Wednesday, July 1, 2009

26. Lamashan, 4708 AR

Vi opdagede at der var en tunnel for enden af kæmpe flagermusens grotte Dega, jeg (Elektra) og Alaria begyndte at udforske den, Maegar blev ved bæstet fordi han ville sikre sig at den var helt dø, samt forsøge at lave en kappe af dens vinger. Tunnellen var ret kort og vi kom ind i et rum med en vindeltrappe der førte op og to andre åbninger, vi tog den til venstre, der hørtes et fjernt sus som et åndedrag fra et stort, meget stort væsen. pludselig dukker tre ghouls op Alaria trækker lynhurtigt sin kårde og stikker den ene i armen, den hvæser og flænger hende med sine beskidte kløer, hun stivner. Dega svinger sit sværd og gir skade på den nærmeste ghoul den bider ud efter han men rammer ikke, den 3. ghoul fægter vildt i luften med sine kløer efter Dega, men han har fullplate på og det giver en hvinende lyd da kløer og metal mødes. Jeg pumper hurtigt et par små magiske sølv pile ud af min wand, Alarias ghoul falder. Jeg ser til min skræk at fire nye ghouls er dukket op bag de andre og jeg ved at der må stærkere sager end sølv pile til nu, så jeg forbereder en acid sphere, Dega slicer løs på den nærmeste ghoul, den falder, men en ny træder straks i dens sted og uddeler et par grimme rifter, Alaria er stadig paralyseret. Jeg dropper min sky af syrer bag fjendens linje og lader den angribe den nærmeste ghoul, den skriger og falder sydende om på grottens gulv. Dega parere et sæt kløer med sit sværd samtidig med at tænderne fra en anden ghoul bider i hans skulderpanser, Alaria er kommet til sig selv snitter en ghoul over brystkassen i bedste Zorro stil. Igen lader jeg min syre sky skade et af disse, mørkets rædsler, den piber, men står stadig. Dega har ghouls på tre sider nu, han rammer en, men bliver selv ramt af en anden, han stivner. Alaria med de lynhurtige reflekser, går i flanken på den ghoul ved Degas højre side og gør det af den. Min syre sky svitzer igen et af disse monstrøse væsner den hvæser og fortrækker over imod Alaria, der med stor præcision bore sin kåre ind igennem det ene øre og ud igennem det andet, ghoulen kortslutter nærmest og kramper lidt rundt på gulvet inden den ligger helt stille. Endnu en ghoul bliver ramt af syre og smelter sydende, Dega kommer til live med et brøl og kløver løs på en ghoul der omgående falder om. Den sidste ghoul må lide syredøden og vi kigger forpustede på hinanden. "Det var godt nok intenst" griner Alaria, "jeps" smiler Dega tilbage jeg nikker og lader min syresky trille ind i den åbning ghoulsne kom fra der er tomt nu. De andre under søger ligne, men finder ingen ting. Vi undersøger gangsystemet nærmere og finder tre indgange til tre rum, et der lugter nej stinker af død et hvor der ligger en masse ting og sager men også er fyldt med en del langhåret mugagtigt gevækster i grønne og gule farver og endelig gang hvorfra lyden af åndedrættet er meget tydelig. Vi vælger rummet der lugter og finder en hule hvor gulvet langs hele den ene side af væggen er fyldt med halvspiste lig af forskellig art, samt at der er et naturligt vindue i ende væggen. Når man kigger ud kan man se en næsten rund grotte hvor havet skyller ind i bunden, med en sliske rundt langs væggen der fører ned til bunden af grotten, til højre ude i vandet er der en lille skarp klippe der stikker et par meter op. Det er her fra lyden af stort åndedrag kommer. Vi går ud af det klamme, dunstende renovations rum, eller hvad det nu er, ned af gangen og ind i havgrotten, der virker umiddelbart ret øde, men hvem ved hvad der gemmer sig under vandoverfladen i jeg sparker et par småsten ud over kanten, de plopper i vandet ellers sker der ikke så meget, vi er nok en 8 -10 meter oppe over vandspejlet, slisken er halvanden person bred og ser slimet og glat ud, der vokser en del fedtede grønne alger på den. To tredje del nede bemærker Dega at der er en dør, en dør med tre kranier i karmen et foroven og to på hver sin side af døren. Vi finder et reb frem og Alaria