Monday, August 24, 2009

8. Neth - 9. Kuthona, 4708 AR

Det var en fantastisk følelse at stå oppe på paladsets balkon og blive hyldet som helte, fanfare gjaldede fra de langskaftede trompeter og blomsterblade dalede som konfetti ned over os imens en stor folkemængde klappede og hujede. Regenten holdt en rosende tale og jeg nød hvert sekund. Tænk at en smugler tøs fra Riddelport skulle blive heltinde i selveste Magnimar, det var næsten ikke til at fatte. Da jeg lå i min seng den aften, efter en storslået banket hvor alle byens spidser også var inviteret og alle ville høre hvordan vi havde opklaret og reddet Magnimar, fra den morderiske Skinsaw kult, kunne jeg bare ikke holde op med at smile. "Jeg tror ikke jeg nogensinde har følt mig så glad i hele mit liv, er du klar over vi nu er kendisser? hele Magnimar ligger for vores fødder," sukkede jeg lykkeligt til Alaria som jeg delte værelse med. " Ved Desna Elektra......pas på dit hoved ikke bliver så stort at det eksplodere, og hold så mund, jeg vil sove." mumlede Alaria fra dynens dyb. "Forresten Alaria...."sagde jeg forsigtigt, "hvad er der nu?..." mumlede hun, med let irritation i stemmen. " Jeg er ked af at din selvtillid havde fået et knæk, efter at Ironbriar fortryllede dig, til næsten slå mig ihjel." sagde jeg trøstende. Alaria satte sig op i sengen med et ryk," A..hvad for en fisk???...min selvtillid??...vil du godt være venlig at droppe alt lommeulds psykologi på mine vejne. Ironbriar havde smurt gift på sin war razor, jeg har ingen selvtillids problemer at du bare ved det, derfor var jeg nødtil at blive på kroen, jeg var syg...forgiftet!!" sagde Alaria vredt. "Nåååe...men så undskyld", mumlede jeg og var glad for at det var mørk i rummet, så hun ikke kunne se hvor rød jeg blev i hovedet. "Og hvis du absolut skal bekymre dig om nogens selvtillid, så syntes jeg du skal kaste et blik på Miro, han blev skåret midt over, det kunne da give selv den sejeste skrupler", afsluttede hun og borede sig ned under dynen igen. Alaria havde ret, hvilket irriterede Elektra en smule. Da de dygtige præster i Abadars tempel havde fået lappet Miro sammen igen og han havde kommet sig nogenlunde, meddelte han en dejlig solskinds morgen ved morgenbordet, at han ikke ønskede at tage på flere eventyr med resten af gruppen. Han havde fået nok og det eneste han havde lyst til var, at trække sig tilbage til huset på Choppers Isle i Sandpoint og pusle om biblioteket. Men skulle de finde nogle interessante bøger måtte de gerne sende dem hjem til ham, samt at han så frem til at nedskrive deres hidtidige og fremtidige oplevelser. De prøvede alle at overtale ham til at blive i gruppen, de fortalte ham hvor glade de havde været for hans hjælp og hans enorme viden samt hans glade positive livssyn. Miro blev rørt over deres udsagn, men fastholdt sin beslutning og et par dage efter pakkede han sine ting og drog til deres fælles hus på Choppers Isle. Der gik omkring en måned fra de var blevet hyldet på paladses balkon, til der dukkede et bud op med en meddelelse om, at lord Haldmeer Grobaras regenten af Magnimar, ønskede at tale med dem. I dette tidsrum havde de fire venner ikke set så meget til hinanden, Meagar havde brugt det meste af sin tid på at smede magiske runer på Alaria, Dega og sit eget grej, nede under Abadars tempel, hvor der lå en veludstyret smedje og Dega havde for det meste hjulpet ham (når ikke tømmermændene var for heftige). Elektra havde, når hun ikke lige shoppede rundt i Magnimar og solede sig i sin nye heltinde og kendis status, samt for en gangs skyld ikke deltog i et eller andet v.i.p. arrangement, fået sig en ny ven. Denne ven hed Ibenholt og var en lille dunet ravneunge, som hun havde fundet en dag hun gik en tur i parken bagved paladset og nu bar hun ham rundt i en lille kurv overalt hvor hun gik. Alaria havde i første omgang protesteret vildt over at skulle dele soverum med en vild fugl. Ikke mindst fordi Elektra efter at Maegar havde bemærket at Ibenholt da vist havde en brækket vinge, havde indrettet halvdelen af deres fælles værelse til genoptrænings og aktivitets center. Men det lille kræ havde også en forkærlighed for at lægge et lille visitkort på Alarias hovedpude og den larmede op hver tredige time hele døgnet når den var sulten, hvilket især var irriterende om natten. "Du kan da bare sove inde hos dværgende, nu hvor der er en ledig seng efter at Miro er taget hjem" havde Elektra foreslået efter endnu en heftig diskussion om hvorvidt ravnen absolut skulle bo der. "Så kan du jo se om du kan sove for Maegar snorken og Degas fjærten, i øvrigt bliver Ibenholt snart voksen og skal ikke mades hele døgnet rundt, se selv han har allerede fået rigtige små fjer på halen", sagde Elektra og viste stolt ravnens gump frem, hvilket resulterede i et hak med næbet i Elektras ene finger og en sprællende ravn der ikke ville finde sig i at få sine nedre regioner fremvist på den måde. "En klat til på min pude og jeg stikker en prop i", havde Alaria skumlet. Men Ibenholt blev hvor Elektra gik og stod og selvom det til tider var utåleligt at høre om de mindste små fremskridt og andre detaljer om kræet, var det tydeligt at både ravneungen og den smukke Elektra var begyndt at knytte et usædvanligt stærkt bånd til hinanden og nød hinandens selvskab. Derfor sad Ibenholt da også i sin kurv og kiggede nysgerrigt på alt de passerede denne eftermiddag, da de alle fire gik fra deres kro "Den Gyldne Slange", til det smukke hvide palads med udsigt over den ganske by. "Jeg ved ikke om i har hørt om The Black Arrows" , sagde regent Haldmeer og kiggede spørgende på os. Da ingen havde hørt om dem fortalte han, at de var og er en orden af krigere der udmærkede sig ved deres diciplin og effektivitet samt boede og beskyttede den østlige del af bystaten Magnimar. På et tidspunkt fik de tildelt et fort (Fort Rannick) i et bjergpass, i The Hook Mountains og siden da har de beskyttet denne østligegrænse imod alskens ubehagligheder. Black Arrows ordenen bliver også brugt som en sidste mulighed for kriminelle der, hvis de findes egnede kan tilslutte sig denne orden og tjene Magnimar for resten af deres liv, istedet for at ende deres dage for bødlens hånd. "Jeg har i en måneds tid ikke hørt nyt fra Fort Rannick og det bekymre mig, så jeg vil bede jer om at tage der hend og undersøge sagen for mig. Desuden har jeg et par kriminelle på hånden, som jeg gerne vil have at i tager med og aflevere til kaptajnen". Afsluttede Haldmeer. Vi stod i den fine audiens sal og tænkte os lidt om, efter et lile stykke tids stilhed, indskød Regenten " jeg havde tænkt at give jer 300 gp til dækning af rejse omkostninger og underhold". Dega nikke og sagde "jeg vil gerne et smut til bjergene, især når jeg bliver betalt for det." " jaaae.. jeg er jo netop færdig med mine runer, så jeg tager også med," lød det fra Maegar. "Jeg er frisk", Sagde Alaria, alle kiggede nu på Elektra der stod eftertænksomt og dikkede ravneungen i kurven "Ja selv om jeg virkelig har nydt denne sidste tid i din pragtfulde by, så skulle bjergluft jo være så sundt og lille Ibenholdt her, kunne nok godt bruge lidt ekstra sund luft, til at komme sig oven på sin brækkede vinge, så jeg vil også gerne med", sagde Elektra og smilede forelsket ned til fjerbolden i kurven, der kvitterede med et "skråååk". Ind af en sidedør kom nu fire af by vagterne med to personer i mellem sig. Den ene var en mand klædt i en simpel kutte, han havde et helt almindeligt ansigt, et næsten for almindeligt ansigt, det eneste der skildte sig ud, omend på en meget diskret måde, var de stålgrå øjne der barskt kiggede lige ud i luften uden at røbe nogen form for følelser. Han var bredskuldret og af gennemsnitlig højde og han bevægede sig let som en danser eller en atlet. Den anden var også en mand og han havde også grå øjne, men de var noget mørkere og der var ligsom et farligt glimt dybt inde i hans blik, hans ansigt var koparret og vejrbidt, han var høj og mager og iført en laset beskidt kappe. Begge mænd havde armene lænket på ryggen i håndjern. "Dette er Gorgon The Munk og Urgar The Ugly, det er dem i skal afleverer til den mandskabs ansvarlige officer når i kommer frem til Rannick, vagter løs deres lænker. Og nu vil jeg byde jer farvel og god rejse". Hvorefter regenten af Magnimar rejste sig fra sin trone og forlød dem alene tilbage. Der gik en dags tid før de havde fundet et skib der kunne tage dem op ad floden til bjergene i øst og havde fået pakket deres ting, samt indkøbt varmt tøj, rejse proviant og andre nyttige småting. De to ny folk, som de fire venner skulle sørge for kom sikkert frem var ret stille, men det virkede som om det var af forskellige grunde. Urgar virkede desideret indebrændt og mut, det gøs lidt i Elektra når hun engang imellem lagde mærke til hans grimme fjæs og skulede adfærd, han havde en kølig beregnende udstråling og der var en hensynsløshed gemt dybt i hans mørke grå blik, der foruroligede hende. Efter at Urgar havde fået udlevet sine ting af by vagten var det ikke svært at se at han måtte være troldmand af en art, med den store stav og de mange tasker han bar. Hvorimod Gorgon ingen synlige våben bar og var en mere disciplineret type, der var virkede vandt til ikke at vise sine følelser og derfor heller ikke små snakkede om ligegyldige småting, men bar et tilpas afmålt høflig, reseveret og dog extremt observerende ansigt udadtil. Det var faktisk som om han så alt, Elektra havde flere gange efter en lille ubetydelig, men privat handling kigget op og direkte ind i Gorgons stålgrå lysende øjne og det gav et forskrækket gip i hende hver gang, for hun havde troet sig uset. Ikke at hun kunne læse på hans ansigt hvad han syntes om hendes eventuelle retten på underbenklæder eller noget, blot denne neutrale observeren og så de der lyn hurtige reflexer han besad. Hun havde et par gange snublet og hver gang havde Gorgon grebet hende eller strakt en arm ud der havde reddet hende fra at falde, men det mærkelige var, at hun ikke havde syntes at han var i hendes umiddelbare nærhed før han pludselig greb hende. Hun havde selvfølgelig takket ham begge gange og hver gang havde han nikket høfligt og uden et ord gået tilbage til det han nu var i gang med og hun havde stået tilbage med en undren, næsten enhver anden mand hun kendte, ville have benyttet lejligheden til af slå en lille sludder af med hende, eller hvis de var den slimede type, gramse lidt på hende, men ikke Gorgon, aldrig Gorgon. Flodens Dronning hed den båd de skulle sejle med og det var et rummeligt, fladbundet, solidt bygget handelsfartøj. Kaptajnen på skibet hed Orsten og han var en gemytlig fyr, fuld af røverhistorier og med hang til en lille en, i ny og næ og helt sikkert dagligt efter hans blodsprængte næse at bedømme, så ham og Dega blev hurtigt kammeratlige med hinanden. Han var dog en hyggelig og charmerende festlig fyr og ikke kun en drukkenbolt denne Orsten, så de andre på båden kunne også godt lide ham. Dog bemærkede Elektra at Gorgon når de om aftenen sad og spisete sammen med kaptajnen, for det meste ikke drak af groggen der flød i rigelige