Wednesday, July 1, 2009

24. - 26. Lamashan, 4708 AR

Da vi kom ind i en rustne drage så vi straks dværge brødrene Dega og Maegar der sad i krostuen med hver deres store skummende krus af kroejer Ameikos dejlige øl. Vi fortalte dem hvad vi havde hørt og oplevet og vi blev enige om at tage op til Hambly farm for at undersøge sagen med det samme. Sherif Hemlock gav os et par mænd med. Inden vi gik fortalte jeg Ameiko hvad Tsuto havde sagt om at "det ikke var så slemt at være der hvis man ellers kunne lide havregrød," det undrede hun sig noget over da hun viste at Tsuto ikke kunne fordrage havregrød.
Vi red ad hovedvejen ud til farmen, men de sidste to kilometer måtte vi dreje af, af et hjulspor ind igennem nogle store majsmarker, hvor majsen der næsten var klar til at blive høstet, var så høj at en voksen mand ikke kunne se op over det, men jeg (Elektra) kunne hvis jeg stod oppe på ryggen af Shadowmist, min sorte stridshingst sagtens se i hvilken retning vi skulle gå, vi havde på dette tidspunkt valgt at trække vores heste da vi forventede en eller anden form for ballade snarest. Og ganske rigtigt efter ikke særlig længe kom vi til en tredeling af det spor vi fulgte og der stod tre fugleskræmsler, en ved hver af de tre stier. mens vi stod og diskuterede hvilken af stierne vi skulle følge, begyndte to af fugleskræmslerne at røre på sig, de rykkede sig fri af deres stativer og kom hen imod os på en truende måde. Vi gik til angreb på dem og fik dem temmelig hurtigt nedkæmpet, da vi undersøgte dem bagefter tog vi den kartoffelsæk der dækkede deres ansigt af og indenunder mødte der os et grumt syn. Det havde nok engang været et menneske, men nu var det en hæslig, fordærvet, intørret, indsunken, læderagtig udgave med alt for mange spidse tænder og ondskabsfulde røde øjne, neglene på deres hænder var også vokset uhyggeligt lange og mindede mere om kløer. Maegar sagde, at han havde læst om disse væsner og de var en form for udøde der blev kaldt for ”ghouls”.
Vi fortsatte mod Hambly farm og på vejen igennem majsen mødte vi flere af disse ghouls, som vi gjorde det af med uden problemer, til sidst kom vi til et ryddet område ved en stor lade hvor fem ghouls angreb os på en gang denne gang var der en af disse uhyre der fungerede som leder og forsøgte at koordinere angrebet. Han var klædt i finere tøj end de andre, der var klædt som bønderne her på egnen, omend det så ud til at være et mode rigtigt dress for et par hundrede år siden.
Det blev en kort, men intens kamp vi var simpelthen for slagkraftige for dem i enden. Da vi undersøgte dem bagefter fandt vi på deres leder en stor halv rusten nøgle af jern i toppen af nøglen var der en udsmykning af en blomst med en tornet stilk der snoede sig rundt om blomster hovedet. Laden var også lidt specielt bygget hele den ene langside bestod af et kæmpe stort klippestykke, der var hugget ud som et hoved, det var temmelig slidt af vind og vejr og mindede om de thasilonske ruiner der findes adskillige af rundt omkring i landet.
Inde i stuehuset fandt vi den bonde der havde drevet Hambly farmen, ellers rettere sagt det der var tilbage af ham, han hang ned fra hanebjælken i benene, han var en stor kraftig og temmelig overvægtig mand, huden var bleg og blålig, ham var opsvulmet og havde tydeligvis været død i et stykke tid. En seddel var sat fast på ham, på sedlen stod der.
”Til Elektra, tag feberen i dig min elskede - det vil blot være den første af mine gaver til dig. Deres Herskab.”
Da vi undersøgte stuehuset fandt vi et løst gulvbræt, under brættet var der et lille hulrum som indeholdt adskillige små læder poser med det samme antal sølvstykker i hver. Maegar der er vores skattemester talte dem op og indførte dem til resten af vores likvider så snart vi kom hjem til Den Rustne Drage.