der er den smidigste af os går først så langt som rebet rækker det gå fint nok. Jeg trækker et af mine magiske kort (det med katten) og aktiverer det, det løfter sig fra min hånd og begynder at dreje rundt i luften, hurtigere og hurtigere hvirvler kortet rundt om sig selv imens det stiger op over hovedet på mig og med et puf forsvinder det i en lille sky af gyldent støv, der daler ned over mig og et øjeblik føles det, som om en kat gnider sig op af mit ene ben, jeg kigger automatisk ned efter katten, men kan ikke se nogen. " min tur?" siger jeg spørgende til Dega der står og holder i rebet, han brummer og nikker bekræftende og jeg tripper forsigtigt af sted med den ene hånd ud til siden og den anden holder jeg på rebet, som om det var et gelænder. Midtvejs imellem Alaria og Dega glider min fod på det slimede underlag, jeg formår at holde fast i rebet, men rykker Dega omkuld, rebet bliver slapt, jeg rutsjer fuld fart ned til Alaria og bumser så hårdt ind i hendes ben at hun sætter sig på halen. "Ups" siger jeg flovt. Dværgske eder lyder fra toppen af slisken og Alaria sender mig et drillende blik," fix detalje" smøre hun på og børster lidt alge af baglåret. Dit tåbelige menneske du skal gøre sådan her det er den eneste sikre buldre det bagfra, jeg vender hovedet og ser Dega komme kravlende på alle fire, ned af slisken med hovedet først. Så kravler vi sindigt, men sikkert af sted bag Alaria der legende let går forrest, ned til døren med kranieudsmykningen. "Guld... guld... guld... guld", lyder det bag mig da vi kravler af sted, det er Dega der åbenbart har store forventninger. "GULD... GULD... GULD… GULDGULDGULD!!!", Jeg mærker en bred håndflade på min spinkle ryg og en vægt fire gange min egen, presser mig pludselig ned på den slimede stenslidske,"hnnng... aaav... harrk" stønner jeg da Dega møver sig hen over mig, for at komme foran. Mens jeg stadig kan smage alge snask tænker jeg " Forbandede fede hvalros... uden pli... guldgale... ølstinkende... møjdværg", Jeg skal lige til at brokke mig højlydt da, lyden af en kåre der bliver trukket får mig til at kigge i retning af Alaria, hun er nået ned til døren, men 4 meter foran hende, træder ud af skyggen fra toppen af slisken, 5 gobliner. Deres hud er mørkegrøn, næsten sort de bærer små knogler i deres ansigts piercinger og som hårpynt, farvestrålende fjer samt lasede lændeklæder og de sædvanlige hunde huggerter, de ligner typiske "goboer" fra tudseslikker stammen, men deres øjne har ingen iris eller pupiller, alligevel virker det ikke som om de er blinde, for den forreste svinger præcist sin huggert ud efter Alaria`s våben arm. Alaria når lige at blokere med sin kåre, men låser derved sin arm fast imod huggerten, goblinen der er halvanden hoved lavere end Alaria ser derfor sit snit til lynhurtigt at levere et bid i den låste arm. Alaria skriger i smerte, men skriget stopper halvvejs og hendes krop stivner som en statue. Degar møvedværg rejser sig fra op og møffer sig ud på ydersiden af hende, svinger sit langsværd mod goblinen, rammer... glider i en ekstra stor alge plamage... går næsten i spagat, men holder fast på sit sværd....kløver goblinen fra skulder til skridt......og vælter graciøst som et klippestykke i et mindre bjergskred og lydløs som en brølende tyr ud over kanten, dværg og halveret goblin forsvinder i havet med et koloenormt plask. I mellemtiden har jeg fundet min wand med missiler frem og affyrer, nede på alle tre imellem Alarias ben, to missiler der lige når at reflektere sollyset i to sølv glimt, før de bore sig dybt ind i kroppen på den næste "gobo" der også falder død ud over kanten. Tredje "gobo" træder frem og hugger Alaria i skulderen, igen affyre jeg de små magiske sølv pile... ziing… ziing... tjok… tjok... perfekt skud, med en døds rallen må endnu en gobo i baljen. 