mængder om bord, heller ikke bare moderat, som hun selv og Alaria. Tidligt om morgenen på andendagen af deres sejlas, var Elektra stået op ved daggry for at fodre en utålmodig, højlydt skrålende og skrup sulten Ibenholt, da en stemme sagde bag hende, "Hej Elektra, rart at se dig igen, fin ravn du har der". Elektra vendte hovedet fra fuglen hun sad med på skødet og kiggede op i et par smilende skrå elverkvinde øjne, det var en gammel bekendt, den omvandrene goblin eskpert Shalellu Andosana, der havde hjulpet dem med at stoppe goblinerne i at overfalde den lille kyst by Sandpoint. Gensynsglæden var stor og Elektra benyttede straks lejligheden til at prale med sin nye kendis status i Magnimar samt at fortælle om hvad der var hændt gruppen siden de sidst sås. Shalellu der var en opmærksom lytter og et behageligt selskab, blev snart en fast samtale partner, når Elektra trænede med Ibenholt eller når hun bare sad og kiggede ud på det øde slettelandskab de sejlede igennem. Det viste sig at Shalellu også skulle til Fort Rannick som de andre, så de blev enige om at følges, når de nu alligevel skulle samme vej. På fjerde dagen for rejsen nåede skibet til den første by, en lille landsby bestående af bjælkehytter beliggende imellem en stor skov og floden. Byen hed Wartle og ernærede sig primært ved at sende friske træstammer ned ad floden til Magnimar, samt garve og sælge de skind som jagt i skoven gav, dog var der også et par fiskerbåde og en samling mindre fladbundede hyttefade, til transport ind i marsklandet på den modsatte side af floden fra byen, hvis man skulle jage fuglevildt. De lagde til ved Wartle sidst på eftermiddagen og da det blev aftensmads tid spurte kaptajn Orsten om de ville med på beværtning, for han kendte et godt sted hvor øllet både var godt og billigt, det ville de alle sammen gerne, ja alle undtagen Shalellu der fortrak at blive ombord. Den beværtning som Orsten kendte viste sig at være det lokale stamsted og ikke så snart var de kommet inden for døren før en stor rå skovhugger type begyndte at brokke sig over "hvad det var katten havde slæbt ind" Elektra der ikke var vandt til denne behandling tryllede lidt sommerfugle i forskellige farver frem, som hun så lød kredse som en lille glorie omkring hovedet på den brovtne skovhugger, bare for at lette lidt på den noget trykkede stemning. Det viste sig imidlertid at være en uheldigt gerning, for i stedet for at bløde lidt op på stemningen skete der snarere det modsatte. Den rå børste sprang op fra sin plads og gik med løftet hånd hen mod Elektra. "Skal sådan en lille trylle tøjte komme brasende her i min kro og forstyrre ordentlige folk" braldrede han op og var næsten henne ved hende, da Gorgon gled ind foran hende og placerede et enkelt knytnæveslag rent på kæben af skovhuggeren, der et øjeblik så forbavset ud, hvorefter han faldt bagover og gik ud som et lys. Elektra ændrede straks sommerfuglene til småfugle, der kvidrende fløj rundt om hovedet på den besvimede børste, til stor morskab for gruppen der fnisende fandt sig et ledigt bord, imens nogen af de lokale bar den knockoutede ud af krostuen. Resten af aftenen forløb fredeligt, øllet var ganske godt og der blev serveret en saftig og mør dyreryg til, stegt med løg og friske nødder, tilbehøret var bagte pastinakker, groft brød og en skøn æblekompot. På vejen hjem, da kroen var lukket, gik Alaria og Eletra forrest arm i arm sammen med den tavse Gorgon, et stykke bag dem slingrede de to dværge afsted med Orsten imellem sig, de var alle tre godt fulde og dværgende skråle vedmodige hjemstavns sange imens de hankede godt op i kaptajnen, der dårligt kunne gå og havde fået hikke. Bagerst gik Urgar for sig selv og skulede som han havde for vane. Da de kom til båden hørtes der et kvindeskrig ude i mørket ovre fra den anden side af floden, "det lød som Shalellu" sagde Alaria. Elektra løb straks over til den plads hvor elverkvinden plejede at sove, "hendes ting er her stadig, men Shalellu er væk" råbte Elektra ophidset til de andre. " Der er våde fodspor på dækket ved hendes plads," bemærkede Gorgon og pegede på nogle mørke pletter på dækket, der efter nærmere undersøgelse var spor af flere sæt fødder med svømmehud imellem tæerne. Dværgene stod og så desorienterede ud Alaria stod ved rællingen og spejdede ud i mørket, Urgar begyndte at fremsige en formular, Elektra rodede i sin rygsæk og tog en brændene fakkel frem. Urgar var færdig med sin formular han havde fremtryllet en lille gennemsigtig kugle som han sendte afsted over floden, men så snart den kom ind i mangroven på den anden side blev det for mørkt til at han kunne se noget med den. Vi låner det der hyttefad", råbte Alaria og sprang på land igen og løb over mod det nærmeste hyttefad Gorgon fulgte hende. Elektra sprang op på rælingen sagde en formular og sprang ud over kanten, alle forvendtede at høre et plask men det kom ikke, istedet så de hende flyve lige over vandoverfladen hen over floden. Urgar fremtryllede uglebriller og bagefter sagde han også en flyve formular. Alaria og Gorgon hjalp hinanden med at få de drukne dværge sikkert ombord i det lånte hyttefad og begyndte at stage sig over floden Maegar fik sit skjold til at gløde så det kunne lyse for dem der ikke kunne se i mørke som han og Dega kunne. Urgar fløj alt hvad han kunne for at indhendte Elektra der nu kun sås som en lysende grøn prik langt inde i mangroveskoven. "Nuvel Elektra hvad er din plan?" tænkte jeg, imens jeg fløj i den retning Shalellus skrig var kommet fra. 1: Det er vigtigt at kidnapperne ikke forsvinder i sumpen, så jeg vil se om jeg kan spejde dem ud. 2: Jeg er højst sandsynligt ikke stærk nok alene så der er ingen grund til at gå i kamp før vi er samlet og jeg kan altid slippe væk ved at gøre mig usynlig og flyve højt, hvis det skulle vise sig at de har kaste eller skyde våben. 3: Det ville være fikst at kunne forsinke kidnapperne ved at trylle lidt, hvilket jeg ikke kan når jeg er usynlig, derfor venter jeg til i sidste øjeblik med det. Således var min tankerække og jeg aktiverede den medaljon jeg bar skjult under tøjet. Endelig kunne jeg se hvad det var, der havde kidnappet Shalellu, fem mørkegrønne, menneskelignende, oprejst, gående, tudser med vorter og det hele, en af dem bar en sprællende Shalellu over skuldreren. Jeg stoppede min fart og fremsagde en formular, guldstøv spredte sig over de fæle tudsefolk og tre af dem begyndte at gnide sig i øjnene, ingen af dem så ud til at have kaste/skyde våben så jeg gik igang med den næste formular, idet samme dukkede Urgar op i luften skråt bag mig, han gik straks igang med at fremsige en formular. Pludselig kom der forstærkning til tudserne nede på jorden, tre nye tudser med kastespyd dukkede op, dette var ikke godt. jeg lod den flammende sfhere jeg havde forberedt falde på en af de nye og så til min skræk at den ikke tog så meget skade af den som jeg havde håbet. Idet samme kom Gorgon springende ind i lysningen klar til at uddele bøllebank, eller det ville han havde været, hvis ikke hans ene fod havde ramt en lian, der som en snare strammede til om hans ene ankel og trak ham op i et træ, så han hang og dinglede med hovedet ned af. Urgar aktiverede en forvirrings formular, den ramte tre, en af dem var allerede blindede af mit guldstøv de forvirrede tudser begyndte at slå løs på alt levende, der var i deres umiddelbare nærhed, inklusiv Shalellu, de gik nærmest bersærk. Et kastespyd svirrede i luften lige forbi mit øre, jeg skabte et beskyttende skjold forand mig selv, men blev alligevel ramt lige bagefter af et nyt kastespyd, det gjorde avs. Gorgon forsøgte at komme fri af lianen, det lykkedes ikke for ham. Ud af øjenkrogen så jeg Urgar sende en kæmpe ildkugle afsted, den bragede igennem lysningen Gorgon nåede lige at flytte sig, men han fik vist svedet hårende af den fastholdte ankel, anderledes gik det for stakkels Shalellu der blev brændt af, med samme styrke som tre af kidnapperne. "Den mand er jo livsfarlig," nåede jeg lige at tænke før endnu et spyd flåede mig til blods, nu ville det virkelig være skønt at se dværgene og Alaria, men de var stadig i gang med at kæmpe sig frem igennem den tætte mangrove. Jeg var pine død nød til at lave en taktisk retrete, så jeg flyttede min ildssfhere hen på den nærmeste med kastespyd og fløj op over trækronerne. Jeg nåede lige før min exit, at se at en af de vortebefængte var begyndt at slå på den ophængte Gorgon der stadig ikke kunne komme fri. Jeg fløj diagonalt til den modsatte side af hvor jeg var før og drak en flaske med livsvand før jeg dukkede op igen, nu måtte jeg bruge min mest voldsomme formular hvis ikke det her skulle gå galt. Imellemtiden havde Urgar kastet endnu en forvirrings formular, så en fra tudsefolket var endnu en gang gået amok på Shallellu, der bare lå helt stille og tog imod slag efter slag efter slag. To andre var kommet op og slås med hinanden, resten forsøgte at få ram på Urgar og Gorgon, en messen hørtes i baggrunden. Jeg affyrede mit kraftigeste våben, et stort kuglelyn der gnistrende ramte fire tudser, to faldt om, endelig. Men nu trådte en ekstra stor og fed tudsemand ud af skyggen han bar på en mindre træstamme og han stirrede olmt på mig, han mumlede et par ord gjorde en bevægelse, som om han stak luften foran sig selv en lussing og jeg mærkede en klam tudsehånd på størrelse med mit hoved der stak mig en kanon ørefigen med svømmehud og det hele, smask sagde det, Gorgon hang nu besvimet fra sit træ. Endelig dukkede Maegar og Alaria op og med deres hjælp, samt på falderebet en noget forpustet indsats fra Dega, fik vi langsomt men sikkert nedkæmpet de slimede kidnappere, indtil der kun var den store fede shaman tilbage og netop som jeg skulle til at affyre en frisk salve af mine magiske sølv missiler, begyndte hans hud at boble og pludselig eksploderede han i hundredevis af bittesmå, mellem og alm. størrelses tudser der straks hoppede i hver sin retning og snart forsvandt i sumpen, ikke en gang hans stav lå tilbage. Gorgon blev hjulpet ned fra træet og kom sig forbløffende hurtig med lidt hjælp fra Maegar, Urgar så slidt ud og jeg var heller ikke selv i total topform, men Shalellu, stakkels Shalellu, der havde benene bundet sammen og overkroppen snørret ind i en lædersæk, så efter endt udpakning mildest talt ikke godt ud. Hendes hoved var en blodig klump og der var sodsvedne mærker på langs den ene side af hendes krop, hun var en død elver, det var hvad hun var og jeg bar hendes lig tilbage til Flodens Dronning med sorg i hjertet. Inde på kajen var der en lille vred forsamling af byens borgere, som kaptajn Orsten forgæves forsøgte at berolige, men da de så Gorgon dukke op på kajen var det ligesom gassen gik lidt af ballonen. Alaria fandt hurtigt den mand hvis hyttefad vi havde lånt og betalte ham fem gp som tak, han takke og bukkede benorvet over de mange penge og gemytterne faldt til ro og gik hver til sit. Kun Orsten surmulede lidt over om vi skulle sejle rundt med et stinkende lig, men jeg gav Shalellu min Sihedron medaljon om halsen og sagde at den ville holde hende frisk så længe det var nødvendigt.

