Friday, July 17, 2009

1. Neth, 4708 AR

Klausulen lød, at efter 100 år overgik ejerskabet af hele F.M. plus den tilstødte jord omkring og under, til De Syvs Broderskab. I journalen var der en post der lød "Iesha´s tur til Absalom" og en ugentlig, hver Oathdag, betaling på 200 gp til B.7. ved Den Syvende Savmølle. Pludselig kunne alle i gruppen høre stemmer ude fra gaden, "Jeg så det med mine egne øjne hr. byvagt... pludselig springer der en dværg ind igennem dette vindue og... og så er der lyde af tumult og kamp, som ender i frygtelige smertensskrig". "Ja så! Jeg vil hente forstærkning… straks," lyder en myndig mandsstemme. "Giv mig din hat Miro", sagde Elektra og rakte ud efter forklædningshatten, som Miro gav hende. Hun tog den på og sagde "en... to... Iesha." Elektra bed hovedet af al sin stolthed og forvandlede sig til Iesha Foxglove, Alderns elskede kone, for øjnene af sine venner og løb ned ad trappen, igennem det smadrede trofærum og ud ad hoveddøren. "Det er frygteligt... forfærdeligt kom og hjælp mig" råbte Iesha/Elektra med skinger stemme og løber ned ad gaden lige imod et, netop ankommet, sektion på 10 byvagter. "Nogen af dem stak af," råbte jeg og pegede i retning af den nedre del af byen. Den befalingshavende sendte straks to mand af sted. "I fire går ind i huset, og hvem er de frue?" Sergenten henvendte sig til mig. "Jeg er Iesha Foxglove og det er mit hus der er blevet smadret" sagde jeg så myndigt jeg kunne, vendte om på hælen og løbe efter by vagterne ind i huset. "Vent frue, de må ikke..." jeg hørte ikke mere for jeg var allerede indenfor. "Det var dem her, disse væsner der overfaldt mig" sagde jeg med skælvende stemme og pegede på ligene af de mærkelige enøjede væsner. "Havde det ikke været for de brave dværge, haflingen og varisier kvinden så var jeg helt sikkert død nu", sagde jeg små hulkende, til sergenten der var fulgt efter mig ind i huset. "Så så frue... fortæl mig hvad der skete", "Hr. sergent... vi har fundet disse typer oppe i soveværelset", en af vagterne kom ned af trappen med Maegar, Dega, Alaria i håndjern og Miro, som ikke var i håndjern, bag den gik tre vagter og bar på deres våben. "Var det disse personager, der overfaldt dem frue?" spurte sergenten. " Nej nej, i misforstår, disse brave folk har reddet mit liv", sagde jeg og slog ud med hånden i retning af mine venner. "Virkelig?... disse dværge er ellers eftersøgte for mord", sagde sergenten forbavset, "nu må de fortælle hvad der er foregået her frue". "Jo altså jeg ventede et bud fra min mand, så da det bankede på døren åbnede jeg i den tro at det var buddet, og så væltede to-tre af disse væsner ind i huset og overfaldt mig jeg prøvede at komme væk, men de trængte mig op i en krog og netop, som de skulle til at dræbe mig, kom disse hædersdværge springende ind ad vinduet samt at de to andre helte dukkede op i døren, hvorefter en heftig kamp fandt sted og de dræbte disse to frygtelige uhyre", her bryder jeg hulkende sammen, for at virke chokeret. "Hm… hm og hvem er deres mand frue?" spørger sergenten mistroisk " Aldern... Aldern Foxglove", hikker jeg. "Aldern Foxglove? virkelig... men det er jo ham, som disse dværge er eftersøgt for at myrde." "Myrdet?... åh nej... er min elskede Aldern død, Jam... jamen det kan ikke være rigtigt... han er jo i Sandpoint, på forretnings rejse," jamrede jeg og prøver så godt jeg kunne, at se forfærdet ud. "Hvornår har de sidst set deres mand?" spørger sergenten. "Det… det er vel tre uger siden," siger jeg med skælvende stemme. Sergenten tager sin hjelm af og klør sig lidt i hovedbunden, "hmm... det er en speget sag, i må hellere alle sammen følge med til hovedkvarteret, så vi kan foretage en grundig afhøring," siger han til sidst og tager hjelmen på igen. "Hellere end gerne" siger Alaria," men behøver jeg virkelig være i håndjern?" næh... øh det er vist ikke nødvendigt, ”Wilson! vil du hjælpe den dame," siger sergenten. En vagt træder frem og befrier Alaria, der gnider sine håndled og skærer ansigt. "Hvad med os", siger Dega og rækker armene frem. "Desværre, så længe i er eftersøgt må i finde jer i, at blive håndteret som forbrydere," siger sergenten. Og så begiver vi os alle ned til byvagtens hovedkvarter, som ligger lige ved siden af domhuset, stejlepladsen og arresten.

Tre af os blev ført ind i domhuset og dværgene i arresten. En dommer forhørte os om aftenens begivenheder, men selvom vi blev ved med at fremhæve dværgenes heltemodige indsats, samt deres ærværdige bedrifter i Sandpoint, måtte de blive bag lås og slå. Dommeren spurte også efter "Sigøjnerheksen Elektra", men hende havde vi ikke set siden morgenmaden. Til sidst var forhøret slut og vi trissede lidt modløse op igennem Magnimar i retning af vores midlertidige hjem på kroen Den Gyldne Slange. Cirka halvvejs kom en flok unge mennesker gående imod os, de var i et festligt humør, sådan højlydt grinende og små tjattende til hinanden, de fyldte hele gaden, så vi trak ud til siden. Da de passerede os stødte en af dem ind i Alaria, hun tog sig straks til sit bælte, men i stedet for den forventede manglende pung, fandt hun en lille seddel hvor på der stod "Mød fyrstinden af sejlenes marked, nu!"

"Skal vi gå derned?" spurte Miro med eventyrlysten lysende ud af øjnene. "Det er i den anden ende af byen og i den stik modsatte retning af vores kro, plus det kan være en fælde", bemærkede Alaria tørt. "Tja... men alternativet er, at sidde og mukke på kroen, så jeg syntes vi skal se hvad dette bringer med sig", sagde jeg opportunistisk. "Nuvel, så gør vi det," responderede Alaria og trak på skulderne. Sejlenes marked lå nede ved Magnimars havnekvarter, det var en slags udvidet skibsproviantering bestående af boder og enkelte rigtige butikker, hvor man kunne købe alt lige fra krydderier og silke, til tykke tovruller og sejl i mange farver, samt en del værtshuse og bordeller.

På facaden til et af de største værtshuse stod der, malet med store røde bogstaver, direkte på den gule husmur "Sejlenes Hus." I døren stod der en ung mand nonchalant lænet op ad dørkarmen, "I ønsker" sagde han, da vi stod foran ham. "Vi er blevet inviteret af fyrstinden", sagde jeg og Alaria viste ham den seddel hun havde fået. "I er ventet, følg med" sagde han og gik ind i huset, vi fulgte efter. Vi gik først op ad en trappe, så hen ad en lang svalegang og dernæst ned ad endnu en trappe, til vi stod i et stort kælderrum med mange størrelser tønder på hylder langs væggene, der lugtede godt af vin og æbler. "Vendt her", sagde den unge mand og gik ind i et tilstødende rum bag et forhæng af brede silkebånd og farvede glasperler. Vi kunne høre nogen der talte lavmælt sammen og efter kort tid kom den unge mand tilbage, "værsgo at træde nærmere", sagde han og løftede forhænget til side for os. Vi kom ind i et hyggeligt rum på omkring 15 kvm. i den ene ende, var der langs væggen, en reol med bøger og andre papirer samt en skrivepult, i den anden ende stod der en divan, et lille lavt bord, en fodskammel, en stor lænestol og en mindre, men behageligt udseende stol. Alle møblerne var beklædt med rød silke, væggene var dækket af gule og orange gobeliner og på gulvet lå der et blåt, lilla og grønt gulvtæppe og gnistrede i lyset fra olielamperne på væggene, med motiv af et skib, en søslange og et stormvejr, hist og pist var dejlige bløde silke puder i sort og guld strøet ud med rund hånd. Ved siden af skrivepulten stod der en kvinde af varisisk afstamning, hun præsenterede sig, som Sabriyya Kalmeralm og bad os om at tage plads. På det lille bord stod der, en smukt dekoreret stentøjs kande med klart køligt vand, fem tilhørende kopper og et fad med tørrede dadler, figner og forskellige slags nødder.

"Velkommen! Jeg ville ønske, at det var i lyset af mere glade begivenheder jeg skulle træffe jer, men ak, desværre... jeg må meddele jer, at jeg fra pålidelig kilde ved, at jeres to venner af dværgsk afstamning, ikke kommer til at leve længe i fængslet, højst et par dage måske tre, maksimum!" sagde Sabriyya sørgmodigt imens hun skænkede vand op i kopper, som hun så fordelte blandt os alle fire. "Hvorfor dog det, hvad har de gjort dig", råbte jeg iltert og sprang op fra stolen, som jeg lige havde sat mig på. "Host... sprut", lød det fra Miro der havde haft munden fuld af de lækre sager fra fadet, Alaria dunkede ham i ryggen og gav ham en tår vand. "Ingenting... det er ikke mig der vil dem til livs... jeg er bare… hmm… skal vi sige, yderst velinformeret om det meste der foregår her i byen," Sagde Sabriyya mildt og fortsatte, "så jeg vil råde jer til at gøre noget så hurtigt i kan". "Ja tak... det kan du da sagtens sige... lige nu er de bevogtet bedre end… end, en drageskat!" Sagde jeg stadig ophidset. "Hmm... jeg ved ikke hvem du er, men kvinden du forestiller er død," sagde Sabriyya og så intenst på mig. "Det ved jeg," sukkede jeg og satte mig tungt ned på stolen bag mig, samtidig tog jeg Miros forklædningshat af og løftede mit præstinde slør, så mit eget ansigt kom frem i den bløde belysning. "Aaaaah... Elektra! Velkommen til," sagde Sabriyya skælmsk og smilede til mig.

Vi snakkede sammen en times tid, vi fortalte Sabriyya om vores oplevelser med Aldern og Foxglove Manor, vi viste hende brevet, som vi havde fundet på ham og Miro fortalte om Lamia-kulten, men Sabriyya kunne ikke hjælpe os som sådan, grunden til at hun havde tilkaldt os var fordi hun ikke brød sig om, at denne sorthårede elvermand ved navn Ironbriar, der var en højtstående embedsmand indenfor lov og orden, tillod sig uden nogen som helst beviser, bare på sit glatte elverfjæs at udstedte en arrestordre, på mig og brødrene Glitterhammer. "Hvem bliver mon den næste uskyldige, der skal arresteres og hænges, bare fordi man er en torn i øjet på denne såkaldte ’Chief Justice’?” sagde Sabriyya harmdirrende. "HÆNGES!... tror du virkelig de bliver HÆNGT," udbrød Alaria forfærdet. "Ja selvfølgelig, der stå jo død eller levende på opslaget, det skriver man da ikke for sjov," sagde Sabriyya. "Hvad nu hvis vi får fat i en god advokat, en der kan hjælpe os?" Spurgte jeg. "Nææ… det vil ikke hjælpe at trække sagen i lang drag, så bliver dværgene bare til, døde ved uheldige omstændigheder imens de var i byens forvaring, tro mig... det er sket før," sagde Sabriyya og smilede grumt. "Hmm... det eneste spor vi har, er det med Den Syvende Savmølle," sagde Miro eftertænksomt. "Den ligger ude på Khyvers Isle, jeg kan godt få et par mænd til at vise jer hvor det er," sagde Sabriyya tjenestevilligt.

Og sådan blev det, den unge mand fra døren og en af hans kammerater fulgte os ud til savmøllen, tog høfligt afsked og der efter gik deres egne veje. Det var en høj savmølle på tre en halv etage. Den lå på en ø i en flod der gik igennem byen, sammen med en snes andre vanddrevne møller. Der var ingen døre eller vinduer på denne side, men jeg havde en plan. Jeg tog et reb op fra min rygsæk, lukkede øjnene og begyndte at koncentrere mig "lad månen lyse, lad solen skinne, men lad ingen se denne kvinde," og med et næsten uhørligt blop forsvandt jeg. Så begyndte jeg at tænke lette tanker, "vind, fjer, skum, sejlede måger og poppelfrø der driver i vinden." Tænkte jeg og mærkede hvordan jeg følte mig lettere og lettere, til sidst åbnede jeg mine øjne og så fløj jeg op langs møllevæggen, op til taget der var fladt, med et rækværk rundt i kanten og et lille dueslag til fire - fem brevduer, der var dog kun to duer hjemme. Jeg bandt rebet fast til rækværket og sendte en viskende besked til Alaria om at de trygt kunne komme op til mig. Imens de klatrede op undersøgte jeg taget og fandt, ligesom jeg regnede med, en lem i taget, vi listede ned af hønsestigen under taglemmen og kom ned i et temmelig lille rum på højst fire kvm. Rummet indeholdt en briks der kunne klappes op et skrivebord og en stol samt en lille kiste for enden af briksen der var kun en dør i rummet, udover lemmen i loftet, til gengæld var det en dobbelt dør og der var lys under den.

