Friday, July 17, 2009

1. Neth, 4708 AR

Klausulen lød, at efter 100 år overgik ejerskabet af hele F.M. plus den tilstødte jord omkring og under, til De Syvs Broderskab. I journalen var der en post der lød "Iesha´s tur til Absalom" og en ugentlig, hver Oathdag, betaling på 200 gp til B.7. ved Den Syvende Savmølle. Pludselig kunne alle i gruppen høre stemmer ude fra gaden, "Jeg så det med mine egne øjne hr. byvagt... pludselig springer der en dværg ind igennem dette vindue og... og så er der lyde af tumult og kamp, som ender i frygtelige smertensskrig". "Ja så! Jeg vil hente forstærkning… straks," lyder en myndig mandsstemme. "Giv mig din hat Miro", sagde Elektra og rakte ud efter forklædningshatten, som Miro gav hende. Hun tog den på og sagde "en... to... Iesha." Elektra bed hovedet af al sin stolthed og forvandlede sig til Iesha Foxglove, Alderns elskede kone, for øjnene af sine venner og løb ned ad trappen, igennem det smadrede trofærum og ud ad hoveddøren. "Det er frygteligt... forfærdeligt kom og hjælp mig" råbte Iesha/Elektra med skinger stemme og løber ned ad gaden lige imod et, netop ankommet, sektion på 10 byvagter. "Nogen af dem stak af," råbte jeg og pegede i retning af den nedre del af byen. Den befalingshavende sendte straks to mand af sted. "I fire går ind i huset, og hvem er de frue?" Sergenten henvendte sig til mig. "Jeg er Iesha Foxglove og det er mit hus der er blevet smadret" sagde jeg så myndigt jeg kunne, vendte om på hælen og løbe efter by vagterne ind i huset. "Vent frue, de må ikke..." jeg hørte ikke mere for jeg var allerede indenfor. "Det var dem her, disse væsner der overfaldt mig" sagde jeg med skælvende stemme og pegede på ligene af de mærkelige enøjede væsner. "Havde det ikke været for de brave dværge, haflingen og varisier kvinden så var jeg helt sikkert død nu", sagde jeg små hulkende, til sergenten der var fulgt efter mig ind i huset. "Så så frue... fortæl mig hvad der skete", "Hr. sergent... vi har fundet disse typer oppe i soveværelset", en af vagterne kom ned af trappen med Maegar, Dega, Alaria i håndjern og Miro, som ikke var i håndjern, bag den gik tre vagter og bar på deres våben. "Var det disse personager, der overfaldt dem frue?" spurte sergenten. " Nej nej, i misforstår, disse brave folk har reddet mit liv", sagde jeg og slog ud med hånden i retning af mine venner. "Virkelig?... disse dværge er ellers eftersøgte for mord", sagde sergenten forbavset, "nu må de fortælle hvad der er foregået her frue". "Jo altså jeg ventede et bud fra min mand, så da det bankede på døren åbnede jeg i den tro at det var buddet, og så væltede to-tre af disse væsner ind i huset og overfaldt mig jeg prøvede at komme væk, men de trængte mig op i en krog og netop, som de skulle til at dræbe mig, kom disse hædersdværge springende ind ad vinduet samt at de to andre helte dukkede op i døren, hvorefter en heftig kamp fandt sted og de dræbte disse to frygtelige uhyre", her bryder jeg hulkende sammen, for at virke chokeret. "Hm… hm og hvem er deres mand frue?" spørger sergenten mistroisk " Aldern... Aldern Foxglove", hikker jeg. "Aldern Foxglove? virkelig... men det er jo ham, som disse dværge er eftersøgt for at myrde." "Myrdet?... åh nej... er min elskede Aldern død, Jam... jamen det kan ikke være rigtigt... han er jo i Sandpoint, på forretnings rejse," jamrede jeg og prøver så godt jeg kunne, at se forfærdet ud. "Hvornår har de sidst set deres mand?" spørger sergenten. "Det… det er vel tre uger siden," siger jeg med skælvende stemme. Sergenten tager sin hjelm af og klør sig lidt i hovedbunden, "hmm... det er en speget sag, i må hellere alle sammen følge med til hovedkvarteret, så vi kan foretage en grundig afhøring," siger han til sidst og tager hjelmen på igen. "Hellere end gerne" siger Alaria," men behøver jeg virkelig være i håndjern?" næh... øh det er vist ikke nødvendigt, ”Wilson! vil du hjælpe den dame," siger sergenten. En vagt træder frem og befrier Alaria, der gnider sine håndled og skærer ansigt. "Hvad med os", siger Dega og rækker armene frem. "Desværre, så længe i er eftersøgt må i finde jer i, at blive håndteret som forbrydere," siger sergenten. Og så begiver vi os alle ned til byvagtens hovedkvarter, som ligger lige ved siden af domhuset, stejlepladsen og arresten.