Thursday, August 13, 2009

Chaotic Alignments

Ansporet af de seneste begivenheder i vores kampagne og tidligere kampagners erfaringer, vil jeg gerne drage jeres opmærksomhed mod nogle sjældent læste passager fra regelbogens "Descriptions" afsnit:

"Chaotic Good, “Rebel”: A chaotic good character acts as

his conscience directs him with little regard for what others

expect of him. He makes his own way, but he’s kind

and benevolent. He believes in goodness and right but has

little use for laws and regulations. He hates it when people

try to intimidate others and tell them what to do. He follows

his own moral compass, which, although good, may

not agree with that of society.

Chaotic good is the best alignment you can be because it

combines a good heart with a free spirit.

Chaotic Neutral, “Free Spirit”: A chaotic neutral character

follows his whims. He is an individualist first and

last. He values his own liberty but doesn’t strive to protect

others’ freedom. He avoids authority, resents restrictions,

and challenges traditions. A chaotic neutral character does

not intentionally disrupt organizations as part of a campaign

of anarchy. To do so, he would have to be motivated

either by good (and a desire to liberate others) or evil (and

a desire to make those different from himself suffer). A

chaotic neutral character may be unpredictable, but his

behavior is not totally random. He is not as likely to jump

off a bridge as to cross it.

Chaotic neutral is the best alignment you can be because

it represents true freedom from both society’s restrictions

and a do-gooder’s zeal.

Chaotic Evil, “Destroyer”: A chaotic evil character does

whatever his greed, hatred, and lust for destruction drive

him to do. He is hot-tempered, vicious, arbitrarily violent,

and unpredictable. If he is simply out for whatever he can

get, he is ruthless and brutal. If he is committed to the

spread of evil and chaos, he is even worse. Thankfully, his

plans are haphazard, and any groups he joins or forms

are poorly organized. Typically, chaotic evil people can be

made to work together only by force, and their leader lasts

only as long as he can thwart attempts to topple or assassinate

him.

Chaotic evil is sometimes called “demonic” because demons

are the epitome of chaotic evil.

Chaotic evil is the most dangerous alignment because it

represents the destruction not only of beauty and life but

also of the order on which beauty and life depend."

En nærlæsning af CN og CE burde gøre det rimelig klart for alle at CN characters på ingen måde er fritstillede til at gøre som det passer dem. De er frihedssøgende, antiautoritære og selvstændige. De er ikke drevet af andres moralske værdier og synes ikke de skal stille sigselv i anden række til fordel for andre. Men de er heller ikke skrubbelløse dræbere eller destructive kræfter. Den rolle tilfalder CE characters.