På væggene i dette lille kontor var der opsat en del udsmykning. Ansigter fortrukket i rædsel og smerte syntes at være det foretrukne ynglings motiv, så derfor havde man skåret ansigtshuden af en hel del folk og ja jeg ved ikke hvordan og jeg vil heller ikke vide det, men nu hang der altså disse rædsomme trofæer overalt. "Bvader... kender du en typen," hviskede Miro og pegede på en særlig gyselig en. Jeg gyste og trak skuldrene op, som om jeg frøs, Alaria rynkede på næsen i utilsløret afsky. Vi begyndte så stille vi kunne at undersøge stedet vi fandt en besværgelsesbog, en smuk læderbog med guldtryk "The Syrpents Tane, a Fairytale of the Eldest", en folder "Alchymyc, den glemte magiskole.", en lille flad journal skrevet med elverskrift, et træsnit der forestillede nogle obelisker og et maleri af et frosset vandfald. "shyyyy... jeg kan høre noget," tyssede Miro der stod og lyttede ved døren. "Hvad kan du høre?" hviskede Alaria tilbage. "shhyyy... det er nogen der messer," tyssede Miro igen, Alaria listede de fire skridt hen til døren og listede den forsigtigt op på et ganske lille klem. "… og nu mine brødre og med-skinsaw mænd, lad os alle bede en bøn til Fader Skinsaw, den guddommelige Norgorber, bagefter vil i alle få udleveret en liste med navnene på de ny ofre til Fader Skinsaw." hørtes en messende melodisk mands stemme og en ensformig messen af mange stemmer, lød nu ind til os fra dørsprækken.

De stod i en rundkreds i den modsatte ende af rummet og alle bar de masker, de var klædt i røde silke rober med gyldne kanter, en spids hætte dækkede deres hoveder. De var tolv og en leder, hvis hoved ikke var dækket af hætten og man kunne se nogle gevaldigt spidse øre og et langt sort hår. Alaria listede døren i igen, "hvor mange er de?" spurte jeg "13 stykkes, alle mennesker på nær lederen, som er en elver mand," svarede hun. "Det lyder lidt for farligt lad os stikke af imens tid er," sagde Jeg og puttede den sidste af bøgerne i rygsækken. "nuvel," sagde Miro og gik over til hønsestigen der førte op til lemmen i loftet. Alaria trak på skuldrene, men så skuffet ud. Idet samme blev begge dørene åbnet med et voldsomt ryk, de åbnede ud i det store rum hvor Skinsaw kulten befandt sig. "Jeg sssagde jo, jeg hørte noget, Bosss" læspede den kultist der havde åbnet dørene. Vi var afslørede og nu var der ikke andet at gøre end at kæmpe. Kæmpe for vores liv. Kloge, kække Miro var hurtigst i vendingen, han mumlede et par ord og den ene halvdel af det store rum med kultisterne i, blev nu fyldt med guldstøv, fem af kultisterne begyndte at gnide sig i øjnene og var tydeligt ikke i stand til at se. Alaria trak sin kåre og sin parrerdolk samtidig og gik løs på den første kultist der havde åbnet døren. Jeg fulgte Miros exempel og dækkede den anden halvdel af rummet med mere guldstøv, endnu fem blev blændede… der iblandt lederen. "PÅ DEM!... hak dem i små stykker," skreg han hysterisk, som om han var vant til at de andre ikke kunne tænke selv. Ham der stod foran Alaria havde ikke en chance, han gjorde et drabeligt udfald, som Alaria smidigt flyttede sig fra og snittede struben over på ham samtidig. Miro stod igen og mumlede lidt, pludselig sagde han "pas på to meter ind i det store rum her fra døren, er gulvet glat som sæbe". "Godt tænkt, Miro," sagde jeg og lod tre små sølvpile flyve fra mine hænder ind i brystet på den næste kultist, der var sprunget frem til døråbningen, han faldt hvor han stod og rejste sig aldrig igen.

Alaria fægtede, som en rasende tiger med en tredige kultist, der var kommet til og jeg kunne se at to nye var på vej hen imod os. Lederren af kulten så også ud til at kunne se igen for han stod og lavede en besværgelse kunne jeg se, pludselig sagde han "Alaria, smukke variserinde... din tapperhed og evner med kåre gør dig ære, vi to kunne nå lagt sammen," det var svært at se om han samtidig smilede for hans ansigt var dækket af en maske, lavet af en lang strimmel hud, der var syet sammen som en spiral og endte i en tut der hvor næsen måtte sidde, men det lød som om han smilede charmerende inde bag den. Jeg lod endnu tre pile flyve, denne gang ramte de alle i brystet på denne elver-kultist, der udsendte en ed og trak en wand ud af kåbens folder. Alaria havde nedkæmpet endnu en skinsawkultist og gik i gang med sin fjerde, Miro mumle og kaste endnu en gang guldstøv, hviket var en glimrende ide da adskillige af kultisterne var kampklar igen, han fik fem igen. En stor bred fyr forsøgte at få ram på mig med sin war razor og da det ikke lykkedes, bandede han højlydt inde bag sin groteske lædermaske. I det samme hørte jeg elverens melodiske stemme sige "Alaria...min smukke...lad ikke dine venner gøre mig ondt," så sendte jeg mine sidste tre sølv missiler af sted to til ham der angreb mig og endnu en til elveren.

Alaria sprang af en eller anden grund væk fra frontlinjen og om bag min ryg, hvor hun begyndte at stikke til mig med sin ubehageligt spidse kåre, Miro trådte hen på hendes gamle plads for at holde linjen. "Av, av, AAAV... Alaria, ved Desna!... hvad har du for?" jeg forsøgte uden ret meget held. at undgå Alarias kåre imens jeg tænkte som en gal på, hvordan jeg kunne stoppe hende uden at skade hende. "Du vover lige på at røre Ironbriar, han er min," vislede Alaria og stirrede på mig med et sindssygt blik i øjnene, nu blev jeg klar over at hun var blevet fortryllet af elveren, som åbenbart hed Ironbriar. Jeg skreg da Alarias kåre gennemborede min skulder og bag mig hørte jeg Miro begyndte at synge, hans smukke falset lød, som en engel der synger lovsang og det gav mig mere mod og styrke, desværre viste jeg af erfaring, at Alaria følte det samme. "ja, ja... jeg har forstået, Ironbriar er din, jeg… jeg rører ham ikke," stammede jeg med mit ansigt fortrukket i smerte. Om det var på grund af det jeg sagde eller ej, holdt Alaria op med at angribe mig og skubbede mig til side for at komme frem til fronten igen. "Miro... jeg har brug for din hjælp til at lukke de her sår," stønnede jeg sagte og forsøgte af al kraft ikke at besvime, det lykkedes ikke.

Jeg kom til mig selv igen et halvt minut senere, takket være Miro og gav mig til at fyre to sølv pile adgangen ud på den nærmeste angriber med min wand, samtidig forsøgte jeg, ikke at blive ramt selv. Det gik rimelig godt når jeg nu selv skal sige det og endnu en måtte lade livet, men så kom jeg til at se på elverens maske, et øjeblik var det som om at den bevægede sig, den snoede sig ligesom op og strakte sig ud imod mig. Jeg rystede på hovedet og fortsatte min kamp for livet, kun en af kultisterne var nu blændet, men til gengæld lå otte af dem døde på gulvet. Igen var det som om Ironbriars maske bevægede sig og nu følte jeg min egen hånd gribe om mit hår i nakken og tvinge mit hoved med stor kraft ned imod skrivebordets bordplade. To gang knaldede jeg mit eget hoved for fuld kraft ned i bordet og så besvimede jeg igen.

Imens jeg lå besvimet slagtede Alaria endnu to kultister, men så kunne hun heller ikke mere og faldt hårdt såret om på gulvet, nu lå vores fremtid i hænderne på den lille hafling Miro, med den smukke stemme og det gode hoved. En af de stadig levende kultister stak halen imellem benene og stak af fra kampen lige før Alaria faldt, så nu var der kun lederen og en enkel fanatikker tilbage. Heldigvis kom Miros hjerne ham til hjælp igen, for han huskede at han havde set en helbredende drik i både mit og Alarias bælter, selvom han fik et slag med på vejen af den kultist han sloges med vendte han om på hælen og løb ind til det sted hvor jeg lå med et gigantisk horn af en bule i panden. Fiks på fingrene fiskede han hurtigt flakonen op af mit bælte og hældte drikken i mig. Jeg kom til mig selv næsten øjeblikkeligt og havde det ok på trods af en solid dunken i mit hoved. "Kom med... Alaria" sagde Miro febrilsk og vi løb ud i det store rum, jeg gik straks i gang med at affyrer mine missiler imod den sidste kultist og jeg hørte Ironbriar visle "fordømt" da hans allierede faldt for mine sølvskinnende pile, jeg vendte min opmærksomhed imod ham. Endelig var Alaria også kommet på benene, med Miros hjælp og hun kastede sig frådende over elveren. Sammen nedkæmpede vi ham og jeg bandt ham med mit reb, som et nedskudt rådyr før det gik op for mig at han var død.

"Pyyyha... det var på et hængende hår... Elektra hvad laver du?" sagde Miro. "Binder det klamme svin!" prustede jeg hysterisk og slog endnu en knude oven på de ti andre. "Øhm... nuvel, men han kan vist ikke bevæge sig mere" sagde Miro lidt forvirret, "nemlig ikke... end ikke en slange kunne sno sig ud af disse her" sagde jeg hektisk og fremviste stolt en gigantisk knude. "Tag det nu roligt Elektra, han er jo stendød," sagde Alaria blidt og lagde en hånd på min skulder, "æhæm... nåh ja, men… men det er ingen undskyldning for at... at…" det gik op for mig at mit forehavende var lettere vandvittigt, dette højspændte drama havde vist været lige i overkanten af hvad mine nerver kunne tage.

