Thursday, December 3, 2009

19. Kuthona, 4708 AR

DÆMNINGEN: Dæmningen, Skulls Crossing var imponerende, fem enorme humanoide kranier grinede ud til os da vi kom rundt den lille bugtning stien langs floden slog. Den skar sig som en hajtand, trekantet og hvid, ned imellem to bjergmassiver der dannede en naturlig kløft. Vi standsede og glemte for en stund ubehaget ved det klamme halvvåde tøj i bar benovelse over den emponerende bygning. "Sikke et arbejde, det skulle Maegar bare havde set," udbrød Dega.( Maegar var blevet kaldt til byen, lige efter at vi var vågnet i fortet, for at hjælpe byens præst der var kommet tilskade, efter at en bjælke var styrtet ned over ham.) Da vi kom tættere på kunne vi se at der var adskillige udsmykninger udover de fem kranier, hele vejen rundt langs sider og kanter og rundt om sluseportene var der et bånd med tusindsvis af kranier, der omend lidt makabert var et pragtfuldt stykke stenhugger arbejde. På toppen af dæmningen var der fem udkigshuse hvor af det midterste var det største. I den side af dæmningen der lå længst væk fra os var der en breche i toppen og en fjerdedel ned, hvor vandet vældtede ud. Da vi nåede helt hen til bjergmassivets fod førte en lille trappe opad imod dæmningen, nu siger jeg lille og den så også lille og skrøbelig ud i forhold til den enorme dæmning, men faktisk var den tydeligvis bygget til folk der var større end et gennemsnits menneske for trinene var dobbelt så høje som på en normal menneske trappe. De sidste fyrre meter hen til det første trin havde nogen sat pæle op imellem klippestykkerne og på disse pæle var der placeret hoveder i forskellig henrådnet tilstande. Det var hårdt arbejde at mase sig op til dæmninges top, så da trappen blev til en gruset skråning to tredie dele oppe, holdt vi en minipause lige nok til at få pusten igen, "jeg smutter op og sænker et reb ned til jer andre,"sagde Dega og begav sig op af den fem fod høje skråning. "Det orker jeg ikke, jeg flyver op," tænkte jeg og gav mig til at tænke lette tanker, hvor efter jeg steg lige op i luften, som stod jeg i en kurven til et hejseværk. Netop som Dega var kommet på toppen, var der noget stort der kom ud af den mørke tunnel som vejen førte ind i . "Nej nej denne gang kan jeg ikke bestikkes, denne gang slår jeg jer ihjæl for The Skull Takers", Råbte den tre meter høje, tohovede kæmpe der med en kølle i hver hånd, kom stormende ud imod Dega, der lige nåede at trække sit trofaste og højt elskede adamantine sværd. Det var heldigt at jeg havde valgt at flyve for på den måde var jeg uden for den store fyrs rækkevide og kunne samtidig assisterer med mine magiske sølvpile, som en flyvende armbrøst. Dega der måtte holde for, som sædvanlig, fik et par solide buler i sin rustning ,da køllerne kom drønende med stor kraft, men han var jo en utrolig sej fyr der kunne tåle en ordentlig kølle eller to, så det tog han sig ikke videre af, men svang, huggede, kløvede og stak med sit sværd så blodet flød og hud og muskler flængedes og lignede gabende røde munde på den tohovedes krop. Han kæmpede bravt, den store fyr, men da Alaria osse dukkede og begyndte at lave sish kebab af ham med sin kåre, kunne han ikke stå distancen og bukke under for vores overmagt. Dega hjalp Miro op af skråningen og vi gik forsigtigt ind i tunnellen, ikke langt inde fandt vi en stor niche hvor det så ud som om nogen havde lavet sig en hvileplads, der lå et par skidne tæpper og en tøjbyldt, samt et par punge og et rør indlagt med jade som viste sig at indeholde tre stk. pergament, det var skrolls, en cone off cold, en hold monster og en telekinese "jeg tror de her skrolls er noget for Maegar" mumlede jeg. "jeg har fundet en halskæde prøvl lige at se," sagde Alaria og rakte mig en halskæde af perler udskåret som kranier. Jeg fingerede ved kranie kæden imens jeg koncentrede mig om den magiske glød den afgav. "Mjaa... denne kæde har evnen af phylacterry off possitiv channeling, det er vist osse noget præster forstår sig på", sagde jeg og gav Alaria kæden tilbage. "Haløjsasa hvad har vi her!!" lød det muntert fra Dega. Jeg kiggede i hans retning, han stod og vejede en læder pung i hånden."Efter vægten at dømme vil jeg tror at denne pung indeholder 693 guldstykker og 1240 sølvstykker", sagde Dega og fløjtede annerkendene til pungen. " Det skulle ikke undre mig om han havde ret lige ned til sidste mønt," sagde Miro med et skævt smil, "der er også en fløjelspung med seks perler," tilføjede han. "Selvføljelig har han ret, dværge har dens slags forstand og du ved da at Dega har guld på hjernen," sukkede jeg og tænkte på dengang Dega havde fladmast mig i sin iver efter at komme først frem til et formodet skattekammer.
Tunnelen igennem bjerget det sidste stykke op til dæmningens top, var ikke speciel lang omkring 1200 m. heldigvis slog den en bugtning 60 m. inden man kom ud i det fri. Fra den mørke tunnel kunne vi spionere ud over dæmningens top og vi kunne tydeligt se fire alm. ogres der blev pisket til at hamre løs på brechen med store hamre, af en ret stor creek ogre. "Jeg føler mig i stødet, det er zappe tid," hviskede jeg og smilede grumt til de andre der indforståede undlød at stå forand mig. Så gik jeg ud på dæmningen og en kæmpe elektrisk kugle rullede fra mine udstrakte handflader lige imod de fem ogres, der blev efterfølgende rykkede rundt i sære spjæt indtil de fik kontrol over sig selv og med et brøl, som med en mund, gav sig til at løbe ned til os. Jeg lettede fra jorden og fløj ud til siden, Dega gjorde sig klar til at svinge sværdet og blinkede til Alaria, der havde trukket sin kåre og bed sig nervøst i underlæben, Miro mumlede et eller andet og så derefter tilfreds ud. Fra luften lykkedes det mig at sende endnu en elektrisk hilsen til de fire alm. ogres og en faldt, derefter var der nærkamp fra Alaria og Dega´s side imens Miro sang en gjaldene kamp sang der opildnede os alle til at yde vores bedste. For engangs skyld fik Dega sig en solid udfordring da den store creek ogre, med en muskulatur som anker torve på langfarts skibe, hamrede igennem med sit våben igen og igen, mens vi andre slagtede løs på ham og de andre ogres.
Tæmmelig mørbankede så de tre ud, da vi havde aflivet alle ogresne, jeg der jo gerne benyttede mig af feje trix, så som at flyve uden for rækkevide havde det dog udemærket, men jeg skal tage meget fejl, hvis ikke Maegars healende krafter var savnet netop nu. Miro gjorde hvad han kunne og det hjalp lidt, men ikke helt nok på gruppens samlede styrke. Vi kiggede lidt nærmere på et af de små udkigs tårne det var bygget så åbent at man kunne se direkte op til anden etage fra gulvet, det var tomt og ligeledes det næste. Tårnet i midten var mere et slags hus, bygget som en fortsættelse af det miderste kranium, på dæmningen. Det var større end de andre og man kunne ikke se ind i det, for vinduerne sad for højt og døren var lukket. Jeg fik den geniale ide at gøre mig usynlig og flyve langsomt rundt om bygningen, imens jeg spionerede ind af vinduerne. Da jeg var færdig fløj jeg ned til de andre og fortalte dem om hvordan huset så ud inden i og at jeg havde set fire trolde i det ene rum men ellers ikke nogen væsner. "Trolde er stærke og de regenerere," sagde Miro. " Jeg er i halvt så god tilstand som jeg var da vi vågnede," Brummede Dega bekymret. "Skal vi tage tilbage til Maegar, for så at komme igen senere?" spurte jeg gruppen og kiggede spørgende på dem. "Det er ikke nogen dårlig ide," nikkede Dega. "Hmm...jeg tvivler på at vi kan klare fire trolde på en gang," sagde Miro med tænksomt sammenknebne øjne." Vi kan ikke bare gå, den her dæmning holder ikke til presset fra vandmasserne ret længe, prøv at se!! der er kun ti meter ned til vandet på sø siden," Lød Alarias fortvivlede røst. "Hm....mekanismen til at åbne sluserne, er højst sandsynligt i denne bygning," brummede Dega og kastede et blik i retning af huset."Landsbyen klare ikke en flodbølge til og dæmningen holder ikke længe, vi MÅ finde den slusemekanisme", agumenterede Alaria."Jeg har en ide, Alaria du siger altid, at det er bag ved dobbeltdøren det sker, der var et rum med tre sæt dobbeltdøre," "det er der vi skal hen", afbrød Dega spontant. "Og hvis vi er meget stille tror jeg vi kan liste os udenom troldene, vi skal nemlig ikke! igennem det rum hvor de er, for at komme til dobbeltdørs rummet," sagde jeg og kiggede optimistisk på Dega og Miro. "Det er et forsøg hver", sagde Miro."Nuvel lad os forsøge," sagde Dega.
Vi listede det bedste vi havde lært og vi kom uopdagede ind i rummet med dobbeltdørene, hen over den ene af de tre sæt dobbelt døre stod der en skrift jeg ikke kunne tyde, men heldigvis var vores veluddannede hafling Miro med og han oversatte straks: "Herunder bor våde Papa Grazull, hill våde Papa Grazull!!!" Dega åbnede forsiktigt dobbeltdørende og foran os førte en bred men kort trappe ottte trin ned til et rektangulert rum, med et aflangt bassin fyldt med, grumset, grønt, uigennemsigtigt vand i midten. Langs begge sider af bassinet kunne man mageligt passere, der var tre nicher på hver side med en dør i hver og for enden af rummet var der en stor bunke afgnavede knogler foran en dobbeltdør til. Vi valgte at gå højre om bassinet, da vi var halvvejs kom der uro i vandet og en høj gusten grøn, slimet skikkelse rejste sig op af vandet, det var en vandtrold, den var stor og lugtede af rådne alger og den havde en trefork i den ene hånd. "Hvem vover at forstyrre Papa Grazull," nåede trolden lige at sige før han blev zappet af den elektriske ladning jeg affyrede, nærmest som en nervøs refleks. Dega og Alaria stormede frem til fronten imens jeg fik mig et stik med treforken og så gik kampen ellers igang. Han var en sej fætter den trold og jeg bad hele tiden til at de andre trolde ovenpå ikke hørte noget. Hvergang trolden ramte en af os med sin trefork kom der en flænge i hans kød, som ret hurtigt lukkede sig igen og forsvandt uden at lave ar. Efter en udmattende kamp lykkedes det os ved godt samarbejde at nedkæmpe Grazull, eller han faldt ihvertfald bevidstløs omkuld i bassinet og forsvandt under den grøngrumsede overflade, jeg stak hånden i vandet for at holde han oppe så vi kunne sikre os at han ikke bare lå og kom til nye krafter i sin våde seng, men jeg fik kun fat i hans trefork, som jeg tog, til nærmere undersøgelse.
Miro og Dega havde imellemtiden skubbet de fleste knogler til side og vi åbnede dobbeltdøren ind til det vi håbede var sluse kontrol rummet, hvilket det osse var, men det så på ingen måde ud som jeg havde forvendtet. Der var ingen tandhjul eller håndtag, intet dreje agrigat elller andre bevægelige mekanismer. Rummet var tomt bortset fra ti arms tykke sølver barre fra gulv til loft, der opdelte rummet i tre dele, en midter gang hvor vi befandt os og en celle eller et bur til hver side, inde i burene var der på gulvet en glødende grøn ring der tydeligvis var magisk og i midten af den til højre lå der en bunke aske, barrene var beklædt med runer og det var dem der gav dem det sølver skær, også en form for magi. I den venstre celle stod der et væsen, tykke røde skæl dækkede dens krop, den stod på to ben som et menneske og havde to arme der endte i hænder med drabelige kløer og fra dens pandebrask rejste sig to pragtfulde snoede horn, efter overkrops muskulaturen at dømme, måtte det være en han. Han bar kun et lændeklæde hvor der stak en hale ud bagtil, bevægelig som en kats, men dækket af de smukke røde skæl. Det langstrakte ansigt var bygget som på en ulvs bare større og der var ikke en snude, men en mund og næse som på et fireben. Havde det ikke været for de skråtstillede store gule øjne med den lodrette pupil, der nærmest lyste af ondskab, ville dette væsen være smukt på sin egen måde. "Hjælp mig!...sæt mig fri af dette fængsel," bad væsnet med en hæs maskulin stemme og så opfordrende på os.
"Hvad er du for en?" Spurte Dega. "En Pitfiend." Svarede den hornede. "Hvad var den der bunke aske i det andet bur?" Spurte jeg. "Min bror." sukkede den rødskællede,"Hjælp mig fri, så vil jeg opfylde et hvilket som helst ønske i måtte have", tilbød pitfienden og kiggede intenst på os. "Hvem har sat dig i bur?" Spurte jeg. "Karzoug, ham der lavede runebarrene, men skynd jer at hjælpe mig, jeg kan give jer alt hvad i ønsker jer som tak". "Jah...det lyder jo fristende, kan du virkelig give os alt hvad vi ønsker os?" Sagde Elektra, hun var allerede igang med at fantasere om hvad hun ville have og lagde ikke mærke til det grumme lille smil, der for som en skygge over djævlens ansigt. "Sagtens, jeg er meget magtfuld....kom nu luk mig ud...og verden er din, hvis du vil have den." Lokkede den hornede og det glimtede i hans øjne. Dega gik uden et ord over til det tomme bur og klemte sig ind imellem to barre, for derefter at træde ind i den grønne cirkel. "NEEEEEEEEEEJ!!!!!!....." brølede den rødskællede djævel. De løftede sig begge fra gulvet og steg langsomt op i luften til de hang midt mellem gulv og loft imen de drejede rundt om sig selv. Der lød nogle klik og en skurren af sten imod sten, hvorefter en brusen af vand der løber blev kraftigere og kraftigere. Pitfiendens brøl standsede da hans krop blev askegrå og krumplede sammen med en tør lyd og dryssede ned på gulvet som en bunke aske. Dega blev langsomt sænket ned til gulvet hvor han sank stønnende sammen temmelig bleg i ansigtet, med en kraft anstrengelse rejste han sig og klemte sig ud til os andre. "Sluserne har åbnet sig jeg kan høre vandet bruse", sagde Alaria opstemt. "Du har reddet landsbyen du tapre dværg," Sagde Miro og dunkede Dega i ryggen af bar begejstring. Dega kiggede træt på ham og sagde:" ja men det var ikke omkostningsfrit, jeg har måtte betale med ottende del af min samlede kraft og det er ikke noget jeg får tilbage igen, nogen sinde," Lad os komme ud herfra og vel gjort Dega, det var utrolig tappert af dig," sagde jeg og sendte ham et beundrende blik. "Det var en formidabel heltegerning du gjorde der, din dejlige dværg", udbrød Alaria og gav spontant Dega et kys på panden. "Vist var det så, men derfor behøver du vel ikke at oversavle ham," grinede jeg og tilbød Dega min arm som støtte, hvilket han afslog med et bistert brum og gik forrest ud af huset og ud på dæmningen hvor vi kunne se vandet bruse ud af sluserne der var gemt i munden på kranierne så det så ud som om de spyttede vand ud. Vi fik osse et glimt af fire trolde der flygtede, klatrende lags siden af dæmningen, modsat vores retning. Vi ankom i god behold til landsbyen.