I langt, langt, langt de fleste tilfælde vil en frihedssøgende eventyrer med chaotic tilbøgeligheder faktisk være CG... Dette skyldes dels kampagnernes forudsætninger og dels de i flest af os indbygede moralske forudsætninger. Vores helte gør gode gerneninger og er i sidste ende oftest villige til at ofre deres liv for andre (selv fremmede de intet skylder). Det kan være vi rationaliserer over for os selv at "det gider min character ikke" eller "så skal der fandeme også guld på bordet" men i sidste ende går vi alle op til dragen og prøver at besejre den selv om vi ved at vi risikerer at knække nakken på det. Oftest gør vi det fordi vores moral faktisk digtere at det skal vi gøre fordi vi er de eneste der kan hjælpe de svage og underkuede og derfor er CG det reele alignment vores character spilles efter når vi spiller chaotic.

Enkelte af os går op imod dragen fordi vi vil prøve os selv af og føler os mere i live, når vores liv virkelig er på spil... dette motiverer ofte en CN character til at tage drage kampen. Men CN characters er ikke galninge eller skrubbelløse dræbere. Den rolle tilfalder stadig CE.

Grunden til at det er vigtigt at pointerer dette er at man som spiller ofte bliver græbet af "galskaben" når man spiller CN og nemt kommer til at krydse grænsen til CE. Evil alignments er ikke tilladt i indeværende kampagne. De er en destructiv kræft, som ikke harmonerer med de overordnede målsætninger i kampagnen. Derfor er det vigtigt at skellet mellem CN og CE holdes klart for øje. Dette mener jeg stiller store krag til at spille en CN character i en good kampagne og jeg vil derfor anbefale at de characters, der har CN characters overvejer, om CG ikke var et mere passende og harmonisk alignment i forhold til eventyret og partyet.

Tuesday, August 11, 2009

The Hook Mountain Massacre


På onsdag går vi igang med The Hook Mountain Massacre. Dette eventyr byder på gruopvækkende vold og en helt ny type udfordringer for jeres helte.
Ved denne lejlighed vil I også blive præsenteret for et nyt og forbedret Harrow system.