Sunday, July 12, 2009

28. Lamashan - 1. Neth, 4708 AR


Der var stille på Foxglove Manor, roligt... ikke mere denne fortættede ondskab i luften der havde skambidt sig ind i sjælen af familien Foxglove. Tågen var lettet og vi så sollys der skinnede mildt ind igennem vinduerne, da vi alle (forhåbentlig) for sidste gang gik op ad trapperne og ud igennem det engang så prægtige herresæde. Vi satte os ikke på verandaen for den var fuld af døde... normale døde krager, selv om mine resurser stadig var væsentligt begrænsede. Vi vandrede langsomt, hvilket var så hurtigt jeg og Dega kunne. Han så lige så forrevet ud, som jeg udenpå, men jeg tvivler på at han også var lige så forrevet inden i. Og dog, at miste et elsket våben var ikke noget dværge tog let på. Vi gik forbi det der var tilbage af vores heste, jeg sagde en lille personlig bøn over dem alle, men især Shadowmist og befriede ham for sadel og hovedtøj. Jeg følte det var min skyld at de var døde fordi jeg havde bundet dem. Udenfor lågen, satte vi os ned på jorden og begyndte at diskutere hvad vi nu skulle gøre. "Vi må tilbage til Sandpoint, men jeg kan ikke overskue rejsen" sukkede jeg . "Heller ikke jeg " brummede Dega. "Jamen der er da intet i vejen for at vi camperer en enkelt dag" klang Maegars malmklokke og sådan blev det. Vi fandt et sted i læ for vinden imellem en lille bakke og ti træer, her blev der bygget et bål og en gryde blev tryllet frem, sikkert Miros, den bogglade, kønne hafling bevægede sig ikke ret langt uden en af slagsen, men han kunne gå ud over en klippekant, hvis den bog han havde begravet næsen i bare var spændene nok, ja mage til bog glad hafling skulle man lede længe efter. Jeg smed mig på mit tæppe og faldt i søvn, det samme gjorde Dega, vi blev vækket ved solnedgang og fik lidt varm grønsagssuppe, så sov vi igen. Da jeg vågnede næste morgen havde jeg en svag ihukommelse om Maegar der bede til Adabar og Dega og jeg ligger på knæ foran ham, jeg hulker og beder om, at dette mareridt aldrig må kunne ses på mit ansigt eller min krop. I dag føler jeg mig bedre tilpas end jeg har gjort de sidste par dage og er klar til at rejse til Sandpoint. Rejsen går begivenhedsløst og vi dukker op i Sandpoint lidt før aftensmads tid. Vi går direkte til sheriffen og fortæller ham om vores dåd, vi giver ham Alderns afsindige hoved og viser det brev vi fandt på Aldern. Sheriffen kan næsten ikke tro sine egne øre, "Under indflydelse af et sært kult siger i... hmm det lyder godt nok... Lamiaer oprindeligt præstinder til Pharasma, nu forbandede pga. hovmod og falske profetier. Forføresker med delvise dyretræk der lokker mennesker til sig... ja jah, meget vel... i har da vist fortjent den udlovede dusør, men tænk at det kunne ske for sådan en fin mand", brummer han til sidst, nærmest for sig selv. Det var selvfølgelig Miro der viste alle disse ting om denne kult ud fra brevet og han konsulterede da også straks vores bibliotek da vi efter en kort tur i Desnas tempel, vendte tilbage til Den Rustne Drage. Den aften drak dværgene meget øl, Alaria og jeg drak med, men vi kunne selvfølgelig ikke holde distancen og måtte give op længe før dem og tumlede op til det værelse vi delte for at sove. Der var stadig lys hos Miro og hvis man lagde øret til døren ville man kunne høre en stille flippen af tætskrevne sider der bliver vendt. Næste morgen skinnede Miros øjne ved morgen bordet og vi havde dårligt sat os før han begyndte at fortælle."De der Lamiaer ikk?", sagde han oplagt."De gør noget ved de mennesker de får kløerne i, de forfører og fordærver dem indtil de er viljeløse slaver og det viser sig, at der er to grader af dem, med hver deres delvise dyrepræ". Miro smiler, som en dværg med et længe ventet og nyskænket krus øl. Vi bliver enige om at sælge og fordele de værdiger vi tog med ud af Foxglove Manor, ingen ville have den maske, som Aldern havde brugt, den havde for ubehagelige minder med sig, så den blev solgt. Krystal og sølvtøjet beholdt vi med tanke om at bruge det i vores hus på Choppers Isle, når det om en 3 ugers tid ville være beboeligt. Nøglerne regnede vi med passede til Foxgloves hus i Magnimar og ved middagstid var vi rejseklar og købte os en plads på drosjen til Magnimar. Vi rumlede af sted hele dagen og kom til Magnimar hen under aften. I solens sidste lys så vi den største by jeg nogensinde har set, det var en havneby der var delt i to plateauer. En kæmpe gigantisk ødelagt bro gik direkte ud i havet hvor den blev mere og mere smadret indtil der kun var pylonerne tilbage og de fortsatte så langt øjet rakte til havs. I den evige skygge under broen var der et slumkvarter der blev kaldt for Skyggen fortalte Maegar der havde været i Magnimar før. Drosjen stoppede på en stor plads. Midt på pladsen stod der en statue, en Triodea med byens tre skyts guder. Abadar - guden for byer, købmænd, rigdom, rejser, hvile, lov og orden, adel, beskyttelse og jord. Pharasma - gudinde for skæbne, død, profetier, fødsel, viden, healing og vand. Iomedae - gudinde for ære, lederskab, retfærdighed, tapperhed, godhed, lov og orden, krig og solen. Rundt langs kanten af pladsen var der adskillige hestestalde med ringe i murende til opbinding og halvtag til parkering af køretøjer, vandtrug med klart frisk vand og en summen af aktivitet. Over alt sås mænd og enkelte kvinder af forskellige racer der puslede om en hest eller en vogn, gerne imens de snakkede med naboen. "Nå lillebror nu skal det gøre godt at skylle rejsestøvet ned med et velbrygget krus øl", bekendte Maegar gemytligt og dunkede Dega venligt i ryggen. "Forhåbentlig mere end et," responderede Dega med et smørret grin og så gik vi med dværgene forrest hen til en kro ved navn Den Gyldne Slange. Vi fandt os et bord i den travle krostue og bestilte mad og øl til alle, kroen var hyggelig og vi blev hurtigt enige om at blive der for i nat. I løbet af aftenen i kroen var Miro faldet i snak med et par ældre fyre og da han igen sad ved vores bord havde han rystende nyt at fortælle. "De to halvgamle fyre derhenne ved baren er forhenværende byvagter", sagde han og gjorde et diskret nik i retning af barens højre ende. "Hvis vi troede at Sandpoint havde problemer med seriemordere så er det ingenting i forhold til her, over 30 personer er blevet fundet dræbte, med den der stjerne skåret ind i huden, i starten var det kun folk fra Skyggen, men nu er der også fundet flere fra det bedre borgerskab. Det bliver holdt hemmeligt for at der ikke skal udbryde umotiverede lynchninger og ikke nok med det, Elektra du, Maegar og Dega er efterlyste for mordet på Aldern Foxglove". "Ved Desna, fordømt", udbrød jeg harmt og trak hætten op og skjulte mit ansigt, dværgene gjorde det samme. "Altså godt nok, har vi slået ham ihjel!... Men det var vi jo nød til", hviskede Dega olmt og tog sig til det manglende øre, Aldern havde haft held til at snitte det af med sin uhyggelige war razor, i kampen under Foxglove Manor. "De eneste vi ved, der ved alt om vores seneste eventyr er Sheriffen og borgmesteren i Sandpoint", sagde Alaria stille og kiggede dystert ned i bordpladen. "Ja!... men de kender også dig og Miro og hvorfor er i så ikke også efterlyst?" Hviskede jeg tilbage. "Hmm... kan der være noget om... mystisk, meget mystisk" sagde Maegar og glattede sit smukke bølgende skæg, med den ene hånd, man kunne næsten se udefra, hvordan der blev trukket fra og lagt sammen, divideret og ganget i hans hjerne. "Hvad med det hoved af Shaz the Red Shiv, det skal vi jo aflevere hos bygarden for at få vores dusør", skumlede Dega. " Tjah... hvis Miro og du kunne gå derop i morgen, de leder jo ikke efter en hafling og en enøret dværg med et halvt skæg," sagde jeg og smilede uskyldigt. "Perfekt plan," sagde Miro straks på sin charmerende kække måde, Dega så skulende på mig et halvt minuts tid, så sukkede han og nikkede, "I orden.". "Der kan du se, der er ikke noget der er så dårligt, at det ikke er godt for noget" fnes Alaria og stak Dega en albue i siden. "Er det ikke over din sengetid nu! tøs" vrissede Dega og sendte Alaria et gnistrende arrigt blik. "Det er i hvert fald min," sagde jeg skyndsomt og rejste mig fra bordet. Næste morgen efter morgenmaden, da Dega og Miro var tøffet af, kiggede Alaria oplagt på Maegar og mig og spurte, " hvad skal vi så lave?" "Jeg skal en tur i templet", sagde Maegar fromt. Alaria sukkede "Hvad tror du?" sagde jeg skælmsk og blinkede til hende "To tøser alene i storbyen, med masser af penge på lommen, må jeg foreslå at vi shopper", jeg nød at se hendes øjne lyse op. "Den er jeg med på", smilede Alaria tilbage til mig. "Brug nu ikke alle pengene på en gang" klang Maegars malmrøst snusfornuftigt bag os, da vi svansede arm i arm ud af lokalet, jeg vendte hemmeligt øjne ad ham til Alaria, der forsøgte at skjule et fnis og kom til at hoste. Foran bygarden hus var der en plads med et par gabestokke, en galge og et par mands store jern bure der hang og dinglede to meter over jorden, fra et par pæle. På selve husmuren var der opsat en stor træplade, som alle efterlysningerne var sømmet op på. Miro bladrede ivrigt frem og tilbage i dem og fandt også, efter en lille rum tid, den for Shaz, han rykkede den resolut fri af pladen." Psst... se lige her" hviskede Dega og pegede på en, af de nyeste opslag. Der stod," HEKSEN ELEKTRA og hendes to håndlangere DVÆRGENE MAEGAR og DEGA efterlyses af myndighederne i Magnimar, der udloves en dusør på 500 gp for at skaffe dem til veje, døde eller levende". Der var desuden en aldeles vellignende tegning af Elektra og en knapt så vellignende tegning af brødrene Glitterhammer. "Av... for den." Mumlede Miro, "heldigvis ligner du ikke dig selv ret meget", sagde han. "Tror du den går, det er jo ikke så realistisk at du skulle havde nedlagt den vaneforbryder helt alene", brummede Dega nervøst og skulede rundt for at se om der var nogen der interesserede sig særligt for dem, det var der heldigvis ikke. "orrk ja... dit nye look, er helt æhhm... anderledes, selv din egen mor ville have problemer med at..." "Ja tak! Nu vel, så prøver vi," sagde Dega bryskt.

De gik begge, med en flaksende sommerfugl i maven, over den solbeskinnede plads og ind i det kølige hovedkvarter. De blev vist ind på et lille kontor, der lå i forlængelse af vagtstuen, ved siden af skrivebordet var der en dør, som stod åben ind til et rum der bestod af fem celler to på den ene væg tre på den anden samt endnu en dør der var lukket. Der gik en vagt og fejede i en af cellerne. "Og hvad kan jeg så gøre for jer", lød det myndigt fra vagten bagved skrivebordet. "joh... altså vi har fanget ham her" sagde Miro og lagde efterlysningen op på bordet. " Ja så og kan i bevise det?", spurte vagten bag skrivebordet. " Sagtens", sagde Miro og puffede til Dega, der skyndte sig at fiske Shaz’s hoved op af en plettet skindpose han havde båret rundt på i bæltet. Han satte hovedet på hjørnet af skrivebordet, vagten kiggede med væmmelse fra hovedet til Dega og tilbage på Miro, så sagde han over sin skulder "Holger! Kom lige et øjeblik". Ham der gik og fejede stillede sin kost og kom hen til dem, de to vagter talte lavmælt sammen og sendte ind imellem lange blikke til Dega. "Hmm... ja det ser jo ud til at være i orden", sagde ham der ikke hed Holger til sidst og fandt en lille skindpung frem fra en aflåst skuffe i skrivebordet, den indeholdt en dusør på 500 gp. Dega grabsede hurtigt pungen til sig, tog fat i Miro spinkle overarm og begynde at gå, "Mange tak", nåede Miro lige at sige, inden Dega halede af med ham. Tilbage på Den Gyldne Slange så Dega og Miro, Maegar og Alaria sidde ved et bord og spise frokost sammen med en tilsløret Desnapræstinde, de satte sig og Maegar sagde "Må jeg præsentere, Morgana præstinde til Desna", han slog ud med hånden i retning af den tilslørede kvinde. "Vær hilset," sagde Dega og sende sin bror et mystificeret blik." Velbekommen, er der noget ved maden", lød det venligt fra Miro. Alaria undertrykte et fnis og blev rød i hovedet. Morgana løftede sløret diskret og Elektras ansigt smilede til dem, hun blinkede en enkelt gang med det ene øje og lod så sløret falde på plads. "Wow, jeg kunne ikke se det var dig" sagde Miro imponeret, og så fortalte han lavmælt, hvad de havde set i byen. Dega lagde dusørpungen på bordet og Maegar klappede ham på skulderen og sagde "Abadars lys skinner på dig, min ven". Over frokosten blev de enige om at holde øje med Alderns hus resten af dagen, det virkede stille og tomt, men om aftenen kom der lys i vinduerne." Måske kunne du snige dig ind ad køkkendøren og lure lidt?" foreslog jeg til Alaria. "Det kunne jeg måske godt", samtykkede hun. Og så sneg hun sig lydløst, som en kat ind igennem baghaven, hun bevægede sig med bløde bevægelser fra skygge til skygge indtil hun var henne ved døren, alt virkede stadig roligt. Alaria lirkede forsigtigt nøglen i døren og vi så den glide op lydløst, med en smidig hurtighed smøg hun sig indenfor og lukkede døren, et halvt minut senere kom hun ud igen og sneg sig lydløs og næsten usynligt tilbage til os andre. "Der er ganske rigtigt nogen derinde, mere end en så vidt jeg kunne se på skyggerne", hviskede Alaria. "Hvorfor kom du ud, så hurtigt?" Hviskede jeg tilbage. "Jeg så en bevægelse og blev bange for at jeg var afsløret", sagde hun sagte. "Hvad gør vi så nu?" spurte jeg og kiggede spørgende på alle i gruppen. "Hvad med om jeg går om til fordøren og ringer på og beder om at komme til at tale med Aldern?" foreslog Miro modigt. Vi andre tænkte lidt over det, men kunne ikke komme på en bedre ide, så sådan blev det. Miro gik på lette fjed kækt hen og bankede på, døren blev åbnet og han gik indenfor. Kvinden der havde åbnet døren for ham genkendte han straks som Iesha, Alderns forsvundne kone. "Ææhæm... jeg… jeg skulle tale med Aldern F… Foxglove", stammede Miro forvirret. "Et øjeblik, så skal jeg hente ham, bare vent her," sagde hun og viste Miro ind i det nærmeste rum, der viste sig at være en spisestue. Et øjeblik senere kom hun tilbage, sammen med Aldern Foxglove, Miro tabte både næse og mund. "Jaa?... hvad kan jeg gøre for dig?", spurte Aldern høfligt. "Ææhæm... bæh... jeg… jeg.....jeg" stammede Miro totalt perplex, både Aldern og Iesha kiggede begge opfordrende på ham. "Jo altså jeg har en besked til dig fra Sandpoint", fik Miro endelig sagt, "Er det måske et syngende telegram?" spøgte Iesha. "Ja... æh... altså nej... en det er måske bedst... hvis jeg kun siger det til dig, det er fra Elektra," forsøgte Miro. "Elektra? Hvem er det?" sagde Iesha med en anelse syrlighed i stemmen henvendt til sin mand. "Jo... det er en... så!... sig nu blot frem lille ven, jeg har ingen hemmeligheder for min kone" sagde Aldern og smilede servilt til dem begge. I det samme sprang Miro hen til et viduet der vendte ud imod gaden, han kunne se sine venner på den anden side af springvandet, "KOM OG HJÆÆÆLP MIG," råbte han så højt han kunne mod vinduet.

