Wednesday, July 1, 2009

23. - 24. Lamashan, 4708 AR

Da vi var færdige med at undersøge ligene af Harker og Katrine Wender på savmøllen gik vi (Elektra og Alaria) over til bygardebarakken fordi sheriffen havde mumlet noget om flere lig på køl. Vi blev vist ned i en kælder under barakken der foruden et par celler og et madopbevaringsrum, nede i bunden af en mørk gang også indeholdt et rum til midlertidig opbevaring af lig, rummet var køligt og dunkelt og der lugtede af død. Der stod tre borde ved siden af hinanden og på disse borde kunne man se konturer af menneskelignende kroppe, under hver deres grånussede klæde med sporariske pletter af en ubestemmelig mørk farve. Sherif Bellock sagde at vi bare skulle tage os den tid vi skulle bruge, men at han ville gå ovenpå for at ordne noget papir arbejde, vi kunne jo kigge op når vi var færdige, hvor efter han skyndte sig at gå. Vi tog ligklæderne af og under dem fandt vi tre mænd der alle bar en syvtakket stjerne skåret ned i huden på deres brystkasse, disse udskæringer lignede til forveksling den vi havde set på Harker over i savmøllen, igen udført med utrolig snilde og håndelag, bestemt ikke mærker lavet af kløer, snarer af barberblade. Disse mænd havde også en del af de stinkende sår som Harker, samt den enes ansigt var stivnet i et gruopvækkende udtryk af rædsel, dennes fingernegle var også flænsede eller helt manglende. Alle ligene bar forskellige scarni tatoveringer blandt andet en lille dolk på hoften. Alaria sagde;" Jeg har set disse mænd før, de er små forbrydere en flok plattenslagere og småsvindlere, lommetyve og taskenspillere, de holder til i Fatman’s Feedbag"; Idet samme dukkede sheriffen op i døråbningen;" jeg glemte forresten at give jer denne her, en af dem havde den på sig". Sagde han og stak Alaria en lap papir, på lappen stod der med samme sirlige håndskrift, som den seddel vi fandt på Harker adresseret til mig;" aflys jeres nuværende forretninger og mød mig i den gamle lade, lidt uden for byen i nat, jeg har et job til jer hvor i vil blive rigt belønnet. Deres Herskab. "Hvor fandt i disse mænd henne "; Spurte jeg sheriffen "i den gamle lade lidt uden for byen"; Svarede han "fandt i ellers noget af betydning"; Spurte jeg ." der var en fyr mere, men han var ikke død". Sagde sheriffen "Jaså, og hvor befinder han sig så henne? Ham vil vi nemlig gerne tale med," sagde jeg med en anelse irritation i stemmen. "Hvis I ellers er færdige hernede skal vi så ikke gå ovenpå og snakke, det her sted giver mig myrekryb" Sagde sherif Bellock. "Gerne ". Sagde Alaria og sendte mig ved alle guder for en tøsedreng blikket. Jeg lagde en hånd over min mund for at skjule et grin og rømmede mig sagte. Vi gik ovenpå og Bellock fortalt os at manden de havde fundet hed Grayst Sevilla og at han var blevet fundet i en tilstand af katatoni og derfor umulig at afhøre, hvorefter han var blevet indlagt på Habes Sanatorium til pleje og observation. Vi tog ud til den gamle lade lidt uden for Sandpoint for at søge efter eventuelle oversete spor, men vi fandt ikke andet end de forventede blodpletter, derefter tog vi op til Erin Habes Sanatorium, vi medbragte en anbefaling som sheriffen havde insisteret på at give os med. Habes Sanatorium er en kæmpe stor firkantet grå bygning, på toppen af en bakke, med ganske få smalle vinduer i tre etager, ca.15 minutters gang fra Sandpoint. For foden af bakken langs vejen op til Sanatoriet, ligger der et stort velholdt hvidt hus i to etager med veranda i førstesals højde og fire søjler to på hver side af den brede trappe op til hoveddøren, samt en mindre knap så velholdt husmandssted med klatreroser, stråtag og små hyggelige søvnige vinduer. Vi bankede på, først ved det store hus og dernæst det mindre, men igen af stederne blev der lukket op. Så gik vi op af vejen til Sanatoriet, vi bankede på den enormt solide egetræs dør og portneren lukkede op." hva´ vil i", spurte en halvgammel nusset udseende mand surt." Vi skal tale med Erin Habe, det drejer sig om en af hans patienter", svarede jeg brysk. Portneren, eller hvad han nu var, mumlede et surt "vendt her" og sjokkede ind i bygningen igen. 5 min. senere dukkede en, gråhåret strengt udseende mager, mand op i døren, han sagde med myndig stemme, "jeg er Erin Habe, hvem er i og hvorfor kommer i her og forstyrre mig, i mit arbejde". Jeg præsenterede os og meddelte, at