Friday, August 7, 2009

1. - 5. Neth, 4708 AR

Vi undersøgte de dræbte skinsaw mænd, de var alle i besiddelse af yderst vellavede og sindsygt skarpe war razors samt disse masker, som alle så ud til at være syet af menneskehud, og alle maskerne udtrykte forvredne, groteske og rædselsvækkende gengivelser af det menneskelige ansigt, hvis et ansigt altså bestod af flere forskellige lapper og var sammensyet med grove sting på kryds og tværs. På nær Ironbriars, der var lavet af, en lang strimmel, syet sammen i en spiral. Vi fandt også en mithril skjorte, der så ud til at være Alarias størrelse, samt 220,- gp. Vi undersøgte resten af savmøllen, den viste sig at være en ganske almindelig savmølle med tilhørende store maskiner til forarbejdning af træstammer i alle størrelser. Efter endt undersøgelse besluttede vi hurtigt at det eneste rigtige var, at vende tilbage til Sejlenes Hus og Sabriyya. Hun tog venligt imod os og vi fortalte hende hvad vi havde oplevet og gjort. Vi viste hende vores fund, bøgerne, maskerne, våbenene det hele. " Hm....det er godt nok en utrolig historie, jeg må vist hellere sende et par mænd ud og undersøge om alt er, som i har fortalt, men hvis i taler sandhed så ser det ud til, at i har købt jeres dværgske venner noget ekstra tid" sagde Sabriyya og forlod rummet hvor vi havde siddet og beskrevet aftenens hændelser. Ti minutter senere kom hun tilbage med et stort fad med brød, pølse og ost samt en kande frisk vand. Der gik vel en lille time så dukkede der en ung varisisk mand op i døren, " den er god nok frue, Ironbriar og 11 andre kultister ligger døde øverst oppe i den Syvende Savmølle og der er spor efter både kamp og rituelle handlinger," sagde han kortfattet og gik sin vej. "Nuvel....hvad har i så tænkt jer at gøre nu?" spurte Sabriyya og kiggede spørgende fra den ene til den anden af os. Jeg tog ordet. "Hvis det ikke er for meget at forlange frue, ville jeg gerne blive her og holde lav profil, et stykke tid," jeg sendte et par store våde hundeøjne i Sabriyyas retning. " Fra en variser til en anden, selvfølgelig..bliv så længe du har lyst Elektra," sagde Sabriyya nådigt og vendte sit blik imod Miro og Alaria, jeg pustede lettet luft ud jeg ikke havde været bevidst om, at jeg havde holdt tilbage. "Vi vil se om det er muligt at besøge Dega og Maegar i fængslet, i morgen" sagde Miro. Alaria nikkede samtykkende. "Det er en god plan," sagde Sabriyya bifaldende, også jeg var enig. Den nat i Sejlenes Hus, sov vi alle tungt, så snart vores hoveder ramte puden. Næste morgen tidligt, efter en hurtig morgenmad drog Miro og Alaria af sted til fængslet, jeg blev som planlagt i Sejlenes Hus og da jeg ikke viste, hvad jeg ellers skulle lave, gav jeg mig til at studere den smukke mørkebrune læderindbundne bog med de forgyldte nedpunslede mønstrer og snørklede bogstaver der hed "The Syrpents Tane", som vi havde fundet på Ironbriars kontor i savmøllen. Det var en sær og snirklet fortælling om nogle store krigskolosser skabt af nogle frygtede fe-væsner kaldet "de ældste", skrevet på en sirlig, men underlig gammeldags måde. På versefødder beskrev bogen disse enorme væsner, så store var de, at de kunne smadre hele slotte med de bare næver, disse kaotiske kolosser var alle lavet af forskellige elementer eller naturmaterialer som ild og horn eller planter og sten, og de enorme monstrøsiteter væltede altså rundt og hærgede på livet løs, under noget der blev kaldt Tretusind Års Krigen. Der var ingen tvivl om at dette var en smuk, gammel og meget værdifuld bog, med sine udsøgte illustrationer, kønne krøllede bogstaver og velbevarede stand, men indholdet var og blev en højst besynderlig beretning. Miro og Alaria havde ikke drømt om at det kunne tage så lang tid at komme til at se Maegar og Dega, de troede at enten kunne det lade sig gøre eller også kunne det ikke lade sig gøre, men det tog en krig af tid og udfyldning af diverse formularer. Endelig tidligt på aftenen blev de vist ned til den celle, som dværgene opholdt sig i. Det var et trist syn der mødte dem, de ellers så statelige brødre sad på en lille beskidt dynge halm kun iført lændeklæder med ludende kropsholdning, de var blege nærmest grå i kuløren og smudsige. De havde mørke rander under øjnene og deres ellers enormt velplejede, blanke, bølgende skæg, hang nu mat og tjavset fra deres kinder og hage. " Ved den fjertende ende af en sort drage, det var på tide i dukkede op," brølede Dega og sprang op fra halmen. "Abadar være priset, sandelig siger jeg jer, at i er et kærkomment syn" klang Maegars malmfulde røst, osse han sprang op fra halmen og gik dem i møde så godt han kunne for tremmerne. "Hvordan er det i ser ud!"udbrød Alaria forfærdet."Shhyyy....sådan ser dværge ud...uden tøj på," tyssede Miro og så strengt på den unge variserinde. "Iiiihh...det er ikke det jeg mener" sagde Alaria og blev rød i hovedet. "Deres hud er jo helt..helt grå...skægget er mat og...og" stammede hun forfjamsket. "Alaria har ret vi har set bedre dage," klang det fra Maegar. "Høh...ja det ved Abadar...vi har hverken fået vådt eller tørt i al den tid vi har siddet her og kukkeluret," brokkede Dega og skulede bistert mod udgangen og vagternes lille vagtstue. "Har i INGEN mad fået i næste 3 fulde dage," nu var det Miros tur til at lyde forfærdet. "Nej ikke en krumme," sagde Maegar og rystede bedrøvet på hovedet. "Heller ikke en lille skål havregrød eller et par æbler," spurte Miro bestyrtet og rystede vantro på sit lille kønne hoved. "Nixen og heller ingen vand, for slet ikke at tale om ØØØØL," brølede Dega (det med øllet blev råbt i retning af vagtstuen). "Jam....jam....jamen det kan man da ikke....man må da ikke sulte folk bare fordi de er i fængsel," Miro var dybt rystet. "Vi har ikke engang noget mad med, vi kan give jer." Sukkede Alaria og kiggede fortvivlet ned i gulvet. Så fortalte Miro og Alaria hviskende de to dværge, om Sejlenes Fyrstinde og savmøllen. Da de var færdige med deres beretning var begge dværge tavse et lille stykke tid, så sagde Dega, "det var flot klaret, jeg er stolt af jer, sig det også til Elektra," han sendte dem et lille skævt smil. "I MÅ!!! få os ud her fra, gå til Abadars tempel og bed om en jura kyndig præst, giv beviserne til rette vedkommende, så skal det hele nok gå," sagde Maegar fortrøstningsfuldt og smilede opmuntrende til dem begge. "Se om i kan skaffe os noget mad i mellemtiden og helst også lidt øl," brummede den stærke Dega og kiggede (for første gang i sit liv) bedende på de to udenfor tremmerne. "Selvfølgelig...vær tapper," sagde Alaria henvendt til Dega. "Vi må gå nu, jeg går til Abadars tempel straks i morgen tidlig, før første morgenmad," sagde Miro og vendte sig for at gå, Alaria gik med. " I MORGEN !!! I MORGEN ER DET MÅSKE FOR SEEENT!!!!" hørte de Dega hyle op bag sig, da de gik ned ad gangen. De to brave venner slog et slag om vagtstuen før de forlod fængslet her sad en enlig vagt og halvsov med stolen vippet tilbage imod væggen og fødderne oppe på et bord. "Er det her nok til at købe de to dværge lidt aftensmad?" spurte Miro og lagde en lille stabel med 5 guldstykker på bordet ved siden af vagtens støvlebeklædte fødder. Vagten åbnede det ene øje på klem og kiggede på guldet."Nej" svarede han og lukkede øjet i igen. "Det behøver ikke at være noget særligt, bare et brød til hver og måske en kande øl," forsatte Miro og lagde endnu en stabel med 5 guldstykker på bordet. "Desværre" sagde vagten surt og skulede endnu en gang til guldet på bordet. "Hvad så med vand, lidt havregrød og et par æbler?" blev Miro ved og fordoblede guldet på bordet. "NEJ, har jeg jo sagt!!!" nu så vagten vred ud. "Måske har jeg noget du kan bruge" smiskede Alaria kælent og gik helt hen til ham, hun stak sine små men yndige bryster, helt op i ansigtet på ham samtidig med, at hun strøg ham blidt på indersiden af låret. Et kort sekund kiggede vagten sultent ned i Alarias kavalergang, så reagerede han som om han havde brandt sig, flåede sine ben til sig og sprang op fra sin stol. "Jeg har fået strenge ordre på, af selveste Ironbriar, ikke at give de morderiske dværge hverken vådt eller tørt og forsvind så herfra inden jeg tilkalder by garden!" "Så...så det var jo bare en forespørgsel," sagde Miro forskrækket og tog sit guld, Alaria så på en gang både fortørnet og lettet ud. "UUUD!!!....NUUU!!!" Brølede vagten og pegede hidsigt på døren. Nedtrykte gik de tilbage til Sejlenes Hus. Da Alaria og Miro kom tilbage til Sejlenes Hus mødtes de med Elektra og fortalte hende hvad de havde oplevet i fængslet og Elektra var rystet over deres beretning. Den aften kunne ingen af dem nyde deres aftensmad, som ellers bestod af en virkelig lækker stuvning med frisk bagt brød til at dyppe. Elektra fortalte efter aftensmaden om det besynderlige eventyr hun havde læst i den smukke bog og de funderede alle lidt over, hvem der mon havde skrevet så sær en fortælling. Ydermere kiggede de lidt i Ironbriars journal, men selv om Miro var ganske ferm til mange forskellige sprog og der i blandt elver runer, kunne han ikke tyde denne journal, det var som om den var skrevet i en slags kode sagde han, men de bestemte sig til at tage den med til templet og fremlægge den som