Iesha gik truende hen imod ham og han forsøgte at holde hende på afstand ved at glide langs væggen ud til midten af rummet, hun fulgte efter. Et øjeblik var det som om hun flimrede og så var det pludselig ikke Iesha længere, men en sær skabning med brede skuldre og muskuløse arme der nåede næsten helt ned til gulvet over alt på dens krop var huden overstrøet med runer, der nærmest så ud som om de var ætset ind i dens lyse hud. Midt i panden sad der et enligt øje der stirrede ondt på Miro, med sin ene arm slog den snerrende ud efter ham og blottede nogle ubehageligt spidse tænder, Miro så til sin skræk at også Aldern nu var væk og endnu en af de sære skabninger var dukket op der hvor han havde stået. Ude på gaden hørte gruppen pludselig svagt, men ganske tydeligt Miros stemme råbe om hjælp. Alaria, der havde reflekser, som en kat og kraft som en kænguru, sprang i et kæmpe spring over det lille springvand og et hop til, så stod hun ved døren og gik i gang med at låse op. Netop, som hun havde åbnet døren kom jeg løbende og forsatte ind i huset, der var en lyd af tumult til højre, jeg gik efter lyden og stod i en døråbning ind til en spisestue da Miro råbte "luk øjnene" og idet samme kastede han en håndfuld glitrende støv direkte i masken på det væsens hoved, der før var Iesha. Jeg lukkede mine øjne greb mig til brystet for at aktivere den sihedron medaljon jeg bar skjult under tøjet, bag mig hørte jeg et metallisk... ziiiing... fra Alarias kåre, der blev trukket i hast. Jeg åbnede mine øjne igen og sendte tre små sølvpile i maven på det væsen, der var tættes på. KLLIIIRR, KRASC, KLONK, SMADRE, vinduet, bag det væsen jeg havde ramt, splintredes og ind igennem det tumlede Maegar, som en dværg skudt ud af en kanon. Alaria kantede sig smidigt bag om ryggen på mig og ind i rummet, jeg mærkede en barket hånd på min skulder og jeg blev skubbet til side af Dega, der moslede ind foran mig og svingede vildt med sit sværd. Kampen blev kort og kontant, de kunne simpelthen ikke hamle op med vores styrke, især ikke da den ene var blændet og nådesløse nedslagtede vi dem begge. Efter kampen gik vi på opdagelse i huset og fandt øverst oppe, en pejs, i et soveværelse der havde et smukt løvehoved hamret ud i bronze, som dekoration. Vi undersøgte straks løvehovedet og fandt et lille nøglehul i dets mund, som den anden nøgle, i det bundt Aldern havde på sig da vi slog ham ihjel, passede til. Det viste sig at løvehovedet var af massivt marmor, beklædt med bronze i den ene side sad der to små skjulte hængsler som med nøglens hjælp fik hovedet til at svinge ud af og bag ved var der et hemmeligt rum lige stort nok til de to små pengekister som stod der. Kisterne var heldigvis ikke låst, i det ene fandt vi 2000 platin stykker, i det andet lå der et skøde på Foxglove Manor med en sær klausul og en journal.

Thursday, July 2, 2009

Art of Pathfinder

Jeg har selv sidet og spekuleret over hvem der står bag de fede tegninger i PF bøgerne. Jeg har snuset lidt omkring og støvet følgende navne op; Andrew Hou, Eric Lofgren, Kieran Yanner, Michael Jaecks, Kevin Yan og Ben Wootten. Hvis I vil se mere af det de laver kan de alle googles. Hvis I ønsker det kan vi også linke til nogen af deres hjemmesider.

Wednesday, July 1, 2009

The Absalom Reconing

The Absalom Reconing
The Absalom calendar has 364 days divided among 52 months. Each month has 30 days.
In our interpretation the calendar year starts at the winter solstice which is always a Moonday. This day is then followed by the three winter months Kuthoa, Abadius and Calistril.
Then comes the vernal equinox, followed by the three months of spring Pharast, Gozran and Desnus. Then comes the summer solstice and the summer months Sarenith, Erastus and Arodus. And finaly comes the autumnal equinox and the months of fall, Rova Lamashan and Neth. The solstices and equinoxes are not placed in any month, but rather between months. According to the Absalom calendar, however, the year begins on the first day of Abadius.
For astronomical reasons a leap day is included every 8 years. Like solstices and equinoxes this day is not part of any month but lies between Kuthoa and Abadius.
In golarion the days of the week are named Moonday, Toilday, Wealday, Oathday, Fireday, Starday and Sunday. All days except for Sunday are characterized as workingdays. With Sunday being not only a resting day but also a day reserved for religious and spiritual contemplation. Likewise Moonday eves are also spent atending religious services. Oathday is a day of particular interest as all contracts, pacts, and oaths are made on that day. Fireday is also commonly held as the Market day. The year The Rise of the Rune Lords starts is the year 4708 AR. On the day of the autumnal equinox, which also corresponds with the day of the Godess Desna, the Swallowtail Festival, which marks the end of the summer.