Tre af os blev ført ind i domhuset og dværgene i arresten. En dommer forhørte os om aftenens begivenheder, men selvom vi blev ved med at fremhæve dværgenes heltemodige indsats, samt deres ærværdige bedrifter i Sandpoint, måtte de blive bag lås og slå. Dommeren spurte også efter "Sigøjnerheksen Elektra", men hende havde vi ikke set siden morgenmaden. Til sidst var forhøret slut og vi trissede lidt modløse op igennem Magnimar i retning af vores midlertidige hjem på kroen Den Gyldne Slange. Cirka halvvejs kom en flok unge mennesker gående imod os, de var i et festligt humør, sådan højlydt grinende og små tjattende til hinanden, de fyldte hele gaden, så vi trak ud til siden. Da de passerede os stødte en af dem ind i Alaria, hun tog sig straks til sit bælte, men i stedet for den forventede manglende pung, fandt hun en lille seddel hvor på der stod "Mød fyrstinden af sejlenes marked, nu!"

"Skal vi gå derned?" spurte Miro med eventyrlysten lysende ud af øjnene. "Det er i den anden ende af byen og i den stik modsatte retning af vores kro, plus det kan være en fælde", bemærkede Alaria tørt. "Tja... men alternativet er, at sidde og mukke på kroen, så jeg syntes vi skal se hvad dette bringer med sig", sagde jeg opportunistisk. "Nuvel, så gør vi det," responderede Alaria og trak på skulderne. Sejlenes marked lå nede ved Magnimars havnekvarter, det var en slags udvidet skibsproviantering bestående af boder og enkelte rigtige butikker, hvor man kunne købe alt lige fra krydderier og silke, til tykke tovruller og sejl i mange farver, samt en del værtshuse og bordeller.

På facaden til et af de største værtshuse stod der, malet med store røde bogstaver, direkte på den gule husmur "Sejlenes Hus." I døren stod der en ung mand nonchalant lænet op ad dørkarmen, "I ønsker" sagde han, da vi stod foran ham. "Vi er blevet inviteret af fyrstinden", sagde jeg og Alaria viste ham den seddel hun havde fået. "I er ventet, følg med" sagde han og gik ind i huset, vi fulgte efter. Vi gik først op ad en trappe, så hen ad en lang svalegang og dernæst ned ad endnu en trappe, til vi stod i et stort kælderrum med mange størrelser tønder på hylder langs væggene, der lugtede godt af vin og æbler. "Vendt her", sagde den unge mand og gik ind i et tilstødende rum bag et forhæng af brede silkebånd og farvede glasperler. Vi kunne høre nogen der talte lavmælt sammen og efter kort tid kom den unge mand tilbage, "værsgo at træde nærmere", sagde han og løftede forhænget til side for os. Vi kom ind i et hyggeligt rum på omkring 15 kvm. i den ene ende, var der langs væggen, en reol med bøger og andre papirer samt en skrivepult, i den anden ende stod der en divan, et lille lavt bord, en fodskammel, en stor lænestol og en mindre, men behageligt udseende stol. Alle møblerne var beklædt med rød silke, væggene var dækket af gule og orange gobeliner og på gulvet lå der et blåt, lilla og grønt gulvtæppe og gnistrede i lyset fra olielamperne på væggene, med motiv af et skib, en søslange og et stormvejr, hist og pist var dejlige bløde silke puder i sort og guld strøet ud med rund hånd. Ved siden af skrivepulten stod der en kvinde af varisisk afstamning, hun præsenterede sig, som Sabriyya Kalmeralm og bad os om at tage plads. På det lille bord stod der, en smukt dekoreret stentøjs kande med klart køligt vand, fem tilhørende kopper og et fad med tørrede dadler, figner og forskellige slags nødder.

