Sunday, July 12, 2009

28. Lamashan - 1. Neth, 4708 AR


Der var stille på Foxglove Manor, roligt... ikke mere denne fortættede ondskab i luften der havde skambidt sig ind i sjælen af familien Foxglove. Tågen var lettet og vi så sollys der skinnede mildt ind igennem vinduerne, da vi alle (forhåbentlig) for sidste gang gik op ad trapperne og ud igennem det engang så prægtige herresæde. Vi satte os ikke på verandaen for den var fuld af døde... normale døde krager, selv om mine resurser stadig var væsentligt begrænsede. Vi vandrede langsomt, hvilket var så hurtigt jeg og Dega kunne. Han så lige så forrevet ud, som jeg udenpå, men jeg tvivler på at han også var lige så forrevet inden i. Og dog, at miste et elsket våben var ikke noget dværge tog let på. Vi gik forbi det der var tilbage af vores heste, jeg sagde en lille personlig bøn over dem alle, men især Shadowmist og befriede ham for sadel og hovedtøj. Jeg følte det var min skyld at de var døde fordi jeg havde bundet dem. Udenfor lågen, satte vi os ned på jorden og begyndte at diskutere hvad vi nu skulle gøre. "Vi må tilbage til Sandpoint, men jeg kan ikke overskue rejsen" sukkede jeg . "Heller ikke jeg " brummede Dega. "Jamen der er da intet i vejen for at vi camperer en enkelt dag" klang Maegars malmklokke og sådan blev det. Vi fandt et sted i læ for vinden imellem en lille bakke og ti træer, her blev der bygget et bål og en gryde blev tryllet frem, sikkert Miros, den bogglade, kønne hafling bevægede sig ikke ret langt uden en af slagsen, men han kunne gå ud over en klippekant, hvis den bog han havde begravet næsen i bare var spændene nok, ja mage til bog glad hafling skulle man lede længe efter. Jeg smed mig på mit tæppe og faldt i søvn, det samme gjorde Dega, vi blev vækket ved solnedgang og fik lidt varm grønsagssuppe, så sov vi igen. Da jeg vågnede næste morgen havde jeg en svag ihukommelse om Maegar der bede til Adabar og Dega og jeg ligger på knæ foran ham, jeg hulker og beder om, at dette mareridt aldrig må kunne ses på mit ansigt eller min krop. I dag føler jeg mig bedre tilpas end jeg har gjort de sidste par dage og er klar til at rejse til Sandpoint. Rejsen går begivenhedsløst og vi dukker op i Sandpoint lidt før aftensmads tid. Vi går direkte til sheriffen og fortæller ham om vores dåd, vi giver ham Alderns afsindige hoved og viser det brev vi fandt på Aldern. Sheriffen kan næsten ikke tro sine egne øre, "Under indflydelse af et sært kult siger i... hmm det lyder godt nok... Lamiaer oprindeligt præstinder til Pharasma, nu forbandede pga. hovmod og falske profetier. Forføresker med delvise dyretræk der lokker mennesker til sig... ja jah, meget vel... i har da vist fortjent den udlovede dusør, men tænk at det kunne ske for sådan en fin mand", brummer han til sidst, nærmest for sig selv. Det var selvfølgelig Miro der viste alle disse ting om denne kult ud fra brevet og han konsulterede da også straks vores bibliotek da vi efter en kort tur i Desnas tempel, vendte tilbage til Den Rustne Drage. Den aften drak dværgene meget øl, Alaria og jeg drak med, men vi kunne selvfølgelig ikke holde distancen og måtte give op længe før dem og tumlede op til det værelse vi delte for at sove. Der var stadig lys hos Miro og hvis man lagde øret til døren ville man kunne høre en stille flippen af tætskrevne sider der bliver vendt. Næste morgen