hjulpet ned fra træet og kom sig forbløffende hurtig med lidt hjælp fra Maegar, Urgar så slidt ud og jeg var heller ikke selv i total topform, men Shalellu, stakkels Shalellu, der havde benene bundet sammen og overkroppen snørret ind i en lædersæk, så efter endt udpakning mildest talt ikke godt ud. Hendes hoved var en blodig klump og der var sodsvedne mærker på langs den ene side af hendes krop, hun var en død elver, det var hvad hun var og jeg bar hendes lig tilbage til Flodens Dronning med sorg i hjertet. Inde på kajen var der en lille vred forsamling af byens borgere, som kaptajn Orsten forgæves forsøgte at berolige, men da de så Gorgon dukke op på kajen var det ligesom gassen gik lidt af ballonen. Alaria fandt hurtigt den mand hvis hyttefad vi havde lånt og betalte ham fem gp som tak, han takke og bukkede benorvet over de mange penge og gemytterne faldt til ro og gik hver til sit. Kun Orsten surmulede lidt over om vi skulle sejle rundt med et stinkende lig, men jeg gav Shalellu min Sihedron medaljon om halsen og sagde at den ville holde hende frisk så længe det var nødvendigt.

No comments:

Post a Comment