4. gobo rammer Alaria, et grimt stik i låret, den smiler grumt, blodet flyder hedt dampende ned ad benet på Alaria og gobo 4 slikker sig ubevidst om munden. Jeg føler mig lidt presset og styrer de næste to missiler til at ramme en i hver af de to sidste goboer, men ingen af dem falder. Igen stikker nr. 4 i stakkels Alaria, denne gang rammer den hoften og slicer igennem læder rustningen. Jeg fyre igen, en til hver og endelig dratter de begge ud over kanten, med to små plask slutter de sig til deres venner og til Dega. Alaria kommer umiddelbart derefter til sig selv. "Dega er røget i baljen og jeg kan ikke se ham, klare du den?", spørger jeg bekymret, samtidig med at jeg smider min rygsæk, mit potionbælte og wand. Alaria stønner, men nikker. Jeg laver et elegant hoved spring fra tre meters højde og bore mig som et missil dybt ned under overfladen i håb om at kunne redde Dega og bjerge ham i land. Kulden fra vandet rammer mig som en kæmpe hånd der lukker sig om min brystkasse og mine lunger føltes som om de skrumper til det halve af deres normale volumen. Der er dunkelt under vandet og jeg svømmer nedad... ned mod mere mørke og kulde... jeg kan snart ikke se noget og jeg er endnu ikke nået til bunden der må være temmelig dybt... pulsen banker i mine tindinger... jeg føler mig frem i mørket… ikke mere luft... må op... kæmper imod en kraftig understrøm... bliver hvirvlet rundt... forsøger at nå overfladen... i mit hoved banker blodet... jeg kæmper af alle kræfter... gispende får jeg lidt luft, forsøger at tagen nogle kraftige hiverter før jeg igen dykker efter Dega. Havet syder i ørene på mig mens jeg endnu en gang prøver på at nå bunden og famle mig frem til en korpulent dværgekrop. " Hvis jeg finder ham, trækker jeg han i land ved skægget, den... den ulykkesdværg pakket ind i fullplate badejern", tænker jeg på vej ned for anden gang, men stadig nul Dega... op… op… op... ny luft, host, hark, sprutte. Ned for tredje gang... føle... føle... ingenting... blodet turbo banker af sted... strøm... mere mørke... op... op... mine armmuskler er begyndt at værke, jeg forbander endnu engang Dega inde i mit hoved og gisper ny pragtfuld luft ind. "Kan du se ham?" Lyder Alarias stemme oppe fra, jeg åbner munden for at svarer og er nær ved at indhalere en stor portion saltvand, da en bølge i det samme, skvulper hen over mit ansigt, jeg sprutter og ryster kraftigt på hovedet imens jeg prøver at holde mig i overfladen. "koom iind, det er hååb-løøst" Lyder det oppe fra og et vandskind fyldt med luft lander med et klask ved siden af mit hoved, jeg indser at hun har ret og begynder nedtrykt at svømme mod bunden af slisken, hvor en lille bitte strimmel sand lyste hvidt mod det mørke vand. Efter en lang og udmattende kamp imod understrømmen når jeg med vandskinds bøjens opdrift til hjælp, endelig kanten og lader kraftesløs Alaria, der nu er gået ned med vores pakkenelliker i mellemtiden, slæbe mig på land. "Jeg var lige ved at tro at du også ville drukne", siger Alaria blidt og dunker mig i ryggen, jeg hoster vand op og kigger fortvivlet op på hende." Jeg var ikke stærk nok til den strøm og der er temmelig dybt, jeg kunne heller ikke se noget", mumler jeg fortvivlet og mit syn sløres af tårer. "Så, så", trøster Alaria med bævrende stemme, "du... du… gjorde dit bedste... ingen kan forlange mere af dig", siger hun mildt, men kigger mig alvorligt ind i øjnene og tørre en tåre bort fra min kind, hvilket virker skørt eftersom jeg er drivende våd på resten af kroppen. "Giiiiiiiiisssp!!!" Et gigantisk gisp nærmest rungede i havgrotten, Alaria og jeg (Elektra) kiggede forskrækkede i lydens retning, det var ud mod vandet. Dega væltede sig stønnede og prustende ind på bredden og lå der, som en lille strandet hval og hev efter vejret. De to unge kvinder løb de få meter hen til dværgen, kastede sig ned over han og krammede og kyssede ham imens de ubrød små glædes hvin " hop lige af og hjælp mig ud af den her rustning, gider I? " Brummede han hæst og kastede en pæn portion saltvand op på bredden. Imens kvinderne hjalp Dega ud af dåsen, kvidrede de løs med lyse stemmer. "jeg troede du var død, jeg ledte