skinnede Miros øjne ved morgen bordet og vi havde dårligt sat os før han begyndte at fortælle."De der Lamiaer ikk?", sagde han oplagt."De gør noget ved de mennesker de får kløerne i, de forfører og fordærver dem indtil de er viljeløse slaver og det viser sig, at der er to grader af dem, med hver deres delvise dyrepræ". Miro smiler, som en dværg med et længe ventet og nyskænket krus øl. Vi bliver enige om at sælge og fordele de værdiger vi tog med ud af Foxglove Manor, ingen ville have den maske, som Aldern havde brugt, den havde for ubehagelige minder med sig, så den blev solgt. Krystal og sølvtøjet beholdt vi med tanke om at bruge det i vores hus på Choppers Isle, når det om en 3 ugers tid ville være beboeligt. Nøglerne regnede vi med passede til Foxgloves hus i Magnimar og ved middagstid var vi rejseklar og købte os en plads på drosjen til Magnimar. Vi rumlede af sted hele dagen og kom til Magnimar hen under aften. I solens sidste lys så vi den største by jeg nogensinde har set, det var en havneby der var delt i to plateauer. En kæmpe gigantisk ødelagt bro gik direkte ud i havet hvor den blev mere og mere smadret indtil der kun var pylonerne tilbage og de fortsatte så langt øjet rakte til havs. I den evige skygge under broen var der et slumkvarter der blev kaldt for Skyggen fortalte Maegar der havde været i Magnimar før. Drosjen stoppede på en stor plads. Midt på pladsen stod der en statue, en Triodea med byens tre skyts guder. Abadar - guden for byer, købmænd, rigdom, rejser, hvile, lov og orden, adel, beskyttelse og jord. Pharasma - gudinde for skæbne, død, profetier, fødsel, viden, healing og vand. Iomedae - gudinde for ære, lederskab, retfærdighed, tapperhed, godhed, lov og orden, krig og solen. Rundt langs kanten af pladsen var der adskillige hestestalde med ringe i murende til opbinding og halvtag til parkering af køretøjer, vandtrug med klart frisk vand og en summen af aktivitet. Over alt sås mænd og enkelte kvinder af forskellige racer der puslede om en hest eller en vogn, gerne imens de snakkede med naboen. "Nå lillebror nu skal det gøre godt at skylle rejsestøvet ned med et velbrygget krus øl", bekendte Maegar gemytligt og dunkede Dega venligt i ryggen. "Forhåbentlig mere end et," responderede Dega med et smørret grin og så gik vi med dværgene forrest hen til en kro ved navn Den Gyldne Slange. Vi fandt os et bord i den travle krostue og bestilte mad og øl til alle, kroen var hyggelig og vi blev hurtigt enige om at blive der for i nat. I løbet af aftenen i kroen var Miro faldet i snak med et par ældre fyre og da han igen sad ved vores bord havde han rystende nyt at fortælle. "De to halvgamle fyre derhenne ved baren er forhenværende byvagter", sagde han og gjorde et diskret nik i retning af barens højre ende. "Hvis vi troede at Sandpoint havde problemer med seriemordere så er det ingenting i forhold til her, over 30 personer er blevet fundet dræbte, med den der stjerne skåret ind i huden, i starten var det kun folk fra Skyggen, men nu er der også fundet flere fra det bedre borgerskab. Det bliver holdt hemmeligt for at der ikke skal udbryde umotiverede lynchninger og ikke nok med det, Elektra du, Maegar og Dega er efterlyste for mordet på Aldern Foxglove". "Ved Desna, fordømt", udbrød jeg harmt og trak hætten op og skjulte mit ansigt, dværgene gjorde det samme. "Altså godt