"Velkommen! Jeg ville ønske, at det var i lyset af mere glade begivenheder jeg skulle træffe jer, men ak, desværre... jeg må meddele jer, at jeg fra pålidelig kilde ved, at jeres to venner af dværgsk afstamning, ikke kommer til at leve længe i fængslet, højst et par dage måske tre, maksimum!" sagde Sabriyya sørgmodigt imens hun skænkede vand op i kopper, som hun så fordelte blandt os alle fire. "Hvorfor dog det, hvad har de gjort dig", råbte jeg iltert og sprang op fra stolen, som jeg lige havde sat mig på. "Host... sprut", lød det fra Miro der havde haft munden fuld af de lækre sager fra fadet, Alaria dunkede ham i ryggen og gav ham en tår vand. "Ingenting... det er ikke mig der vil dem til livs... jeg er bare… hmm… skal vi sige, yderst velinformeret om det meste der foregår her i byen," Sagde Sabriyya mildt og fortsatte, "så jeg vil råde jer til at gøre noget så hurtigt i kan". "Ja tak... det kan du da sagtens sige... lige nu er de bevogtet bedre end… end, en drageskat!" Sagde jeg stadig ophidset. "Hmm... jeg ved ikke hvem du er, men kvinden du forestiller er død," sagde Sabriyya og så intenst på mig. "Det ved jeg," sukkede jeg og satte mig tungt ned på stolen bag mig, samtidig tog jeg Miros forklædningshat af og løftede mit præstinde slør, så mit eget ansigt kom frem i den bløde belysning. "Aaaaah... Elektra! Velkommen til," sagde Sabriyya skælmsk og smilede til mig.

Vi snakkede sammen en times tid, vi fortalte Sabriyya om vores oplevelser med Aldern og Foxglove Manor, vi viste hende brevet, som vi havde fundet på ham og Miro fortalte om Lamia-kulten, men Sabriyya kunne ikke hjælpe os som sådan, grunden til at hun havde tilkaldt os var fordi hun ikke brød sig om, at denne sorthårede elvermand ved navn Ironbriar, der var en højtstående embedsmand indenfor lov og orden, tillod sig uden nogen som helst beviser, bare på sit glatte elverfjæs at udstedte en arrestordre, på mig og brødrene Glitterhammer. "Hvem bliver mon den næste uskyldige, der skal arresteres og hænges, bare fordi man er en torn i øjet på denne såkaldte ’Chief Justice’?” sagde Sabriyya harmdirrende. "HÆNGES!... tror du virkelig de bliver HÆNGT," udbrød Alaria forfærdet. "Ja selvfølgelig, der stå jo død eller levende på opslaget, det skriver man da ikke for sjov," sagde Sabriyya. "Hvad nu hvis vi får fat i en god advokat, en der kan hjælpe os?" Spurgte jeg. "Nææ… det vil ikke hjælpe at trække sagen i lang drag, så bliver dværgene bare til, døde ved uheldige omstændigheder imens de var i byens forvaring, tro mig... det er sket før," sagde Sabriyya og smilede grumt. "Hmm... det eneste spor vi har, er det med Den Syvende Savmølle," sagde Miro eftertænksomt. "Den ligger ude på Khyvers Isle, jeg kan godt få et par mænd til at vise jer hvor det er," sagde Sabriyya tjenestevilligt.