og ledte i det kolde mørke vand, men jeg kunne ikke finde dig og strømmen var så stærk at den næsten gjorde kål på mine kræfter, det var kun fordi Alaria var så snarrådig at smide et oppustet vandskind ned til mig at jeg overhovedet kom i land igen" pludrede Elektra løs. "hvordan overlevede du? jeg så du sank som en sten", spurte Alaria. "jeg gik nede på bunden hele vejen, i modstrøm og ikke nok med det, jeg har tabte mit sværd i faldet". Mumlede Dega træt og trak et vinskind op af sin vadsæk. han satte sig på bredden og trøste drak surmulende, imens han skulede ud over vandet. Der gik en rum tid hvor Dega ikke foretog sig andet end skiftevis at sukke, surmule, skule, drikke og mumle "mit dejlige sværd", Alaria og Elektra trippede forlegne rundt i baggrunden og viste ikke rigtig hvad de skulle gøre af sig selv, eller hvordan de kunne hjælpe Dega på andre tanker, de havde ikke just megen erfaring med nedtrykte dværge. "Nej det skal blive løgn, skal det. Ved alle guder, gode som mindre gode, jeg henter det sværd lige nu, gør jeg ", sagde Dega bryskt, rejste sig forbavsende hurtigt op og begyndte at flå resten af sine halv våde klæder af. " Er det nu osse en god ide", indvendte Alaria snusfornuftigt. Dega sendte hende et blik som en tiger trængt op i en krog og hun slog øjeblikkeligt blikket ned og stammede" øøhm... øøhhm… nå… når... det ikke kan være anderledes, så tag idet mindste dette reb og bind den ene ende omkring dig selv, så kan vi hjælpe dig med at komme op igen", hun rakte et reb til Dega "hrrrumpfl..." sagde dværgen, men han bandt alligevel rebet om livet og rakte resten tilbage til Alaria, der smilede forsøgsvis tilbage. "Tag denne evigt brændende fakkel med ned Dega" sagde Elektra " den vil lyse for dig selv under vand og... og... hvis det ikke er nok, kan jeg forsøge at sende mere magisk lys med ned, jeg kan sådan nogen små dansende nogen, de er vældig fi..." , " det er udmærket Elektra, gør alt hvad du kan", afbrød Dega barskt og begyndte at gå ud i vandet med faklen i hånden. " giv et tegn, ryk to gange i rebet når du vil op", nåede Alaria lige at råbe inden bølgerne lukkede sig over Dega. Vente tiden var nervepirrende, Elektra var heldig hun skulle koncentrere sig om sit lys, men Alaria kunne næsten ikke holde det ud, hun trippede nervøst frem og tilbage på bredden og mumlede hele tiden." hvor bliver han af... sætte livet på spil, på grund af et sværd... de er tossede de dværge...kan du se han Elektra?" . Elektra svarede slet ikke, hun koncentrerede sig totalt om at styre de små dansende lys i den retning som Dega fra starten var plumpet i den salte sø. Der gik laaaaaaaang tid syntes Alaria, pludselig sagde Elektra "nu kan jeg ikke nå længere med mine lys." "Jamen hvad så?" Spurte Alaria og kiggede intenst på Elektra " jaa... så ikke noget, nu må han bare klare sig med faklen" svarede Elektra og trak på sine spinkle skuldre. Der gik et laaaaaangt minut mere så rykkede det solidt to gange i rebet. " Elektra!! skynd dig, at hjælpe mig med at få ham hævet på land," råbte Alaria ivrigt og de to kvinder sled som bæster for at få dværgen op igen. " der er godt nok gods i ham", stønnede Alaria og gav sig til det sidste. Endelig dukkede Dega op af bølgen grøn, med et slukøret udtryk i ansigtet" jeg kunne ikke finde det ", meddelte han mut og begyndte at tage tøj på " jaa øøhm så er der vel ikke andet for end at vi går tilbage og henter din bror Maegar, det kan da være at han kan finde på et eller andet", sagde Elektra trøstende. imens Dega surmulende pakkede sine grejer, og så trissede de tilbage til flagermusens grotte. "Hvad er der dog sket med dit skæg brormand, hvorfor krøller det så sært" var det første Maegar udbrød da de dukkede op. " Det er saltvandet der får det til det", mumlede Dega og så fortalte Alaria og Elektra i munden på hinanden alt hvad der var sket, imens Dega skumlede og Maegar udbrød, på passede steder, "ved Abadar!! " og gned sig i skægget.

No comments:

Post a Comment