nok, har vi slået ham ihjel!... Men det var vi jo nød til", hviskede Dega olmt og tog sig til det manglende øre, Aldern havde haft held til at snitte det af med sin uhyggelige war razor, i kampen under Foxglove Manor. "De eneste vi ved, der ved alt om vores seneste eventyr er Sheriffen og borgmesteren i Sandpoint", sagde Alaria stille og kiggede dystert ned i bordpladen. "Ja!... men de kender også dig og Miro og hvorfor er i så ikke også efterlyst?" Hviskede jeg tilbage. "Hmm... kan der være noget om... mystisk, meget mystisk" sagde Maegar og glattede sit smukke bølgende skæg, med den ene hånd, man kunne næsten se udefra, hvordan der blev trukket fra og lagt sammen, divideret og ganget i hans hjerne. "Hvad med det hoved af Shaz the Red Shiv, det skal vi jo aflevere hos bygarden for at få vores dusør", skumlede Dega. " Tjah... hvis Miro og du kunne gå derop i morgen, de leder jo ikke efter en hafling og en enøret dværg med et halvt skæg," sagde jeg og smilede uskyldigt. "Perfekt plan," sagde Miro straks på sin charmerende kække måde, Dega så skulende på mig et halvt minuts tid, så sukkede han og nikkede, "I orden.". "Der kan du se, der er ikke noget der er så dårligt, at det ikke er godt for noget" fnes Alaria og stak Dega en albue i siden. "Er det ikke over din sengetid nu! tøs" vrissede Dega og sendte Alaria et gnistrende arrigt blik. "Det er i hvert fald min," sagde jeg skyndsomt og rejste mig fra bordet. Næste morgen efter morgenmaden, da Dega og Miro var tøffet af, kiggede Alaria oplagt på Maegar og mig og spurte, " hvad skal vi så lave?" "Jeg skal en tur i templet", sagde Maegar fromt. Alaria sukkede "Hvad tror du?" sagde jeg skælmsk og blinkede til hende "To tøser alene i storbyen, med masser af penge på lommen, må jeg foreslå at vi shopper", jeg nød at se hendes øjne lyse op. "Den er jeg med på", smilede Alaria tilbage til mig. "Brug nu ikke alle pengene på en gang" klang Maegars malmrøst snusfornuftigt bag os, da vi svansede arm i arm ud af lokalet, jeg vendte hemmeligt øjne ad ham til Alaria, der forsøgte at skjule et fnis og kom til at hoste. Foran bygarden hus var der en plads med et par gabestokke, en galge og et par mands store jern bure der hang og dinglede to meter over jorden, fra et par pæle. På selve husmuren var der opsat en stor træplade, som alle efterlysningerne var sømmet op på. Miro bladrede ivrigt frem og tilbage i dem og fandt også, efter en lille rum tid, den for Shaz, han rykkede den resolut fri af pladen." Psst... se lige her" hviskede Dega og pegede på en, af de nyeste opslag. Der stod," HEKSEN ELEKTRA og hendes to håndlangere DVÆRGENE MAEGAR og DEGA efterlyses af myndighederne i Magnimar, der udloves en dusør på 500 gp for at skaffe dem til veje, døde eller levende". Der var desuden en aldeles vellignende tegning af Elektra og en knapt så vellignende tegning af brødrene Glitterhammer. "Av... for den." Mumlede Miro, "heldigvis ligner du ikke dig selv ret meget", sagde han. "Tror du den går, det er jo ikke så realistisk at du skulle havde nedlagt den vaneforbryder helt alene", brummede Dega nervøst og skulede rundt for at se om der var nogen der interesserede sig særligt for dem, det var der heldigvis ikke. "orrk ja... dit nye look, er helt æhhm... anderledes, selv din egen mor ville have problemer med at..." "Ja tak! Nu vel, så prøver vi," sagde Dega bryskt.