26. - 27. Lamashan, 4708 AR

Da vi er efter et par bønner til Abadar alle føler os meget bedre tilpas, starter der en diskussion om hvilket sted vi skal kaste vores opmærksomhed på i denne underjordiske verden, jeg (Elektra) føler en stærk trang til at undersøge vindeltrappen, men Dega vil tilbage til havgrotten. Et godt kompromis stiller som bekendt ingen tilfreds, så det ender med, at blive rummet med mug der står for tur. På vejen der hen passere vi vindeltrappen og jeg kan ikke nære mig for at gå lidt op ad den for at forundersøge lidt, så jeg lusker ubemærket af, det viser sig imidlertid at jeg ikke kan se andet end trappe, selv om jeg er halvt oppe ad den. Resten af partyet er i gang med det mugne rum. Alaria lister sig forsigtigt ind og snuser lidt rundt, men da hun kommer til at røre ved en særlig stor gul gevækst frigiver den pludselig sit depot af spore i en håndsbred kraftig stråle, Alaria skynder sig ud af rummet, men skaden er sket, der er spore i luften overalt også ude i gangen, hvor de andre venter. Der hostes og harkes, alle bliver inficeret med de sygdomsfremkaldende spore. Det er kun på grund af Maegars healende kræfter og snarrådighed at de klare sig igennem dette angreb fra dette sære væsen, ingen har endnu kunne klassificere mug og andre svampe til enten dyreriget eller planteriget da de har grundliggende karaktertræk fra begge dele, i sandhed et mystisk væsen. Da jeg vender tilbage til gruppen fra min lille afstikker, kan jeg konstatere løbende næser og hosteanfald galore, jeg bemærker tørt "at man da heller ikke kan lade jer være alene i 5 min. uden at i kommer galt af sted" "ja sååe og hvad ville du så have gjort" lyder det spidst fra Alaria. "Det skal jeg da gerne vise jer, i har jo grebet dette helt forkert an", bemærker jeg kækt og fremtryller en kugleformet sky af ild som jeg sender ind i mugrummet, jeg styre ilden hid og did med elegante bevægelser af min ene hånd imens jeg smiler selvtilfreds til mine kammerater og afsvider således de fæle gevækster til de er udbrændte og aflivede. "Sådan skal det gøres", siger jeg med slet skjult selvtilfredshed i stemmen, "nu kan i gå sikkert ind", "fikst" siger Maegar og sender mig et skævt smil. Alaria mumler et eller andet jeg ikke rigtig kan høre, men jeg opfanger dog at der indgår ord som, selvglade trylletøjte og blæremås og hun sender mig et småsurt blik. Jeg giver hende mit mest blændende smil tilbage og flakser forførende med mine lange sorte buede øjenvipper, hun fnyser indigneret ad mig, men jeg kan se at hun ikke er alvorligt sur. Vi undersøger rummet på alle leder og kanter og vi finder en lækker magisk hakke, der sjovt nok ikke er sodsværtet som alt andet i rummet, men ellers ingen ting. Efter min blændende aflivning af dræber muggen, er det en smal sag for mig at overtale de andre til, at det må være vindeltrappen vi koncentrere os om. Trappen er smal så vi går i en lang række op til enden af trappen hvor der er et hul i muren, vi træder forsigtigt igennem åbningen og kommer ind i et tomt rum uden vinduer, men i den fjerneste ende af rummet er der en lille trappe på højst 6-7 trin der føre op til en dør. Vi giver os rutinemæssigt til at undersøge rummet, der er en ubehagelig lugt af død i dette rum, bemærker jeg umiddelbart før jeg ligesom falder i staver. Som i en drøm ser jeg pludselig Aldern Foxglove, ham har en hakke i hånden og han giver sig til at hakke løs på murværket. Han er tydeligt oprevet og han gentager hele tiden disse ord højt for sig selv," det er for din skyld, min elskede Elektra, for din skyld min egen, at jeg må gøre dette her". han hakker løs på netop det sted hvor vi lige er kommet ind og efter et stykke tid kan jeg se vindeltrappen som vi kom op af, jeg prøver at få ham til at stoppe, men han kan ikke høre mig, ej heller kan han se mig. Nu kan jeg se noget inde i mørket, i hullet til trappen, øjne... blege øjne og glimtende tænder... lange spidse krumme kløer... pludselig farer noget stort og sort ud i rummet... er der en, eller flere… jeg kan ikke bedømme det, de eller den er utrolig hurtig, Aldern bliver angrebet og... og... det gør jeg også... tænder og kløer overalt... jeg skriger og viger tilbage i rædsel, forsøger fortvivlet at undgå, men det er nytteløst... føler hvordan mit tøj bliver flået i... jeg prøver at gøre modstand... undvige... alligevel mærker jeg hvordan utallige kløer flænser i mig... jeg... jeg. Pludselig er det væk, alting er bare væk... Aldern... væsnerne... jeg befinder mig i et tomt rum, mine kammerater står samlet omkring mig. "Ved Abadar! hvad sker Elektra!" høre jeg Maegars malmrøst sige," det... det... det angreb... A-Aldern var her og... og... han hakkede hul i... det... det… kom farende ud... og... og… så i det ikke selv ? " stammede jeg dybt rystet. " Nul putte, det eneste jeg så var dig der kastede dig frem og tilbage, som om du var helt forrykt i knoppen," sagde Dega og kiggede mystificeret på mig. " Også jeg, men jeg tror du er såret, du er fuld af rifter", samstemte Alaria. Jeg kiggede ned af mig selv og i sandhed, jeg var temmelig forrevet, jeg så faktisk ud som om jeg havde løbet en 1000 fod sprint igennem et tykt tornekrat af den værste slags. "Jamen... jamen så i slet ikke… at… at", jeg kunne se på deres blikke at de troede det rablede for mig. Så fik jeg en ide, jeg fandt et pergament frem fra min rygsæk og begyndte at læse det højt, "du der ikke vil ses, du der skjuler dig ved magisk kraft, bliv nu synlig for alle i dette rum, jeg beordre dig til at komme til syne nu!!!". Intet skete, intet kom til syne. Det pergament hvor min formular stod på blev til støv i mine hænder. "Jeg... jeg har det vist ikke så godt", sagde jeg med skælvede stemme, tog mig til hovedet og sank stille ned på gulvet til siddende stilling. "siden Aldern gav mig denne her ring er der sket så mange mærkelige ting og... og nu er jeg åbenbart også begyndt at se syner," mumlede jeg, mest til mig selv. "Visse vasse Elektra, op med mulen, jeg er sikker på, at det er, det her sted, der driver gæk med os, " Sagde Dega trøstende. "Må jeg godt se den ring? ", spurte Maegar, jeg gav ham guldringen med den smukke røde rubin. "Hvis man kigger vældig godt efter kan man se Foxgloves våbenmærke igennem rubinen og der er også en inskription indvendig i ringen der står, min elskede Iesha." Konstatere Maegar, "viste du at man kan holde øje med hvor bæreren af sådan en ring befinder sig, Elektra? " spurte Maegar og så vidende på mig " nææe virkelig?" svarede jeg fåret, "jamen det forklare jo en del". Nikker Dega. " Tjaa jeg ved at Iesha var en Varisia kvinde, som blev gift med Aldern Foxglove og forsvandt på mystisk vis, for ca. et år siden," sagde Alaria, "hvor længe var de gift?" spurte jeg nysgerrigt, "ikke længe, 2 år sådan cirka," svarede hun. "hvad ved du mere familien Foxglove?" Spurte jeg og kiggede forhåbningsfuldt op på Alaria. " Hmm... Vorel Foxglove er ham der byggede Foxglove Mansion for omkring 60 år siden, han levede her i ca. 20 år, så døde han og hans familie pludselig af en mystisk sygdom, alle døde undtagen den yngste søn Trevor, han voksede op et andet sted, men flyttede tilbage for ca. 20 år siden med sin kone Cyralie de fik 2-3 børn der iblandt Aldern, men Cyralie begik tilsyneladende selvmord, hun kastede sig ud fra klipperne og ned i havet, kort tid efter var der en stor brand her og alle omkom undtagen Aldern, der blev reddet af en trofast tjener og voksede op i Magnimar. Det er omkring 20 år siden branden nu, så Aldern er vel ca. 30 år i dag, ja jo det passer meget godt", fortalte Alaria. Vi var nødt til at sove, da os der bruger magi havde slidt kraftigt på vores resurser, vi skiftedes til at holde vagt og fik vores søvn men alle var vi plaget af mareridt og sære uhyggelige drømme som vi ikke kunne huske dagen efter. Næste dag må jeg konstatere at jeg er syg, jeg har det så dårligt at jeg insistere på at tage tilbage til Sandpoint, de andre indvilliger i at tage med, men da jeg, som den første er kravlet op igennem brøndskakten og kommer ud i det fri, er der fyldt med hundredvis af krager, uddøde vel at mærke og de har slået vores heste ihjel. Kragerne angriber mig og jeg må flygte tilbage ned i brønden hvor de forfølger mig, men heldigvis får jeg dem stoppet ved at bruge et af mine magiske Harrow kort og jeg påkalder en sværm af flagermus der laver en salgs prop i brøndskakten så vi kan undslippe tilbage til grotte systemet, nu er gode dyr rådne (råd dyre), som man siger og vi går op til rummet for enden af vindeltrappen, for at se om vi kan komme op i huset og slippe ud den vej. Det første rum er et laboratorium, temmelig smadret, men der er nogen glasmosaikker i vinduerne som viser Vorel som drikker en mystisk væske der gør noget ved ham. Indimellem ser vi ting individuelt, som de andre ikke ser, opfører os sært og det virker i det hele taget som om, der er nogen ondsindede ånder på spil her, der er flere glasmosaikker i den engang storslåede riddersal. Et af et rasende træ, et af en blå og gul rovfugl, et af en løve med kvindeoverkrop der hvor løvehovedet ellers skulle sidde og et af et stort blæksprutteagtig havvæsen. Man kan se at det engang har været et vældig smukt, ja nærmest prægtigt indrettet hus, men nu er det totalt forfaldent, møjbeskidt, muggent og sine steder brandskadet og idet store hele temmelig ubeboeligt. Vi kan ikke komme ud, Kragerne sidder i hobetal på verandaen og venter på os, der er ikke andet for end at få en afslutning på det her mareridt, så vi beslutter at vende næsen imod havgrotten og gå ind af kraniedøren, jeg får det stadig dårligere. Vi kommer ind i et rum der er oplyst af et sært grønt lys som vi genkender fra stenene langs slisken ude i havgrotten, i den fjerneste ende af rummet vokser der på væggen, en stor svulstagtig, selvlysende, halvgennemsigtig, grøn med gule rander gevækst. gevæksten er omtrent på størrelse med et menneske, der er tydelige mørkegrønne åre der snor sig rundt omkring på den og man kunne se ind til dens midte igennem det halvgennemsigtige "kød" derinde er der en sort masse der tydeligvis er levende, den bevægede sig nemlig, sitrende små bevægelser indimellem afløst af større svømmeagtige bevægelser. Den er kvalmende ækel at skue. Der stinker af råddent kød i rummet og det var ikke så sært, for på et bord står der, dækket op med det fineste sølvtøj og krystal, råddent kød i forskellige former. Små hapser af menneskefingre ligger sirligt på smukke sølvfade sammen med andre, udefinerbare mundrette stykker lige til at snakke på, der var sågar en lille fin krystalskål med levret blod man kunne dyppe i. Ved siden af bordet står der en meget smukt udskåret højrygget stol med armlæn, stolen er betrukket med det fineste kalveskind og ser både fornem og behagelig ud. Hvis altså ikke lige det var fordi, det så ud som om nogen havde slagtet et mellem stort dyr i den. Blod havde gennem sivet det fine læder og der var en mørk pøl på gulvet under den, små kød og hud trevler hænger ned fra de smukke udskæringer af et fornemt jagtselskab på vildsvinejagt og på den højre side af ryglænet, næsten dækkende topkuglen omkranset med udsøgt udskåret egeløv, sidder der en nonchalant henslængt langhåret blodig skalp, hvis kønne sorte slangekrøller falder smukt, om end makabert, ned af stoleryggens side. Der står et stort maleri med bagsiden ud af, op af væggen, ved siden af det er der en skænk, med en masse forskellige småting ovenpå. En lille hårkam, et par små flasker, et æbleskrog, en lille lædersnor, et beskidt vinglas fra Den Rustne Drage, en knækket rød fjer, en udslidt sandal, en... heeey… pludselig genkender jeg flere af disse småting, det er alle sammen ting jeg har kasseret eller som er blevet væk eller som jeg må tilstå, det er højst sandsynligt at jeg har været i kontakt med. Maleriet forestiller ikke mig, men en eller anden har forsøgt at få det til at ligne mig, ved at klistre og forme menneskehud på maleriets ansigt og på den måde forsøge at give det mine ansigts træk. Hvis jeg syntes jeg var halvskidt før er jeg nu ganske tæt på at knække sammen og kaste op. I frustration flår jeg Alderns ring af min finger og lægger den med et klank på skænken. Idet samme træder en skikkelse ud af skyggen bagved den skumle gevækst, denne person er klædt i brokade, silke og velour, han bukker dybt for mig, gør elegante falbelader med den ene arm og siger" Elektra min elskede, endelig er du kommet til mig og jeg ser, at ikke alene har du taget feberen i dig, du har også medbragt friske forsyninger" Aldern smiler grumt og kaster et sultent blik på resten af partyet. Jeg genkender Aldern på stemmen, for det er det eneste der er tilbage af den engang så kønne unge adelsmand, med det pæne brune hår, den lydefri hud, de dybe brune øjne og de sensuelle læber, som jeg en gang eller to, efter en våd aften på Den Rustne Drage, blidt trykkede imod mine. Nu var han hæslig at skue, hans hud var skimmelgrøn, han var skaldet som et æg, han havde store ækle spidse øre som en goblin, hans øjne var nu skrigende gule med røde rander. Hans hænder, ak! de fine, slanke, bløde hænder, nu var det nærmest krogede dødemands knogler, med lange spidse klolignende negle, aldrig om jeg kunne lade dem røre mig igen,(jeg fik kuldegysninger blot ved tanken). Og hans mund med de engang så sensuelle, fyldige, bløde, læber... læber der kunne være både blide og krævende på den mest forførende måde... mit hjerte, brist ej... nu var de smalle, sprukne og for altid trukket op i et snerrende smil, af de alt alt alt for mange, lange, spidse, gule tænder, der grotesk sad i flere rækker i mundhulen. Min verden sank i grus, jeg havde inderst inde håbet, lige til dette øjeblik, at min smukke Aldern var kommet i kløerne på et ondt mørkt væsen, der havde misbrugt hans verden, til sit eget for godt befindende. At han var en uskyldig, undertrykt slave, der kunne reddes af mig og mine kammerater. Og at vi glade kunne danse ud i solopgangen sammen, når dette hæslige mareridt forhåbentlig snart fik en ende. Men ak nej, jeg måtte med en bitter smag i munden (og en ækel klistret følelse af at være tilsmudset) indse, at denne sindssyge galning, ikke længere var, måske aldrig havde været, den noble, tiltrækkende, unge adelsmand, jeg (til min egen overraskelse netop indså) var faldet pladask for. "Tror du virkelig at JEG vil være sammen med dig, dit afskyelige krapyl”, råbte jeg harmdirrende og sendte tre sølvglimtende missiler ind i Alderns brystkasse. så gik kampen i gang, alle sprang vi på ham og forsøgte at dræbe dette monster der engang havde været en mand. Alle undtagen Maegar der frem drog et pergament fra sine gemmer og begyndte at mumle noget, jeg så ud af øjenkrogen en usynlig hånd der masede sig ind i den klamme gevækst på væggen og maste den til en sydende slimet masse der drev ned af væggen til gulvet hvor den skælvede lidt og derefter lå helt stille. Det blev en lang og hård kamp, jeg så desværre ikke slutningen da jeg besvimede undervejs af blodtab fra mine sår, men da jeg kom til mig selv igen lå Aldern død på gulvet og alle mine kammerater var heldigvis stadig levende.

