Wednesday, July 1, 2009

26. - 27. Lamashan, 4708 AR

Da vi er efter et par bønner til Abadar alle føler os meget bedre tilpas, starter der en diskussion om hvilket sted vi skal kaste vores opmærksomhed på i denne underjordiske verden, jeg (Elektra) føler en stærk trang til at undersøge vindeltrappen, men Dega vil tilbage til havgrotten. Et godt kompromis stiller som bekendt ingen tilfreds, så det ender med, at blive rummet med mug der står for tur. På vejen der hen passere vi vindeltrappen og jeg kan ikke nære mig for at gå lidt op ad den for at forundersøge lidt, så jeg lusker ubemærket af, det viser sig imidlertid at jeg ikke kan se andet end trappe, selv om jeg er halvt oppe ad den. Resten af partyet er i gang med det mugne rum. Alaria lister sig forsigtigt ind og snuser lidt rundt, men da hun kommer til at røre ved en særlig stor gul gevækst frigiver den pludselig sit depot af spore i en håndsbred kraftig stråle, Alaria skynder sig ud af rummet, men skaden er sket, der er spore i luften overalt også ude i gangen, hvor de andre venter. Der hostes og harkes, alle bliver inficeret med de sygdomsfremkaldende spore. Det er kun på grund af Maegars healende kræfter og snarrådighed at de klare sig igennem dette angreb fra dette sære væsen, ingen har endnu kunne klassificere mug og andre svampe til enten dyreriget eller planteriget da de har grundliggende karaktertræk fra begge dele, i sandhed et mystisk væsen. Da jeg vender tilbage til gruppen fra min lille afstikker, kan jeg konstatere løbende næser og hosteanfald galore, jeg bemærker tørt "at man da heller ikke kan lade jer være alene i 5 min. uden at i kommer galt af sted" "ja sååe og hvad ville du så have gjort" lyder det spidst fra Alaria. "Det skal jeg da gerne vise jer, i har jo grebet dette helt forkert an", bemærker jeg kækt og fremtryller en kugleformet sky af ild som jeg sender ind i mugrummet, jeg styre ilden hid og did med elegante bevægelser af min ene hånd imens jeg smiler selvtilfreds til mine kammerater og afsvider således de fæle gevækster til de er udbrændte og aflivede. "Sådan skal det gøres", siger jeg med slet skjult selvtilfredshed i stemmen, "nu kan i gå sikkert ind", "fikst" siger Maegar og sender mig et skævt smil. Alaria mumler et eller andet jeg ikke rigtig kan høre, men jeg opfanger dog at der indgår ord som, selvglade trylletøjte og blæremås og hun sender mig et småsurt blik. Jeg giver hende mit mest blændende smil tilbage og flakser forførende med mine lange sorte buede øjenvipper, hun fnyser indigneret ad mig, men jeg kan se at hun ikke er alvorligt sur. Vi undersøger rummet på alle leder og kanter og vi finder en lækker magisk hakke, der sjovt nok ikke er sodsværtet som alt andet i rummet, men ellers ingen ting. Efter min blændende aflivning af dræber muggen, er det en smal sag for mig at overtale de andre til, at det må være vindeltrappen vi koncentrere os om. Trappen er smal så vi går i en lang række op til enden af trappen hvor der er et hul i muren, vi træder forsigtigt igennem åbningen og kommer ind i et tomt rum uden vinduer, men i den fjerneste ende af rummet er der en lille trappe på højst 6-7 trin der føre op til en dør. Vi giver os rutinemæssigt til at undersøge rummet, der er en ubehagelig lugt af død i dette rum, bemærker jeg umiddelbart før jeg ligesom falder i staver. Som i en drøm ser jeg pludselig Aldern Foxglove, ham har en hakke i hånden og han giver sig til at hakke løs på murværket. Han er tydeligt oprevet og han gentager hele tiden disse ord højt for sig selv," det er for din skyld, min elskede Elektra, for din skyld min egen, at jeg må gøre dette her". han hakker løs på netop det sted hvor vi lige er kommet ind og efter et stykke tid kan jeg se vindeltrappen som vi kom op af, jeg prøver at få ham til at stoppe, men