Wednesday, December 2, 2009

17. - 18. Kuthona, 4708 AR

Hej alle: mit liv har været lidt crazy på det sidste, så jeg er kommet bagud med referaterne, derfor har jeg besluttet mig til at lave et kort rids over de mest vigtige begivenheder og på den måde komme på højde med begivenhederne for derefter at fortsætte i min sædvanlige stil. mvh. Cassandra. Efter at have tilkaldt Gorgon og Alaria besluttede vi os til at mosle hurtigt forbi de elektriske salamandere og det første vi mødte da vi gik ind i keepet af bagdøren var en kvinde der viste sig at være en af disse lamiaer(slange underkrop, kvinde overkrop) efter en heftig kamp, hvor Kaven viste sig at være forræder og dybt betaget af denne lamia kaldet Lucretia, gik det op for os, at Lucretia også blev nævnt af kaptajn Orsten, som leder af spillebulen/horehuset det flydende forlystelses skib, der brændte under mystiske omstændigheder Men ned med nakken kom de begge og vi forsatte op og ind i keepet. Efter at have smadret adskillige ogres, der i blandt deres leder og jaget resten på flugt var opgaven med at generobre Fort Rannick løst og vi var svært godt tilfredse med os selv. Desværre havde det kostet os dyrt Urgar og Dolgrin havde måtte lade livet, men som et lille lysglimt i død og ødelæggelse, dukkede vores gamle ven haflingen Miro op og fortalte at den dæmning der lå ved skulls crossing var et af fortidens store bygningsværker og nu da vi alligevel var så tæt på, burde vi tage forbi og se den, samt der var også et eller andet han havde læst sig til skulle være specielt eller mystisk ved denne dæmning. Vi brugte lang tid på at begrave de faldne medlemmer af the black arrows. Dagen efter tog vi til landsbyen Turtlebag Ferry, så længe som vi havde været i dette område havde det stået ned i stænger med kun ganske få ophold, alt denne regn måtte havde fået dæmningen til at flyde over, for en kæmpe flodbølge passerede os på vejen og nåede byen før os, vi kastede os ud i en kamp på liv og død med at få reddet nogle børn og deres lære, der var fanget af vandet på en synkende pram. Vi måtte kæmpe imod vandmasserne, en kæmpe anakonda der troede den skulle snacke et barn og ikke mindst et enormt søuhyre med alt for mange tentackler og endnu flere øjne, det lykkedes delvis, vi fik reddet 6 ud af ti børn plus læreinden. Anakondaen blev dræbt men sø uhyret gav os bank og begav sig videre ud i verden, sikkert for at sprede mere død og ødelæggelse, den slags for disse typer jo aldrig nok af. Borgmesteren takkede os for hjælpen og bad os om at undersøge dæmningen ved Skulls Crossing, på vejen der til overnattede vi i Fort Rannick, hvor vi selvfølgelig blev overfaldet at et par mutant ogres der havde sneget sig ind imens vi var væk og en af dem nåede at smutte før vi fik nakket ham, pokkers. Jakandros og Gorgon er taget på orgre jagt for to dage siden og vi har ikke hørt fra dem endnu.

Sunday, November 15, 2009

Elektra Dragonia

Femal human sorcerer 8 CG Medium humanoid Init +2; Senses Perseption +4 DEFENSES AC 16, touch 14 flat-footed 13 (+2 armor, +1 deflection, +2 Dex, +1 Dodge) hp 40 (8d6+14) Fort +4, Ref +6, Will +8 OFFENSE Speed 30 ft. Melee dagger +3 (1d4-1/19-20) Ranged dagger +6 (1d4-1/19-20) Special Attacks Point Blank Shot Spells Known (CL 8th) 4th (4/day) - Resilient sphere (DC20) 3rd (6/day) - Dispel magic, fly, lightning bolt (DC19) 2nd (8/day) - Flaming sphere (DC18), glitterdust (DC 18), invisibility, scorching ray 1st (5/day) - Charm person (DC17), grease (DC 17), identify, magic missile, sleep (DC17), shield 0 (6) - Acid splash, daze (DC16), detect magic, light, message, prestidigitation, read magic STATISTICS Str 8, Dex 14, Con 12, Int 12, Wis 12, Cha 23 Base Atk +4; CMB +3; CMD 17 Feats City Born (Riddleport), Eschew Materials, Dodge, Energy Substitution (acid), Magical Aptitude, Acrobatics, Combat Casting, Point Blank Shot Skills Acrobatics +4, Bluff +12, Fly +6, Intimidate +10, Knowledge (arcana) +10, Knowledge (history) +7, Perception +4,Slight of Hand +3, Spellcraft +14, Use Magic Device +18 Language Common (Taldane), Thassilonian SQ Arcane bond (raven), metamagic adept 2/day Combat Gear bracers of protection +2, ring of protection +1, belt of mighty constitution +2, headband of alluring charisma +2, Sihedron amulet, ring of feather fall, 6 x daggers, wand of shocking grasp, wand of magic missile, 2 x elixier of treeshape, elixier of speak with animal, potion of cure light wounds (2) Other gear back pack, bandoleer, potionbelt, Foxglove family ring, Tsuto's journal, grappling hook, hooded lantern, 50' hemp rope, 5 x waterskin, pouch, winter clothes, entertainer's outfit, 2 x vial of holy water BACKGROUND STORY
Elektra er født og opvokset i Riddelsport, hendes hjem var en smugkro drevet af hendes forældre, hvor det flød med hælervare og div. mere eller mindre skumle personer. Det var dog et nogenlunde trygt hjem da hendes forældre især hendes mor og farmor elskede hende og hun har arvet sine magiske kræfter fra sin mor. Elektra er midterbarn hun har en store søster (Kira) og en lillebror (Hjalte) desværre dør Elektras mor i barsels sengen da hun føder Hjalte, Elktra en kun ni år på det tidspunk, men heldigvis er farmoderen der til at støtte alle tre børn og hun fytter permanent ind hos dem, men hun er gammel og da Elektra er 18 år dør hun mæt af dage.

Elektra forhold til sin far er temmelig kompliceret han elsker hende og beskytter hende, men hans ord er lov i hjemmet og han tåler ikke at blive sagt imod af sine børn og han har ikke meget fidus til Elektras magiske arv medmindre den kaster penge af sig.

Farmoderen har virket som en buffer imellem ham og børnene hvis der var ueniheder og da hun dør begynder skænderierne at eskalere imellem Elektra og hendes far og han har ved flere lejligheder spærret hende inde på hendes rum i dagevis uden mad, når hun ikke makkede ret.

Tilsidst kræver faderen at hun gifter sig med en af hans værdigfulde forretningsforbindelser der er blevet enkemand og har et godt øje til Elektra, men Elektra væmmes ved ham og nægter, derfor ser hun sig nødsaget til at stikke af fra sit barndomhjem og sin by, men det passer hende nu meget godt, for hun har længe ønsket at komme ud og prøve sig selv af, ude i den store verden.


Elektra måler 160cm, vejer 62kg yppig men slank, brun hud, talje langt kraftigt sort hår der hverken er krøllet eller helt glat men en mellemting, et hjerteformet ansigt med høje kindben en sød lille næse, sensuelle mørkerøde læber og et par slående store grønne øjne der næsten lyser op omkranset af tætte rækker af lange sorte øjenvipper.


Elektra er en rebel, hun går sine egne veje og ville aldrig ligge under for gruppepres, hun har absolut hjertet på det rette sted, men har ikke megen fidus til øvrigheden og autoriteter som sådan.

Elektra er charmerende,udadvendt,sprudlende og til tider omsorgsfuld ,men også forfængelig og stolt.

Elektra elsker luksus og opmærksomhed, hun er gavmild og lidt overfladisk, samt ikke en type der spare op til sin alderdom og hun ved intet bedre end at blive beundret og være midtpunkt, hun drømmer om at leve et liv i sus og dus hvor hun kan udfolde sig frit, fri for forpligtigelser og tungt ansvar. Men da hun kommer fra bunden af samfundet ved hun også at intet kommer af sig selv og man må af og til gøre hvad der er nødvendigt for at få det som man vil have det ,hun har en snert af pragmatikker over sig.


Når Elektra giver penge til en tigger er det fordi hendes gode hjerte løber af med hende, men når hun giver penge til Desna, er det fordi hun tror på at det kan betale sig at stå sig godt med gudinden.