På vej hjem gennemsøgte vi området for at få aflivet eventuelle oversete ghouls vi fandt også en ti stykker, men vi fulgte et forslag fra Dega om at fare med lempe og undersøge de fugleskræmsler vi fandt, før vi bare smadrede dem og vi fandt to bønder der ikke var blevet til ghouls endnu som vi bragte til Fader Zantus der takkede os og helbredte dem.
Vi gik en tur på rådhuset for at høre om symbolet på nøglen var et kendt våben mærke og det viste sig ganske rigtigt, at det tilhørte familien Foxglove, vi overnattede på vores værelser i Den Rustne Drage og næste morgen, efter et solidt morgenmåltid, red vi af sted til det forladte Foxglove familie estate også kaldet The Misgivings, der ligger halvvejs imellem Sandpoint og Magnimar.
Vi var fremme en time efter middag, en stor rusten smedejernsport med snirkler og krummelure samt familiens våbenmærke angav indgangen til ejendommen, jeg hoppede af Shadowmist og gik med nøglen i hånden hen til porten. Nøglen passede i nøglehullet og jeg åbnede porten, vi gik alle indenfor. Et lille stykke oppe af indkørslen gik en sti til højre hen til en nedbrændt ruin, den fulgte vi, om ikke andet så for at have et diskret sted at stille vores heste. Der var ikke meget tilbage af denne portner eller aftræks bolig, sodsværtede dele af mure og tilfældige bunker af murbrokker lå og stod imellem højt græs, samt i midten af komplekset, en brønd, det var alt hvad der var tilbage efter branden.
Alaria stod længe og kiggede ned i brønden, mens vi andre støvede søgende omkring i ruinen, som om vi havde tabt noget, pludselig kaldte hun på os:" Jeg tror der er en indgang til en hule eller noget, skjult nede i brønden", sagde hun. "Jeg vil gerne undersøge det, er der nogen der vil holde et reb for mig". "Selvfølgelig", sagde Maegar og vi begyndte at finde reb frem, et til at klatre ned af og en sikkerheds line om livet hvis noget skulle gå galt. Så forsvandt Alaria ned i brøndens mørke, heldigvis havde jeg været så fremsynet at låne hende min evigt brændende fakkel, som ville lyse for hende selv hvis hun tabte den i vandet.
Da Alaria var kommet ned til bunden af brønden var der ganske rigtigt en indgang til en hule cirka en meter over brøndens vandspejl, der var en lille gang på 10 meter og der efter udvidede hulen sig til en temmelig stor grotte. Langs siderne af grotten lå der dyngevis af halvspiste dyr, der var mørkt og fugtigt, men umiddelbart øde. Stanken fra kadaverne var heftig og da Alaria ikke så noget der bevægede sig blev hun enig med sig selv om at grottens beboer nok ikke var hjemme, så hun vente sig om og gik ud til indgangen, men inden hun gik ud af grotten kiggede hun lige en ekstra gang over skulderen og der så hun et par store blege øjne der blinkede til hende bagest fra grotten." Der er noget stort herinde", kaldte hun, ud imod brønd indgangen og trak sin kårde. En kæmpe stor flagermus lod sig droppe ned fra sin soveplads i loftet og fløj men et hæst skrig direkte ned imod Alaria. Den landede foran hende og slog ud efter hende med sine kløer, den ramte ikke.
Oppe ved brønd kanten sagde Maegar:" Dega hop i så hjælper jeg dig med at lande", Dega sprang gesvindt over kanten og lod sig falde ned, Maegar stod og mumlede på en formular, men den må havde mislykkedes for, få sekunder senere lød der et kolossalt plask og et par dværgske eder, hvorefter Maegar blev blussende rød i hovedet og råbte undskyld ned i brøndskakten, flere dværgske eder og lyden af metal der skaber imod sten steg op fra dybet. "Jeg tror jeg foretrækker rebet", sagde jeg og begyndte at binde livlinen om livet på mig selv.