26. Lamashan, 4708 AR

Vi opdagede at der var en tunnel for enden af kæmpe flagermusens grotte Dega, jeg (Elektra) og Alaria begyndte at udforske den, Maegar blev ved bæstet fordi han ville sikre sig at den var helt dø, samt forsøge at lave en kappe af dens vinger. Tunnellen var ret kort og vi kom ind i et rum med en vindeltrappe der førte op og to andre åbninger, vi tog den til venstre, der hørtes et fjernt sus som et åndedrag fra et stort, meget stort væsen. pludselig dukker tre ghouls op Alaria trækker lynhurtigt sin kårde og stikker den ene i armen, den hvæser og flænger hende med sine beskidte kløer, hun stivner. Dega svinger sit sværd og gir skade på den nærmeste ghoul den bider ud efter han men rammer ikke, den 3. ghoul fægter vildt i luften med sine kløer efter Dega, men han har fullplate på og det giver en hvinende lyd da kløer og metal mødes. Jeg pumper hurtigt et par små magiske sølv pile ud af min wand, Alarias ghoul falder. Jeg ser til min skræk at fire nye ghouls er dukket op bag de andre og jeg ved at der må stærkere sager end sølv pile til nu, så jeg forbereder en acid sphere, Dega slicer løs på den nærmeste ghoul, den falder, men en ny træder straks i dens sted og uddeler et par grimme rifter, Alaria er stadig paralyseret. Jeg dropper min sky af syrer bag fjendens linje og lader den angribe den nærmeste ghoul, den skriger og falder sydende om på grottens gulv. Dega parere et sæt kløer med sit sværd samtidig med at tænderne fra en anden ghoul bider i hans skulderpanser, Alaria er kommet til sig selv snitter en ghoul over brystkassen i bedste Zorro stil. Igen lader jeg min syre sky skade et af disse, mørkets rædsler, den piber, men står stadig. Dega har ghouls på tre sider nu, han rammer en, men bliver selv ramt af en anden, han stivner. Alaria med de lynhurtige reflekser, går i flanken på den ghoul ved Degas højre side og gør det af den. Min syre sky svitzer igen et af disse monstrøse væsner den hvæser og fortrækker over imod Alaria, der med stor præcision bore sin kåre ind igennem det ene øre og ud igennem det andet, ghoulen kortslutter nærmest og kramper lidt rundt på gulvet inden den ligger helt stille. Endnu en ghoul bliver ramt af syre og smelter sydende, Dega kommer til live med et brøl og kløver løs på en ghoul der omgående falder om. Den sidste ghoul må lide syredøden og vi kigger forpustede på hinanden. "Det var godt nok intenst" griner Alaria, "jeps" smiler Dega tilbage jeg nikker og lader min syresky trille ind i den åbning ghoulsne kom fra der er tomt nu. De andre under søger ligne, men finder ingen ting. Vi undersøger gangsystemet nærmere og finder tre indgange til tre rum, et der lugter nej stinker af død et hvor der ligger en masse ting og sager men også er fyldt med en del langhåret mugagtigt gevækster i grønne og gule farver og endelig gang hvorfra lyden af åndedrættet er meget tydelig. Vi vælger rummet der lugter og finder en hule hvor gulvet langs hele den ene side af væggen er fyldt med halvspiste lig af forskellig art, samt at der er et naturligt vindue i ende væggen. Når man kigger ud kan man se en næsten rund grotte hvor havet skyller ind i bunden, med en sliske rundt langs væggen der fører ned til bunden af grotten, til højre ude i vandet er der en lille skarp klippe der stikker et par meter op. Det er her fra lyden af stort åndedrag kommer. Vi går ud af det klamme, dunstende renovations rum, eller hvad det nu er, ned af gangen og ind i havgrotten, der virker umiddelbart ret øde, men hvem ved hvad der gemmer sig under vandoverfladen i jeg sparker et par småsten ud over kanten, de plopper i vandet ellers sker der ikke så meget, vi er nok en 8 -10 meter oppe over vandspejlet, slisken er halvanden person bred og ser slimet og glat ud, der vokser en del fedtede grønne alger på den. To tredje del nede bemærker Dega at der er en dør, en dør med tre kranier i karmen et foroven og to på hver sin side af døren. Vi finder et reb frem og Alaria der er den smidigste af os går først så langt som rebet rækker det gå fint nok. Jeg trækker et af mine magiske kort (det med katten) og aktiverer det, det løfter sig fra min hånd og begynder at dreje rundt i luften, hurtigere og hurtigere hvirvler kortet rundt om sig selv imens det stiger op over hovedet på mig og med et puf forsvinder det i en lille sky af gyldent støv, der daler ned over mig og et øjeblik føles det, som om en kat gnider sig op af mit ene ben, jeg kigger automatisk ned efter katten, men kan ikke se nogen. " min tur?" siger jeg spørgende til Dega der står og holder i rebet, han brummer og nikker bekræftende og jeg tripper forsigtigt af sted med den ene hånd ud til siden og den anden holder jeg på rebet, som om det var et gelænder. Midtvejs imellem Alaria og Dega glider min fod på det slimede underlag, jeg formår at holde fast i rebet, men rykker Dega omkuld, rebet bliver slapt, jeg rutsjer fuld fart ned til Alaria og bumser så hårdt ind i hendes ben at hun sætter sig på halen. "Ups" siger jeg flovt. Dværgske eder lyder fra toppen af slisken og Alaria sender mig et drillende blik," fix detalje" smøre hun på og børster lidt alge af baglåret. Dit tåbelige menneske du skal gøre sådan her det er den eneste sikre buldre det bagfra, jeg vender hovedet og ser Dega komme kravlende på alle fire, ned af slisken med hovedet først. Så kravler vi sindigt, men sikkert af sted bag Alaria der legende let går forrest, ned til døren med kranieudsmykningen. "Guld... guld... guld... guld", lyder det bag mig da vi kravler af sted, det er Dega der åbenbart har store forventninger. "GULD... GULD... GULD… GULDGULDGULD!!!", Jeg mærker en bred håndflade på min spinkle ryg og en vægt fire gange min egen, presser mig pludselig ned på den slimede stenslidske,"hnnng... aaav... harrk" stønner jeg da Dega møver sig hen over mig, for at komme foran. Mens jeg stadig kan smage alge snask tænker jeg " Forbandede fede hvalros... uden pli... guldgale... ølstinkende... møjdværg", Jeg skal lige til at brokke mig højlydt da, lyden af en kåre der bliver trukket får mig til at kigge i retning af Alaria, hun er nået ned til døren, men 4 meter foran hende, træder ud af skyggen fra toppen af slisken, 5 gobliner. Deres hud er mørkegrøn, næsten sort de bærer små knogler i deres ansigts piercinger og som hårpynt, farvestrålende fjer samt lasede lændeklæder og de sædvanlige hunde huggerter, de ligner typiske "goboer" fra tudseslikker stammen, men deres øjne har ingen iris eller pupiller, alligevel virker det ikke som om de er blinde, for den forreste svinger præcist sin huggert ud efter Alaria`s våben arm. Alaria når lige at blokere med sin kåre, men låser derved sin arm fast imod huggerten, goblinen der er halvanden hoved lavere end Alaria ser derfor sit snit til lynhurtigt at levere et bid i den låste arm. Alaria skriger i smerte, men skriget stopper halvvejs og hendes krop stivner som en statue. Degar møvedværg rejser sig fra op og møffer sig ud på ydersiden af hende, svinger sit langsværd mod goblinen, rammer... glider i en ekstra stor alge plamage... går næsten i spagat, men holder fast på sit sværd....kløver goblinen fra skulder til skridt......og vælter graciøst som et klippestykke i et mindre bjergskred og lydløs som en brølende tyr ud over kanten, dværg og halveret goblin forsvinder i havet med et koloenormt plask. I mellemtiden har jeg fundet min wand med missiler frem og affyrer, nede på alle tre imellem Alarias ben, to missiler der lige når at reflektere sollyset i to sølv glimt, før de bore sig dybt ind i kroppen på den næste "gobo" der også falder død ud over kanten. Tredje "gobo" træder frem og hugger Alaria i skulderen, igen affyre jeg de små magiske sølv pile... ziing… ziing... tjok… tjok... perfekt skud, med en døds rallen må endnu en gobo i baljen. 4. gobo rammer Alaria, et grimt stik i låret, den smiler grumt, blodet flyder hedt dampende ned ad benet på Alaria og gobo 4 slikker sig ubevidst om munden. Jeg føler mig lidt presset og styrer de næste to missiler til at ramme en i hver af de to sidste goboer, men ingen af dem falder. Igen stikker nr. 4 i stakkels Alaria, denne gang rammer den hoften og slicer igennem læder rustningen. Jeg fyre igen, en til hver og endelig dratter de begge ud over kanten, med to små plask slutter de sig til deres venner og til Dega. Alaria kommer umiddelbart derefter til sig selv. "Dega er røget i baljen og jeg kan ikke se ham, klare du den?", spørger jeg bekymret, samtidig med at jeg smider min rygsæk, mit potionbælte og wand. Alaria stønner, men nikker. Jeg laver et elegant hoved spring fra tre meters højde og bore mig som et missil dybt ned under overfladen i håb om at kunne redde Dega og bjerge ham i land. Kulden fra vandet rammer mig som en kæmpe hånd der lukker sig om min brystkasse og mine lunger føltes som om de skrumper til det halve af deres normale volumen. Der er dunkelt under vandet og jeg svømmer nedad... ned mod mere mørke og kulde... jeg kan snart ikke se noget og jeg er endnu ikke nået til bunden der må være temmelig dybt... pulsen banker i mine tindinger... jeg føler mig frem i mørket… ikke mere luft... må op... kæmper imod en kraftig understrøm... bliver hvirvlet rundt... forsøger at nå overfladen... i mit hoved banker blodet... jeg kæmper af alle kræfter... gispende får jeg lidt luft, forsøger at tagen nogle kraftige hiverter før jeg igen dykker efter Dega. Havet syder i ørene på mig mens jeg endnu en gang prøver på at nå bunden og famle mig frem til en korpulent dværgekrop. " Hvis jeg finder ham, trækker jeg han i land ved skægget, den... den ulykkesdværg pakket ind i fullplate badejern", tænker jeg på vej ned for anden gang, men stadig nul Dega... op… op… op... ny luft, host, hark, sprutte. Ned for tredje gang... føle... føle... ingenting... blodet turbo banker af sted... strøm... mere mørke... op... op... mine armmuskler er begyndt at værke, jeg forbander endnu engang Dega inde i mit hoved og gisper ny pragtfuld luft ind. "Kan du se ham?" Lyder Alarias stemme oppe fra, jeg åbner munden for at svarer og er nær ved at indhalere en stor portion saltvand, da en bølge i det samme, skvulper hen over mit ansigt, jeg sprutter og ryster kraftigt på hovedet imens jeg prøver at holde mig i overfladen. "koom iind, det er hååb-løøst" Lyder det oppe fra og et vandskind fyldt med luft lander med et klask ved siden af mit hoved, jeg indser at hun har ret og begynder nedtrykt at svømme mod bunden af slisken, hvor en lille bitte strimmel sand lyste hvidt mod det mørke vand. Efter en lang og udmattende kamp imod understrømmen når jeg med vandskinds bøjens opdrift til hjælp, endelig kanten og lader kraftesløs Alaria, der nu er gået ned med vores pakkenelliker i mellemtiden, slæbe mig på land. "Jeg var lige ved at tro at du også ville drukne", siger Alaria blidt og dunker mig i ryggen, jeg hoster vand op og kigger fortvivlet op på hende." Jeg var ikke stærk nok til den strøm og der er temmelig dybt, jeg kunne heller ikke se noget", mumler jeg fortvivlet og mit syn sløres af tårer. "Så, så", trøster Alaria med bævrende stemme, "du... du… gjorde dit bedste... ingen kan forlange mere af dig", siger hun mildt, men kigger mig alvorligt ind i øjnene og tørre en tåre bort fra min kind, hvilket virker skørt eftersom jeg er drivende våd på resten af kroppen. "Giiiiiiiiisssp!!!" Et gigantisk gisp nærmest rungede i havgrotten, Alaria og jeg (Elektra) kiggede forskrækkede i lydens retning, det var ud mod vandet. Dega væltede sig stønnede og prustende ind på bredden og lå der, som en lille strandet hval og hev efter vejret. De to unge kvinder løb de få meter hen til dværgen, kastede sig ned over han og krammede og kyssede ham imens de ubrød små glædes hvin " hop lige af og hjælp mig ud af den her rustning, gider I? " Brummede han hæst og kastede en pæn portion saltvand op på bredden. Imens kvinderne hjalp Dega ud af dåsen, kvidrede de løs med lyse stemmer. "jeg troede du var død, jeg ledte og ledte i det kolde mørke vand, men jeg kunne ikke finde dig og strømmen var så stærk at den næsten gjorde kål på mine kræfter, det var kun fordi Alaria var så snarrådig at smide et oppustet vandskind ned til mig at jeg overhovedet kom i land igen" pludrede Elektra løs. "hvordan overlevede du? jeg så du sank som en sten", spurte Alaria. "jeg gik nede på bunden hele vejen, i modstrøm og ikke nok med det, jeg har tabte mit sværd i faldet". Mumlede Dega træt og trak et vinskind op af sin vadsæk. han satte sig på bredden og trøste drak surmulende, imens han skulede ud over vandet. Der gik en rum tid hvor Dega ikke foretog sig andet end skiftevis at sukke, surmule, skule, drikke og mumle "mit dejlige sværd", Alaria og Elektra trippede forlegne rundt i baggrunden og viste ikke rigtig hvad de skulle gøre af sig selv, eller hvordan de kunne hjælpe Dega på andre tanker, de havde ikke just megen erfaring med nedtrykte dværge. "Nej det skal blive løgn, skal det. Ved alle guder, gode som mindre gode, jeg henter det sværd lige nu, gør jeg ", sagde Dega bryskt, rejste sig forbavsende hurtigt op og begyndte at flå resten af sine halv våde klæder af. " Er det nu osse en god ide", indvendte Alaria snusfornuftigt. Dega sendte hende et blik som en tiger trængt op i en krog og hun slog øjeblikkeligt blikket ned og stammede" øøhm... øøhhm… nå… når... det ikke kan være anderledes, så tag idet mindste dette reb og bind den ene ende omkring dig selv, så kan vi hjælpe dig med at komme op igen", hun rakte et reb til Dega "hrrrumpfl..." sagde dværgen, men han bandt alligevel rebet om livet og rakte resten tilbage til Alaria, der smilede forsøgsvis tilbage. "Tag denne evigt brændende fakkel med ned Dega" sagde Elektra " den vil lyse for dig selv under vand og... og... hvis det ikke er nok, kan jeg forsøge at sende mere magisk lys med ned, jeg kan sådan nogen små dansende nogen, de er vældig fi..." , " det er udmærket Elektra, gør alt hvad du kan", afbrød Dega barskt og begyndte at gå ud i vandet med faklen i hånden. " giv et tegn, ryk to gange i rebet når du vil op", nåede Alaria lige at råbe inden bølgerne lukkede sig over Dega. Vente tiden var nervepirrende, Elektra var heldig hun skulle koncentrere sig om sit lys, men Alaria kunne næsten ikke holde det ud, hun trippede nervøst frem og tilbage på bredden og mumlede hele tiden." hvor bliver han af... sætte livet på spil, på grund af et sværd... de er tossede de dværge...kan du se han Elektra?" . Elektra svarede slet ikke, hun koncentrerede sig totalt om at styre de små dansende lys i den retning som Dega fra starten var plumpet i den salte sø. Der gik laaaaaaaang tid syntes Alaria, pludselig sagde Elektra "nu kan jeg ikke nå længere med mine lys." "Jamen hvad så?" Spurte Alaria og kiggede intenst på Elektra " jaa... så ikke noget, nu må han bare klare sig med faklen" svarede Elektra og trak på sine spinkle skuldre. Der gik et laaaaaangt minut mere så rykkede det solidt to gange i rebet. " Elektra!! skynd dig, at hjælpe mig med at få ham hævet på land," råbte Alaria ivrigt og de to kvinder sled som bæster for at få dværgen op igen. " der er godt nok gods i ham", stønnede Alaria og gav sig til det sidste. Endelig dukkede Dega op af bølgen grøn, med et slukøret udtryk i ansigtet" jeg kunne ikke finde det ", meddelte han mut og begyndte at tage tøj på " jaa øøhm så er der vel ikke andet for end at vi går tilbage og henter din bror Maegar, det kan da være at han kan finde på et eller andet", sagde Elektra trøstende. imens Dega surmulende pakkede sine grejer, og så trissede de tilbage til flagermusens grotte. "Hvad er der dog sket med dit skæg brormand, hvorfor krøller det så sært" var det første Maegar udbrød da de dukkede op. " Det er saltvandet der får det til det", mumlede Dega og så fortalte Alaria og Elektra i munden på hinanden alt hvad der var sket, imens Dega skumlede og Maegar udbrød, på passede steder, "ved Abadar!! " og gned sig i skægget.