Og sådan blev det, den unge mand fra døren og en af hans kammerater fulgte os ud til savmøllen, tog høfligt afsked og der efter gik deres egne veje. Det var en høj savmølle på tre en halv etage. Den lå på en ø i en flod der gik igennem byen, sammen med en snes andre vanddrevne møller. Der var ingen døre eller vinduer på denne side, men jeg havde en plan. Jeg tog et reb op fra min rygsæk, lukkede øjnene og begyndte at koncentrere mig "lad månen lyse, lad solen skinne, men lad ingen se denne kvinde," og med et næsten uhørligt blop forsvandt jeg. Så begyndte jeg at tænke lette tanker, "vind, fjer, skum, sejlede måger og poppelfrø der driver i vinden." Tænkte jeg og mærkede hvordan jeg følte mig lettere og lettere, til sidst åbnede jeg mine øjne og så fløj jeg op langs møllevæggen, op til taget der var fladt, med et rækværk rundt i kanten og et lille dueslag til fire - fem brevduer, der var dog kun to duer hjemme. Jeg bandt rebet fast til rækværket og sendte en viskende besked til Alaria om at de trygt kunne komme op til mig. Imens de klatrede op undersøgte jeg taget og fandt, ligesom jeg regnede med, en lem i taget, vi listede ned af hønsestigen under taglemmen og kom ned i et temmelig lille rum på højst fire kvm. Rummet indeholdt en briks der kunne klappes op et skrivebord og en stol samt en lille kiste for enden af briksen der var kun en dør i rummet, udover lemmen i loftet, til gengæld var det en dobbelt dør og der var lys under den.

På væggene i dette lille kontor var der opsat en del udsmykning. Ansigter fortrukket i rædsel og smerte syntes at være det foretrukne ynglings motiv, så derfor havde man skåret ansigtshuden af en hel del folk og ja jeg ved ikke hvordan og jeg vil heller ikke vide det, men nu hang der altså disse rædsomme trofæer overalt. "Bvader... kender du en typen," hviskede Miro og pegede på en særlig gyselig en. Jeg gyste og trak skuldrene op, som om jeg frøs, Alaria rynkede på næsen i utilsløret afsky. Vi begyndte så stille vi kunne at undersøge stedet vi fandt en besværgelsesbog, en smuk læderbog med guldtryk "The Syrpents Tane, a Fairytale of the Eldest", en folder "Alchymyc, den glemte magiskole.", en lille flad journal skrevet med elverskrift, et træsnit der forestillede nogle obelisker og et maleri af et frosset vandfald. "shyyyy... jeg kan høre noget," tyssede Miro der stod og lyttede ved døren. "Hvad kan du høre?" hviskede Alaria tilbage. "shhyyy... det er nogen der messer," tyssede Miro igen, Alaria listede de fire skridt hen til døren og listede den forsigtigt op på et ganske lille klem. "… og nu mine brødre og med-skinsaw mænd, lad os alle bede en bøn til Fader Skinsaw, den guddommelige Norgorber, bagefter vil i alle få udleveret en liste med navnene på de ny ofre til Fader Skinsaw." hørtes en messende melodisk mands stemme og en ensformig messen af mange stemmer, lød nu ind til os fra dørsprækken.