bevismateriale alligevel, sammen med brevet fra "the Wanton of Nature's Pagan Forms" de havde fundet på Aldern Foxglove og journalen samt skødet med den underlige klausul, som de havde fundet i det hemmelige rum i Foxgloves hus her i Magnimar. Som sagt så gjort; ved daggry den næste morgen stod Miro og Alaria op og begav sig til Abadars tempel, Elektra der skulle holde lav profil, gik i seng igen og nappede en ekstra lur, efter at hun havde forvisset sig om, at de andre havde alt med og kom vel afsted, først ved nitiden stod hun for alvor op, pakkede sit grej og tullede derefter formålsløs og ganske rastløs rundt imens hun vendtede på at de andre skulle komme tilbage. Hun var en handlinges kvinde og det passede hende dårligt at skulle forholde sig passivt, men der var intet hun kunne stille op på nuværende tidspunkt, tilsidst gik hun til Sabryya og spurte om der dog ikke var et eller andet hun kunne være behjælpelig med, da hun var ved at gå ud af sit gode skind af alt den inaktivitet. Sabriyya satte hende til at hjælpe med rensning og udskæring af grøntsager der skulle bruges til aftensmadens store lækre tærter. Hen på eftermiddagen kom Sabriyya ind i køkkenet og bad Elektra om at følge med sig ind i et lille anretter rum, hvor de kunne være alene." Der står en Abadar præstinde og fire bygardister ude ved hoveddøren, de siger du skal komme ud og melde dig selv til myndighederne," sagde hun sagte og kiggede alvorligt Elektra ind i øjnene. Miro og Alaria gik rask til, op igennem byen imod det Abadarske tempel, der lå ikke så langt fra deres tidligere tilholdskro "Den Gyldne Slange". På vejen passerede de en bager, der netop var ved at tage nybagte luftige hvedeboller ud af ovnen og hans kone stod og dryssede dem med brunt sukker på toppen imens de endnu var varme, så det kunne smelte og give en karakteristisk knasende-sød skal, en fin kontrast til den bløde bolle. Miros tænder løb i vand da duften ramte hans næsebor og hans mave rumlede højt, hans øjne skævede langt efter bollerne, men han blev stædigt ved med at gå i samme tempo, som før og snart var de foran porten til templet. En lettere søvndrukken akolyt med morgenhår lukkede et lille glughul op i porten da de havde banket insisterende på i ti minutter, "I er godt nok tidligt på den, hvad kan Abadar være behjælpelig med på denne årle morgenstund," sagde han og forsøgte at skjule et gab med den ene hånd. " Det er af yderste vigtighed at vi kommer til at tale med en jurakyndig person af Abadar straks, det gælder liv eller død," sagde Miro stakåndet. "Liv eller død," gentog Alaria bekræftende. "Uha da da, kom indenfor," sagde akolytten ironisk og åbnede en mindre dør i selve porten der var beregnet til hurtig passage når hovedporten var stængt for natten. " I må undskylde min mangelfulde påklædning, men vi har faktisk ikke åbent officielt endnu, følg med denne vej." Sagde akolytten og tøffede barfodet over tempelpladsen til en dør der førte ind i det kontor, som Maegar for et par dage siden, havde aflagt sin rapport i. De to venner kunne godt se at akolytten ikke var iklædt det officielle akolyt ornat, faktisk var han kun iført et hvidt lændeklæde og havde nødtørftigt viklet et lyseblåt lagen om sig, som en slags toga. "Nå....hvad er det så der er så vigtigt? At i ikke kan vente til vi åbner, som andre ordentlige borgere her i byen," småmukkede den forsovne akolyt og kradsede sig i hovedbunden så det blonde hår kom til at stritte endnu mere end før. "Jo det drejer sig om vores to venner brødrene Maegar og Dega Glitterhammer, de er sat i fængsel på en falsk anklage og de er ydermere blevet nægtet mad og drikke, i de tre døgn de ind til videre har tilbragt der." Begyndte Alaria. "Ja..så," sagde akolytten lettere uinteresseret. " Jeg må lige indskyde at Maegar Glitterhammer, er præst til den retfærdige gud Abadar, på sjete trin," tilføjede Miro. "Hmm... falskt anklaget siger i, er det noget i kan bevise?" Spurte akolytten mistroisk. " så absolut, det er derfor vi først kommer nu, vi skulle jo lige have beviserne iorden," sagde Miro og så vidste de alt hvad de havde af bevismateriale samt berettede om deres oplevelser til den efterhånden ret interesserede akolyt af Abadar. "Glitterhammer, Glitterhammer, Glitterhammer......jo her er det," akolytten stod og bladrede i nogle arkiverede analer, imens han mumlede for sig selv. "Maegar Glitterhammer, præst på sjete trin, af dværgsk afstamnig, aflægger hermed rapport om følgende begivendheder og indeholdte midler, samt tilskriver hermed et bidrag på osv... osv... ja, jo det ser ud til at stemme altsammen." "Ved i hvad, jeg bliver nok nød til hente den vagthavende præst til dette her, for det overstiger vist mine beføjelser, øjeblik så skal jeg hente fader Hremsfod, han burde være vågen nu." Sagde akolytten og lod de to venner blive alene tilbage i kontoret. Efter et kvarter dukkede akolytten op igen, nu i officiel akolyt dragt og med sig havde han en stor mager præst af chelaxisk afstamning, ligesom ham selv. Præsten var rødhåret med blå øjne og en aristokratisk buet næse med mange fregner på. Han præsenterede sig som fader Hremsfod og gik uden videre dikkedare igang med at bladre i, de for sagen relevante papirer, samt stillede opklarende spørgsmål nu og da til Miro og Alaria. Akolytten forsvandt, men dukkede op igen med en bakke med dampende honnigsødet mynte the i krus og nogle temmelig hårde kiks på et lille fad, der dog blev rimeligt gode hvis man dyppede dem i theen først. Da sagen endnu en gang var fuldt fremlagt, sad fader Hremsfod og trak sig eftertænksomt i den ene øre flip et stykke tid, til sidst sagde han, "hmm....denne sag er kompliceret, jeg må vist hellere tilkalde noget mere kompetent juridisk bistand." Hvorefter han rejste sig og forlod kontoret unden yderligere kommentare. Alaria og Miro udvekslede undrene blikke og især Miro forsynede sig rigeligt fra kiksefadet, akolytten der havde bemærket Miros sult, spurte høfligt om han skulle hente lidt frugt til at slutte af på og Miro takkede taknemmligt ja til tilbudet, hvorefter akolytten også forlod dem. Efter cirka ti minutter dukkede Fader Hremsfod og aklytten op igen, denne gang med en lyshåret præstinde med grå øjenfarve på omkring 40 år, der præsenterede sig som Wen Histani, præstinde til Abadar og expert i jura, samt uddannet advokat af 5. grad, hvilket er det højeste man kan nå. Wen satte sig bag ved skrivebordet og tog en lille urtekniv frem fra en fold i sit tøj nuppede et æble fra det fad akolytten havde stillet fra sig på et lille sidebord og begyndte at skrælle det omhyggeligt, imens hun hørte opmærksomt efter, da Miro og mest Alaria for tredige gang, denne morgen, fremførte deres sag. På et tidspunkt cirka halvejs i beretningen bad hun diskret akolytten og faderen om at tage sig af egne sager, hvorefter de begge forsvandt ud til... hvad de nu skulle. Da de to venner efter endt fremføring begge kiggede forvendtningsfulde på Wen begyndte hun stilfærdigt at tale, "mja... da det gik op for Fader Hremsfod, at selveste Ironbriar står anklaget her i denne sag, mente han at det var bedst, at jeg tog mig af sagen og deri gjorde han viis gerning," sagde Wen og smilede venligt til de to kammerater. "Hvor om alting står, så skal jeg bede jer om at forblive i Magnimar, til sagen har været for en dommer og jeg må yderligere lægge beslag på disse såkaldte skriftlige beviser, men frygt ikke med mindre at denne journal ikke lever op til forvendtningerne, så burde det blive en relativt smal sag at få løsladt jeres venner". "Under alle omstændigheder skal jeg sørge for at de fængslede får både mad og drikke samt deres almindelige tøj tilbage og et par soveskind og tæpper hurtigst muligt. En anden ting... i bliver, hvis i er vidende om dette, nød til at oplyse hvor Elektra befinder sig henne, da det ser ud til at hun er en vigtig brik i dette puslespil. Mit hjerte bankede dobbelt så hårdt som det plejede, da Sabriyya havde givet mig sin besked. "Stille hjerte stille... spring nu ikke ud af mit bryst... tænk Elektra tænk... lad ikke din frygt styre dig nu". "En Abadar præstinde, siger du?" hviskede jeg til Sabriyya "jah Elektra... en Abadar præstinde," responderede Sabriyya. Alle mulige tanker fløj igennem mit hoved, tanker som at Miro og Alaria havde fejlet, at beviserne ikke var tilstrækkelige, at nogen andre måske havde stukket mig, havde køkkendrengen ikke kigget så underligt på mig, jeg så for mig hvordan jeg ville blive halshugget på stejlepladsen, eller hængt, eller det der er værre. "Og... og hun forlanger at jeg mel-melder mig selv," hviskede jeg igen og forsøgte uden held samtidig, at kontrollere min skælvende stemmeføring. "Jah," hviskede Sabriyya tilbage. "Vær tapper, stol på Alaria og Miro, det er ikke første gang de redder dit lydefrie skind, min pige, "hørte jeg en indre fornufts stemme sige. "Nu-nuvel, så gør jeg det, tak for din hjælp Sabryya og... må Desna beskytte mig... farvel...jeg... jeg håber vi ses igen... snart," sagde jeg og sendte Sabriyya et lille blegt smil før jeg drejede om på hælen og løb ned til det rum i underetagen, hvor vi havde overnattet og hvor mine ting var. Vejen til hoveddøren, hvor min skæbne muligvis ventede mig, føltes lang og mine ben var tunge som bly. Det var som om jeg så alting igennem en tunnel eller et rør, alligevel forsatte jeg min tunge gang frem imod hoveddøren ud af Sejlenes Hus.