Thursday, November 12, 2009

Miro ”the Unlucky” Zevlyn

Male halfling bard 7 LN Medium humanoid Init +4; Senses Perseption +2 DEFENSES AC 22, touch 16, flat-footed 18 (+5 armor, +1 shield, +1 deflection, +4 Dex, +1 Size) hp 47 (7d8+7) Fort +4, Ref +10, Will +7 (+2 vs. fear; +4 vs, bardic performance, sonic, language dependant effects) OFFENSE Speed 20 ft. Melee mwk rapier +7 (1d4+2/18-20), with arcane strike Ranged heavy crossbow +11 (1d8+2/19-20), with arcane strike Special Attacks Point Blank Shot, Arcane Strike, Precise Shot Spells Known (CL 7th) 3rd (2/day) - Good hope, haste 2nd (4/day) - Silence (DC 15), glitterdust (DC 15), mirror image, invisibility 1st (5/day) - Expeditious retreat, grease (DC 14), hideous laughter (DC 14), silent image, remove fear 0 (6) - Dancing lights, detect magic, ghost sound, prestidigitation, mending, read magic STATISTICS Str 10, Dex 18, Con 10, Int 14, Wis 10, Cha 17 Base Atk +5; CMB +4; CMD 18 Feats City Born (Korvosa), Point Blank Shot, Arcane Strike, Precise Shot, Rapid Reload (heavy crossbow) Skills Acrobatics +5, Bluff +13, Climb +1, Handle Animal +11, Intimidate +5, Knowledge (arcana) +15, Knowledge (history) +15, Knowledge(all other) +9, Linguistics +6, Perception +8, Perform (wind) +13, Perform (dance) +13, Perform (sing) +13, Sense Motive +13, Spellcraft +12, Stealth +7, Use Magic Device +13 Language Common (Taldane), Halfling, Varisian, Giant, Elf SQ Bardic knowledge, lore master 1/day, bardic performance 19 rounds/day, inspire courage +2, inspire competence +3, countersong, distraction, fascinate, suggestion, versatile performance (wind, sing), well versed Combat Gear +1 chainshirt, mwk. buckler, mwk. rapier, +1 heavy crossbow, 20 crossbow bolts, 10 cold iron crossbow bolts, 10 silver crossbow bolts, cloak of warding +1, scroll of sleep, scroll of minor image, scroll of whispering wind, wand of produce flame, wand of silent image, potion of cure light wounds (2) Other gear mwk. flute, back pack, bedroll, 50' silk rope, waterskin, torch BACKGROUND STORY Miro Zevlyn, er trods sin spraglede og mangeartede påklædning født og opvokset i Korvosa. Som ung blev han stillet i sigte at tage hyre på et skib, som det er tradition i hans familie. Således ville skæbnen det ikke. Første gang han satte fod på et skib blev også sidste gang. Han var stadig dreng, men hans far havde skaffet ham en læreplads som skibsdreng på handelsskibet Magdalena. Fra det øjeblik han borede skibet begyndte alt at gå galt og inden eftermiddag måtte Miro og resten af besætningen forlade skibet, som stod i lys lue. Da Magdalena gik op i flammer var det kun den dramatiske afslutning på en dag, hvor alt hvad Miro rørte ved gik galt. Siden den dag har Miro været forment adgang til Korvosas havne anlæg og han har ikke betrådt et skibsdæk siden. Miro lod sig ikke slå ud af disse vanskeligheder og søgte nye veje i livet. Han blev ansat som sufflør i the Marbledome, Korvosas opera, hvor han grundet sin lille størrelse kunne side i en næsten usynlig sufflørgrav. Livet ved operaen greb ham og inden for få år kom hans musikalske talent frem. Han begyndte at optræde på operaens scene og var godt på vej til at få en stor karriere. Skæbnen ville at hans uheld igen skulle spænde ben for ham. En sen aften efter optræden, besøgte Miro den omsværmede halv-elver sopran Sianna, i hendes omklædning. Han havde en stor buket roser i en fin Tiansk porcelænsvase med som gave og håbede den aften at kunne gøre et godt indtryk på den smukke sangerinde. Hvad der ventede Miro var han ikke rustet til at stå imod. Operaens ejer, tyrannen Valon Palastus, var kommet ham i forkøbet og var med et hårdt greb om Siannas håndled ved at tvinge hende i knæ, mens han med den anden hånd var ved at åbne sine bukser. Hurtigt og lydløst for Miro op bag slynglen og smadrede vasen i hovedet på ham. Sianna var Miro meget taknemlig og samme aften forlod de Korvosa i ly af mørket. Sianna og Miro skiltes for at undgå at blive genkendt af Palastus’ venner. Miro regste de efterfølgende år rundt i Varisia og optrådte længe i Magnimar inden han blev nødt til at forlade byen igen. Dybest set hungrer Miro efter et stille liv, hvor han kan hengive sig musikken og sin interesse for Varisias glæmte fortid og magi – men skæbnen fører ham altid ud på nye rejser…

Dega Glitterhammer

Male dwarf fighter 8 NG Medium humanoid Init +2; Senses Darkvision 60 ft.; Perseption +8 DEFENSES

AC 28, touch 14, flat-footed 25 (+10 armor, +3 shield, +1 deflection, +2 Dex, +1 natural armor, +1 Dodge)

hp 85 (8d10+24)

Fort +11, Ref +6, Will +4 (+2 fear, +2 poison, spell, spell-like ability)

Defensive Abilities defensive training, bravery, hardy

OFFENSE

Speed 20 ft.

Melee +2 adamantine longsword +18/+13 (1d8+8/19-20)

Ranged heavy crossbow +10/+5 (1d10/19-20)

Special Attacks Hatred, Power Attack +15/+10 (1d8+14/19-20)

STATISTICS

Str 21, Dex 14, Con 16, Int 13, Wis 11, Cha 6

Base Atk +8; CMB +13; CMD 27 (+4 vs. bulrush, trip)

Feats Big Game Hunter (b), Weapon Focus (longsword), Dodge, Mobility, Combat Expertise, Spring Attack, Whirlwind Attack, Lunge, Power Attack, Greater Weapon Focus (longsword)

Skills Climb +12, Perception +8, Ride +6, Survival +11, Swim +11

Language Common, Dwarf, Undercommon

SQ stone cunning, greed

Combat Gear +1 fullplate armor, +1 heavy steel shield, +2 adamantine longsword, heavy crossbow, 20 bolts, dagger, +1 war razor, cloak of resistance +2, amulet of natural armor +1, ring of protection +1, belt of giant strength +2, “autobow” Other gear back pack, winter blanket, waterskin, flint and steel, sack, wine skin, bedroll, trail rations, hemp rope, holy water (2), winter clothes, tent

BACKGROUND STORY


Dega har midlertidigt forladt sin klan for at drage på eventyr, da han var træt af at alt i dværesamfundet havde med klanen at gøre. Dega har intet imod at hjælpe klanen, men han er mere en individualist, og vil derfor helst være fri for tankegangen der ligger bag bemærkninger som ”For the clan” og ”For the greater good”. Dog, hvis hans klan en dag skulle være truet vil han højst sandsynligt gøre alt i sin magt for at hjælpe dem.


Dega har ikke noget specifikt mål med sine rejser. Han vil gerne opleve verdenen, forbedre sine kampevner og samle store skatte.


Maegar: Han ser Megar både som en bror, men samtidigt også som en af sine bedste venner. Han syntes dog tit at Megar er alt for alvorlig. I kampsituationer vil Dega selvfølgeligt beskytte alle i partyet, men hvis valget står mellem at rede Megar eller de andre vil Dega prøve at rede Megar først.


Alaria: Dega forstår at Alaria er en utrolig dygtig kriger, der effektivt kan udnytte samarbejdet under kamp. Derfor vil Dega ofte prøve at støtte op om hende i kamp.



Elektra: Dega syntes at elektra er en meget underlig størrelse. Hun går alt meget op i hvordan hun tager sig ud, og hun er utilregnelig i kamp. Samtidigt er elektra også meget sart, og Dega ved at hun skal beskyttes hvis hun skal overleve i længere tid. Men hun gør det tit svært for Dega at hjælpe hende.


Urgar: 'En flyvende katastrofe'. Fyren er jo fuldstændigt utilregnelig, og hvis ikke Ugar begynder at opføre sig ordenligt vil Dega sætte ham på plads.


Gorgon: Dega har endnu ikke noget forhold til Gorgon. Dega er dog facineret af at Gorgon kæmper med de bare næver. Det har Dega en hvis respekt for

Tuesday, October 27, 2009

15. - 17. Kuthona, 4708 AR

Næste morgen efter en ydmyg morgenmad bestående af små hårde rejsebrød og en humpel ost samt en håndfuld af årets sidste brombær, som Jakandros havde fundet. Fortalte Jakandros os at, der var et hemmligt forsyningslager i et grottesystem, umiddelbart i forlængelse af den fjeldside Fort Rannick var bygget op ad. Der ville vores nye rejsefæller kunne forsyne sig med alt hvad de skulle bruge og derfor droppede vi planen med at tage til Turthleback Ferry, men fortsatte istedet frem imod Rannick, i skjul af skoven. Vi sneg os imellem træer og krat så tæt vi kunne, uden fare for at blive set og endte bag et klippefremspring til højre for Fortet. " Indgangen til grotterne ligger omme bag vandfaldet," Hviskede Jakandros og nikkede i retning af det brusende vandfald, der blev til et vandløb, der slyngede sig ned over en frodig sæter slette og forsvandt ind i skoven vi kom fra. Imens vi sad der i læ op ad fjeldsiden, brød solen frem fra en overskyet himmel, dens ståler fik Ibenholts blanke sorte fjerdragt til at lyne blåt, han sad på en sten og sleb sit næb imod den ru overflade med jævne mellemrum. Mens jeg sad og beundrede min, nu fuldt udvoksede, ravn slog det mig, at han kunne benyttes som spion, ingen ville lægge mærke til en (næsten) alm. fugl, der tilfældigvis kom forbi og hvilede sig lidt på en tagryg. Jeg fortalte de andre om min ide med at lade Ibenholt spionere for os og Urgar sagde at han også kunne skaffe os oplysninger ved hjælp at et usynligt magisk øje, som han i første omgang ville sende ind i grotterne bag vandfaldet for at se om der var fri bane, hvilket han gjorde med det samme. Jeg brugte lidt tid på at forklare Ibenholt at han skulle se efter, hvad samt hvor mange, der befandt sig i fortet og hvor de var placeret, samt vi udviklede et tælle system af en fugltå pr. individ, der er fire tær på en fod, så en ravnefod har en værdig af fire individer. Så fløj Ibenholt afsted på sin første hemmelige mission og jeg kiggede stolt efter ham imens han cirklede højt op og forsvandt rundt om fjeldet. Urgar sad med armene slynget rundt om sine knæ og rokkede sagte frem og tilbage imens han koncentrerede sig om at se med sit magiske øje. Dolgrin og Dega sad og talte lavmældt sammen. "Den barrack er en brandfælde af knastørt frønnet træ, især hvis man kan blokere udgangen er der gode muligheder for, at skidtet brænder hurtigere sammen om ørende på, hvem der nu ligger og får sig en lille lur, end man kan sige: "dværgebygget er velbygget." " Så er der udkigstårnet, stolperne er pilrådne, et godt kraftigt stød på en af dem og hele konstruktionen styrter til jorden," Sagde Dolgrin med en fagmands overbevidsende kender mine. "Interessandt...," sagde Dega og fingererede ved sit ujævne hageskæg. Efter cirka en time var Urgar klar til at fortælle os hvordan forholdene var i grotten. " Ja der var jo ikke så meget lys derinden, men umiddelbart så jeg ingenting der kunne være problematiske." Konkluderede Urgar og kigge på os andre. Ibenholt var stadig ikke kommet tilbage så Urgar foreslog at han ville sende endnu et usynligt øje ud nu for at se om han kunne komme ind i bygningerne i fortet og forsøge at se hvad der gemte sig af fjender, der. Vi andre syntes det lød fornuftigt og så satte vi os til at vente igen, imens fortalte Jakandros os om grottesystemet. " Der er flere hemmelige indgange til Rannick fra det naturlige grottesystem. En der føre op i barrackken, i den ydre gård, en der føre til det indre keeps fangekælder og en der føre om på den modsatte (venstre) side af fortet. Desuden er der en krypt i en af grotterummene, hvor vi har gravsat dem fra vores orden, der har gjort sig fortjent til den evige hvile sammen med "Zarnath af Rannick" fortets opføre og ædle stifter af the black arrows orden." Vi syntes det var mest sikkert at forsøge at nå grotterne i ly af mørket, samtidig besluttede vi at sende Alaria og Gorgon ud i terrænet for at spejde og overvåge fortet også i ly af mørket. Endelig efter to timer dukkede Ibenholt op, han fløj en runde over os inden han landede på min fremstrakte arm og jeg belønnede ham med en lille stump pølse som han straks slugte i en bid. "jeg så ogres, store fyre, tre ravnefødder af dem. Alle andre hunde, heste, mennesker døde," sagde Ibenholt på sin egen hæse gnækkende facon. "Det var fint Ibenholt," sagde jeg til ravnen og strøg den blidt over hovedet. "Ibenholt siger at der er 12 ogres som man umiddelbart kan se," oversatte jeg til resten af gruppen. Himlen var overskyet og havde en mørkelilla farve der blev mere rødlig imod vest, de første stjerner var begyndt at titte frem, nu skulle vi af sted. Jeg og Urgar gjorde hele gruppen usynlige først, så vi havde en bedre chance for at komme usete til grotterne bag ved vandfaldet. Langsomt sneg vi os frem til vandfaldet, der sagde vi midlertidigt farvel til Alaria og Gorgon, der forsvandt lydløst i mørket. Det var svært ikke at gispe eller hvine over det iskolde vand, som ramte min hud da jeg gik igennem faldet og ind på den anden side, men det lykkedes og vi kom alle ind uden problemer, Ibenholt som jeg havde holdt ind til mig pakket ind i en flig af min kappe gav et skræp fra sig da han fik lidt vand i hovedet og sad nu på min skulder med en skørt strittende frisure og småbrokkede sig på ravnsk. "Vi skal herind," sagde Jakandros og viste vej ind i et tilstødende grotterum, som var pænt fyldt op med kasser i forskellige størrelser. Der var alle mulige forskellige slags våben i kasserne samt nogle sorte kapper med symbolet for the Black arrows. Jeg bemærkede at Jakandros også fandt nogle små flasker frem, den ene havde en tyr og en flexet biceps på etiketten, den anden kunne jeg ikke se, men jeg lagde mærke til at han også tog tre små amuletter og gav til sine fæller, lædersnore med en perle i . Til sig selv fandt han et bundt med pile der knitrede elektrisk. Vi gav os til at undersøge grotterne og efter kort tid gik det op for os at der boede nogle ornestore salamadere, som Jakandros kaldte for chokker firben, chokker fordi de var elektrisk ladede og kunne give et ordenligt zap, han sagde at hvis man genrede dem tilstrækkeligt så kunne de koncentrere deres støm og samle den imellem sig og så var de ret dødbringende. Ellers var grottesystemet en fugtig og klam affære, alger og skimmelsvampe groede hist og pist på vægge, lofter og gulv, det ærgrede mig frygteligt, da mit hår i fugtige miljøer gav sig til at kruse noget så rædsomt. På vejen kom vi til en smal naturlig bro af sten over en dyb slugt vi smed en fakkel ned i dybet og ved at tælle imens den faldt kunne vi regne ud at den var omkring 40 meter dyb, da faklen blev ved med at brænde efter at den havde nået bunden viste vi at der ikke var vand i bunden. Jakandros og jeg gik forrest dernæst kom Urgar så Kaven og Dolgrin og til sidst Dega og Maegar. Da jeg stod præcis på midten af broen begyndte den at skælve "Pas på" råbte Jakandros. "Den styrter sammen." Så spurtede han og nåede lige præcis over på den anden side Urgar sprang tilbage og nåede at få fat i kanten af slugtvæggen, der hang han indtil Maegar sænkede et reb ned til ham og trak ham op med hjælp fra Dega, Kaven og Dolgrin var knapt kommet ud på broen så de kunne sagtens nå tilbage, men jeg der stod på midten styrtede ned i dybet, heldigvis havde jeg min ring "fald let som en fjer" på og den aktiverede jeg straks og dalede derfor blødt og sikkert ned til bunden. "EEleeektraaa er du levende" kaldte Maegars dybe kraftfulde stemme oppe fra kanten."Jaaa... jeg har det fiiiint," råbte jeg tilbage og tændte et magisk lys så jeg kunne se noget nede i dybet. Jeg kiggede mig lidt omkring, der var ikke så meget at se bortset fra sten, grus og flere sten i mange størrelser, men pludselig så jeg noget der glimtede bag en stor sten. Da jeg kom nærmere kunne jeg se, at det der glimtede var et kortsværd i sølv, som stak op fra bæltet på liget af en for længst afdød hobbit, der tydeligvis var styrtet ned fra broen og havde mødt sin skæbne. Ud over en rygsæk med nogle almindelighedder i, fandt jeg også en pung med to rubiner, som jeg tog med sammen med sværdert og så tænkte jeg lette tanker og lettede fra jorden og fløj op til de andre der var glade for at se mig, men lidt måbende over at jeg ikke var kommet noget til."jeg har ni liv ligesom en kat," grinede jeg til Dega, da han udspurte mig. De andre kom over til os med lidt besvær og vi fortsatte vores færd. Det eneste sted der var nogenlunde tørt, var den før omtalte krypt så der insisterde jeg på at vi overnattede. Der var en marmor sacrofag i midten af rummet hvor grundlæggeren af ordenen var lagt til hvile og indhugget i kalkstensvæggene var nicher hvor ligene af tyve hædrede eksmedlemmer lå, ja bortset fra en der tilsyneladende var faldet ud af sin niche og lå nede på gulvet, ham samlede vi op og lagde pænt på plads. Da vi spurte Jakandros hvem han var, blev han lidt stram i masken og sagde at han var en kaptejn ved navn Lorgus Fenger, "hvordan døde han" spurte jeg nysgerrigt. "Han omkom på en patrulje ved en ulykke," sagde han mut. "hvor synd, var han meget afholdt," spurte jeg mildt. "hmm..nææe det tror jeg ikke, personligt syntes jeg han var et dumt svin," sagde Jakandros og kiggede barskt frem for sig. Vi spiste de sidste små hårde rejsebrød vi havde og snakkede om hvordan vi skulle angribe Fort Rannick, tilsidst rullede vi vores tæpper ud og lagde os til at sove i krypten. Midt på natten blev vi vækket af en skramlende lyd ligesom knogler der rasler imod sten, Maegar tændte noget magisk lys og vi så os om i krypten. "hveeemm er det, der forstyrrer mine bene," lød en hul røst pludselig og en halvgennemsigtig mandsperson tonede frem ved siden af Urgar, der lå yderst. "Lorgus?" mumlede Jakandros søvndrukkent. "Dø i hunde," sagde gespenstet og kastede sig over Urgar der ikke satte sig op, men bare løftede en arm og mumlede en besvægelse og magiske missiler fløj fra hans hånd, gespenstet hvæsede og flåede ud efter Urgar med sine krogede fingre med lange gullige negle på." Stands Lorgus Fenger, det er folk fra din egen orden du angriber," råbte jeg i et forsøg på at stoppe dette natlige angreb."Mordere beskidte mordere," råbte spektraet og angreb igen, denne gang gik det ud over Dega, der havde rejst sig fra sit leje og trukket sit sværd. Selv om han fik et drøjt flæns var Dega ikke sådan at bide skeer med og han gennemborede Lorgus, der forsvandt med et uhyggelig tudende skrig. Vi undersøgte om der skulle være andre i krypten, men bortset fra at Lorgus Fengers afsjælede legme der igen var sprunget ud af sin niche, var der intet mistænkeligt og denne gang lød vi Lorgus ligge hvor han lå, hulter til bulter på kryptens gulv. Resten af natten gik stille hen og vi vågnede nogenlunde udhvilede næste morgen.