han kan ikke høre mig, ej heller kan han se mig. Nu kan jeg se noget inde i mørket, i hullet til trappen, øjne... blege øjne og glimtende tænder... lange spidse krumme kløer... pludselig farer noget stort og sort ud i rummet... er der en, eller flere… jeg kan ikke bedømme det, de eller den er utrolig hurtig, Aldern bliver angrebet og... og... det gør jeg også... tænder og kløer overalt... jeg skriger og viger tilbage i rædsel, forsøger fortvivlet at undgå, men det er nytteløst... føler hvordan mit tøj bliver flået i... jeg prøver at gøre modstand... undvige... alligevel mærker jeg hvordan utallige kløer flænser i mig... jeg... jeg. Pludselig er det væk, alting er bare væk... Aldern... væsnerne... jeg befinder mig i et tomt rum, mine kammerater står samlet omkring mig. "Ved Abadar! hvad sker Elektra!" høre jeg Maegars malmrøst sige," det... det... det angreb... A-Aldern var her og... og... han hakkede hul i... det... det… kom farende ud... og... og… så i det ikke selv ? " stammede jeg dybt rystet. " Nul putte, det eneste jeg så var dig der kastede dig frem og tilbage, som om du var helt forrykt i knoppen," sagde Dega og kiggede mystificeret på mig. " Også jeg, men jeg tror du er såret, du er fuld af rifter", samstemte Alaria. Jeg kiggede ned af mig selv og i sandhed, jeg var temmelig forrevet, jeg så faktisk ud som om jeg havde løbet en 1000 fod sprint igennem et tykt tornekrat af den værste slags. "Jamen... jamen så i slet ikke… at… at", jeg kunne se på deres blikke at de troede det rablede for mig. Så fik jeg en ide, jeg fandt et pergament frem fra min rygsæk og begyndte at læse det højt, "du der ikke vil ses, du der skjuler dig ved magisk kraft, bliv nu synlig for alle i dette rum, jeg beordre dig til at komme til syne nu!!!". Intet skete, intet kom til syne. Det pergament hvor min formular stod på blev til støv i mine hænder. "Jeg... jeg har det vist ikke så godt", sagde jeg med skælvede stemme, tog mig til hovedet og sank stille ned på gulvet til siddende stilling. "siden Aldern gav mig denne her ring er der sket så mange mærkelige ting og... og nu er jeg åbenbart også begyndt at se syner," mumlede jeg, mest til mig selv. "Visse vasse Elektra, op med mulen, jeg er sikker på, at det er, det her sted, der driver gæk med os, " Sagde Dega trøstende. "Må jeg godt se den ring? ", spurte Maegar, jeg gav ham guldringen med den smukke røde rubin. "Hvis man kigger vældig godt efter kan man se Foxgloves våbenmærke igennem rubinen og der er også en inskription indvendig i ringen der står, min elskede Iesha." Konstatere Maegar, "viste du at man kan holde øje med hvor bæreren af sådan en ring befinder sig, Elektra? " spurte Maegar og så vidende på mig " nææe virkelig?" svarede jeg fåret, "jamen det forklare jo en del". Nikker Dega. " Tjaa jeg ved at Iesha var en Varisia kvinde, som blev gift med Aldern Foxglove og forsvandt på mystisk vis, for ca. et år siden," sagde Alaria, "hvor længe var de gift?" spurte jeg nysgerrigt, "ikke længe, 2 år sådan cirka," svarede hun. "hvad ved du mere familien Foxglove?" Spurte jeg og kiggede forhåbningsfuldt op på Alaria. " Hmm... Vorel Foxglove er ham der byggede Foxglove Mansion for omkring 60 år siden, han levede her i ca. 20 år, så døde han og hans familie pludselig af en mystisk sygdom, alle døde undtagen den yngste søn Trevor, han voksede op et andet sted, men flyttede tilbage for ca. 20 år siden med sin kone Cyralie de fik 2-3 børn der iblandt Aldern, men Cyralie begik tilsyneladende selvmord, hun kastede sig ud fra klipperne og ned i havet, kort tid efter var der en stor brand her og alle omkom undtagen Aldern, der blev reddet af en trofast tjener og voksede op i Magnimar. Det er omkring 20 år siden branden nu, så Aldern er vel ca. 30 år i dag, ja jo det passer meget godt", fortalte