vi ønskede se en af hans patienter ved navn Grayst Sevilla. " Det kan der overhovedet ikke blive tale om, patienten er meget syg og bør have absolut ro" Sagde Erin og begyndte at lukke døren. "Vi er her i officielt embede, det drejer sig om efterforskningen af en serie mord, jeg må insistere på at komme til at tale med patienten med det samme og jeg medbringer denne anbefaling fra sherif Bellock", skyndte jeg mig at sige og stak anbefalingen ind igennem den nu halvt lukkede dør. Sanatorie indehaveren åbnede døren helt igen, mens han studerede min anbefaling nøje," hm så lad gå da, men ikke for længe, som sagt, Grayst er en yderst syg mand, som ikke bør forstyrres unødigt." Sagde Erin stramt og sendte os et skarp blik. Vi gik af lange triste, søvnigt oplyste gange, uden udsmykning, med jævne mellemrum var der tremmedøre ind til små rum på begge sider. Erin gik forrest og viste vej, bag os fulgte den mand der havde åbnet den tunge egetræs dør da vi først bankede på. Efter en længere gåtur åbnede Erin en dør og vi trådte ind i et opholds rum af en slags, der var en seks syv personer i rummet og de fordelte sig jævnt ved et par borde med tilhørende stole, i et hjørne stod et staffeli og til venstre for det, et lille afsætnings bord med to skuffer i, på staffeliet hang der en kittel fyldt med forskellige farver pletter, men der var ikke noget lærred at se nogen steder. Længst væk ved bagvæggen, på en ensom stol ved et af de høje meget smalle vinduer, sad der en mand i en spændetrøje. " Dette er Grayst Sevilla", sagde Erin Habe og slog ud med hånden i retning af manden i spændetrøjen. Grayst reagerede ikke da hans navn blev nævnt, hans sorte hår var fedtet og hang slasket ned i ansigtet på ham, hans hud havde en usund grønlig tone og der var svedperler på hans pande. Han rokkede kontinuerligt frem og tilbage og stirrede tomt frem for sig, imens han mumlede for sig selv. "Han fejler vel ikke noget der smitter" spurte Alaria mistænksomt, henvendt til Erin Habe. "nej nej," svarede Erin Habe " men det skulle undre mig om i kan få noget som helst fornuftigt ud af at tale med ham". Jeg gik tættere på for at høre hvad det var Grayst mumlede, "nejnejnej, alt for mange tænder, barberknive åååh nej, Skinsaw manden, Skinsaw manden kommer, alt alt for mange tænder, ååh nejnej". igen og igen gentog Grayst disse ord tilsyneladende uden at sanse sine omgivelser. "Har ham været sådan, siden han kom her til?" spurte Alaria. Erin nikkede bekræftende. Jeg strøg Grayst over det fedtede sorte hår og sagde, " Gayst.....,Grayst Sevilla, mit navn er Elektra og jeg er kommet for at hjælpe dig." utroligt nok så det ud til at denne enkle sætning virkede, for hans ansigt lyste nu op, han løftede sit hoved og kiggede direkte ind i mine grønne øjne, med en sær intensitet. " Elektra... jeg har en besked til dig fra mesteren, og jeg har ikke glemt den nej, det har jeg ikke nejnej," Grayst sank noget spyt og forsatte," mesteren...han sagde, Elektra... kom til min Misgivings, der kan du slutte dig til koblet, kommer du og slutter dig til mig, vil der blive en stor høst til din ære. Ja det var sådan han sagde præcis sådan, ååh… han elsker dem så højt", Grayst vendte sit ansigt imod loftet og råbte," det er uretfærdigt... hvorfor elsker han dig? ... hvad har du gjort for at fortjene hans kærlighed?...hva?..".Grayst sprang, overraskende adræt, op fra den stol han havde siddet på og flåede sin spændetrøje i stykker. "Det er uretfærdigt!!! - hvorfor elsker han ikke mig... ååh hvorfor elsk..." Han vendte pludselig sit blik mod mig og skinsygen lyste ud af det. Grayst Sevilla gik truende frem imod mig og forsøgte at gribe om min hals med begge hænder, men fra højre kom Alaria og forsøgte at holde han tilbage, det lykkedes dog ikke, han kastede hende hen ad gulvet, men det distraherede ham så meget at jeg kunne nå at kaste en daze på ham. Nu forsøgte jeg at holde ham fast, men hans styrke var for overvældene og det endte med at vi lå på gulvet, mig nederst og Grayst øverst med hænderne omkring min hals, han forsøgte iden grad at kvæle mig imens han råbte, "det var uretfærdigt... dø... hnnng... dø så... din... din... arrrg". Jeg kæmpede for mit liv vred og vendte mig i et forsøg på at komme væk fra denne galning, men han var simpelthen for stærk, pludselig så jeg Alaria komme til syne oppe over os, som en vildkat trængt op