På flisebelægningen foran huset stod ganske rigtigt en kvinde iklædt Den officielle Abadars dragt, hun havde lyst hår og venlige grå øjne, ved hendes side stod fire af byens gardister og stirrede barsk på mig, da jeg trådte ud på gaden til dem. "Jeg er Elektra Dragonia, jeg melder hermed mig selv til myndighederne," sagde jeg og takkede hemmeligt Desna for, at min stemme ikke skælvede. "Jeg må bede dem om straks at aflevere alle deres våben og andre genstande, som de bære med dem." Sagde den ene af gardisterne bryskt. Jeg rakte ham min rygsæk, trak min bandolier med stjerneknivene og mine wands af og gav ham til sidst mit potions bælte, det eneste jeg beholdt skjult under mit tøj var min sihedron medaljon. To af gardisterne tog et fast greb om mine overarme så jeg kom til at gå imellem dem og så gik vi i et raskt tempo til fængslet. På vejen forklarede Abadarpræstinden mig at hun hed Wen Histani, samt at hun var blevet betalt for at være vores (min og brødrende Glitterhammers) advokat og at det var Miro og Alaria der havde købt hende til os.
Mit ophold i fængslet blev relativt kort, to-tre dage. Wen besøgte mig et par gange og vi snakkede om sagen. Alaria dukkede også op, hun hilste fra Miro og sagde at han i dette øjeblik besøgte Dega og Maegar og at det var lykkedes ham at smugle en flaske øl af den bedste slags med ind. "Det bliver de glade for... især Dega." fniste jeg. Så stak hun pludselig sin hånd ind under sin vams og ud trak hun et lille håndspejl og en af mine redekamme, "Her" hviskede hun, "jeg ved hvor meget det betyder for dig at se ordenlig ud". Hvorefter hun diskret stak tingene ind i min celle. Jeg fik tåre i øjnene over hendes betænksomme gestus og hviskede rørt,"du er den bedste veninde, nogen kunne ønske sig." Hun slog blikket ned, smilede genert og rødmede lidt.
Endelig oprant dagen for selve retsagen, præcis klokken ti kom dommeren ind i retslokalet retsvagterne klappede hælende sammen med et smæld og stod ret, imens vi andre stod op og ventede på at dommeren skulle sætte sig ned som den første. Anklageren, en lille bleg mand med vandede blå øjne, en spids næse og to store fortænder der stak ud af hans mund, også når den var lukket, virkede uforberedt og usammenhængende i sin fremførsel. Hans beviser var mangelfulde og få, han virkede idet hele taget usikker og urutineret. Wen Histani tilgengæld havde ingen problemer med at fremføre det ene solide bevis efter det andet, der talte til vores forsvar og hun gav intryk af at være både rutineret og yderst velforberedt. Så vi blev frikendt i anklagen om mordet på Aldern Foxglove, samt der blev ikke rejst ny tiltale i forhold til drabet på Ironbriar og skinsaw kulten, da vi jo tydeligvis havde gjort byen en tjeneste, samtidig med at vi blot havde forsvaret vores eget liv. Skønt vi muligvis havde brudt et par regulativer om "brug af livstruende magi inden for byens mure" som anklageren kalde det.
Efter retssagen var vi i festhumør og vi inviterede Wen Histani til at fejre sejeren med os på "Den Gyldne Slange", det ville hun gerne og som hun sagde, "Der er foresten også lige et par småting, jeg gerne vil tale med jer om, inden vi skilles." Da vi havde bænket os på kroen og fyldte fade med det bedst kroen kunne servere samt store kander med den lifligeste vin og den mest velbryggede øl stod foran os, tog Wen ordet. Hun fortalte os, at da koden til Ironbrairs journal endelig var blevet knækket, havde bogen afsløret ikke så få interessandte ting. Såsom at Vorel Foxglove var den første ypperstepræst af skinsaw kulten. At kulten havde hjulpet Aldern Foxglove med at bortskaffe liget af Iesha og hendes formodede elsker samt, at Ironbriar på det nærmeste var besat af en kvinde, der holdt til i et gammelt klokketårn, i den del af byen der blev kaldt for Skyggen, og at det var hendes ordre han adlød, "med glæde" som han skrev, når de lavede deres rituelle nedslagtninger af folk. Til sidst spurte Wen om vi havde mod på at undersøge sagen om klokketårnet? for hvis ikke, ville hun bringe det videre til andet steds. I vores sejrsrus erklærede vi alle, at det skulle vi nok tage os af, for vi følte os nærmest uovervinderlige i denne stund. Nå ja, alle undtagen Alaria der påstod, at hun stadig var for svækket til at tage med, Maegar foreslog ellers straks at Abadars lys kunne styrke hende så meget hun behøvede, men hun afslog tilbudet på det bestemteste. Jeg tænkte ved mig selv, om det måske var noget psykisk, hun havde trods alt været lige ved at slå mig ihjel for at beskytte Ironbriar, i den sidste kamp i savmøllen og at blive bragt imod sin vilje, til onde gerninger, kunne jo godt gå ud over selvtilliden.
"The Shadow Clock", blev det gamle forfaldne klokke tårn kaldt, det lå i den del af byen der kun fik et par timers sollys hver dag fordi den kolosale ruin af en bro dækkede for det meste af himlen. Skyggen blev denne del af byen kaldt og det var en samling usle rønner og skure en desideret slum by, skummel og beskidt med utallige forarmede eksistenser, her boede de fattige, de handicappede, de skøre og de lyssky. Elektra kunne ikke lade være med at tænke på hvor priviligeret hun selv var i forhold til disse arme stakler, imens de vandrede igennem slummen. Efter et stykke tid nåede de frem til en lille beskidt plads hvor tårnet stod, det var et firkantet tårn, temmeligt forfalden og hældede skævt til den ene side. Der sad et ur oppe i toppen, men det var forlængst holdt op med at gå og viste nu kun rigtigt to gange i døgnet,nemlig klokken tre om eftermiddagen og klokken tre om natten. Øverst oppe på taget stod der en engel hvis vinger var brækket af så kun et par amputerede stumper stak ud fra ryggen og lige netop gjore det muligt, at identifisere statuen, som en engel. Klokketårnet var temmelig stort, det nåede faktisk næsten halvejs op til til broens underside. "Engang må dette klokketårn havde været en prægtig bygning," Bemærkede Maegar, Dega, Miro og Elektra var også imponerede til trods for tårnets dårlige tilstand.
Vi listede forsigtigt porten op og stak hovederne ind, der var umiddelbart igen levende væsner at se, så de gik langsomt ind i en forgård omkranset af en halvt kolapset mur, inde i gården lå der murbrokker i bunker eller for sig selv der hvor de nu var faldet i sin tid, der var stille, død stille ikke en fugl ikke en vind rørte sig i gården. Der lød et svagt bump og fra en skygge langs den ene side af muren glimtede det kort af lys der rammer blankt metal. Ingen af de fire venner nåede at reagere før en stor krum klinge svingede ud fra skyggen og ramte Miro i brystet, han udstødte en overrasket lyd der hurtigt gik over i en jamren. Frem fra skyggen trådt en ret stor fætter, han var over to meter høj og bredere end selv dværgene, i hånden holdt han en le, han var nødtøftig klædt i en laset kjortel hvor det begge ærmer var revet til tilfældige strimler. Hans ryg havde en stor uformelig pukkel og hans ansigt var fortrukket i et snerrende grin, men der var noget forkert ved ham, han havde ar over det hele og det så ud som om de forskellige dele af hans krop ikke helt passede sammen. Jeg tændte for en flammende sfhere og styrede den ind i bæstet bagfra, den reagerede overhovedet ikke. "Denne fyr er en konstrueret tjener, han er stort set imun overfor magi", lød det højt og klangfuldt fra Maegar. "åh nej", Tænkte jeg og aktiverede min sihedron medaljon. Igen slog det brutale bæst ud efter stakkels Miro, det kløvede ham i to dele. så overkroppen faldt bagover af underkroppen, der blev stående alene i nogle groteske sekunder før den langsomt sank, først ned på knæ og så væltede ned på siden foran overkroppen der stadig lå og fægtede med armene, Miros blod fordelte sig på fliserne ved vores fødder. Maegar hamrede sin hakke i puklen på den fæle tjener der dårlig nok syntes at bemærke det, Dega svang sit adamantine sværd og gav krabaten en grimt snit i benet.
"Vi ses på kroen," råbte jeg til de andre og så gjorde jeg mig usynlig, Den fæle skabning svingede ud efter Maegar og ramte ham hårdt, jeg listede bag om monsteret og samlede stakkels Miros kropsdele op fra fliserne, der var intet jeg kunne gøre for ham nu undtagen at bringe hans lig med os tilbage, dværgende kæmpede bravt, men Maegar var uheldig og blev ramt rigtig hårdt igen og faldt til jorden netop som jeg var nået hen til porten, jeg lagde Miro lige uden for porten fandt en flaske med livgivende vand frem og gik over til den besvimede Maegar. Imens fægtede Dega som en rasende med den hæslige konstruktion af en tjener, jeg tror ikke jeg har set ham gå så voldsomt til værks, så længe jeg har kendt ham, hvilket ikke er så lang tid. Jeg fik slæbt meagar ud til reserne af Miro og fik liv i Maegar ved livsdrikkens hjælp og han gik straks igang med at påkalde Abadars lys, Dega der efter hånden så lidt brugt ud fægtede, fintede og parrerede med stor ildhu, det var måske ikke så kønt at se på, men tilgængæld var det effektivt og til sidst lykkedes det ham da også at få nedslagtet bæstet.