De stod i en rundkreds i den modsatte ende af rummet og alle bar de masker, de var klædt i røde silke rober med gyldne kanter, en spids hætte dækkede deres hoveder. De var tolv og en leder, hvis hoved ikke var dækket af hætten og man kunne se nogle gevaldigt spidse øre og et langt sort hår. Alaria listede døren i igen, "hvor mange er de?" spurte jeg "13 stykkes, alle mennesker på nær lederen, som er en elver mand," svarede hun. "Det lyder lidt for farligt lad os stikke af imens tid er," sagde Jeg og puttede den sidste af bøgerne i rygsækken. "nuvel," sagde Miro og gik over til hønsestigen der førte op til lemmen i loftet. Alaria trak på skuldrene, men så skuffet ud. Idet samme blev begge dørene åbnet med et voldsomt ryk, de åbnede ud i det store rum hvor Skinsaw kulten befandt sig. "Jeg sssagde jo, jeg hørte noget, Bosss" læspede den kultist der havde åbnet dørene. Vi var afslørede og nu var der ikke andet at gøre end at kæmpe. Kæmpe for vores liv. Kloge, kække Miro var hurtigst i vendingen, han mumlede et par ord og den ene halvdel af det store rum med kultisterne i, blev nu fyldt med guldstøv, fem af kultisterne begyndte at gnide sig i øjnene og var tydeligt ikke i stand til at se. Alaria trak sin kåre og sin parrerdolk samtidig og gik løs på den første kultist der havde åbnet døren. Jeg fulgte Miros exempel og dækkede den anden halvdel af rummet med mere guldstøv, endnu fem blev blændede… der iblandt lederen. "PÅ DEM!... hak dem i små stykker," skreg han hysterisk, som om han var vant til at de andre ikke kunne tænke selv. Ham der stod foran Alaria havde ikke en chance, han gjorde et drabeligt udfald, som Alaria smidigt flyttede sig fra og snittede struben over på ham samtidig. Miro stod igen og mumlede lidt, pludselig sagde han "pas på to meter ind i det store rum her fra døren, er gulvet glat som sæbe". "Godt tænkt, Miro," sagde jeg og lod tre små sølvpile flyve fra mine hænder ind i brystet på den næste kultist, der var sprunget frem til døråbningen, han faldt hvor han stod og rejste sig aldrig igen.

Alaria fægtede, som en rasende tiger med en tredige kultist, der var kommet til og jeg kunne se at to nye var på vej hen imod os. Lederren af kulten så også ud til at kunne se igen for han stod og lavede en besværgelse kunne jeg se, pludselig sagde han "Alaria, smukke variserinde... din tapperhed og evner med kåre gør dig ære, vi to kunne nå lagt sammen," det var svært at se om han samtidig smilede for hans ansigt var dækket af en maske, lavet af en lang strimmel hud, der var syet sammen som en spiral og endte i en tut der hvor næsen måtte sidde, men det lød som om han smilede charmerende inde bag den. Jeg lod endnu tre pile flyve, denne gang ramte de alle i brystet på denne elver-kultist, der udsendte en ed og trak en wand ud af kåbens folder. Alaria havde nedkæmpet endnu en skinsawkultist og gik i gang med sin fjerde, Miro mumle og kaste endnu en gang guldstøv, hviket var en glimrende ide da adskillige af kultisterne var kampklar igen, han fik fem igen. En stor bred fyr forsøgte at få ram på mig med sin war razor og da det ikke lykkedes, bandede han højlydt inde bag sin groteske lædermaske. I det samme hørte jeg elverens melodiske stemme sige "Alaria...min smukke...lad ikke dine venner gøre mig ondt," så sendte jeg mine sidste tre sølv missiler af sted to til ham der angreb mig og endnu en til elveren.

Alaria sprang af en eller anden grund væk fra frontlinjen og om bag min ryg, hvor hun begyndte at stikke til mig med sin ubehageligt spidse kåre, Miro trådte hen på hendes gamle plads for at holde linjen. "Av, av, AAAV... Alaria, ved Desna!... hvad har du for?" jeg forsøgte uden ret meget held. at undgå Alarias kåre imens jeg tænkte som en gal på, hvordan jeg kunne stoppe hende uden at skade hende. "Du vover lige på at røre Ironbriar, han er min," vislede Alaria og stirrede på mig med et sindssygt blik i øjnene, nu blev jeg klar over at hun var blevet fortryllet af elveren, som åbenbart hed Ironbriar. Jeg skreg da Alarias kåre gennemborede min skulder og bag mig hørte jeg Miro begyndte at synge, hans smukke falset lød, som en engel der synger lovsang og det gav mig mere mod og styrke, desværre viste jeg af erfaring, at Alaria følte det samme. "ja, ja... jeg har forstået, Ironbriar er din, jeg… jeg rører ham ikke," stammede jeg med mit ansigt fortrukket i smerte. Om det var på grund af det jeg sagde eller ej, holdt Alaria op med at angribe mig og skubbede mig til side for at komme frem til fronten igen. "Miro... jeg har brug for din hjælp til at lukke de her sår," stønnede jeg sagte og forsøgte af al kraft ikke at besvime, det lykkedes ikke.