Alaria. Vi var nødt til at sove, da os der bruger magi havde slidt kraftigt på vores resurser, vi skiftedes til at holde vagt og fik vores søvn men alle var vi plaget af mareridt og sære uhyggelige drømme som vi ikke kunne huske dagen efter. Næste dag må jeg konstatere at jeg er syg, jeg har det så dårligt at jeg insistere på at tage tilbage til Sandpoint, de andre indvilliger i at tage med, men da jeg, som den første er kravlet op igennem brøndskakten og kommer ud i det fri, er der fyldt med hundredvis af krager, uddøde vel at mærke og de har slået vores heste ihjel. Kragerne angriber mig og jeg må flygte tilbage ned i brønden hvor de forfølger mig, men heldigvis får jeg dem stoppet ved at bruge et af mine magiske Harrow kort og jeg påkalder en sværm af flagermus der laver en salgs prop i brøndskakten så vi kan undslippe tilbage til grotte systemet, nu er gode dyr rådne (råd dyre), som man siger og vi går op til rummet for enden af vindeltrappen, for at se om vi kan komme op i huset og slippe ud den vej. Det første rum er et laboratorium, temmelig smadret, men der er nogen glasmosaikker i vinduerne som viser Vorel som drikker en mystisk væske der gør noget ved ham. Indimellem ser vi ting individuelt, som de andre ikke ser, opfører os sært og det virker i det hele taget som om, der er nogen ondsindede ånder på spil her, der er flere glasmosaikker i den engang storslåede riddersal. Et af et rasende træ, et af en blå og gul rovfugl, et af en løve med kvindeoverkrop der hvor løvehovedet ellers skulle sidde og et af et stort blæksprutteagtig havvæsen. Man kan se at det engang har været et vældig smukt, ja nærmest prægtigt indrettet hus, men nu er det totalt forfaldent, møjbeskidt, muggent og sine steder brandskadet og idet store hele temmelig ubeboeligt. Vi kan ikke komme ud, Kragerne sidder i hobetal på verandaen og venter på os, der er ikke andet for end at få en afslutning på det her mareridt, så vi beslutter at vende næsen imod havgrotten og gå ind af kraniedøren, jeg får det stadig dårligere. Vi kommer ind i et rum der er oplyst af et sært grønt lys som vi genkender fra stenene langs slisken ude i havgrotten, i den fjerneste ende af rummet vokser der på væggen, en stor svulstagtig, selvlysende, halvgennemsigtig, grøn med gule rander gevækst. gevæksten er omtrent på størrelse med et menneske, der er tydelige mørkegrønne åre der snor sig rundt omkring på den og man kunne se ind til dens midte igennem det halvgennemsigtige "kød" derinde er der en sort masse der tydeligvis er levende, den bevægede sig nemlig, sitrende små bevægelser indimellem afløst af større svømmeagtige bevægelser. Den er kvalmende ækel at skue. Der stinker af råddent kød i rummet og det var ikke så sært, for på et bord står der, dækket op med det fineste sølvtøj og krystal, råddent kød i forskellige former. Små hapser af menneskefingre ligger sirligt på smukke sølvfade sammen med andre, udefinerbare mundrette stykker lige til at snakke på, der var sågar en lille fin krystalskål med levret blod man kunne dyppe i. Ved siden af bordet står der en meget smukt udskåret højrygget stol med armlæn, stolen er betrukket med det fineste kalveskind og ser både fornem og behagelig ud. Hvis altså ikke lige det var fordi, det så ud som om nogen havde slagtet et mellem stort dyr i den. Blod havde gennem sivet det fine læder og der var en mørk pøl på gulvet under den, små kød og hud trevler hænger ned fra de smukke udskæringer af et fornemt jagtselskab på vildsvinejagt og på den højre side af ryglænet, næsten dækkende topkuglen omkranset med udsøgt udskåret egeløv, sidder der en nonchalant henslængt langhåret blodig skalp, hvis kønne sorte slangekrøller falder smukt, om end makabert, ned af stoleryggens side. Der står et stort maleri med bagsiden ud af, op