i en krog uddelte hun 2-3 hurtige slag, blod og spyt faldt i en byge ned over mig og Grayst gik ud som et lys, oven på mig. Jeg rullede væk fra det sindssyge menneske og kom chokeret på benene, temmelig medtaget og med tydelige røde håndformede mærker på min hals kvækkede jeg," t-t-tak..host... host" , og smilede taknemligt til Alaria, endnu engang havde denne kvinde reddet mit liv. Grayst var så stærkt medtaget at vi måtte gøre noget hurtig for at redde hans liv, hvis vi skulle gøre os forhåbninger om at få flere informationer ud af ham, heldigvis trådte Erin Habe og et par af hans hjælper nu til og forsøgte at hjælpe, " det står slemt til, han har brug for en præst", konstaterede Erin. "Vi henter Fader Zantus med det samme," sagde Alaria. En halv time senere var vi tilbage med den ærværdige præst, der straks tilså Grayst "Ved Desna, hvorfor har i ikke hentet mig noget før? Denne mand lider jo af ghoul feber," udbrød faderen og sendte Erin Habe et meget hvast blik, denne kiggede skyldbetynget ned i gulvet og mumlede noget om nye moderne teknikker der var blevet afprøvet, men fader Zantus hørte ikke efter, han gav sig til at messe og ganske kort tid efter bredte der sig et smukt gyldent lys i rummet. Efter bønnen havde vi det alle bedre, især Grayst så ud til at have livet op og det usunde grønne skær han havde haft over sig var totalt forsvundet, men han var stadig temmelig mentalt medtaget og det stod ret klart efter et par forsøg at der ikke var mere på nuværende tidspunkt at hente ud af ham. På vej ud af Sanatoriet hører jeg et " pssst... pssssst" det kommer fra en af tremmedørene, jeg lader som om jeg taber min ring og kigger ind i rummet. Det er halvelveren Tsuto, Amekos fortabte bror. " Vil du tage en besked med ud til min søster" hvisker han sagte og kigger bedende på mig. " ja... ja selvfølgelig", hvisker jeg tilbage, lige siden det gik op for mig hvor rædsom en opvækst den knægt har haft, har jeg opfattet ham som en forvildet killing, der bare skulle tæmmes med en solid portion næste kærlighed og omsorg... hmm kald mig bare lidt naiv på det punkt. " så sig til hende at jeg har det godt og det ikke er så slemt at være her, hvis man altså kan lide havregrød", hviskede Tsuto. "Det vil jeg gøre, og... og her tag denne pung, måske kan du bestikke en af vagterne og slippe ud en dag" siger jeg sagte og rækker ham en lille læderpung med 20 gp i. Så rejser jeg mig og løber efter de andre imens jeg holder min ring i vejret og siger "fandt den". De har tilsyneladende ikke lagt mærke til noget. Vi tager direkte tilbage til sherif Bellock, for at fortælle ham om vores hændelser, vi når kun lige at sætte os da døren bliver åbnet med et brag og bondemand Maester Grump tramper hivende og gispende efter vejret ind i rummet. "Det... det er frygteligt... forfærdeligt... nu må i gøre noget", pruster han og tager sig til siden som om han har sidestik, han har tydeligvis overanstrengt sig og hiver efter vejret som en fisk på land." Tag det nu roligt Maester Grump, sæt dig nu ned og fortæl mig, stille og roligt, hvad det drejer sig om", siger sheriffen pædagogisk og slår ud med hånden i retning af en tom stol. Maester sætter sig og begynder at fortælle. " Det begyndte oppe ved the Hamblys Farm der har altid været noget forkert ved det sted, først et får der blev fundet lemlæstet og ædt af så en ko, vi tænkte at der var en flok omstrejfende ulve på færde, men så begyndte vi at se ting der gik omkring om natten, ting på to ben, unaturlige tingester... det det var forfærdeligt... de åd alting... selv hundene har de ædt." Bonden bryder her grædende sammen. Sheriffen sender os et sigende blik og vi lister ud, bag os kan vi høre Bellock forsøge at trøste Bondemand Grump," så… så Maester Grump, jeg skal hurtigst muligt tage mig af det, hmm udøde siger du, den var værre, javel ja tag det nu bare roligt og tør dine øjne her er en klud til næsen sååå... sådan der ja". Døren lukker og vi kan ikke høre mere. Mens vi trisser ned imod the Rusty Dragon stopper Alaria pludselig op og kigger opklarende på mig, "du" siger hun " jeg kom pludselig i tanke om noget, det der Misgivings som Grayst snakkede om, det er også navnet på et gammelt herresæde et godt stykke uden for byen, det har ikke været i brug så længe jeg kan huske, men hvad værre er, det tilhører Familien Foxglove".

No comments:

Post a Comment