Wednesday, September 30, 2009

15. Kuthona, 4708 AR

Jeg trak mig ud til siden og lod de panser beklædte stå forrest, det var min erfarring, at jeg gjorde mest gavn i slag, hvis jeg holdt mig tilbage fra fronten, men Dega, Gordon og Alaria sprang også glade frem og uden yderligere problemer, nedslagtede de græskarfjæset, der havde været så overmodig, at angribe denne slagkraftige gruppe alene. Da vi havde undersøgt liget begynte vi at kigge os omkring. Vi stod i udkanten af en rydning i skoven, udover et stort misligeholdt hus i to etager lå der også en stor lade, i det høje græs tilfældigt rundt omkring lå der alt muligt gammelt skrammel, gamle landbrugs maskiner og anden skrot. Der var ingen tegn på, at dem der boede her dyrkede jorden denne sæson, eller havde dyreopdræt af nogen art, men det skulle snart gå op for os hvad denne mutantfamilie ernærede sig af, ud over bjørnekød. Da vi forsigtigt nærmede os huset lagde jeg mærke til at Kip sakkede bagud han gik langsommere og langsommere og til sidst satte han sig ned på bagdelen og blev siddende. Jeg gik tilbage til ham og opfordrede ham til at gå med os, men han sagde at han var bange for husets beboere og ikke ville med længere, tilgengæld lovede han at holde vagt udenfor. Den side af huset vi nærmede os havde en frønnet veranda, Alaria sneg sig op på den og hen til den dør der sad cirka på midten af husvæggen. Forsigtigt lirkede hun døren på klem og gjorde så et elegant hop til siden, da en stor tung jern pig kom farende ned imod hendes hoved, hun klarede det lige. Der lød et højt metallisk klank og to rundsavsklinger kom til syne i den ene ende af verandens trægulv, de fes roterende med pæn fart hen langs verandaen i hver sin rille, til den modsatte side, hvor de med et klonk forsvandt ned i gulvet igen. Med en ynde som en gazelle og reflexer som en hugorm, hoppede Alaria over de to skarbt slebne klinger, da de kom drønende ned imod hende. Hun undersøgte de to fælder og da hun var sikker på at de ikke lægere var aktive, vinkede hun os nærmere. Det rum vi kom ind i var rektangulert og lugtede af snavs og råddent kød, der stod en sofa midt i rummet og det var nok den mest bekidte sofa jeg nogesinde har set, den havde en ubestemmelig gråbrun farve med store mørkere plamager der godt kunne ligne blod, den så ud som om den var betrukket med menneskehud. Ud over en pejs med et virkeligt bissart konserveret elghoved og et mølædt bjørneskind på gulvet var der ikke rigtig noget at se i rummet. Panserdværgen Dega tog kækt opstilling på bjørneskindet hvorefter han forsvandt med et vuuusj og et overrasket brøl, vi andre stod måbende og kiggede på det sted hvor Dega lige havde stået, der var nu et rundt hul i gulvet og op fra det lød der en betragtelig mængde dværgske eder." Ved Adabar, Dega min broder, er du vel?", lød det bekymret fra Maegar. Flere dværgske eder lød fra hullet og de må have været ret krasbørstige for Maegars øre fik en fin rød farve. Så lød der en prusten og en kraftig lyd af metal der skraber imod jord, hvorefter Dega hoved dukkede op af hullet. "Ved det gode øl på Den Gylde Slange, om der ikke også var tilspidsede pæle nede i det hul, se nu mit knæ." Klagede Dega og møffede sin helt op af hullet hvorefter han gav sig til at undersøge en overfladisk skramme på knæet. "Skal jeg puste lidt på det", foreslog Alaria kækt og sendte Dega sit bedste smil, Dega skulede ondt til hende. "Så kunne det godt være du skulle holde lidt igen med øllet, du er jo ikke lige frem en letvægter, når du sådan braser igennem gulvet dværg", grinede jeg ."Så kunne det godt være du skulle holde lidt igen med talen, imens du stadig har nogle tænder at tale med," spruttede Dega og lignede en olm tyr i hovedet. "Hvis i ellers er færdige med at vække hele huset, skulle vi så ikke se at komme videre," foreslog Gorgon og nikkede i retning af en dør. Døren førte ud til en vinklet gang med en trappe og en masse nye døre, vi valgte at gå til venstre hvor der var en enkelt dør nede for enden, Gorgon gik forrest og åbnede døren ind til et soveværelse, hvorefter en ubeskrivelig kraftig stank af død og råddenskab bølgede os i møde og voldtog vores stakkels næsebor. Rundt langs med væggene lå der dynger af gamle madrester, i midten af rummet stod der et beskidt bord med fire stole omkring, i et hjørne et par simple trækister med adskellige lig lagt oven på hinanden, lågene var ingen stedet at se og langs med den modsatte væg stod der en meget stor seng, hvor i der lå en enormt fed kvinde og fyldte næsten hele sengen ud med sin fede krop. "Drenge!...drenge kom og hjælp mig!" Udbrød den vamle skabning og gjorde nogen håndbevægelser i luften. Straks rejste ligene sig op fra kisterne og stod nu lys ikkelevende i rummet. Gorgon sprang heroisk ind i rummet og gav sig til at tæve løs på den nærmeste uddøde, Alaria trak sin rapier og stak den resolut ind i det rådne kød på den samme klamme fyr, Urgar mumlede noget og en brændene hed stråle svitsede det volumiøse kvindemenneske i sengen, så der straks kom til at lugte af brændt kød. " Tag min hånd," sagde Maegar til Dega og med et fumb forsvandt de begge to fra gangen, hvor de lige havde stået, men straks efter dukkede de op inde midt i det klamme soveværelse, hvorefter de gik i gang med at svinge henholdsvis sværd og hakke. Kvinden i sengen mumlede noget og frem kom en stor gorillalignene fyr som hamrede sin kæmpe næve ind i ryggen på Gorgon, de andre uddøde bed også godt fra sig og kampen bølgede længe frem og tilbage, men til sidst fik vi ved fælles hjælp nedslagtet dem alle. Vi fandt en del ting i rummet som vi mente kunne være nyttige så dem tog vi med os og så gik vi igang med undersøge resten af huset. Det første rum vi kom ind i viste sig at være en slag das, det var fyldt med gamle trækasser og tønder og der var nogen der havde brugt dem til at skide i. Gulvet i rummet var bare faststampet jord og i et af hjørnerne var der et hul fyldt op med små barneskeletter alle sammen piger. Næste rum var endnu et soveværelse, at dømme efter brixen langs den ene væg, det var tomt på nær en lille samling feticher og en bunke gammelt stinkende tøj, samt en enkelt stol. Sviiing.... en le svingede ned fra loftet og kun takket være Alarias evner, fik ingen kappet hovedet af i døråbningen ind til en spisestue, der var det næste rum vi kom ind i, et stort spisebord var placeret i midten af rummet med ti stole omkring. På hver stolerygs top der endte i en spids var der placeret et menneske hoved i forskellige tilstande af forrådnelse og midt på bordet på et rundt træfad endnu et halvråddent hoved samt at bordet var dækket af en plettet dug lavet af menneskehud, jo jo disse beboere syntes virkelig om at gøre noget ud af indretningen, man kunne endda påstå, at der var en form for tema, der gik igen. En dør fra spisestuen, også med en le som Alaria afmonterede, ledte os ud i et rummeligt køkken. Fra en stang langs loftet hang der kæder i forskellig længde med kødkroge på, ligesom på et slagteri, der var en blodig huggeblok med en blodig økse, på køkkenbordet låg et stort spækbræt og en clever også disse var indsmurt i gammelt blod. Der stod to kurve længst henne på bordet, de så begge ud til at være flættet af sener, i den ene kurv lå der afhuggede hænder mens der i den anden lå afhuggede fødder. Og i en skål ved siden af, lå der afhuggede fingre og tær. Der var to andre døre i køkkenet en der førte ud til en lille entre med en dør ud af huset og den anden dør førte ned i en kælder,vi tog kælderdøren og kom ned af en trappe til en lille gang med en dør ind til et firkantet rum, som var fyldt med alskens gamle redskaber/værktøj/tønder/kasser og anden skrot, der lå huldter til bulter i store uoverskuelige dynger, der var en dør i den anden ende af rummet som vi kantede os hen til og åbnede. Den førte ud til en smal gang der havde en dør på langvæggen og en dobbeltdør for enden. Alaria åbnede dobbeltdøren og trådte ind i rummet tæt fuldt af Gorgon, der var vand på gulvet og der lugtede fugtigt nærmest lidt muggent. Et slimet grønt lag af alger dækkede det meste af væggene og vandet var brunt og mudret, rummet måtte hælde bag ud, for vandet blev langsomt dybere jo længer man gik ind i rummet. Pludselig begynte en brunlig bunke at vokse op fra midten af gulvet og to lange tentakkel agtige arme flabrede umotiveret fra hver sin side af den brunlige bunke, der nu var små to meter høj og havde form som en bulet pyramide af jord uden spids. Vuuush!!! en mur af ild rejste sig imellem muddertingen og Alaria og Gorgon. Sviirp! Sviirp! begge tentaklerne svirpede igennem ildmuren og snoede sig rundt om livet på Alaria og Gorgon, som piskesnerte og flåede dem med sig ind igennem muren af ild." Ups!!.. det havde jeg ikke forudset kunne ske," lød det overrasket fra Urgar der havde lavet ildmuren. "Sluk den igen, de bliver ristet," råbte jeg panisk. "Det kan jeg ikke, den bliver ved til den er brændt ud," Lød det fortvivlet fra Urgar. " Ved alle fummel fingerede fjolser! Urgar din....din," " kom nu Elektra sluk den for ham, jeg ved du kan," afbrød Maegar mig. Desna hjælp mig med at bryde denne formular, bad jeg tavst, men intet skete. Til gengæld kunne vi igennem ildmuren se, hvordan mudderbunken åbnede sig på midten og brunt muddervand savlede ud af åbningen, et par store gullige hestetænder kom tilsyne og Gorgon forsvandt ind i åbningen der blev lukket igen. Gorgon var blevet slugt af muddermonstreret. Dega sprang tappert igennem ildmuren svigede sit adamantine sværd det bedste han havde lært imod den fæle forslugne mudderting, imens blev han let ristet på ryggen. Bag mig hørte jeg Urgar udbryde "avv den bed mig." og med et hurtigt blik over skulderen kunne jeg