Nede i brønden havde Dega lettere kvæstet fundet huleindgangen og gik ind til Alaria der var i gang med en vild fægtekamp med den enorme flagermus, sylespidse kløer grabsede ud efter hende og lange hjørnetænde huggede igen og igen, Alaria parerede og fintede og forsøgte at ramme den store bæst det bedste hun havde, lært, men netop som Dega trådte ind i grotten fik en af kløerne fat i skulderen på hende og flåede en lang flænge igennem hendes tøj og hud, Alaria stivnede som var hun blevet paralyseret. Heldigvis trådte Dega staks ind foran hende og begynde at udele drabelige hug med sit sværd, stakkels Alaria rørte sig stadig ikke, hun var som frosset fast til pletten hvor hun stod.
Oppe i brøndskakten var jeg så småt på vej ned ad, mine ben rystede under mig, jeg har aldrig rigtig kunne snuppe højder på mere end tre meter, så det gik temmelig langsomt, da jeg ustandselig måtte stoppe op og berolige min skrækslagne koldsveds dækkede krop og mit hamrende hjerte, der var cirka 30 meter til vandspejlet.
Et hug fra Degas klinge flænsede hul i flagermusens ene lædervinge, den hvæsede og slog ud efter ham med sine kløer, en blodig rift kom til syne, over Degas buskede øjenbryn, han stivnede øjeblikkeligt og rørte sig ikke mere. Heldigvis var Alaria kommet til sig selv og stak resolut sin kårde ind i munden på uhyret mens hun hvislede:" æd stål dit møgdyr", kården gennemborede flagermusens tunge og forhindrede den i at sætte tænderne i Degas ansigt.
Inde i brønden var jeg omsider kommet så langt ned at jeg kunne se huleindgangen, jeg forsøgte at svinge mig direkte fra rebet ind i indgangen, men jeg slap rebet for tidligt og faldt med et plask ned i vandet: "ved alle Desnas yndige sommerfugle", bandede jeg. Oppe fra brøndkanten lød Maegars bekymrede baryton: "Er du ok Elektra", "Åhrr hold kæft", mumlede jeg og svømmede hen til kanten. Trak mig op og råbte: "ja fin, fin". Jeg aktiverede den thasilonske medaljon jeg havde om halsen, trak min wand med de magiske missiler og sjokkede plaskende ind for at hjælpe mine kammerater.
Situationen i grotten var gået fra slem, til endnu værre, Alaria havde set sig nødsaget til at trække sig kæmpende tilbage til starten af den lille gang, hun så udkørt ud. Dega var stadig paralyseret og eftersom Alaria ikke kunne både forsvare sig selv og ham, havde hun måtte lade ham stå hvor han nu engang stod. Flagermusen havde derefter ændret taktikken til, det jeg æder nu kommer ikke dårligt tilbage og var øjensynlig heller ikke nogen kræsenpind, for den havde slæbt Dega med sig ind midt i hulen og var nu grådigt i gang med at flå hans rustning af.
Tag din bue frem sagde jeg til Alaria og af fyrede de første missiler af sted, ”tjok - tjok” de gennemborede en lædervinge. Bæstet slap den voldsomt medtagede Dega og kom farende med blafrende vinger, de blottede hugtænder glimtede i fakkel lyset. Vi trak os et par skridt baglæns ind i gangen." Gør plads, nu må det briste eller bære", lød Maegars røst bag os og Abadars gyldne lys oplyste grotten, uhyret stivnede som ramt af lynet, en pil svirpede fra Alarias bue, jeg affyrede endnu to missiler og flagermusen sank livløs om på gulvet foran os.
Vi løb alle hen til Dega og hjalp ham op at stå, han var noget fortumlet, men ikke i fare for at kollapse, faktisk så han forbavsende frisk ud: "tusind tak, brormand" stønnede han: "Der var jeg nær blevet barberet, hvordan kunne du vide at det uhyre ikke kunne tåle Abadars lys?". "Mmjaah, jeg havde jo en formodning", smilede Maegar skævt og dunkede glad sin bror i ryggen.
Vi undersøgte grotten grundigt og fandt ud af at det så sandelig ikke var en kostfornægter af en flagermus der havde beboet dette sted. Vi fandt rester af adskillige gobliner og tre mennesker, den ene havde været en berygtet forbryder der var forsvundet for noget tid siden, han havde blandt andet en magisk forklædnings hat på sig.

No comments:

Post a Comment