24. - 26. Lamashan, 4708 AR

Da vi kom ind i en rustne drage så vi straks dværge brødrene Dega og Maegar der sad i krostuen med hver deres store skummende krus af kroejer Ameikos dejlige øl. Vi fortalte dem hvad vi havde hørt og oplevet og vi blev enige om at tage op til Hambly farm for at undersøge sagen med det samme. Sherif Hemlock gav os et par mænd med. Inden vi gik fortalte jeg Ameiko hvad Tsuto havde sagt om at "det ikke var så slemt at være der hvis man ellers kunne lide havregrød," det undrede hun sig noget over da hun viste at Tsuto ikke kunne fordrage havregrød.
Vi red ad hovedvejen ud til farmen, men de sidste to kilometer måtte vi dreje af, af et hjulspor ind igennem nogle store majsmarker, hvor majsen der næsten var klar til at blive høstet, var så høj at en voksen mand ikke kunne se op over det, men jeg (Elektra) kunne hvis jeg stod oppe på ryggen af Shadowmist, min sorte stridshingst sagtens se i hvilken retning vi skulle gå, vi havde på dette tidspunkt valgt at trække vores heste da vi forventede en eller anden form for ballade snarest. Og ganske rigtigt efter ikke særlig længe kom vi til en tredeling af det spor vi fulgte og der stod tre fugleskræmsler, en ved hver af de tre stier. mens vi stod og diskuterede hvilken af stierne vi skulle følge, begyndte to af fugleskræmslerne at røre på sig, de rykkede sig fri af deres stativer og kom hen imod os på en truende måde. Vi gik til angreb på dem og fik dem temmelig hurtigt nedkæmpet, da vi undersøgte dem bagefter tog vi den kartoffelsæk der dækkede deres ansigt af og indenunder mødte der os et grumt syn. Det havde nok engang været et menneske, men nu var det en hæslig, fordærvet, intørret, indsunken, læderagtig udgave med alt for mange spidse tænder og ondskabsfulde røde øjne, neglene på deres hænder var også vokset uhyggeligt lange og mindede mere om kløer. Maegar sagde, at han havde læst om disse væsner og de var en form for udøde der blev kaldt for ”ghouls”.
Vi fortsatte mod Hambly farm og på vejen igennem majsen mødte vi flere af disse ghouls, som vi gjorde det af med uden problemer, til sidst kom vi til et ryddet område ved en stor lade hvor fem ghouls angreb os på en gang denne gang var der en af disse uhyre der fungerede som leder og forsøgte at koordinere angrebet. Han var klædt i finere tøj end de andre, der var klædt som bønderne her på egnen, omend det så ud til at være et mode rigtigt dress for et par hundrede år siden.
Det blev en kort, men intens kamp vi var simpelthen for slagkraftige for dem i enden. Da vi undersøgte dem bagefter fandt vi på deres leder en stor halv rusten nøgle af jern i toppen af nøglen var der en udsmykning af en blomst med en tornet stilk der snoede sig rundt om blomster hovedet. Laden var også lidt specielt bygget hele den ene langside bestod af et kæmpe stort klippestykke, der var hugget ud som et hoved, det var temmelig slidt af vind og vejr og mindede om de thasilonske ruiner der findes adskillige af rundt omkring i landet.
Inde i stuehuset fandt vi den bonde der havde drevet Hambly farmen, ellers rettere sagt det der var tilbage af ham, han hang ned fra hanebjælken i benene, han var en stor kraftig og temmelig overvægtig mand, huden var bleg og blålig, ham var opsvulmet og havde tydeligvis været død i et stykke tid. En seddel var sat fast på ham, på sedlen stod der.
”Til Elektra, tag feberen i dig min elskede - det vil blot være den første af mine gaver til dig. Deres Herskab.”
Da vi undersøgte stuehuset fandt vi et løst gulvbræt, under brættet var der et lille hulrum som indeholdt adskillige små læder poser med det samme antal sølvstykker i hver. Maegar der er vores skattemester talte dem op og indførte dem til resten af vores likvider så snart vi kom hjem til Den Rustne Drage.
På vej hjem gennemsøgte vi området for at få aflivet eventuelle oversete ghouls vi fandt også en ti stykker, men vi fulgte et forslag fra Dega om at fare med lempe og undersøge de fugleskræmsler vi fandt, før vi bare smadrede dem og vi fandt to bønder der ikke var blevet til ghouls endnu som vi bragte til Fader Zantus der takkede os og helbredte dem.
Vi gik en tur på rådhuset for at høre om symbolet på nøglen var et kendt våben mærke og det viste sig ganske rigtigt, at det tilhørte familien Foxglove, vi overnattede på vores værelser i Den Rustne Drage og næste morgen, efter et solidt morgenmåltid, red vi af sted til det forladte Foxglove familie estate også kaldet The Misgivings, der ligger halvvejs imellem Sandpoint og Magnimar.
Vi var fremme en time efter middag, en stor rusten smedejernsport med snirkler og krummelure samt familiens våbenmærke angav indgangen til ejendommen, jeg hoppede af Shadowmist og gik med nøglen i hånden hen til porten. Nøglen passede i nøglehullet og jeg åbnede porten, vi gik alle indenfor. Et lille stykke oppe af indkørslen gik en sti til højre hen til en nedbrændt ruin, den fulgte vi, om ikke andet så for at have et diskret sted at stille vores heste. Der var ikke meget tilbage af denne portner eller aftræks bolig, sodsværtede dele af mure og tilfældige bunker af murbrokker lå og stod imellem højt græs, samt i midten af komplekset, en brønd, det var alt hvad der var tilbage efter branden.
Alaria stod længe og kiggede ned i brønden, mens vi andre støvede søgende omkring i ruinen, som om vi havde tabt noget, pludselig kaldte hun på os:" Jeg tror der er en indgang til en hule eller noget, skjult nede i brønden", sagde hun. "Jeg vil gerne undersøge det, er der nogen der vil holde et reb for mig". "Selvfølgelig", sagde Maegar og vi begyndte at finde reb frem, et til at klatre ned af og en sikkerheds line om livet hvis noget skulle gå galt. Så forsvandt Alaria ned i brøndens mørke, heldigvis havde jeg været så fremsynet at låne hende min evigt brændende fakkel, som ville lyse for hende selv hvis hun tabte den i vandet.
Da Alaria var kommet ned til bunden af brønden var der ganske rigtigt en indgang til en hule cirka en meter over brøndens vandspejl, der var en lille gang på 10 meter og der efter udvidede hulen sig til en temmelig stor grotte. Langs siderne af grotten lå der dyngevis af halvspiste dyr, der var mørkt og fugtigt, men umiddelbart øde. Stanken fra kadaverne var heftig og da Alaria ikke så noget der bevægede sig blev hun enig med sig selv om at grottens beboer nok ikke var hjemme, så hun vente sig om og gik ud til indgangen, men inden hun gik ud af grotten kiggede hun lige en ekstra gang over skulderen og der så hun et par store blege øjne der blinkede til hende bagest fra grotten." Der er noget stort herinde", kaldte hun, ud imod brønd indgangen og trak sin kårde. En kæmpe stor flagermus lod sig droppe ned fra sin soveplads i loftet og fløj men et hæst skrig direkte ned imod Alaria. Den landede foran hende og slog ud efter hende med sine kløer, den ramte ikke.
Oppe ved brønd kanten sagde Maegar:" Dega hop i så hjælper jeg dig med at lande", Dega sprang gesvindt over kanten og lod sig falde ned, Maegar stod og mumlede på en formular, men den må havde mislykkedes for, få sekunder senere lød der et kolossalt plask og et par dværgske eder, hvorefter Maegar blev blussende rød i hovedet og råbte undskyld ned i brøndskakten, flere dværgske eder og lyden af metal der skaber imod sten steg op fra dybet. "Jeg tror jeg foretrækker rebet", sagde jeg og begyndte at binde livlinen om livet på mig selv.
Nede i brønden havde Dega lettere kvæstet fundet huleindgangen og gik ind til Alaria der var i gang med en vild fægtekamp med den enorme flagermus, sylespidse kløer grabsede ud efter hende og lange hjørnetænde huggede igen og igen, Alaria parerede og fintede og forsøgte at ramme den store bæst det bedste hun havde, lært, men netop som Dega trådte ind i grotten fik en af kløerne fat i skulderen på hende og flåede en lang flænge igennem hendes tøj og hud, Alaria stivnede som var hun blevet paralyseret. Heldigvis trådte Dega staks ind foran hende og begynde at udele drabelige hug med sit sværd, stakkels Alaria rørte sig stadig ikke, hun var som frosset fast til pletten hvor hun stod.
Oppe i brøndskakten var jeg så småt på vej ned ad, mine ben rystede under mig, jeg har aldrig rigtig kunne snuppe højder på mere end tre meter, så det gik temmelig langsomt, da jeg ustandselig måtte stoppe op og berolige min skrækslagne koldsveds dækkede krop og mit hamrende hjerte, der var cirka 30 meter til vandspejlet.
Et hug fra Degas klinge flænsede hul i flagermusens ene lædervinge, den hvæsede og slog ud efter ham med sine kløer, en blodig rift kom til syne, over Degas buskede øjenbryn, han stivnede øjeblikkeligt og rørte sig ikke mere. Heldigvis var Alaria kommet til sig selv og stak resolut sin kårde ind i munden på uhyret mens hun hvislede:" æd stål dit møgdyr", kården gennemborede flagermusens tunge og forhindrede den i at sætte tænderne i Degas ansigt.
Inde i brønden var jeg omsider kommet så langt ned at jeg kunne se huleindgangen, jeg forsøgte at svinge mig direkte fra rebet ind i indgangen, men jeg slap rebet for tidligt og faldt med et plask ned i vandet: "ved alle Desnas yndige sommerfugle", bandede jeg. Oppe fra brøndkanten lød Maegars bekymrede baryton: "Er du ok Elektra", "Åhrr hold kæft", mumlede jeg og svømmede hen til kanten. Trak mig op og råbte: "ja fin, fin". Jeg aktiverede den thasilonske medaljon jeg havde om halsen, trak min wand med de magiske missiler og sjokkede plaskende ind for at hjælpe mine kammerater.
Situationen i grotten var gået fra slem, til endnu værre, Alaria havde set sig nødsaget til at trække sig kæmpende tilbage til starten af den lille gang, hun så udkørt ud. Dega var stadig paralyseret og eftersom Alaria ikke kunne både forsvare sig selv og ham, havde hun måtte lade ham stå hvor han nu engang stod. Flagermusen havde derefter ændret taktikken til, det jeg æder nu kommer ikke dårligt tilbage og var øjensynlig heller ikke nogen kræsenpind, for den havde slæbt Dega med sig ind midt i hulen og var nu grådigt i gang med at flå hans rustning af.
Tag din bue frem sagde jeg til Alaria og af fyrede de første missiler af sted, ”tjok - tjok” de gennemborede en lædervinge. Bæstet slap den voldsomt medtagede Dega og kom farende med blafrende vinger, de blottede hugtænder glimtede i fakkel lyset. Vi trak os et par skridt baglæns ind i gangen." Gør plads, nu må det briste eller bære", lød Maegars røst bag os og Abadars gyldne lys oplyste grotten, uhyret stivnede som ramt af lynet, en pil svirpede fra Alarias bue, jeg affyrede endnu to missiler og flagermusen sank livløs om på gulvet foran os.
Vi løb alle hen til Dega og hjalp ham op at stå, han var noget fortumlet, men ikke i fare for at kollapse, faktisk så han forbavsende frisk ud: "tusind tak, brormand" stønnede han: "Der var jeg nær blevet barberet, hvordan kunne du vide at det uhyre ikke kunne tåle Abadars lys?". "Mmjaah, jeg havde jo en formodning", smilede Maegar skævt og dunkede glad sin bror i ryggen.
Vi undersøgte grotten grundigt og fandt ud af at det så sandelig ikke var en kostfornægter af en flagermus der havde beboet dette sted. Vi fandt rester af adskillige gobliner og tre mennesker, den ene havde været en berygtet forbryder der var forsvundet for noget tid siden, han havde blandt andet en magisk forklædnings hat på sig.