konstatere at tre rotter på størrelse med 3 månders gamle lam, var dukket op sammen med endnu en af husets beboere en velvoksen fyr med et extra lidt mindre hoved der groede ud af halsen på ham, i en vinkel på 45 grader. Desna...Desna hjælp nu din datter med at bryde Urgars mur af ild bad jeg igen og denne gang sank ilden endelig ned til gulvet hvor den gløede lidt og forsvandt. " Pyyh...godt Elektra, jeg ved at blive kogt i egen rustning," lød det fra Dega, der havde døjet med stråle varmen. Muddertingesten åbnede på ny sin mund og Alaria forsvandt skrigende ned i gabet, med den anden "arm" forsøgte den at gribe rundt om Dega, der gav den et drabeligt hug som forsvar med sit sværd. Bag mig var der en vild kamp igang Maegar havde kastet sig over tvillingerne med sin hakke og Urgar sårede en rotte voldsomt i siden, men blev selv angrebet af de to andre. Jeg affyrede fire sølvskinnende missiler ind i toppen af mudderfyren det kunne den ikke lide, men alligevel lykkedes det dem at sno sin "arm" omkring Dega, der snittede løs som en gal. Hjernemassen sprøjtede ud over Maegar da han fik ram på den lille tvilling, den store tvilling brølede af smerte. Urgar sank besvimet ned på gulvet af blodtab, ved siden af ham lå en livløs rotte. Igen affyrede jeg fire missiler og Dega fik skåret sig fri af muddertingens ene tentakkel arm, men blev tilgengæld nu fastholdt af den anden der løftede ham op i luften og hen imod det muddersavlende gab, der nu åbnde sig for tredie gang. Dega, der var hæmmet af tentakkelarmen fik placeret sit sværd med spidsen imod ganen på mudderfyren og da den trak ham ned til sin mund borede sværdret sig igennem ganen og videre op i hjernen og da Dega med et vrid i handledet drejede adamantine sværdet en halv omgang, var det ligesom at puste flammen ud på en olielampe, muddertingesten slukkede bare med et og sank langsomt sammen på gulvet. Jeg vendte omkring på stedet og fyrede endnu fire missiler af to i hver rotte, de peb og stak af, ind i skrammelrummet. Maegar trak sin hakke ud af halsen på de fæle sammenvoksede tvillinger og en boblende dødsrallen var det sidste vi hørte til dem, så gik han hen og så til Urgar der stadig lå stille og bleg, på gulvet.
Det lykkedes Dega og jeg at skære bugen op på muddervæsnet, der så vi nu, ikke var af mudder, men en meget sær blanding af kød og træ der havde morfet sig sammen til et tredie stof, trækød er mit bedste bud på en beskrivelse. Når man udersøgte dette mystiske væsen nøje, havde det visse ligheder med de andre mutanter på dette stinkende sted, men dertil kom så dette træede naturmateriale, der muligvis ved hjælp af magi nu også var en integreret del af ham, eller den. Alaria og Gorgon væltede ud af bugen som tarmene på en fisk der bliver åbnet og kunne med Maegar og Adabars hjælp bringes i en fornuftig stand igen, altså bortset fra den sure lugt. Da alle var på benene igen undersøgte vi rummet, men fandt intet udover en dør der førte ind til et lille rum hvor der stod en mands stor kiste med et buet låg, jeg afsøgte kisten for magiske fælder imens Alaria undersøgte den for alm. fælder, men vi fandt ikke nogen og låsen var på ingen tid dirket op. Kisten var fyldt med skatte, guld og sølv mønter, samt en hel del magiske våben og bælter, amuletter, en halskæde og en ring. Vi grabsede rigdommene til os og fordelte dem efter ønsker, hvorefter vi undersøgte resten af kælderplanet, dog uden at støde på noget nævneværdigt, heller ikke de to rotter der stak af, så vi noget til.
"Så er der kun den øverste etage tilbage," sagde Urgar på vej op af kældertrappen til det klamme køkken. "Nææe...vi mangler mindst endnu et rum i stueplan, der var tre døre i spisestuen," huskede Alaria ham på. "Gad godt vide hvad de gemmer i laden?" Mumlede jeg for mig selv. "Bare rolig Elektra....det skal du nok komme til," lød det klangfuldt fra Maegar der gik lige bag mig og han klappede mig gemytligt på skulderen, som var så højt dværgepræsten kunne nå. Vi sparkede døren op og fandt et regtangulert rum magen til pejserummet, med fingermaling på væggende og legetøj skåret ud i træ. Tre halvvoksne mutanter kiggede forbavset på os, det så ud til at de havde været igang med at kaste kranier efter hinanden, for det flød med kranier alle vejne på gulvet og på en reol langs bagvæggen lå en halv kraniesamling tilbage, samt de havde alle mindst et kranie i hænderne hver. Vi gik til angreb uden varsel. Mutant teenagerne havde ingen våben på sig og var heller ikke så stærke som deres fuldvoksne brødre, så det var en simple sag for os trænede dræbermaskiner, at slå dem ihjel, men da det gik op for dem, at overmagten var dem for stor, nåede en af dem at stikke af ud igennem et vindue. Han benede det bedste han havde lært hen langs med husmuren og rundt om hjørnet og forsvandt ud af syne. Dega, Gorgon og Alaria satte efter ham og vi andre gjorde os færdige med at slukke livsgnisten hos de to tilbageværende, samt undersøge rummet nødtørftigt, så fulgte vi efter.
Da vi støtte til de andre igen stod de halvvejs imellem huset og laden, den store ladeport stod åben og fem voksne mutanter stod lige udenfor, jeg havde været så fornuftig at flyve derhen så jeg gik straks igang med at affyre missiler imod de groteske mutanter. De andre lavde en fornuftig kamp opstilling og gik i krig med mutanterne, heller ikke disse fyre havde været forberedte på vores angreb så deres våben var sølle nødtørftigt grebet redskaber, en høtyv med en knækket tand, et rustent hakkejern, en meter jernkæde, en skovl hvor skaftet var knækket og en halvrådden greb, der knækkede midt over første gang den mødte Degas rustning. Endnu en gang måtte mutanterne bide i græsset en efter en og det endda selv om Urgars resurser var opbrugte og han bare surmulede fra side linien. Da mutanterne var døde kunne vi jo ligeså godt undersøge laden, inde i halvmørket lå der bunker af muggent hø, et enkelt møllehjul stod op af væggen og ti kennelbure var placeret midt i det hele. Der var nok 8-9 meter til taget og cirka halvvejs i ladens længde var der en væg der delte laden i to, med en stor dobbelt dør i midten, der var forsvarligt låst med en tyk tyk jernkæde og en kæmpestor lås. Langs med begge langsider var der oppe under taget to svalegange, som havde en trappe op i hver side og endte i en alm. størrelse dør, også i hver side. Dem gik vi op på, tre på hver, jeg åbnede min dør og Gorgon åbnede sin, vi var synkrome. Foran os gik svalegangene videre lige ud lags væggen, min endte i en stor celle med lodrette tremmer, de andres endte helt alm. med gavlen af laden, jeg kiggede udover rækværket og ned, der var ikke andet end spindelvæv at se dernede.
Til gengæld hang der tre personer lænket til væggen inde i cellen, de var så vidt jeg kunne se alle tre af hankøn og den ene af dem var af dværgerace. Jeg forsøgte at åbne døre ind til cellen men den var selvføljelig låst og Alaria der var fiks på fingrene til den slags stod overe på den anden side af laden. "Alaria..vi har brug for dig her ovre!"nåede jeg lige at råbe før et monster af en edderkop dukkede op igennem spindelvævet, den var gigantisk, dens giftkroge var på det tykkeste sted så tykke som baby arme og med ben og det hele fyldte den to tredie dele af hullet i midten, jeg kunne tydeligt se hvert eneste sorte hår på dens pelsede bagkrop og ben. "Tilbage!...tilbage!, træk jer tilbage," lød det fra Dega og jeg hviste at når Dega, vores mest kamp ivrige gruppemedlem råbte på tilbagetrækning så var det yderst alvorligt,men alligevel blev jeg stående jeg var stivnet af skræk. Godt det samme at jeg ikke rørte mig ud af flækken, for edderkoppen virkede til at reagere på bevægelse, Degas råb havde fået Gorgon til at skynde sig baglæns ad svalegangen og nu langede edderkoppen ud efter ham med sine ben og ramte ganske godt. Dega forsøgte fra døråbningen at forsvare og landsomt gled jeg langs væggen ned imod døren imens jeg fremsage en formular og en brændene kugle materiliserede sig under bugen på uhyret. Nu ved jeg ikke om edderkoppen blev forvirret over at blive svitset nedefra, men det lykkedes mig faktisk at snige mig hen til døren og ud af den uden at blive ramt. Maegar var også dukket op på vores svalegang, han måtte have sprintet og da min flyve formular stadig virkede fløj jeg over på den modsatte side. Edderkoppen kunne ikke nå helt hen til døråbningen så jeg var i sikkerhed og herfra kunne jeg stadig dirigerer min brændene kugle og med jævne mellemrum fremtrylle endnu en, så der til sidst var fire svitsende kugler der ristede det uhyggelige monster, imens forsøgte de andre at få et hug eller et stik ind i dyrets kæmpe krop, Alaria modtog et slemt hug fra en giftkrog og måtte opgive kampen ret hurtigt også Gorgon blev slemt såret, men til sidst blev det alligevel for meget for den ækle kop og den faldt til jorden med et sært skingert hvin.
Maegar fik de slemt tilredte nogenlunde tilbage til tidligere stand og vi fik befriet de tre fanger, der viste sig at være krigere fra Fort Rannick som var faldet i en kamp med nogle ogres og disse folk var flygtet igennem skoven, hvor de var faldet i baghold hos vores mutantfamilie, der kunne de oplyse om, gik under navnet familien Graull. De to mænd hed Kaven og Jakandos og dværgen hed Dolgrin. Jakandros var den ven bjørnen Kip, havde bedt os om at hjælpe.Vi var alle udkørte da vi kom ud af laden og Graullernes hus, gik det pludselig op for os, stod i lys lue, nogen havde vel glemt at slukke det fede kvindemenneske, som vi tidligere havde sat lidt extra fut i. Vi slog lejer for natten og blev enige om at tage tilbage til Turtlebackferry næste morgen, om ikke andet så for at skaffe de tre fra fortet nogle bedre våben end dem vi selv kunne låne dem.