De gik begge, med en flaksende sommerfugl i maven, over den solbeskinnede plads og ind i det kølige hovedkvarter. De blev vist ind på et lille kontor, der lå i forlængelse af vagtstuen, ved siden af skrivebordet var der en dør, som stod åben ind til et rum der bestod af fem celler to på den ene væg tre på den anden samt endnu en dør der var lukket. Der gik en vagt og fejede i en af cellerne. "Og hvad kan jeg så gøre for jer", lød det myndigt fra vagten bagved skrivebordet. "joh... altså vi har fanget ham her" sagde Miro og lagde efterlysningen op på bordet. " Ja så og kan i bevise det?", spurte vagten bag skrivebordet. " Sagtens", sagde Miro og puffede til Dega, der skyndte sig at fiske Shaz’s hoved op af en plettet skindpose han havde båret rundt på i bæltet. Han satte hovedet på hjørnet af skrivebordet, vagten kiggede med væmmelse fra hovedet til Dega og tilbage på Miro, så sagde han over sin skulder "Holger! Kom lige et øjeblik". Ham der gik og fejede stillede sin kost og kom hen til dem, de to vagter talte lavmælt sammen og sendte ind imellem lange blikke til Dega. "Hmm... ja det ser jo ud til at være i orden", sagde ham der ikke hed Holger til sidst og fandt en lille skindpung frem fra en aflåst skuffe i skrivebordet, den indeholdt en dusør på 500 gp. Dega grabsede hurtigt pungen til sig, tog fat i Miro spinkle overarm og begynde at gå, "Mange tak", nåede Miro lige at sige, inden Dega halede af med ham. Tilbage på Den Gyldne Slange så Dega og Miro, Maegar og Alaria sidde ved et bord og spise frokost sammen med en tilsløret Desnapræstinde, de satte sig og Maegar sagde "Må jeg præsentere, Morgana præstinde til Desna", han slog ud med hånden i retning af den tilslørede kvinde. "Vær hilset," sagde Dega og sende sin bror et mystificeret blik." Velbekommen, er der noget ved maden", lød det venligt fra Miro. Alaria undertrykte et fnis og blev rød i hovedet. Morgana løftede sløret diskret og Elektras ansigt smilede til dem, hun blinkede en enkelt gang med det ene øje og lod så sløret falde på plads. "Wow, jeg kunne ikke se det var dig" sagde Miro imponeret, og så fortalte han lavmælt, hvad de havde set i byen. Dega lagde dusørpungen på bordet og Maegar klappede ham på skulderen og sagde "Abadars lys skinner på dig, min ven". Over frokosten blev de enige om at holde øje med Alderns hus resten af dagen, det virkede stille og tomt, men om aftenen kom der lys i vinduerne." Måske kunne du snige dig ind ad køkkendøren og lure lidt?" foreslog jeg til Alaria. "Det kunne jeg måske godt", samtykkede hun. Og så sneg hun sig lydløst, som en kat ind igennem baghaven, hun bevægede sig med bløde bevægelser fra skygge til skygge indtil hun var henne ved døren, alt virkede stadig roligt. Alaria lirkede forsigtigt nøglen i døren og vi så den glide op lydløst, med en smidig hurtighed smøg hun sig indenfor og lukkede døren, et halvt minut senere kom hun ud igen og sneg sig lydløs og næsten usynligt tilbage til os andre. "Der er ganske rigtigt nogen derinde, mere end en så vidt jeg kunne se på skyggerne", hviskede Alaria. "Hvorfor kom du ud, så hurtigt?" Hviskede jeg tilbage. "Jeg så en bevægelse og blev bange for at jeg var afsløret", sagde hun sagte. "Hvad gør vi så nu?" spurte jeg og kiggede spørgende på alle i gruppen. "Hvad med om jeg går om til fordøren og ringer på og beder om at komme til at tale med Aldern?" foreslog Miro modigt. Vi andre tænkte lidt over det, men kunne ikke komme på en bedre ide, så sådan blev det. Miro gik på lette fjed kækt hen og bankede på, døren blev åbnet og han gik indenfor. Kvinden der havde åbnet døren for ham genkendte han straks som Iesha, Alderns forsvundne kone. "Ææhæm... jeg… jeg skulle tale med Aldern F… Foxglove", stammede Miro forvirret. "Et øjeblik, så skal jeg hente ham, bare vent her," sagde hun og viste Miro ind i det nærmeste rum, der viste sig at være en spisestue. Et øjeblik senere kom hun tilbage, sammen med Aldern Foxglove, Miro tabte både næse og mund. "Jaa?... hvad kan jeg gøre for dig?", spurte Aldern høfligt. "Ææhæm... bæh... jeg… jeg.....jeg" stammede Miro totalt perplex, både Aldern og Iesha kiggede begge opfordrende på ham. "Jo altså jeg har en besked til dig fra Sandpoint", fik Miro endelig sagt, "Er det måske et syngende telegram?" spøgte Iesha. "Ja... æh... altså nej... en det er måske bedst... hvis jeg kun siger det til dig, det er fra Elektra," forsøgte Miro. "Elektra? Hvem er det?" sagde Iesha med en anelse syrlighed i stemmen henvendt til sin mand. "Jo... det er en... så!... sig nu blot frem lille ven, jeg har ingen hemmeligheder for min kone" sagde Aldern og smilede servilt til dem begge. I det samme sprang Miro hen til et viduet der vendte ud imod gaden, han kunne se sine venner på den anden side af springvandet, "KOM OG HJÆÆÆLP MIG," råbte han så højt han kunne mod vinduet.