Jeg kom til mig selv igen et halvt minut senere, takket være Miro og gav mig til at fyre to sølv pile adgangen ud på den nærmeste angriber med min wand, samtidig forsøgte jeg, ikke at blive ramt selv. Det gik rimelig godt når jeg nu selv skal sige det og endnu en måtte lade livet, men så kom jeg til at se på elverens maske, et øjeblik var det som om at den bevægede sig, den snoede sig ligesom op og strakte sig ud imod mig. Jeg rystede på hovedet og fortsatte min kamp for livet, kun en af kultisterne var nu blændet, men til gengæld lå otte af dem døde på gulvet. Igen var det som om Ironbriars maske bevægede sig og nu følte jeg min egen hånd gribe om mit hår i nakken og tvinge mit hoved med stor kraft ned imod skrivebordets bordplade. To gang knaldede jeg mit eget hoved for fuld kraft ned i bordet og så besvimede jeg igen.

Imens jeg lå besvimet slagtede Alaria endnu to kultister, men så kunne hun heller ikke mere og faldt hårdt såret om på gulvet, nu lå vores fremtid i hænderne på den lille hafling Miro, med den smukke stemme og det gode hoved. En af de stadig levende kultister stak halen imellem benene og stak af fra kampen lige før Alaria faldt, så nu var der kun lederen og en enkel fanatikker tilbage. Heldigvis kom Miros hjerne ham til hjælp igen, for han huskede at han havde set en helbredende drik i både mit og Alarias bælter, selvom han fik et slag med på vejen af den kultist han sloges med vendte han om på hælen og løb ind til det sted hvor jeg lå med et gigantisk horn af en bule i panden. Fiks på fingrene fiskede han hurtigt flakonen op af mit bælte og hældte drikken i mig. Jeg kom til mig selv næsten øjeblikkeligt og havde det ok på trods af en solid dunken i mit hoved. "Kom med... Alaria" sagde Miro febrilsk og vi løb ud i det store rum, jeg gik straks i gang med at affyrer mine missiler imod den sidste kultist og jeg hørte Ironbriar visle "fordømt" da hans allierede faldt for mine sølvskinnende pile, jeg vendte min opmærksomhed imod ham. Endelig var Alaria også kommet på benene, med Miros hjælp og hun kastede sig frådende over elveren. Sammen nedkæmpede vi ham og jeg bandt ham med mit reb, som et nedskudt rådyr før det gik op for mig at han var død.

"Pyyyha... det var på et hængende hår... Elektra hvad laver du?" sagde Miro. "Binder det klamme svin!" prustede jeg hysterisk og slog endnu en knude oven på de ti andre. "Øhm... nuvel, men han kan vist ikke bevæge sig mere" sagde Miro lidt forvirret, "nemlig ikke... end ikke en slange kunne sno sig ud af disse her" sagde jeg hektisk og fremviste stolt en gigantisk knude. "Tag det nu roligt Elektra, han er jo stendød," sagde Alaria blidt og lagde en hånd på min skulder, "æhæm... nåh ja, men… men det er ingen undskyldning for at... at…" det gik op for mig at mit forehavende var lettere vandvittigt, dette højspændte drama havde vist været lige i overkanten af hvad mine nerver kunne tage.

1 comment:

  1. Jeg har lavet et par smårettelser.

    Vigtigst at bemærke heder kroen hvor i møder Sabryya, "Sejlenes Hus"

    ReplyDelete