Sunday, September 6, 2009

9. - 15. Kuthona, 4708 AR

Det var diset, den morgen i forlød Wartle, så kaptajn Orsten gav sine mænd ordre til at stage os adstadigt afsted. Hen på formiddagen klarede det op og så blev der sat sejl. Jeg lagde mærke til at slette landskabet på nordsiden af floden, nu var afløst af en stor mørk skov hvor træerne var store og gamle. Jeg havde en meget alvorlig samtale med Urgar, om den uansvarlige måde han havde brugt sine kræfter på i kampen med tudsefolket og inddirekte var skyld i Shalellus død, han invilligede i at betale for hendes eventuelle genkomst til livet, men det virkede ikke som om han oprigtigt tog skylden på sine skuldre, eller måske var han for stolt til at vise det. Jeg var faktisk stadig småsur på ham efter samtalen og tænkte at det var godt jeg ikke skulle trækkes med ham sælig meget mere. Efter to dage på floden kom vi til en by ved navn Whistledown, Alaria fortalte at dette var en by med mange gnomer og at hun havde hørt det skulle være svært at sove i byen. Vi ankom tidligt aften og vi kunne allerede høre trommer og fløjter i den nærmeste kro. Jeg forhørte mig hos kaptajnen om hvorvidt der skulle være et tempel, eller et udsalg af skrolls, men han sagde at det skulle jeg ikke regne med at finde i sådan en lille by. Slukøret gik jeg med de andre på kro, det viste sig at være en festlig affære, med lystig musik og underholdning, faktisk blev jeg grebet af stemningen og gav et lille danse nummer der vagte en del begejstring. Men vi mødte også en gammel bekendt på kroen, nemlig gnomen Dimple Nimplefinger, der var en skrupskør fyr, som vi havde stødt på i Sandpoint og som havde været med til at ordne goblinerne, han var stadig lige skør og faldt derfor hurtigt i snak med Dega og jeg så at de ikke så længe efter forlod krostuen sammen. Igennem min optræden blev jeg bekendt med orkesterlederen, der var en halvelver ved navn Vale, han var en rar og humeristisk fyr, der da jeg spurte ind til det, kunne oplyse mig om at der ikke umiddelbart fandtes nogen eller noget i Whistledown der kunne hjælpe Shallellu. Ved ettiden gik vi trætte og halvfulde tilbage til båden for at sove, ved kajen stødte vi ind i Dega der stolt fremviste en stor lidt skrummel agtig anordning, som Dimple havde monterer på hans rustnings ene skuldre han påstod at det var en autobue der kunne skyde to pile afsted afgangen. Jeg syntes det så skørt ud med sådan en stor ansamling af tandhjul, cylindere og andre dimsedutter kun på den ene skuldre, men Dega virkede så glad for den, at jeg ikke sagde noget om den fikse slagside han nu fremviste, når han moslede omkring med sin "forbedrede" armor. Whistledown var ganske rigtigt ikke så nem at sove i, ikke minst på grund af de mange vindharper der hang overalt i byen, men også på grund af en sær hylende sang der lå konstant og vibrerede i luften, natten igennem. Whistledown lå ved mundingen af en stor sø ved navn Syrantula, som vi sejlede halvvejs igennem hele den næste dag. Dagen efter var vi på floden igen nu havde vi skov på begge sider, den gamle Sanos Forrest på nordsiden og Ashwood på sydsiden, vores bestemmelsessted og slutningen på sejlturen nemlig Turtleback Ferry nærmede sig hurtigt og hen ved sekstiden ankom vi. Da vi sagde farvel til kaptajn Orsten lagde jeg mærke til at han havde en tatovering af en sytakket stjerne med runer magen til min medaljon på underarmen For at kunne udspørge ham om dette, besluttede vi at invitere ham til at spise aftensmad med os på byens kro. Næppe havde vi fået indstalleret os på vores værelser og var kommet ned i krostuen, før Orsten dukkede op med vandkæmmet hår og en helt ren skjorte, samt en lidt pænere frakke, end den han plejede at gå med. Han smilede så det lynede i guldtanden og virkede i vældig opstemt humør, da han satte sig til rette i den private bås, vi havde lagt beslag på. Jeg hentede maden som bestod af glaseret skinke med bagte kartofler og en krasbørstig sennerpssovs, til dessert fik vi en æbletærte med sprød bund og syrnet fløde Vin og øl flød i rigelige mængder og da vi alle var mætte, viste jeg ham min medaljon og sagde at jeg havde bemærket hans tatovering, han blev et øjeblik lidt bleg men jeg bedyrede at vi skam var med i "klubben" og det fik ham til at slappe af og fortælle om en brand, på det gode skib Paradise, der indtil for en måned siden, havde ligget ude på den bredeste del af floden, her ved byen og hvor man kunne spille sig en gæld til, eller fordrive tiden med løsagtige kvinder og eksodiske former for underholdning og som var styrer af de mafia agtige Scarni klaner. Branden skulle havde været altfortærende selv det flydende horehus/spillebules overhovede Lucrecia, skulle være omkommet i den, berettede han og sukkede bedrøvet. Den aften gik jeg tidligt i seng, til stor skuffelse for Orsten, der vist var lidt tyk bag ørene og næste morgen ved daggry, stod jeg op og gik jeg mig en lille frisk morgentur i byen, sammen med Ibenholt der nu var blevet for stor til at sidde i kurven, men tilgengæld nu var stærk nok til kunne sidde på min skulder. Da vi kom tilbage til kroen sad de andre fra gruppen minus Orsten allerede ved et bord og spiste morgenmad bestående af spejlede æg og pandekager med sirup. "Det gør du aldrig igen," hvæsede Alaria til mig da jeg satte mig ved siden af hende. "hvad har jeg nu gjort?" spurte jeg forurettet og lod gaflen med en bid pandekage svæve i luften, hvilket Ibenholt straks benyttede sig af til at stjæle den, mens jeg kiggede den anden vej på Alaria. "Du lod mig sidde alene med den skrup liderlige flodpirat, er du klar over hvor svært det var at overbevise ham om, at vi allerede var forlovede med et par unge Scarnimænd og at det var i hans egen interesse at lade mig være i fred," spruttede hun hysterisk. Der lød et fnis fra Dega og Alaria sendte ham et dræbende blik, Ibenholt benyttede sig af min distraktion til at hoppe fra min skulder til min tallerken hvor han åd resten af min pandekage i to hapser. "Jammen de andre var jo hos dig" forsøgte jeg spagt, velvidende at Maegar og Dega var temmelig fulde da jeg gik og Gorgon var for taktfuld til at blande sig i den slags private affærer, samt Urgar..... ja ham havde jeg jo ikke så meget tiltro til. "Høh....de var sku da ikke til megen hjælp, og få så den fjerkost ned fra bordet," skumlede hun og pegede med sin gaffel med en bid spejlæg på, på Ibenholt der troede hun tilbød ham en bid og derfor snuppede spejlægbiden af hendes gaffel, med en tilfreds mine. "nå... men så undskyld, kom her Ibsepipse" sagde jeg og forsøgte at skjule et fnis bag ravnens baskende vinger, da jeg flyttede den til min stoleryg. Stemmningen var lidt trykket, så jeg blev hurtigt færdig med min morgenmad og satte mig i baren hvor jeg faldt i snak med kroværten, jeg fortalte ham om Shalellus lig og han indvilligede i at opbevare det, en uges tid i en kælder, imens vi tog op til Fort Rannick. Yderligere kunne han ikke hjælpe med hende. Tilgengæld fortalte han noget ganske interessandt, nemlig at ingen i byen havde set noget til beboerne på Fort Rannick, de sidste seks uger, hvilket var højst usædvanligt, da de plegede at komme til byen cirka hver fjortende dag og købe friske forsyninger. Faktisk var byens beboere blevet så bekymrede, at de havde sendt fem bevæbnede unge mænd afsted derop for en uge siden, men ingen havde hørt fra dem endnu. Der gik også historier om at stien til bjergpasset, der plejede at være sikker nok, nu på det sidste var overrandt af trolde og kæmper og andet ubehageligt uciviliserede eksistenser. Hen ved titiden var vi klar til at tage afsted imod Fort Rannick, det så ikke ud til at blive kompliceret at finde, der var kun en sti der førte derop. Den startede der hvor byen endte og fulgte en lille biflod på sin venstre side og et stykke skov på højre, så den gik vi rask ud ad. Efter et par timers vandring stoppede vi op for at holde frokost, men så snart vi havde gjort holdt, lød der et brøl, der gik over i en dyrisk jamren, inde fra skoven til højre for stien. Vi stivnede alle, men intet kom brasende ud af skoven, som vi frygtede, endnu en gang hørte vi denne dyriske jamren, det lød som et stort dyr i smerte. Urgar lavede en magisk besværgelse og sendte et lille alt seende øje ind i skoven efter lyden. "hvad kan du se?" spurte Gorgon. " En sort bjørn, den er fanget i en bjørnesaks," sagde Urgar udtryksløst. "Nåe..ja hvis bjørne lige frem er en plage her omkring, så er det vel meget normalt at sætte et par sakse op hist og her, ellers begynder de vel bare, at komme ind til byen om natten og rode i skarnsbunker og den slags," sagde Dega og trak på skuldrene. " Ja det er noget værre grisseri", samtykkede Maegar. "Er der noget særligt ved den bjørn?" Spurte Gorgon. "Hmmmm det ser ud til, at den har et halsbånd på", sagde Urgar undrende. "Skal vi ikke befri den?" spurte jeg og kiggede bedende på de andre. "Hvoffor det, det er jo bare en bjørn" sagde Dega og Gorgon i munden på hinanden. "Jammen den har jo et halsbånd, det er nok...en...en...KÆLE BJØRN," appelerende jeg til Maegar, jeg hviste at hvis jeg fik dværgende med, ville Alaria også være frisk også kunne de to andre bare blive på stien, hvis de ikke turde gå med ind i skoven. Maegar der efterhånden kendte mig ganske godt, kunne se på mig at der ville blive en fandens masse bøvl, hvis ikke jeg fik min vilje og det orkede han ikke, så han sukkede, "så pyt da....vi går ind og redder den kælebjørn". Jeg var ved en tidligere lejlighed kommet i besiddelse af et par flasker med en magisk drik, der gjorde en istand til at tale med dyr og jeg bællede den ene på vejen ind til bjørnen. "Hej bjørn, jeg hedder Elektra og jeg gør dig ikke noget, jeg vil gerne hjælpe dig fri, hvis du vil have det," sagde jeg på bjørne sprog, til den sorte bjørn, der havde rejst sig op på bagbenene, straks vi trådte ind i den lysning i skoven, hvor den så at sige sad i saksen. "Skynde dig......befrie mig....jæger komme snart", brummede det store dyr og satte sig ned på bagdelen, så jeg bedre kunne komme til saksen. Jeg bixede lidt med den store bjørnesaks, men det gik snart op for mig, at jeg ikke var stærk nok til at åbne den. "Skynde dig, skynde dig, de komme," brummede bjørnen. "Jeg kan ikke den er for stram, jeg må bede mine venner om hjælp, du skal ikke være nervøs, de gør dig ikke noget", sagde jeg og forklarede mine venner at jeg behøvede deres hjælp. Ved fælles hjælp fik vi endelig saksen til at åbne sig og Maegar bad endda Abadar om at hele såret på bjørnens ben. "Mange mange takker, jeg hedde Kip og min ven være fange, i hjælpe mig, befrie ham?", spurte bjørnen. "Han takker os, og siger at Han hedder Kip og at hans herre er taget til fange, han spøger om vi vil hjælpe ham, med at befri hans herre?" oversatte jeg til de andre. "Ikke herre, være VEN!". "Undskyld, ikke herre, ven!," sagde jeg henvendt til de andre. De nåede ikke at svare, for i det samme hørtes hundes glammen igennem skoven og ti sekunder senere dukkede syv store, som ponyer store, jagthunde op og omringede os. "Nu kunne jeg jo heldigvis tale med dyr midlertidigt, så jeg snerrede til dem, at de skulle holde sig på afstand, denne bjørn var vores bytte, og hundene holdt sig på afstand selvom lederen af flokken snerrede tilbage, at det måtte blive en sag imellem mig og deres herre, der var på vej. "dumdi dumdidum, dejlig bjørn der smager så sødt, didum didum", lød nu en stemme og ind i lysningen trådte en umådelig fed, men også temmlig høj og bredskuldret fyr, han havde små hjulede skæve ben og den ene arm var lille og forkrøblet. "Hov???? hvad skal i med min bjørn?" udbrød han forbavset da han så os, hundene begynte at snerre igen. "Denne bjørn er ikke din, den er vores," klang Maegars malmrøst så myndigt som aldrig før. "Vel er den ej, giv mig den så, eller jeg pudser hundene på jer", truede den store fyr. "Ikke tale om, denne bjørn tilhøre os" Sagde Dega og stillede sig ved siden af sin broder. Det blev en kort og ulige kamp, selvom den store bjørnefænger var stærk, kunne han ikke hamle op med Gorgon,Dega og Maegar på samme tid og vi andre tog os af hundene imens, snart lå de alle døde i lysningen. Udover et spyd +1 en kæmpe hideshirt+1 et gammelt nusset tæppe og et bælte +2 til styrke, havde bjørnefængeren ikke noget på sig af værdi, da vi undersøgte ham efter kampen. "fy føj for en ækel mutant", Sagde Alaria og prikkede lidt til liget med skosnuden. "Ja han ser ærlig talt temmelig indavlet ud," samtykkede jeg og rynkede på næsen. "Jeg tror der i hans familie er nogen, der har parret sig med en ogre, derfor den unaturlige størrelse," lød fra Maegar. "Komme nu! jeg viser vej, vi skal hjælpe min ven", brummede Kip utålmodigt. "Er det langt herfra?" spurte jeg. "Nej...nej ikke langt herfra", responderede bjørnen. Jeg oversatte endnu engang til de andre og efter en kort samtale, blev vi enige om at hjælpe Kip. Vi gik en halvtimes tid igennem skoven med Kip og mig foran, indtil skoven blev mindre tæt og vi kunne se en masse blå himmel forude. Pludselig lød der et brøl og fra et buskads kom en ordentlig fætter stormende ud, han var på størrelse med bjørnefængeren måske endda lidt højere og ikke nær så fed, til gengæld var hans hoved frygteligt misdannet, to syster den ene størrer end den anden og begge fuld af ujævnheder, som miniature bjerglandskaber væltede frem fra kraniet og den ene side af ansigtet. I hænderne der var løftet over hans hoved, holdt han en enorm kød krog, "fy for et græskarfjæs," nåede jeg lige at høre Dega mumle, før krogen kom susende ned imod os.