Iesha gik truende hen imod ham og han forsøgte at holde hende på afstand ved at glide langs væggen ud til midten af rummet, hun fulgte efter. Et øjeblik var det som om hun flimrede og så var det pludselig ikke Iesha længere, men en sær skabning med brede skuldre og muskuløse arme der nåede næsten helt ned til gulvet over alt på dens krop var huden overstrøet med runer, der nærmest så ud som om de var ætset ind i dens lyse hud. Midt i panden sad der et enligt øje der stirrede ondt på Miro, med sin ene arm slog den snerrende ud efter ham og blottede nogle ubehageligt spidse tænder, Miro så til sin skræk at også Aldern nu var væk og endnu en af de sære skabninger var dukket op der hvor han havde stået. Ude på gaden hørte gruppen pludselig svagt, men ganske tydeligt Miros stemme råbe om hjælp. Alaria, der havde reflekser, som en kat og kraft som en kænguru, sprang i et kæmpe spring over det lille springvand og et hop til, så stod hun ved døren og gik i gang med at låse op. Netop, som hun havde åbnet døren kom jeg løbende og forsatte ind i huset, der var en lyd af tumult til højre, jeg gik efter lyden og stod i en døråbning ind til en spisestue da Miro råbte "luk øjnene" og idet samme kastede han en håndfuld glitrende støv direkte i masken på det væsens hoved, der før var Iesha. Jeg lukkede mine øjne greb mig til brystet for at aktivere den sihedron medaljon jeg bar skjult under tøjet, bag mig hørte jeg et metallisk... ziiiing... fra Alarias kåre, der blev trukket i hast. Jeg åbnede mine øjne igen og sendte tre små sølvpile i maven på det væsen, der var tættes på. KLLIIIRR, KRASC, KLONK, SMADRE, vinduet, bag det væsen jeg havde ramt, splintredes og ind igennem det tumlede Maegar, som en dværg skudt ud af en kanon. Alaria kantede sig smidigt bag om ryggen på mig og ind i rummet, jeg mærkede en barket hånd på min skulder og jeg blev skubbet til side af Dega, der moslede ind foran mig og svingede vildt med sit sværd. Kampen blev kort og kontant, de kunne simpelthen ikke hamle op med vores styrke, især ikke da den ene var blændet og nådesløse nedslagtede vi dem begge. Efter kampen gik vi på opdagelse i huset og fandt øverst oppe, en pejs, i et soveværelse der havde et smukt løvehoved hamret ud i bronze, som dekoration. Vi undersøgte straks løvehovedet og fandt et lille nøglehul i dets mund, som den anden nøgle, i det bundt Aldern havde på sig da vi slog ham ihjel, passede til. Det viste sig at løvehovedet var af massivt marmor, beklædt med bronze i den ene side sad der to små skjulte hængsler som med nøglens hjælp fik hovedet til at svinge ud af og bag ved var der et hemmeligt rum lige stort nok til de to små pengekister som stod der. Kisterne var heldigvis ikke låst, i det ene fandt vi 2000 platin stykker, i det andet lå der et skøde på Foxglove Manor med en sær klausul og en journal.

2 comments:

  1. Skide godt fortalt.
    Gode detaljer der for historien til at komme godt til live.

    ReplyDelete
  2. Læg mærke til at datoerne i titlen er ændret.

    ReplyDelete