af væggen, ved siden af det er der en skænk, med en masse forskellige småting ovenpå. En lille hårkam, et par små flasker, et æbleskrog, en lille lædersnor, et beskidt vinglas fra Den Rustne Drage, en knækket rød fjer, en udslidt sandal, en... heeey… pludselig genkender jeg flere af disse småting, det er alle sammen ting jeg har kasseret eller som er blevet væk eller som jeg må tilstå, det er højst sandsynligt at jeg har været i kontakt med. Maleriet forestiller ikke mig, men en eller anden har forsøgt at få det til at ligne mig, ved at klistre og forme menneskehud på maleriets ansigt og på den måde forsøge at give det mine ansigts træk. Hvis jeg syntes jeg var halvskidt før er jeg nu ganske tæt på at knække sammen og kaste op. I frustration flår jeg Alderns ring af min finger og lægger den med et klank på skænken. Idet samme træder en skikkelse ud af skyggen bagved den skumle gevækst, denne person er klædt i brokade, silke og velour, han bukker dybt for mig, gør elegante falbelader med den ene arm og siger" Elektra min elskede, endelig er du kommet til mig og jeg ser, at ikke alene har du taget feberen i dig, du har også medbragt friske forsyninger" Aldern smiler grumt og kaster et sultent blik på resten af partyet. Jeg genkender Aldern på stemmen, for det er det eneste der er tilbage af den engang så kønne unge adelsmand, med det pæne brune hår, den lydefri hud, de dybe brune øjne og de sensuelle læber, som jeg en gang eller to, efter en våd aften på Den Rustne Drage, blidt trykkede imod mine. Nu var han hæslig at skue, hans hud var skimmelgrøn, han var skaldet som et æg, han havde store ækle spidse øre som en goblin, hans øjne var nu skrigende gule med røde rander. Hans hænder, ak! de fine, slanke, bløde hænder, nu var det nærmest krogede dødemands knogler, med lange spidse klolignende negle, aldrig om jeg kunne lade dem røre mig igen,(jeg fik kuldegysninger blot ved tanken). Og hans mund med de engang så sensuelle, fyldige, bløde, læber... læber der kunne være både blide og krævende på den mest forførende måde... mit hjerte, brist ej... nu var de smalle, sprukne og for altid trukket op i et snerrende smil, af de alt alt alt for mange, lange, spidse, gule tænder, der grotesk sad i flere rækker i mundhulen. Min verden sank i grus, jeg havde inderst inde håbet, lige til dette øjeblik, at min smukke Aldern var kommet i kløerne på et ondt mørkt væsen, der havde misbrugt hans verden, til sit eget for godt befindende. At han var en uskyldig, undertrykt slave, der kunne reddes af mig og mine kammerater. Og at vi glade kunne danse ud i solopgangen sammen, når dette hæslige mareridt forhåbentlig snart fik en ende. Men ak nej, jeg måtte med en bitter smag i munden (og en ækel klistret følelse af at være tilsmudset) indse, at denne sindssyge galning, ikke længere var, måske aldrig havde været, den noble, tiltrækkende, unge adelsmand, jeg (til min egen overraskelse netop indså) var faldet pladask for. "Tror du virkelig at JEG vil være sammen med dig, dit afskyelige krapyl”, råbte jeg harmdirrende og sendte tre sølvglimtende missiler ind i Alderns brystkasse. så gik kampen i gang, alle sprang vi på ham og forsøgte at dræbe dette monster der engang havde været en mand. Alle undtagen Maegar der frem drog et pergament fra sine gemmer og begyndte at mumle noget, jeg så ud af øjenkrogen en usynlig hånd der masede sig ind i den klamme gevækst på væggen og maste den til en sydende slimet masse der drev ned af væggen til gulvet hvor den skælvede lidt og derefter lå helt stille. Det blev en lang og hård kamp, jeg så desværre ikke slutningen da jeg besvimede undervejs af blodtab fra mine sår, men da jeg kom til mig selv igen lå Aldern død på gulvet og alle mine kammerater var heldigvis stadig levende.

No comments:

Post a Comment