23. - 24. Lamashan, 4708 AR

Da vi var færdige med at undersøge ligene af Harker og Katrine Wender på savmøllen gik vi (Elektra og Alaria) over til bygardebarakken fordi sheriffen havde mumlet noget om flere lig på køl. Vi blev vist ned i en kælder under barakken der foruden et par celler og et madopbevaringsrum, nede i bunden af en mørk gang også indeholdt et rum til midlertidig opbevaring af lig, rummet var køligt og dunkelt og der lugtede af død. Der stod tre borde ved siden af hinanden og på disse borde kunne man se konturer af menneskelignende kroppe, under hver deres grånussede klæde med sporariske pletter af en ubestemmelig mørk farve. Sherif Bellock sagde at vi bare skulle tage os den tid vi skulle bruge, men at han ville gå ovenpå for at ordne noget papir arbejde, vi kunne jo kigge op når vi var færdige, hvor efter han skyndte sig at gå. Vi tog ligklæderne af og under dem fandt vi tre mænd der alle bar en syvtakket stjerne skåret ned i huden på deres brystkasse, disse udskæringer lignede til forveksling den vi havde set på Harker over i savmøllen, igen udført med utrolig snilde og håndelag, bestemt ikke mærker lavet af kløer, snarer af barberblade. Disse mænd havde også en del af de stinkende sår som Harker, samt den enes ansigt var stivnet i et gruopvækkende udtryk af rædsel, dennes fingernegle var også flænsede eller helt manglende. Alle ligene bar forskellige scarni tatoveringer blandt andet en lille dolk på hoften. Alaria sagde;" Jeg har set disse mænd før, de er små forbrydere en flok plattenslagere og småsvindlere, lommetyve og taskenspillere, de holder til i Fatman’s Feedbag"; Idet samme dukkede sheriffen op i døråbningen;" jeg glemte forresten at give jer denne her, en af dem havde den på sig". Sagde han og stak Alaria en lap papir, på lappen stod der med samme sirlige håndskrift, som den seddel vi fandt på Harker adresseret til mig;" aflys jeres nuværende forretninger og mød mig i den gamle lade, lidt uden for byen i nat, jeg har et job til jer hvor i vil blive rigt belønnet. Deres Herskab. "Hvor fandt i disse mænd henne "; Spurte jeg sheriffen "i den gamle lade lidt uden for byen"; Svarede han "fandt i ellers noget af betydning"; Spurte jeg ." der var en fyr mere, men han var ikke død". Sagde sheriffen "Jaså, og hvor befinder han sig så henne? Ham vil vi nemlig gerne tale med," sagde jeg med en anelse irritation i stemmen. "Hvis I ellers er færdige hernede skal vi så ikke gå ovenpå og snakke, det her sted giver mig myrekryb" Sagde sherif Bellock. "Gerne ". Sagde Alaria og sendte mig ved alle guder for en tøsedreng blikket. Jeg lagde en hånd over min mund for at skjule et grin og rømmede mig sagte. Vi gik ovenpå og Bellock fortalt os at manden de havde fundet hed Grayst Sevilla og at han var blevet fundet i en tilstand af katatoni og derfor umulig at afhøre, hvorefter han var blevet indlagt på Habes Sanatorium til pleje og observation. Vi tog ud til den gamle lade lidt uden for Sandpoint for at søge efter eventuelle oversete spor, men vi fandt ikke andet end de forventede blodpletter, derefter tog vi op til Erin Habes Sanatorium, vi medbragte en anbefaling som sheriffen havde insisteret på at give os med. Habes Sanatorium er en kæmpe stor firkantet grå bygning, på toppen af en bakke, med ganske få smalle vinduer i tre etager, ca.15 minutters gang fra Sandpoint. For foden af bakken langs vejen op til Sanatoriet, ligger der et stort velholdt hvidt hus i to etager med veranda i førstesals højde og fire søjler to på hver side af den brede trappe op til hoveddøren, samt en mindre knap så velholdt husmandssted med klatreroser, stråtag og små hyggelige søvnige vinduer. Vi bankede på, først ved det store hus og dernæst det mindre, men igen af stederne blev der lukket op. Så gik vi op af vejen til Sanatoriet, vi bankede på den enormt solide egetræs dør og portneren lukkede op." hva´ vil i", spurte en halvgammel nusset udseende mand surt." Vi skal tale med Erin Habe, det drejer sig om en af hans patienter", svarede jeg brysk. Portneren, eller hvad han nu var, mumlede et surt "vendt her" og sjokkede ind i bygningen igen. 5 min. senere dukkede en, gråhåret strengt udseende mager, mand op i døren, han sagde med myndig stemme, "jeg er Erin Habe, hvem er i og hvorfor kommer i her og forstyrre mig, i mit arbejde". Jeg præsenterede os og meddelte, at vi ønskede se en af hans patienter ved navn Grayst Sevilla. " Det kan der overhovedet ikke blive tale om, patienten er meget syg og bør have absolut ro" Sagde Erin og begyndte at lukke døren. "Vi er her i officielt embede, det drejer sig om efterforskningen af en serie mord, jeg må insistere på at komme til at tale med patienten med det samme og jeg medbringer denne anbefaling fra sherif Bellock", skyndte jeg mig at sige og stak anbefalingen ind igennem den nu halvt lukkede dør. Sanatorie indehaveren åbnede døren helt igen, mens han studerede min anbefaling nøje," hm så lad gå da, men ikke for længe, som sagt, Grayst er en yderst syg mand, som ikke bør forstyrres unødigt." Sagde Erin stramt og sendte os et skarp blik. Vi gik af lange triste, søvnigt oplyste gange, uden udsmykning, med jævne mellemrum var der tremmedøre ind til små rum på begge sider. Erin gik forrest og viste vej, bag os fulgte den mand der havde åbnet den tunge egetræs dør da vi først bankede på. Efter en længere gåtur åbnede Erin en dør og vi trådte ind i et opholds rum af en slags, der var en seks syv personer i rummet og de fordelte sig jævnt ved et par borde med tilhørende stole, i et hjørne stod et staffeli og til venstre for det, et lille afsætnings bord med to skuffer i, på staffeliet hang der en kittel fyldt med forskellige farver pletter, men der var ikke noget lærred at se nogen steder. Længst væk ved bagvæggen, på en ensom stol ved et af de høje meget smalle vinduer, sad der en mand i en spændetrøje. " Dette er Grayst Sevilla", sagde Erin Habe og slog ud med hånden i retning af manden i spændetrøjen. Grayst reagerede ikke da hans navn blev nævnt, hans sorte hår var fedtet og hang slasket ned i ansigtet på ham, hans hud havde en usund grønlig tone og der var svedperler på hans pande. Han rokkede kontinuerligt frem og tilbage og stirrede tomt frem for sig, imens han mumlede for sig selv. "Han fejler vel ikke noget der smitter" spurte Alaria mistænksomt, henvendt til Erin Habe. "nej nej," svarede Erin Habe " men det skulle undre mig om i kan få noget som helst fornuftigt ud af at tale med ham". Jeg gik tættere på for at høre hvad det var Grayst mumlede, "nejnejnej, alt for mange tænder, barberknive åååh nej, Skinsaw manden, Skinsaw manden kommer, alt alt for mange tænder, ååh nejnej". igen og igen gentog Grayst disse ord tilsyneladende uden at sanse sine omgivelser. "Har ham været sådan, siden han kom her til?" spurte Alaria. Erin nikkede bekræftende. Jeg strøg Grayst over det fedtede sorte hår og sagde, " Gayst.....,Grayst Sevilla, mit navn er Elektra og jeg er kommet for at hjælpe dig." utroligt nok så det ud til at denne enkle sætning virkede, for hans ansigt lyste nu op, han løftede sit hoved og kiggede direkte ind i mine grønne øjne, med en sær intensitet. " Elektra... jeg har en besked til dig fra mesteren, og jeg har ikke glemt den nej, det har jeg ikke nejnej," Grayst sank noget spyt og forsatte," mesteren...han sagde, Elektra... kom til min Misgivings, der kan du slutte dig til koblet, kommer du og slutter dig til mig, vil der blive en stor høst til din ære. Ja det var sådan han sagde præcis sådan, ååh… han elsker dem så højt", Grayst vendte sit ansigt imod loftet og råbte," det er uretfærdigt... hvorfor elsker han dig? ... hvad har du gjort for at fortjene hans kærlighed?...hva?..".Grayst sprang, overraskende adræt, op fra den stol han havde siddet på og flåede sin spændetrøje i stykker. "Det er uretfærdigt!!! - hvorfor elsker han ikke mig... ååh hvorfor elsk..." Han vendte pludselig sit blik mod mig og skinsygen lyste ud af det. Grayst Sevilla gik truende frem imod mig og forsøgte at gribe om min hals med begge hænder, men fra højre kom Alaria og forsøgte at holde han tilbage, det lykkedes dog ikke, han kastede hende hen ad gulvet, men det distraherede ham så meget at jeg kunne nå at kaste en daze på ham. Nu forsøgte jeg at holde ham fast, men hans styrke var for overvældene og det endte med at vi lå på gulvet, mig nederst og Grayst øverst med hænderne omkring min hals, han forsøgte iden grad at kvæle mig imens han råbte, "det var uretfærdigt... dø... hnnng... dø så... din... din... arrrg". Jeg kæmpede for mit liv vred og vendte mig i et forsøg på at komme væk fra denne galning, men han var simpelthen for stærk, pludselig så jeg Alaria komme til syne oppe over os, som en vildkat trængt op i en krog uddelte hun 2-3 hurtige slag, blod og spyt faldt i en byge ned over mig og Grayst gik ud som et lys, oven på mig. Jeg rullede væk fra det sindssyge menneske og kom chokeret på benene, temmelig medtaget og med tydelige røde håndformede mærker på min hals kvækkede jeg," t-t-tak..host... host" , og smilede taknemligt til Alaria, endnu engang havde denne kvinde reddet mit liv. Grayst var så stærkt medtaget at vi måtte gøre noget hurtig for at redde hans liv, hvis vi skulle gøre os forhåbninger om at få flere informationer ud af ham, heldigvis trådte Erin Habe og et par af hans hjælper nu til og forsøgte at hjælpe, " det står slemt til, han har brug for en præst", konstaterede Erin. "Vi henter Fader Zantus med det samme," sagde Alaria. En halv time senere var vi tilbage med den ærværdige præst, der straks tilså Grayst "Ved Desna, hvorfor har i ikke hentet mig noget før? Denne mand lider jo af ghoul feber," udbrød faderen og sendte Erin Habe et meget hvast blik, denne kiggede skyldbetynget ned i gulvet og mumlede noget om nye moderne teknikker der var blevet afprøvet, men fader Zantus hørte ikke efter, han gav sig til at messe og ganske kort tid efter bredte der sig et smukt gyldent lys i rummet. Efter bønnen havde vi det alle bedre, især Grayst så ud til at have livet op og det usunde grønne skær han havde haft over sig var totalt forsvundet, men han var stadig temmelig mentalt medtaget og det stod ret klart efter et par forsøg at der ikke var mere på nuværende tidspunkt at hente ud af ham. På vej ud af Sanatoriet hører jeg et " pssst... pssssst" det kommer fra en af tremmedørene, jeg lader som om jeg taber min ring og kigger ind i rummet. Det er halvelveren Tsuto, Amekos fortabte bror. " Vil du tage en besked med ud til min søster" hvisker han sagte og kigger bedende på mig. " ja... ja selvfølgelig", hvisker jeg tilbage, lige siden det gik op for mig hvor rædsom en opvækst den knægt har haft, har jeg opfattet ham som en forvildet killing, der bare skulle tæmmes med en solid portion næste kærlighed og omsorg... hmm kald mig bare lidt naiv på det punkt. " så sig til hende at jeg har det godt og det ikke er så slemt at være her, hvis man altså kan lide havregrød", hviskede Tsuto. "Det vil jeg gøre, og... og her tag denne pung, måske kan du bestikke en af vagterne og slippe ud en dag" siger jeg sagte og rækker ham en lille læderpung med 20 gp i. Så rejser jeg mig og løber efter de andre imens jeg holder min ring i vejret og siger "fandt den". De har tilsyneladende ikke lagt mærke til noget. Vi tager direkte tilbage til sherif Bellock, for at fortælle ham om vores hændelser, vi når kun lige at sætte os da døren bliver åbnet med et brag og bondemand Maester Grump tramper hivende og gispende efter vejret ind i rummet. "Det... det er frygteligt... forfærdeligt... nu må i gøre noget", pruster han og tager sig til siden som om han har sidestik, han har tydeligvis overanstrengt sig og hiver efter vejret som en fisk på land." Tag det nu roligt Maester Grump, sæt dig nu ned og fortæl mig, stille og roligt, hvad det drejer sig om", siger sheriffen pædagogisk og slår ud med hånden i retning af en tom stol. Maester sætter sig og begynder at fortælle. " Det begyndte oppe ved the Hamblys Farm der har altid været noget forkert ved det sted, først et får der blev fundet lemlæstet og ædt af så en ko, vi tænkte at der var en flok omstrejfende ulve på færde, men så begyndte vi at se ting der gik omkring om natten, ting på to ben, unaturlige tingester... det det var forfærdeligt... de åd alting... selv hundene har de ædt." Bonden bryder her grædende sammen. Sheriffen sender os et sigende blik og vi lister ud, bag os kan vi høre Bellock forsøge at trøste Bondemand Grump," så… så Maester Grump, jeg skal hurtigst muligt tage mig af det, hmm udøde siger du, den var værre, javel ja tag det nu bare roligt og tør dine øjne her er en klud til næsen sååå... sådan der ja". Døren lukker og vi kan ikke høre mere. Mens vi trisser ned imod the Rusty Dragon stopper Alaria pludselig op og kigger opklarende på mig, "du" siger hun " jeg kom pludselig i tanke om noget, det der Misgivings som Grayst snakkede om, det er også navnet på et gammelt herresæde et godt stykke uden for byen, det har ikke været i brug så længe jeg kan huske, men hvad værre er, det tilhører Familien Foxglove".