Monday, August 24, 2009

8. Neth - 9. Kuthona, 4708 AR

Det var en fantastisk følelse at stå oppe på paladsets balkon og blive hyldet som helte, fanfare gjaldede fra de langskaftede trompeter og blomsterblade dalede som konfetti ned over os imens en stor folkemængde klappede og hujede. Regenten holdt en rosende tale og jeg nød hvert sekund. Tænk at en smugler tøs fra Riddelport skulle blive heltinde i selveste Magnimar, det var næsten ikke til at fatte. Da jeg lå i min seng den aften, efter en storslået banket hvor alle byens spidser også var inviteret og alle ville høre hvordan vi havde opklaret og reddet Magnimar, fra den morderiske Skinsaw kult, kunne jeg bare ikke holde op med at smile. "Jeg tror ikke jeg nogensinde har følt mig så glad i hele mit liv, er du klar over vi nu er kendisser? hele Magnimar ligger for vores fødder," sukkede jeg lykkeligt til Alaria som jeg delte værelse med. " Ved Desna Elektra......pas på dit hoved ikke bliver så stort at det eksplodere, og hold så mund, jeg vil sove." mumlede Alaria fra dynens dyb. "Forresten Alaria...."sagde jeg forsigtigt, "hvad er der nu?..." mumlede hun, med let irritation i stemmen. " Jeg er ked af at din selvtillid havde fået et knæk, efter at Ironbriar fortryllede dig, til næsten slå mig ihjel." sagde jeg trøstende. Alaria satte sig op i sengen med et ryk," A..hvad for en fisk???...min selvtillid??...vil du godt være venlig at droppe alt lommeulds psykologi på mine vejne. Ironbriar havde smurt gift på sin war razor, jeg har ingen selvtillids problemer at du bare ved det, derfor var jeg nødtil at blive på kroen, jeg var syg...forgiftet!!" sagde Alaria vredt. "Nåååe...men så undskyld", mumlede jeg og var glad for at det var mørk i rummet, så hun ikke kunne se hvor rød jeg blev i hovedet. "Og hvis du absolut skal bekymre dig om nogens selvtillid, så syntes jeg du skal kaste et blik på Miro, han blev skåret midt over, det kunne da give selv den sejeste skrupler", afsluttede hun og borede sig ned under dynen igen. Alaria havde ret, hvilket irriterede Elektra en smule. Da de dygtige præster i Abadars tempel havde fået lappet Miro sammen igen og han havde kommet sig nogenlunde, meddelte han en dejlig solskinds morgen ved morgenbordet, at han ikke ønskede at tage på flere eventyr med resten af gruppen. Han havde fået nok og det eneste han havde lyst til var, at trække sig tilbage til huset på Choppers Isle i Sandpoint og pusle om biblioteket. Men skulle de finde nogle interessante bøger måtte de gerne sende dem hjem til ham, samt at han så frem til at nedskrive deres hidtidige og fremtidige oplevelser. De prøvede alle at overtale ham til at blive i gruppen, de fortalte ham hvor glade de havde været for hans hjælp og hans enorme viden samt hans glade positive livssyn. Miro blev rørt over deres udsagn, men fastholdt sin beslutning og et par dage efter pakkede han sine ting og drog til deres fælles hus på Choppers Isle. Der gik omkring en måned fra de var blevet hyldet på paladses balkon, til der dukkede et bud op med en meddelelse om, at lord Haldmeer Grobaras regenten af Magnimar, ønskede at tale med dem. I dette tidsrum havde de fire venner ikke set så meget til hinanden, Meagar havde brugt det meste af sin tid på at smede magiske runer på Alaria, Dega og sit eget grej, nede under Abadars tempel, hvor der lå en veludstyret smedje og Dega havde for det meste hjulpet ham (når ikke tømmermændene var for heftige). Elektra havde, når hun ikke lige shoppede rundt i Magnimar og solede sig i sin nye heltinde og kendis status, samt for en gangs skyld ikke deltog i et eller andet v.i.p. arrangement, fået sig en ny ven. Denne ven hed Ibenholt og var en lille dunet ravneunge, som hun havde fundet en dag hun gik en tur i parken bagved paladset og nu bar hun ham rundt i en lille kurv overalt hvor hun gik. Alaria havde i første omgang protesteret vildt over at skulle dele soverum med en vild fugl. Ikke mindst fordi Elektra efter at Maegar havde bemærket at Ibenholt da vist havde en brækket vinge, havde indrettet halvdelen af deres fælles værelse til genoptrænings og aktivitets center. Men det lille kræ havde også en forkærlighed for at lægge et lille visitkort på Alarias hovedpude og den larmede op hver tredige time hele døgnet når den var sulten, hvilket især var irriterende om natten. "Du kan da bare sove inde hos dværgende, nu hvor der er en ledig seng efter at Miro er taget hjem" havde Elektra foreslået efter endnu en heftig diskussion om hvorvidt ravnen absolut skulle bo der. "Så kan du jo se om du kan sove for Maegar snorken og Degas fjærten, i øvrigt bliver Ibenholt snart voksen og skal ikke mades hele døgnet rundt, se selv han har allerede fået rigtige små fjer på halen", sagde Elektra og viste stolt ravnens gump frem, hvilket resulterede i et hak med næbet i Elektras ene finger og en sprællende ravn der ikke ville finde sig i at få sine nedre regioner fremvist på den måde. "En klat til på min pude og jeg stikker en prop i", havde Alaria skumlet. Men Ibenholt blev hvor Elektra gik og stod og selvom det til tider var utåleligt at høre om de mindste små fremskridt og andre detaljer om kræet, var det tydeligt at både ravneungen og den smukke Elektra var begyndt at knytte et usædvanligt stærkt bånd til hinanden og nød hinandens selvskab. Derfor sad Ibenholt da også i sin kurv og kiggede nysgerrigt på alt de passerede denne eftermiddag, da de alle fire gik fra deres kro "Den Gyldne Slange", til det smukke hvide palads med udsigt over den ganske by. "Jeg ved ikke om i har hørt om The Black Arrows" , sagde regent Haldmeer og kiggede spørgende på os. Da ingen havde hørt om dem fortalte han, at de var og er en orden af krigere der udmærkede sig ved deres diciplin og effektivitet samt boede og beskyttede den østlige del af bystaten Magnimar. På et tidspunkt fik de tildelt et fort (Fort Rannick) i et bjergpass, i The Hook Mountains og siden da har de beskyttet denne østligegrænse imod alskens ubehagligheder. Black Arrows ordenen bliver også brugt som en sidste mulighed for kriminelle der, hvis de findes egnede kan tilslutte sig denne orden og tjene Magnimar for resten af deres liv, istedet for at ende deres dage for bødlens hånd. "Jeg har i en måneds tid ikke hørt nyt fra Fort Rannick og det bekymre mig, så jeg vil bede jer om at tage der hend og undersøge sagen for mig. Desuden har jeg et par kriminelle på hånden, som jeg gerne vil have at i tager med og aflevere til kaptajnen". Afsluttede Haldmeer. Vi stod i den fine audiens sal og tænkte os lidt om, efter et lile stykke tids stilhed, indskød Regenten " jeg havde tænkt at give jer 300 gp til dækning af rejse omkostninger og underhold". Dega nikke og sagde "jeg vil gerne et smut til bjergene, især når jeg bliver betalt for det." " jaaae.. jeg er jo netop færdig med mine runer, så jeg tager også med," lød det fra Maegar. "Jeg er frisk", Sagde Alaria, alle kiggede nu på Elektra der stod eftertænksomt og dikkede ravneungen i kurven "Ja selv om jeg virkelig har nydt denne sidste tid i din pragtfulde by, så skulle bjergluft jo være så sundt og lille Ibenholdt her, kunne nok godt bruge lidt ekstra sund luft, til at komme sig oven på sin brækkede vinge, så jeg vil også gerne med", sagde Elektra og smilede forelsket ned til fjerbolden i kurven, der kvitterede med et "skråååk". Ind af en sidedør kom nu fire af by vagterne med to personer i mellem sig. Den ene var en mand klædt i en simpel kutte, han havde et helt almindeligt ansigt, et næsten for almindeligt ansigt, det eneste der skildte sig ud, omend på en meget diskret måde, var de stålgrå øjne der barskt kiggede lige ud i luften uden at røbe nogen form for følelser. Han var bredskuldret og af gennemsnitlig højde og han bevægede sig let som en danser eller en atlet. Den anden var også en mand og han havde også grå øjne, men de var noget mørkere og der var ligsom et farligt glimt dybt inde i hans blik, hans ansigt var koparret og vejrbidt, han var høj og mager og iført en laset beskidt kappe. Begge mænd havde armene lænket på ryggen i håndjern. "Dette er Gorgon The Munk og Urgar The Ugly, det er dem i skal afleverer til den mandskabs ansvarlige officer når i kommer frem til Rannick, vagter løs deres lænker. Og nu vil jeg byde jer farvel og god rejse". Hvorefter regenten af Magnimar rejste sig fra sin trone og forlød dem alene tilbage. Der gik en dags tid før de havde fundet et skib der kunne tage dem op ad floden til bjergene i øst og havde fået pakket deres ting, samt indkøbt varmt tøj, rejse proviant og andre nyttige småting. De to ny folk, som de fire venner skulle sørge for kom sikkert frem var ret stille, men det virkede som om det var af forskellige grunde. Urgar virkede desideret indebrændt og mut, det gøs lidt i Elektra når hun engang imellem lagde mærke til hans grimme fjæs og skulede adfærd, han havde en kølig beregnende udstråling og der var en hensynsløshed gemt dybt i hans mørke grå blik, der foruroligede hende. Efter at Urgar havde fået udlevet sine ting af by vagten var det ikke svært at se at han måtte være troldmand af en art, med den store stav og de mange tasker han bar. Hvorimod Gorgon ingen synlige våben bar og var en mere disciplineret type, der var virkede vandt til ikke at vise sine følelser og derfor heller ikke små snakkede om ligegyldige småting, men bar et tilpas afmålt høflig, reseveret og dog extremt observerende ansigt udadtil. Det var faktisk som om han så alt, Elektra havde flere gange efter en lille ubetydelig, men privat handling kigget op og direkte ind i Gorgons stålgrå lysende øjne og det gav et forskrækket gip i hende hver gang, for hun havde troet sig uset. Ikke at hun kunne læse på hans ansigt hvad han syntes om hendes eventuelle retten på underbenklæder eller noget, blot denne neutrale observeren og så de der lyn hurtige reflexer han besad. Hun havde et par gange snublet og hver gang havde Gorgon grebet hende eller strakt en arm ud der havde reddet hende fra at falde, men det mærkelige var, at hun ikke havde syntes at han var i hendes umiddelbare nærhed før han pludselig greb hende. Hun havde selvfølgelig takket ham begge gange og hver gang havde han nikket høfligt og uden et ord gået tilbage til det han nu var i gang med og hun havde stået tilbage med en undren, næsten enhver anden mand hun kendte, ville have benyttet lejligheden til af slå en lille sludder af med hende, eller hvis de var den slimede type, gramse lidt på hende, men ikke Gorgon, aldrig Gorgon. Flodens Dronning hed den båd de skulle sejle med og det var et rummeligt, fladbundet, solidt bygget handelsfartøj. Kaptajnen på skibet hed Orsten og han var en gemytlig fyr, fuld af røverhistorier og med hang til en lille en, i ny og næ og helt sikkert dagligt efter hans blodsprængte næse at bedømme, så ham og Dega blev hurtigt kammeratlige med hinanden. Han var dog en hyggelig og charmerende festlig fyr og ikke kun en drukkenbolt denne Orsten, så de andre på båden kunne også godt lide ham. Dog bemærkede Elektra at Gorgon når de om aftenen sad og spisete sammen med kaptajnen, for det meste ikke drak af groggen der flød i rigelige