Pludselig dukkede tre mænd op, de kom ud af døren til selve tårnet, de var snavsede og klædt i pjaltet groftvævet tøj i brune eller grå faver, de lignede tiggere."Vi har været spærret inde i tårnet, holdt fangne gode mester dværg," sagde den forreste til Dega og kom ned ad trappen med sine medfanger. " I har reddet os fra en frygtelig skæbne, vi takker jer ydmygst," sagde den forreste og bukke og skrabede sig lidt nærmere, "vi takker ydmygst", "ja ydmygst", sagde de to andre i munden på hinanden og bukkede og skrabede i en uendelighed. Dega som var ham tiggerne talte til kiggede mistroisk på disse tre. "Giv en skærv til en fattig stakkel, gode mester dværg, blot en kobberslante eller to, jeg har ikke spist i flere dage.....åhh jeg arme stakkel, hav bamhjertighed," den forreste rakte sin snavsede hånd ud imod Dega og kom endnu nærmere, "vi er så sultne", "blot en kobberslante" rablede de to andre og rakte også deres hænder ud, mens de kom ganske tæt på. Dega der selv lige havde prøvet at sulte kunne ikke nægte disse usle forarmede mænd et par mønter, men så snart han stak sit sværd i skeden sprang de på ham og væk var de arme tiggere istedet stod de tre af disse sære væsner som vi også havde mødt Foxgloves byhus.
Hudfarvede rundryggede væsner, med muskelsvulmende arme så lange, at de uden at bukke sig kunne røre ved jorden, Et stort hæsligt øje i panden havde de og en stor rund mund, uden læber omkring med sylespidse tænder i, mange tænder. Det værste var dog deres hud, den var så frygteligt arret og halvt smæltet af de utallige brændemærker med runer der fyldte hele deres krop eller ihvertfald den synlige del af den, de bar alle lasede lændeklæder. Maegar kom straks sin broder til hjælp og stillede sig solidt i portens ene åbne døråbning, jeg viste at jeg ikke kunne klare dem i nærkamp så.....længere nåede jeg ikke for nu kom en kæmpe stor metal klokke flyvende oppe fra klokketårnets top "dooooonnnngg" sagde det da den ramte jorden og mig, heldigvis blev det ikke til mere end en solid bule for jeg var heldig at bronzeklokken faldt således at jeg kom totalt ind under dens buede form og derfor "kun" blev ramt af dong digenoten inden i den, men det var ogå slemt nok, jeg skulle ihvertfald lige have det til at holde op med at ringe for mine øre inden jeg var kampklar igen.
Der var en stor revne i klokken som jeg let kunne smuge mig ud af og jeg begyndte at tænke lette tanker og så lettede jeg fra jorden og begyndte at flyve over til et hul i muren jeg havde noteret mig før det kom til kamp. En af disse hæslig væsner fik i kampens hede mast sig forbi Meagar så min plan med hullet i muren var ikke relevant længere og jeg affyrede mine små sølvmissiler, "tjok,tjok,tjok," alle pletskud i brystkassen. Kampen bølgede frem og tilbage i porten de to andre havde forsøgt at omringe Dega og det med held, eller faktisk var det uheld, for dem altså, for nu ihværksatte Dega et hvirvel vinds angreb, den enørede dværg gav sig simpelthend til at lave piroetter på stedet imens han lod sit sværd slice løs på begge angribere, det så bissart men effektivt ud. "tjok,tjok,tjok," endnu tre missiler forløste deres hverv, men nu havde mit offer fået nok og den stak af, hen langs muren og rundt om hjørnet. Maegar hakkede dygtigt løs og en af disse skabninger faldt død til jorden. nu ved jeg ikke om Dega mistede balancen eller hvad men samtidig med at en faldt død til jorden fik den anden held til at plante sit sværd i ansigtet på Dega, ja faktisk gik det ind igennem venstre øje og helt ind i hjernen på den voldsomme dværg, hvor det blev vredet rundt en enkelt gang. Dega ligsom bare slukkede, som når vinden blæser en olielampe ud, puf!....... så blev han stille og sank livløs ned på fliserne.
"NEEEEEEJJJ!!!!!!!" brølede Meagar og kastede sig over Dega banemand med fråde om munden og ild i øjnene, den døde for Meagars hakke inden jeg nåede at skyde på den. Jeg fløj ud for at se efter den der stak af, men det var for sent, den var væk, sikkert forklædt og forsvundet ind i slummen. Jeg fjøj tilbage til ligene af mine venner og Maegar der stod helt stift og stirrerde ned på sin døde bror, imens tårende løb ned ad hans kinder og gjorde hans smukke bølgede mørkebrune skæg vådt. Hans brede hænder knuede så hårdt om skaftet på hans hakke at hans knoer var helt hvide og han mumlde indædt for sig selv," jeg skal hævne dig broder.....ved Abadars lys.....jeg skal hævne dig......om det så er det sidste jeg gør." "ja det er en skam med både Dega og Miro, de var heroisk brave og tapre begge to," sagde jeg indfølt og mit blik blev sløret, men jeg kvindede mig op, for jeg hviste at tiden endnu ikke var inde til gråd og tænders gnissel. "Maegar nu du nævner Abadars lys kunne jeg godt selv bruge et sjat, og den der klokke, hvem hulen kastede den?" Spurte jeg med blid stemme, "det var en kvinde, oppe ved uret, der skubbede den ned," sagde Maegar stille uden at se på mig. " Kom nu bed for mig.....bed for os begge....du er jo selv såret," hviskede jeg mildt. "Er jeg?" Meagar kiggede forundret på mig, så tog han sig endelig sammen og bad om Abadars hjælp til at hele vores sår.
"Jeg vil dræbe den so......den lede kælling....den usle kimær, der har forvoldt så meget ondt," hvislede Maegar ud imellem sammen bidte tænder, med et ryk vendte han sit hoved og stirrede mig ind i øjnene. "Er du frisk på det?....Elektra?" "vi må have en plan", sagde jeg og fløj langsomt rundt i tænksomme små lup to meter over jorden. "ved Desna! jeg har det.....du Maegar tager trappen og jeg flyver op,....så tage vi hende fra to sider samtidig...genialt eller hvad?" Meagar sendte mig et blik som om genialt var temmelig stor overdrivelse, men nikkede dog indvilligende til mit foreslag. Der var hul i taget lige ved siden af englen og igennem det kunne jeg se noget jeg aldrig havde troet jeg skulle se med mine egne øjne. Hendes hår var langt og blå, det bølgede om hende som havde det sit eget liv, hun bar en slangemaske med øjne af smarauder og hendes overkrop bar tøj de var meget tætsiddende og lavet af slangeskind der glinsede i solyset, mens underkroppen var en stor fed slanges underkrop, hun var en lamia og hun bar en stav i den ene hånd. "Døøøø!...fæle slange!" råbte jeg og sendte tre missiler ind i hendes rygsøjle, hun gispede af smerte og vendte sig imod mig. Hun gjorde en bevægelse med hånden og to brændene varme stråler ramte og svitzede min hud, jeg skreg af smerte og flyttede mig fra hullet i taget, aldrig i mit liv havde jeg mødt så voldsom magi, hun var nok det mest magtfulde væsen jeg til dato var stødt på. Hvis jeg skulle overleve endnu et angreb, var jeg nødtil at drikke en af mine flasker med livsdrik, så det gjorde jeg.
Nu dukkede Maegar op på trappeafsatsen bag lamiaen, han mumlede svagt og pludselig flyttede stenene i gulvet under slangkvindens krop sig, hun brasede igennem gulvet og halvdelen af tårnet vældtede efter hende, Maegar nåede lige at bruge sit dimensions hop inden at klokketårnet også tog ham med sig ned. Vi undersøgte brokkerne for liget af lamiaen, men vi fandt det ikke, jeg fløj op og undersøgte det halverede rum i toppen af tårnet, men det eneste jeg fandt var en tæmmelig lang liste med navne og job på en lang række højtstånde folk , nogen var streget over andre ikke, der var observationer af deres daglige gøren og laden, vaner og den slags, selv regenten af Magnimar var opført på den og sågar mit eget navn fandt jeg, men ingen af de andres fra vores lille gruppe. Vi forlod klokketårnet og gik direkte til Abadars tempel med ligene af vores venner og familie, iden hensigt at få dem vækket fra de døde, hvis det var mulig.
Vi mødte Wen i templet og vi viste hende den liste vi havde fundet,"må jeg låne den liste, der er nogen jeg gerne vil vise den til," spurte hun høfligt, jeg nikkede og gav hende den. Vi gik trætte langsomt tilbage til den Gylde Slange, men næppe var vi kommet ind af døren før Wen dukkede op med et par andre præster på slæb. " I er blevet indviteret til audiens hos regenten af Magnimar, kom med, nu med det samme," sagde hun. "jeg er ikke rigtig i humør til det lige nu," sukkede Maegar og satte sig tungt på en bænk ved vinduet, "Sludder og vrøvl med dig, kom kom, afsti afsted," Kvidrede hun opstemt og tog fat i hans arm. Maegar kiggede spørgende op på mig, jeg trak skuldrene op og ned et par gange og tog et par skridt hen imod udgangen, så sukkede Maegar dybt og rejste sig fra sin bænk, "nå ja....hvis det absolut ikke kan vente," mumlede han og vi gik ud af døren, ud på gaden og mod paladset. Lord Mayor Haldmeer Grobaras, regenten af Magnimar,var en umådelig fed mand, der konstant sad med hånden nede i en skål med godter, når han da ikke lige brugte den til at fylde flere godter ind i munden. "Velkommen, velkommen, vær så hjerteligt velkommen kære borgere, det er kommet mig for øre at i har befriet min skønne by for den frygtelige plage der har hærget og raseret samt truet mine bedste borgere med død og pinsel, mit eget inklusiv(her smilede Haldmeer slesk ned til Meagar og Elektra). Imorgen vil i bliver hædret offentligt fra balkonen her i paladset, er der noget i har brug for så sig blot til, jeg skal ikke nægte jer noget." Æhm....ja faktisk så er to af vores venner døde under forsøget, dem vil vi da gerne havde genoplivet.....deres højhed," sagde jeg. "Lad det ske!" sagde Haldmeer og knipsede med fingrene. " Ja....og....øøhm....vi kan ikke med sikkerhed sige, at truslen er helt forsvundet, æhm... for selv om hun fik et halv tårn i hovedet og det med garanti har gjort avs.....så fandt vi aldrig liget af dette slangekvinde væsen, som tydeligvis stod bag disse frygtelige gerninger," sagde jeg spagt. " Det betyder sikkert ingenting lille ven, det skal du ikke bekymre dig om," sagde Haldmeer og smilede igen sit sleske smil. "Var der ellers andet," spurte Haldmeer og kiggede fra den ene til den anden, men inden nogen af dem kunne nå at reagere sagde han, "godt så" og klappede to gange i hænderne. Fem tjenere kom marcherende ind med fem kister, som de stillede foran de to venner. "Dette er en lille beløning, for at vise min taknemmelighed, der er 1000,-pp. i hver, vi ses imorgen," sagde Haldmeer og viftede dem af med hånden, hvorefter han grådigt gik i gang med sine godter. Et par tjener hjalp os hjem med kisterne.

Thursday, August 6, 2009

Sandpoint


Flere af gruppens helte oprinder fra Sandpoint og i den kommende tid vil I resten have lejlighed til at slappe af i den lille indbydende kystby og lære byen bedre at kende.
Derfor vil jeg her dele byens hemmeligheder med jer da jeres characters med rimelighed har lært en del af dem at kende.

Harrowing

Her er et link til de af jer der gerne vil vide noget mere om Harrowings og hvordan de tolkes.