mængder om bord, heller ikke bare moderat, som hun selv og Alaria. Tidligt om morgenen på andendagen af deres sejlas, var Elektra stået op ved daggry for at fodre en utålmodig, højlydt skrålende og skrup sulten Ibenholt, da en stemme sagde bag hende, "Hej Elektra, rart at se dig igen, fin ravn du har der". Elektra vendte hovedet fra fuglen hun sad med på skødet og kiggede op i et par smilende skrå elverkvinde øjne, det var en gammel bekendt, den omvandrene goblin eskpert Shalellu Andosana, der havde hjulpet dem med at stoppe goblinerne i at overfalde den lille kyst by Sandpoint. Gensynsglæden var stor og Elektra benyttede straks lejligheden til at prale med sin nye kendis status i Magnimar samt at fortælle om hvad der var hændt gruppen siden de sidst sås. Shalellu der var en opmærksom lytter og et behageligt selskab, blev snart en fast samtale partner, når Elektra trænede med Ibenholt eller når hun bare sad og kiggede ud på det øde slettelandskab de sejlede igennem. Det viste sig at Shalellu også skulle til Fort Rannick som de andre, så de blev enige om at følges, når de nu alligevel skulle samme vej. På fjerde dagen for rejsen nåede skibet til den første by, en lille landsby bestående af bjælkehytter beliggende imellem en stor skov og floden. Byen hed Wartle og ernærede sig primært ved at sende friske træstammer ned ad floden til Magnimar, samt garve og sælge de skind som jagt i skoven gav, dog var der også et par fiskerbåde og en samling mindre fladbundede hyttefade, til transport ind i marsklandet på den modsatte side af floden fra byen, hvis man skulle jage fuglevildt. De lagde til ved Wartle sidst på eftermiddagen og da det blev aftensmads tid spurte kaptajn Orsten om de ville med på beværtning, for han kendte et godt sted hvor øllet både var godt og billigt, det ville de alle sammen gerne, ja alle undtagen Shalellu der fortrak at blive ombord. Den beværtning som Orsten kendte viste sig at være det lokale stamsted og ikke så snart var de kommet inden for døren før en stor rå skovhugger type begyndte at brokke sig over "hvad det var katten havde slæbt ind" Elektra der ikke var vandt til denne behandling tryllede lidt sommerfugle i forskellige farver frem, som hun så lød kredse som en lille glorie omkring hovedet på den brovtne skovhugger, bare for at lette lidt på den noget trykkede stemning. Det viste sig imidlertid at være en uheldigt gerning, for i stedet for at bløde lidt op på stemningen skete der snarere det modsatte. Den rå børste sprang op fra sin plads og gik med løftet hånd hen mod Elektra. "Skal sådan en lille trylle tøjte komme brasende her i min kro og forstyrre ordentlige folk" braldrede han op og var næsten henne ved hende, da Gorgon gled ind foran hende og placerede et enkelt knytnæveslag rent på kæben af skovhuggeren, der et øjeblik så forbavset ud, hvorefter han faldt bagover og gik ud som et lys. Elektra ændrede straks sommerfuglene til småfugle, der kvidrende fløj rundt om hovedet på den besvimede børste, til stor morskab for gruppen der fnisende fandt sig et ledigt bord, imens nogen af de lokale bar den knockoutede ud af krostuen. Resten af aftenen forløb fredeligt, øllet var ganske godt og der blev serveret en saftig og mør dyreryg til, stegt med løg og friske nødder, tilbehøret var bagte pastinakker, groft brød og en skøn æblekompot. På vejen hjem, da kroen var lukket, gik Alaria og Eletra forrest arm i arm sammen med den tavse Gorgon, et stykke bag dem slingrede de to dværge afsted med Orsten imellem sig, de var alle tre godt fulde og dværgende skråle vedmodige hjemstavns sange imens de hankede godt op i kaptajnen, der dårligt kunne gå og havde fået hikke. Bagerst gik Urgar for sig selv og skulede som han havde for vane. Da de kom til båden hørtes der et kvindeskrig ude i mørket ovre fra den anden side af floden, "det lød som Shalellu" sagde Alaria. Elektra løb straks over til den plads hvor elverkvinden plejede at sove, "hendes ting er her stadig, men Shalellu er væk" råbte Elektra ophidset til de andre. " Der er våde fodspor på dækket ved hendes plads," bemærkede Gorgon og pegede på nogle mørke pletter på dækket, der efter nærmere undersøgelse var spor af flere sæt fødder med svømmehud imellem tæerne. Dværgene stod og så desorienterede ud Alaria stod ved rællingen og spejdede ud i mørket, Urgar begyndte at fremsige en formular, Elektra rodede i sin rygsæk og tog en brændene fakkel frem. Urgar var færdig med sin formular han havde fremtryllet en lille gennemsigtig kugle som han sendte afsted over floden, men så snart den kom ind i mangroven på den anden side blev det for mørkt til at han kunne se noget med den. Vi låner det der hyttefad", råbte Alaria og sprang på land igen og løb over mod det nærmeste hyttefad Gorgon fulgte hende. Elektra sprang op på rælingen sagde en formular og sprang ud over kanten, alle forvendtede at høre et plask men det kom ikke, istedet så de hende flyve lige over vandoverfladen hen over floden. Urgar fremtryllede uglebriller og bagefter sagde han også en flyve formular. Alaria og Gorgon hjalp hinanden med at få de drukne dværge sikkert ombord i det lånte hyttefad og begyndte at stage sig over floden Maegar fik sit skjold til at gløde så det kunne lyse for dem der ikke kunne se i mørke som han og Dega kunne. Urgar fløj alt hvad han kunne for at indhendte Elektra der nu kun sås som en lysende grøn prik langt inde i mangroveskoven. "Nuvel Elektra hvad er din plan?" tænkte jeg, imens jeg fløj i den retning Shalellus skrig var kommet fra. 1: Det er vigtigt at kidnapperne ikke forsvinder i sumpen, så jeg vil se om jeg kan spejde dem ud. 2: Jeg er højst sandsynligt ikke stærk nok alene så der er ingen grund til at gå i kamp før vi er samlet og jeg kan altid slippe væk ved at gøre mig usynlig og flyve højt, hvis det skulle vise sig at de har kaste eller skyde våben. 3: Det ville være fikst at kunne forsinke kidnapperne ved at trylle lidt, hvilket jeg ikke kan når jeg er usynlig, derfor venter jeg til i sidste øjeblik med det. Således var min tankerække og jeg aktiverede den medaljon jeg bar skjult under tøjet. Endelig kunne jeg se hvad det var, der havde kidnappet Shalellu, fem mørkegrønne, menneskelignende, oprejst, gående, tudser med vorter og det hele, en af dem bar en sprællende Shalellu over skuldreren. Jeg stoppede min fart og fremsagde en formular, guldstøv spredte sig over de fæle tudsefolk og tre af dem begyndte at gnide sig i øjnene, ingen af dem så ud til at have kaste/skyde våben så jeg gik igang med den næste formular, idet samme dukkede Urgar op i luften skråt bag mig, han gik straks igang med at fremsige en formular. Pludselig kom der forstærkning til tudserne nede på jorden, tre nye tudser med kastespyd dukkede op, dette var ikke godt. jeg lod den flammende sfhere jeg havde forberedt falde på en af de nye og så til min skræk at den ikke tog så meget skade af den som jeg havde håbet. Idet samme kom Gorgon springende ind i lysningen klar til at uddele bøllebank, eller det ville han havde været, hvis ikke hans ene fod havde ramt en lian, der som en snare strammede til om hans ene ankel og trak ham op i et træ, så han hang og dinglede med hovedet ned af. Urgar aktiverede en forvirrings formular, den ramte tre, en af dem var allerede blindede af mit guldstøv de forvirrede tudser begyndte at slå løs på alt levende, der var i deres umiddelbare nærhed, inklusiv Shalellu, de gik nærmest bersærk. Et kastespyd svirrede i luften lige forbi mit øre, jeg skabte et beskyttende skjold forand mig selv, men blev alligevel ramt lige bagefter af et nyt kastespyd, det gjorde avs. Gorgon forsøgte at komme fri af lianen, det lykkedes ikke for ham. Ud af øjenkrogen så jeg Urgar sende en kæmpe ildkugle afsted, den bragede igennem lysningen Gorgon nåede lige at flytte sig, men han fik vist svedet hårende af den fastholdte ankel, anderledes gik det for stakkels Shalellu der blev brændt af, med samme styrke som tre af kidnapperne. "Den mand er jo livsfarlig," nåede jeg lige at tænke før endnu et spyd flåede mig til blods, nu ville det virkelig være skønt at se dværgene og Alaria, men de var stadig i gang med at kæmpe sig frem igennem den tætte mangrove. Jeg var pine død nød til at lave en taktisk retrete, så jeg flyttede min ildssfhere hen på den nærmeste med kastespyd og fløj op over trækronerne. Jeg nåede lige før min exit, at se at en af de vortebefængte var begyndt at slå på den ophængte Gorgon der stadig ikke kunne komme fri. Jeg fløj diagonalt til den modsatte side af hvor jeg var før og drak en flaske med livsvand før jeg dukkede op igen, nu måtte jeg bruge min mest voldsomme formular hvis ikke det her skulle gå galt. Imellemtiden havde Urgar kastet endnu en forvirrings formular, så en fra tudsefolket var endnu en gang gået amok på Shallellu, der bare lå helt stille og tog imod slag efter slag efter slag. To andre var kommet op og slås med hinanden, resten forsøgte at få ram på Urgar og Gorgon, en messen hørtes i baggrunden. Jeg affyrede mit kraftigeste våben, et stort kuglelyn der gnistrende ramte fire tudser, to faldt om, endelig. Men nu trådte en ekstra stor og fed tudsemand ud af skyggen han bar på en mindre træstamme og han stirrede olmt på mig, han mumlede et par ord gjorde en bevægelse, som om han stak luften foran sig selv en lussing og jeg mærkede en klam tudsehånd på størrelse med mit hoved der stak mig en kanon ørefigen med svømmehud og det hele, smask sagde det, Gorgon hang nu besvimet fra sit træ. Endelig dukkede Maegar og Alaria op og med deres hjælp, samt på falderebet en noget forpustet indsats fra Dega, fik vi langsomt men sikkert nedkæmpet de slimede kidnappere, indtil der kun var den store fede shaman tilbage og netop som jeg skulle til at affyre en frisk salve af mine magiske sølv missiler, begyndte hans hud at boble og pludselig eksploderede han i hundredevis af bittesmå, mellem og alm. størrelses tudser der straks hoppede i hver sin retning og snart forsvandt i sumpen, ikke en gang hans stav lå tilbage. Gorgon blev hjulpet ned fra træet og kom sig forbløffende hurtig med lidt hjælp fra Maegar, Urgar så slidt ud og jeg var heller ikke selv i total topform, men Shalellu, stakkels Shalellu, der havde benene bundet sammen og overkroppen snørret ind i en lædersæk, så efter endt udpakning mildest talt ikke godt ud. Hendes hoved var en blodig klump og der var sodsvedne mærker på langs den ene side af hendes krop, hun var en død elver, det var hvad hun var og jeg bar hendes lig tilbage til Flodens Dronning med sorg i hjertet. Inde på kajen var der en lille vred forsamling af byens borgere, som kaptajn Orsten forgæves forsøgte at berolige, men da de så Gorgon dukke op på kajen var det ligesom gassen gik lidt af ballonen. Alaria fandt hurtigt den mand hvis hyttefad vi havde lånt og betalte ham fem gp som tak, han takke og bukkede benorvet over de mange penge og gemytterne faldt til ro og gik hver til sit. Kun Orsten surmulede lidt over om vi skulle sejle rundt med et stinkende lig, men jeg gav Shalellu min Sihedron medaljon om halsen og sagde at den ville holde hende frisk så længe det var nødvendigt.